Kampen om jorden er ikke ny. Så snart mennesket ophører med at være nomade og fæster bo, er der kappestrid om de bedste pladser. Da mennesket er et socialt væsen, samler man sig helst dér, hvor andre i forvejen har slået sig ned. Den jord, der efterspørges, får værdi. Det moderne udtryk »grundværdi« dækker netop resultatet af menneskers trang til at samle sig. Grundværdien er ikke et produkt af de enkelte jordejeres arbejde, men af det sociale instinkt.
     I vore dage har kampen om jorden taget form af kampen om jordværdien. Spekulationen har søgt at foregribe menneskers bevægelser. Man har endog benyttet politisk magt til, ved hjælp af foranstaltninger, som samfundsborgerne må betale, at bevæge strømmen derhen, hvor jorden var på deres hænder, som ville bemægtige sig udbyttet af den forøgede efterspørgsel efter plads.
     Teknikkens rivende udvikling, nye industriers opkomst, de lettere forbindelsesveje — kort sagt hele det moderne fremskridt — har i stigende grad bidraget til muligheden for store jordværdistigninger. Spekulationsfeberen er vokset, med det resultat, at jord og grund overalt »monopoliseres«, overkapitaliseres og bliver utilgængelig for den arbejdende befolkning. Ågerpriser på jord driver ungdommen bort fra landet, de arbejdsløses skarer vokser i byerne, konkurrencen om pladserne vokser yderligere, medens købekraften tager af — »overproduktion« af varer, som en mængde mennesker trænger til men ikke har råd til at købe, beror på arbejdets udespærring fra den naturlige arbejdsplads, fra jordens rigdomskilder.
     Alle jordejere kan jo ikke få gevinst. Da jordværdierne flytter sammen med menneskene, står der stadig kampe mellem dem, der ved statsmagtens hjælp vil føre menneskestrømmen –  og dermed guldstrømmen – hen til sine egne arealer. Ja, selve de foranstaltninger, der tilstræber hjælp til nødstedte medborgere, tjener i virkeligheden grundejerinteresser. Hjælpen til de arbejdsløse går til at betale huslejen, hjælpen til landbruget til at betale prioritetsrente, dvs. til at underholde og opretholde jordmonopolet. Politik er blevet kamp om den private jordrente, og korruptionen vil brede sig, med mindre man i tide får øjet op for, hvilken farlig trussel mod samfundet den private spekulation i jordtrangen er.
     Dette fænomen er universelt. Derfor er amerikaneren Henry George, hvis bog »Fremskridt og Fattigdom« udkom 1879 og vakte umådelig opsigt, en vejleder ikke blot for sit eget folk, men for hele verden. Henry George påviste, som bekendt, at denne monopolisering af jorden med spekulation i jordværdierne som formål er årsagen til, at det voksende fremskridt, i stedet for øget velstand, fører stigende arbejdsløshed og elendighed med sig. Når arbejdet er afskåret fra forbindelsen med jorden, kan det ikke delagtiggøre sig i fremskridtet, men bliver endog hindret i at tilvejebringe det simple udkomme, der i et primitivt samfund er arbejdets vederlag.
     Ikke alene denne strukturfejl ved samfundet, men det simple og naturlige middel til at rette den, har Henry George påvist klart og genialt, så alle mennesker kan forstå og indse tankens rigtighed.
     Kampen om jordværdierne, jordens monopolisering i spekulationsøjemed, vil ophøre, når den værdi, som menneskesamfundets tilstedeværelse og trang til plads giver jorden, inddrages til fælles bedste.
     Samfundet skal have indtægter. Enhver borger må betale sin andel i de anlæg, der kræves til lettelse af samkvemmet, af udgiften til retsværnet o.lign. Men den nuværende form for opkrævning af bidrag til samfundet har intet med retfærdighed at gøre. Skatter, direkte som indirekte, er uden forhold til den fordel, samfundet yder den enkelte. Flid og sparsommelighed straffes med skattepålæg, familielivet ved toldfordyrelse af livsfornødenheder, hvilket gør børneflokken til en uforholdsmæssig økonomisk byrde. Hele skattebyrden tynger erhvervslivet, forringer købekraften, øger derfor arbejdsløsheden.
     Derimod vil samfundets retmæssige indkomst af jordværdien, en afgift til det offentlige af al jord, i forhold til den værdi, hver enkelt borgers plads på jorden har, netop være dækning for den fordel, hver enkelt har af samfundet, være direkte betaling for modtagne goder. Derfor bør skatter, told og andre byrder på erhvervslivet og familielivet udryddes, og betaling af jordrenten til samfundet, det, vi på dansk kalder grundskyld, træde i deres sted.
     Når efterhånden udgifterne til »krisehjælp« og al den anden offentlige understøttelse naturligt bortfalder, fordi ingen normalt har brug for hjælp, når enhver kan arbejde og er sikret sit arbejdes værdi, fordi arbejdspladsen ikke længere er spærret af spekulationen, vil denne indtægt rigeligt forslå til samfundets retmæssige opgaver. Og da grundskylden udligner den fordel, som besiddelsen af den ene plads kan have fremfor den anden, vil der, når også toldprivilegierne bortfalder, ikke fra samfundets side ske borgerne økonomisk uret.
     Det voksende fremskridt vil da, enten som højere arbejdsudbytte eller som ligelig fordelt bonus af overskuddet, efter at de retmæssige samfundsudgifter er afholdt, komme alle samfundets medlemmer tilgode.
   Tanken om en retmæssig indtægt for samfundet, som ikke blot fjerner jordspekulationens skadelige indflydelse, men også skatterne, og som ophæver muligheden for toldprotektionisternes spekulation i frygten for arbejdsløshed, er nu gået sin sejrsgang over hele verden. Ingen ærlig socialøkonom og ingen intelligent politiker vil nutildags bestride dens rigtighed — omend adskillige, af hensyn til bestående særinteresser, tøver med i praksis at bøje sig for den almene sandhed. Den kaldes derfor med rette en verdenstanke, og ingen, der vil forsøge blot nogenlunde at være på højde med sin tid, kan forsømme at kende den.
     Der er en righoldig og let tilgængelig litteratur om denne sag også på dansk. I dette skrift er blot forsøgt at give et billede af tankens hidtidige fremgang og indflydelse her i landet.
     Til en samlet, historisk fremstilling er det for tidligt. Alt tyder på, at tiden nu er inde til ny fremgang ad den vej, Henry Georges tanke viser. Det er nemlig umuligt at komme videre ad den gamle vej.

     Signe Bjørner.

---

     Det er altid mørkest lige før gry. Dersom dette gamle ord passer, er der gode udsigter til, at det snart må lysne. De mørkeste tider, vi har kendt for friheden, for selvstændigheden på alle områder, er nu inde. De forhold, vort landbrug lider under, stammer direkte fra det nu uddøende slægleds mangel på agtpågivenhed overfor de tanker, der kunne have afværget gældskrisen og fremmet en retfærdig rigdomsfordeling, hindret arbejdsløshed og de høje skatter, offentlig gældstiftelse og dermed trællekår for den nye slægt, bremset den protektionistiske udvikling, der drager stedse mere arbejdsløshed med sig – kort sagt, fra den skæbnesvangre vending i 1903, da man valgte at skænke jordejerne den sidste rest af samfundets prioritet i jorden og tabte hele folkets jordret af syne. Og man har ikke en gang haft den undskyldning, at man ikke vidste bedre. Thi allerede den gang var Henry Georges epokegørende omdannelse af den gængse socialøkonomi kendt herhjemme. Hans tanker var flere år tidligere fremsat i »Højskolebladet« af Jakob E. Lange og rundt om på højskolerne af Viggo Ullman, havde vakt opmærksomhed og var gået sejrrige ud af de første kampe mod konservatisme og træghed. Netop i landbokredse, blandt yngre og ældre højskolefolk, hvor også den politiske liberalisme havde sine stærke rødder, var der rig lejlighed til at lære disse indlysende rigtige tanker at kende, og det skulle synes at ligge så lige for, at en helt ny stand i politik, hvis program var folkefrihed og alle privilegiers og monopolers afskaffelse, ville gribe til. Men det blev klasseegoismen, der sejrede, og dens kortsynethed, selv hvor det gælder dens egne formål, viser sig nu så grelt, at man må være dum og blind for ikke at erkende den. Det kan have sin interesse at følge udviklingen baglæns, tilbage til dette krisepunkt. Det ville tage større plads, end her rådes over, og det skal derfor kun forsøges at pege på de mest betydningsfulde skridt, og kun for så vidt de har forbindelse med Henry Georges tanker, som disse har været fremsat og drøftet i den mellemliggende tid.

     Tre mænd, der hver for sig har givet en personlig indsats i Henry George bevægelsen, blev født i år for 70 år siden, altså i det mindeværdige år 1864.
     Den ældste, Sophus Berthelsen, f. 30. januar, døde 17. januar 1930, midt i det mest energiske og utrættelige arbejde for Henry George sagen her i landet, som nogen enkelt mand har præsteret. Når en gang den anden Henry George bevægelses historie skal skrives, vil hans navn stå på næsten alle siderne og stråle ud af helheden med livets stærkeste glans. 
     Den næste, Villads Christensen, fødtes den 16. februar og døde allerede den 17. oktober 1922, for os efterlevende at se meningsløst tidligt. Hans dybtgående indflydelse er det ikke alle givet at overskue. Det var indflydelsesrige intellektuelle kredse, særlig blandt de radikale, han kom i forbindelse med, og dér, hvor han plantede tanken, blev dens vækst hæget og fremmet ved hjælp af forstandens og forståelsens rigeste gaver. Han var historikeren og så vor sag som den forlængelse af nordens frihedslinie den er; kunne derfor tålmodigt byde de små fremskridt i den rigtige retning velkommen, og forstod, hvilket mægtigt fremstød der vandtes blot ved den delte vurdering, der måtte være grundlaget for skelnen mellem de samfundsskabte værdier, jordværdierne, og de private, arbejdsskabte værdier, fra hvilke skattebyrden skulle løftes. Men han var mere end historikeren, hvad den kendte lille samling fortællinger: »Hjem fra møde« vidner om. Dr. Villads Christensens afhandling om den første Henry George bevægelse gengives sidst i denne bog.
     I denne korte beretning om en vigtig epoke træffer vi fra først til sidst navnet på den tredje mand, Jakob E. Lange, den yngste, født 2. april, men den, der først bragte Henry Georges tanker rigtig frem herhjemme. Jakob E. Lange har aldrig sluppet arbejdet for Henry George tankernes fremme, og står den dag i dag som bevægelsens stærke åndelige kraft, så levende som udviklingen selv, i kontakt med ungdommen, på højde med sin tid. Og når vore dages ungdom, i erkendelse af, at sagen ikke kan overlades alene til partiernes røgt, nu vil genrejse oplysningsarbejdet, finder de hos ham en levende, rindende kilde, hvor de kan hente friskhed og styrke. De, der var med til mødet sidste efterår på Fyns Husmandsskole, mister aldrig, selv om de kan »glemme« indholdet af hans beåndede foredrag, den levende impuls og det indtryk af Lange, de fik derigennem: Ordets mester, åndens redskab og den stærke, jegbevidste personlighed, som aldrig taber sit mål af syne.
     For Jakob Langes store personlige indsats også i det senere afsnit af Henry George bevægelsens historie, vil der først kunne gøres rede, når det historiske overblik giver den sit rette perspektiv. Foruden den store offentlige virksomhed i tale og skrift, drejer det sig her om vejledende arbejde i snævrere kredse.

     I sin årsberetning ved sidste repræsentantmøde i Henry George Foreningen sagde formanden, ingeniør Folke, efter at have citeret formålsparagraffens store ord:
     Formålet er at virke for løsningen af det sociale spørgsmål ved folkets økonomiske frigørelse ad den af Henry George anviste vej: Gennemførelse af fuld grundskyld og frihandel og afskaffelse af alle skatter på arbejdsskabte indtægter og værdier.
     »... ... Disse frejdige ord fra vor bevægelses ungdomstid ... Kan også fylde os med angst ved den næsten parodiske kontrast, hvori de står til den virkelighed, vi daglig har for øje omkring os.
     Fra de ældste tider har det været erkendt, at friheden alene kan bygges på retfærdighed.
     Hvad er da ret?  Det, som et samfund kan bygges på, er en fællesopfattelse af, hvad der er ret. Det er først og fremmest den enkeltes ret til sig selv, til sit arbejdes frugt og alles lige ret til den natur, hvortil vi fødtes, og til de værdier, der skabes af et samfund, hvori vi indgår som led. Det blev Henry Georges gerning at påvise, at erkendelsen af denne retsorden er en nødvendig betingelse for bevarelsen af et frimandssamfund. Enhver kan finde denne tankegang bekræftet i de begivenheder, der nu går over verden. Derfor er det sandt, at selv om udviklingen gik imod, så står vi dog i dag som de eneste, der kan bygge et håb til fremtiden på et positivt grundlag. En dag vil tanken om frihed og fylde blive til virkelighed, når menneskeheden er lutret til erkendelse af, at retfærd er samfundets grundvold, som kærlighed er livets kilde.«
     Den samme erkendelse og fortrøstning, som dette korte udtag af ingeniør Folkes tale vidner om, kommer til orde hos Jakob Lange i en artikel, som han kalder: »Fundamentalt og universelt«. Han tager de forskellige politiske grundtanker for sig og viser et for et deres utilstrækkelighed og hulhed: den fri konkurrence, opbygget på ulighedens og jordløshedens grund – nu forladt af guder og mennesker. Eller frihandelen. Hvad Cobden og hans fæller ved den store, retsindige konservative fører Robert Peels hjælp fik udryddet, den kunstige brødfordyrelse, er nu det ene saliggørende. Eller det stabile pengevæsen: Landene kappes om, hvem der mest fuldstændig kan forvandle den nationale værdimålestok til et elastisk gummibånd. Eller »rationaliseringen«: maskinerne gør mennesker overflødige, de arbejdsløse slår skærver eller sidder ørkesløse hen. – Og Lange slutter:
     »Hvad står da fast, hvad viser i forvirringstider klippegrundens urokkelighed? Mere og mere bliver dette at vigtighed, thi jo højere vi bygger samfundets hus, desto vigtigere er det, at vi ikke bygger på flyvesand. –
     Med genial simpelhed slog Henry George dette fast. Mennesket er et landdyr. Hvad enten det bygger sig en hytte eller et palads, klæder sig i palmebladbast eller kunstsilke, sejler i kano eller oceandamper; i alt er det afhængigt af jorden, af naturgoderne. Skabe kan mennesket ikke, kun frembringe: omforme eller omdanne, adskille eller forbinde, hvad naturen giver. I alle livets øjeblikke er det afhængigt af adgangen til naturen. Og derfor er den lige ret til jorden det fundamentale folkeligøkonomiske krav.
     Kirkevælde, adelsvælde, moderne kapitalisme, alt hviler fast forankret i den forret til jorden, som gør den almindelige arbejdende menneskehed til skatskyldige, afhængige eller slaver. Og før vi har sikret folket dets odelsret til fædrelandet, kan fremtidens hus ikke gøres jordskælvsfast.«
     En overbevisning som den, der har kunnet stå for uvenners modstand og venners lunkenhed, viser mulighed for, at arbejdet vil lykkes for det slægtled, som nu marcherer og som skal føre den tredje Henry George bevægelse ind over det sidste skær. Den rolige erkendelse af, at om end tidens retning har været stik imod, så bliver der dog til sidst ingen anden udvej end den, Henry George og hans disciple har fremført, giver styrke til at bevare tilliden og fortsætte oplysningsarbejdet som hidtil, trods alle nederlag og forringende kompromiser.

     Det sidste af den slags kompromiser, der, hvis de skyldes et andet parti, kaldes »forræderi«, og hvis det skyldes ens eget, »svaghed«, kan grundstigningsskyldsloven af 20. maj 1933 kaldes. Den er udførligt forklaret i »Grundskyld«s nr. 9 og 10 og skal derfor ikke gengives her, indviklet og uklar som den er. Der er sikkert ikke mange tilhængere af grundskyld efter Henry Georges anvisning, som er tilfreds med den. Og dog kan der siges noget godt om den, om end rosen er betinget. Redaktør Abel Brink skriver således:
     »Hvis den nu gennemførte lov om grundstigningsskyld kan give anledning til større ensartethed, sikkerhed og nøjagtighed ved vurderingen af Danmarks jord og grund, så er den indirekte med til at fastlægge det grundskyldsprincip, som fra Arilds tid under forskellige former har været i brug i Danmark.«
     Til de virkelige nederlag må derimod regnes toldloven af oktober 1932, der også nævnes som et eksempel til skræk og advarsel i Henry George Foreningens sidste resolution, der lyder således:
     »Den krisetilstand, som ødelæggelsen af samarbejdet og samhandelen mellem landene, de bestående særrettigheder og forstyrrelser i pengevæsenet har ført ud i, kan kun afbødes ved, at stands- og erhvervsinteresser underordnes samfundets hele velfærd, der alene kan have fremgang, hvor retfærd og frihed hersker.
     Vi advarer derfor imod, under krisens tryk, at gennemføre foranstaltninger, der som den industriprotektionistiske toldlov af oktober 1932, den bebudede korntold og den protektionistiske udnyttelse af valutacentralen gør brud på den frihandelslinie, der har været en grundlov for den folkelige politik i Danmark gennem to menneskealdre. Tidens gældskrise gør det indlysende, at kun en lovgivning, der grundlægger al ejendomsbesiddelse på betaling til samfundet af den fulde jordrente, faldende og stigende med konjunkturerne, kan skabe sundhed og tryghed i folkets økonomiske forhold og danne bolværk mod usund gældsstiftelse.
     En varig ordning af landets pengevæsen, således at kronens købeevne ligger fast, i forbindelse med gennemførelsen af grundskyld og frihandel, er nødvendig for at hindre kriser og sammenbrud i landets erhvervsliv.«
     De liberale partiers hidtil hævdede troskab imod frihandelstanken havde nu lidt et knæk, der ganske vist skyldtes på »udlandet«s slette eksempel og ikke erkendtes som en virkelig meningsændring. Hvad der jo også ville være utænkeligt i en tid, hvor selv de mest reaktionære blade knæsætter frihandelen som »det selvfølgelig eneste rigtige«, som man dog naturligvis ikke kan rette sig efter. Det må være bittert for de mange trofaste georgeister, som, i kraft af de demokratiske partiers program, hvorpå der findes krav om frihandel og grundskyld, har arbejdet med og for disse partier, at se de ansvarlige svigte programmerne i en tid, hvor der mere end nogensinde trængtes til opfyldelse af retfærdighedens krav.
     Men tiden var forpasset. De store masser af befolkningen stod overfor umiddelbar nød, og man var »som politiker« tvunget til al gøre det mulige, dvs. det, man i øjeblikket kunne få særinteresserne til at gå med til, selv om man var klar over, at det ikke i længden kunne hjælpe, men tværtimod måtte forværre forholdene.
     Dette var en direkte følge af den lunkenhed, hvormed disse parlier havde taget fat på den opgave, som fremmelige vælgere, oplyst om Henry Georges tanker, havde fået optaget i programmerne.

     I socialdemokratiets program har Henry Georges tanker afsat forskellige små krav:
     Afskaffelse af skatter og love, som skaber varefordyrelse for befolkningen. Direkte skat (foruden på indkomst og formue) på grundbesiddelse, herunder indførelse af en grundværdistigningsafgift. Jord i offentlig eje bør »som regel« (?) ikke afhændes til privateje. Brugen af den i samfundets besiddelse værende dyrkelige jord overdrages til landarbejdere eller ligestillede. Hvor brugsretten til samfundets jord er overdraget enkelte personer eller sammenslutninger, fastsættes en afgift af jorden i forhold til dens værdi.
     Tanken om, at al jord tilhører menneskeheden i fællesskab og skal forrentes til fællesskabet i forhold til sin værdi, synes dog at ligge det »internationale« socialdemokrati mærkværdig fjernt. De få bestemmelser angående jorden, der findes i dette program, er meget lidt radikale – og synes dog for radikale til, at man har villet følge dem i den praktiske politik.
     Også i Venstres program har man, i meget forsigtige vendinger, antydet muligheden af Grundskyld:
     »Ved beskatningen til kommunen af fast ejendom bør tilstræbes en retfærdig fordeling af skatten på bygninger og på jorden: lige skat på lige jord, under hensyn til dennes værdi efter beskaffenhed og beliggenhed.«
     Men for endelig at hindre den misforståelse at bestemmelsen om »lige skat på lige jord« skal tages i sin konsekvente betydning, som er fuld grundskyld, har man tilføjet, at ejendomsretten og kreditforholdene ikke må krænkes etc. Udtryk for en frygt, der til dels bunder i misforståelse af grundskyldens art og virkning.
     I sit program af december 1916 vedtog Det konservative Folkeparti en sætning, der lyder således:
     »Fremme af arbejdet for oprettelse af selvstændige, ikke for små jordbrug samt landejendomsskatternes omlægning, bl.a. således, at de for en del kommer til at hvile på jorden.«
     Men allerede i 1929 vedtog man »urokkelig modstand mod en skattepolitik, en jord beskatningspolitik etc.« – »der angriber det grundlag, hvorpå samfundet ifølge grundloven hviler«, og i 1930 gik man endnu et skridt tilbage og satte sig fast i en protektionistisk politik, der er kommet landet dyrt at stå.
     Det radikale venstre var det første, der i sit program helt ud vedkendte sig grundskyldprincippet. Dette skyldes bl.a. og navnlig Jakob Lange. Skønt endnu ikke medlem af partiet modtog han i 1908 opfordring til at indtræde som formand for dets jordlovsudvalg og fik derved en afgørende indflydelse på udformningen af et programforslag, der senere blev vedtaget på et landsmøde i Randers, hvorefter Lange indtrådte i partiet. Indenfor dette har han udøvet megen indflydelse og bidraget stærkt til den grundskyldslovgivning, som det i de følgende år lykkedes at gennemføre.
     Den vigtigste passus er følgende:
     »Ejendomsskylden omdannes under hensyntagen til principperne for en grundværdibeskatning. Når offentlige foranstaltninger medfører en stigning af grundværdien, sikres der stat og kommune andel i værdistigningen«, samt følgende:
     »Finanstolden på de almindelige livsfornødenheder og råstoffer nedsættes efterhånden, indtil den ganske kan bortfalde. Beskyttelsestolden ophæves planmæssig gradvis med billigt hensyn til bestående erhverv.«
     I Sønderborgprogrammet, vedtaget 1922, står der endnu mere klart:
     »Ved tilvejebringelsen af de til fremme af borgernes fælles interesser fornødne midler tilstræbes en udligning af den bestående ulighed, idet skattesystemet i videst mulige udstrækning bygges på de samfundsskabte værdier.
     Statens ejendomsbeskatning lægges på grundværdien efter princippet: lige skat på lige jord. –
     Ved toldlovgivningen tilstræbes fuld virkeliggørelse af frihandelsprincippet, idet beskyttelsestolden nedsættes gradvis således, at den i løbet af et kortere åremål helt bortfalder og finanstoldskatter og indenlandske vareafgifter ophæves, i første række sådanne, som rammer almindelige livsfornødenheder.«
     »Kommunernes ejendomsbeskatning bliver en grundskyld, der af hver enkelt kommune kan forhøjes indenfor den grænse, hensynet til statsgrundskylden sætter. Kommunerne får ret til at pålægge grundværdistigningsskat.«
     »Folkets ret til fædrelandets jord hævdes. Ved en lovgivning, der ikke virker prisfordyrende, skaffes der jord til mindre landbrug for dem, der ønsker eget hjem på landet. Jorden overlades brugerne, imod at der ydes fuld rente af dens værdi.«
     »Adgangsretten til naturen hævdes overfor alle forsøg på at beskære befolkningens gamle ret til fri færdsel, særlig ved strand og i skov.«

     Det var misfornøjelse med omtalte lunkenhed fra de politiske lederes side, der havde ført til retsforbundets optræden som politisk parti, allerede i 1924, for øvrigt imod mange af forbundets ledende folks – deriblandt Berthelsens – ønske. Partiet blev repræsenteret på rigsdagen ved valget 2. December 1926 med to mænd – dr. Dam og pastor Witlesen og har nu fire repræsentanter i folketinget. Retsforbundets formålsparagraf falder delvist sammen med Henry George foreningens. Således som den først fremsattes (førend det partipolitiske program udformedes) lyder den:
     »Forbundets formål er folkets økonomiske frigørelse ved ad fredelig vej at søge den nuværende magtstat omdannet til en retsstat, hvis opgave alene vil være at sikre borgernes personlige frihed, ret til fuldt udbytte af eget arbejde, til lige andel i landets grundværdier og til deltagelse i styret af de fælles anliggender.«
     Som Henry George havde forudsagt, var følgen af jordmonopolets fortsatte beståen blevet stadig voksende regereri og statsovermagt, en uredelig sammenblanding af offentlig og privat økonomi, det voksende antal fattiges uformuenhed til at løse personligt prægede opgaver, der mere og mere gik over til at betragtes som offentlige anliggender, og en stadig voksende skattebyrde.
     Det nye partis program blev stærkt præget af disse forhold. Der lægges vægt på, at skellet mellem offentlige og private anliggender trækkes op på ny, så statens opgave begrænses til retsværnet, hvorunder man betragter opkrævning og fordeling af jordrenten som det første fornødne.
     Hovedpunkterne i Retsforbundets politiske program er:
     »Personlig frihed, indenfor den grænse, som sikrer ethvert andet menneskes tilsvarende frihed,
     Ret til det fulde udbytte af arbejdet – stat og kommune kan ikke indføre hverken direkte eller indirekte skatter,
     Ligeret til jorden. De naturlige rigdomskilder og de værdier, som opstår gennem samfundets vækst og som altså ikke skyldes enkelte personers arbejdsydelse, betragtes som fælleseje og tilhører derfor alle i lige grad, heraf følger:
     Ligeretten til jorden medfører, at den enkelte borger må skadesløsholde de øvrige borgere for denne særfordel ved at svare fuld grundskyld. I grundskylden har derfor alle borgere lige andel. Befolkningens gamle ret til fri færdsel i skov, på hede og langs strand opretholdes.
     Alle de følgende bestemmelser er prægede af disse principper.

     Professor C. N. Starcke, som var en af georgeismens mest fremragende fortalere, og godsforvalter Sophus Berthelsen, som var den største kraft indenfor bevægelsen, siden Lange først satte sindene i bevægelse, var de egentlige ledere i denne aflægger fra den gamle Henry George Forening. Til den kreds, som var med til at udarbejde programmet, hørte desuden professor E. Geismar, dr, phil. Axel Dam og dr. Severin Christensen, Signe Bjørner, o.fl. Retsforbundet blev stiftet d. 21. Okt. 1919 ved et lille møde i København, men på grundlag af et forarbejde, der begyndte med indkaldelse til et stort møde i Odense, hvortil initiativet blev taget af Henry George Foreningen, d. 27. april samme år. Her var samlet repræsentanter for Henry George Foreningen, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, Kristelig-Socialt Forbund, radikale ungdomsforeninger, uafhængige venstreungdomsforeninger, redaktionerne af Ret og af Retsstaten¹  foruden enkelte andre indbudte.

¹⁾ «Retsstaten«, »Nordisk Tidsskrift for Retsdemokratisk Politik«, udgivet af en kreds, der samlede sig om Sev. Christensen, udkom fra januar 1917 til januar 1921, da det gik sammen med »Ret«, »Retsforbundet« og »Den lige Vej« i »Det frie Blad«.

     På dette møde vedtoges en resolution, der lyder således:
     »Til regering og rigsdag!
     Under indtrykket af de sociale katastrofer, der har hjemsøgt og stadig truer store dele af verden, og i erkendelsen af, at der også i vort eget samfund findes dybtgående brist, der har antaget en faretruende karakter og viser sig ved på den ene side kapitalens magtudfoldelse, og på den anden side arbejdsløshed, bolignød og jordfordyrelse, vokser naturligt kravet om virkelig gennemgribende reformer.
     De hidtil af politiske partier gennemførte foranstaltninger har vist sig åbenbart utilstrækkelige og ofte vildførende.
     Grundlaget for et sundt samfund må være, at borgernes kår ikke, som nu, bestemmes af, hvad magt de har i kraft af besiddelse eller organisation, men hviler på arbejde og ret.
     Vi opfordrer derfor lovgivningsmagten til ufortøvet at skride til folkets økonomiske frigørelse, særlig ved:

1. indførelse af fuld frihandel, ophævelse af ejendomsskyld og enhver anden på arbejde og forbrug hvilende skat og kraftigt indgreb imod al monopoldannelse.
2. Jordværdien tilegnes folket, og adgangen til jorden lettes.
3. udskrivning af en formueskat en gang for alle, efter stærkt stigende skala, til afvikling af den stats- og kommunegæld, der ikke modsvarer produktive foretagender, samt til støtte for dannelse af nye hjem og andre økonomiske nydannelser i folket.«

     For at give resolutionen større kraft blev der – i løbet af fem dage gennem Henry George Foreningens sekretariat – samlet 1.500 underskrifter blandt alle klasser i befolkningen. Statistikken er ganske morsom, den viser 25 højskoleforstandere, 29 arkitekter, 14 bladudgivere, omtrent lige mange gårdejere, håndværkere og husmænd, og tilsammen lærere og præster et tilsvarende tal. Ingeniører, læger og embedsmænd tilsammen noget lignende, og mejeriejere, planteskoleejere og konsulenter samt handlende ligeledes. Det var så repræsentativt et udsnit af befolkningen, som tænkes kunne – og en alsidig repræsentation for fællesinteressen. Den deputation, der skulle overrække adressen, blev da også modtaget med honnør. Det synlige resultat lod vente på sig. Men de 1500 underskrivere blev Retsforbundets menneskelige grundvold.
     Ved Henry George Foreningens bestyrelsesmøde d. 6. april på Fyns Husmandsskole, hvor det ovenfor omtalte møde blev planlagt, var den svenske kammerherre Schvan indbudt til at redegøre for sin plan om et overgangsforslag til en retsstat ved hjælp af en 20 pct. formueskat en gang for alle til dækning af den offentlige gæld og udligning af grundejernes tab, den, som blev taget op af Retsforbundet. Som man ser af resolutionen, gik det store møde kun med til at kræve gælden dækket af formuerne. Fra Henry George Foreningens side har man altid vægret sig ved at gå ind på tanken om nogen slags erstatning til grundejerne, og man så i hr. Schvans forslag en sådan. Et lille citat fra forhandlingerne kan have kuriositetens interesse nu, femten år senere, da parlamentarismen har bekræftet sin alt for store træghed:
     Fru Bjørner: »Kammerherre Schvans billede af en retsstat er tiltalende, men vanskelig opnåeligt, dersom man skal regne med parlamentariske metoder. Dersom man kunne organisere folket – ved hjælp af fri valgret indføre en organisation, der forgrenes til hver eneste kommune, hvorved folket kunne overtage det direkte styre, og derved komme uden om politikerne –, var det vel muligt. Noget sådant, som man tidligere ville have anset for fantasteri, ligger måske i vor tid ikke udenfor rimelighedens grænser.«
     Prof. Starcke: »De små skridts tid er forbi. Kun den stærke og hurtige indførelse af jordreformen i sin helhed vil få nogen samfundsmæssig betydning .... Det er på høje tid, at det gøres; i øjeblikket har vi bolsjevismen på den ene side og kapitalisme på den anden side; begge betyder undertrykkelse af personlighed og initiativ. Kun retsstaten, med sin ene opgave at hævde den personlige frihed, kan fri os for begge dele.«
     Som man ser – ved Retsforbundets dannelse var Henry George bevægelsen på skillevejen. Men de fleste – og navnlig senere tilkomne ledere – havde kun øje for de kendte veje, og da Retsforbundet besluttede at optræde som politisk parti og gik ind under de parlamentariske vilkår, var der foreløbig sat bom for »fantasterier« i retning af en fælles folkelig rejsning. Men det var en levende tid – og selve det politiske arbejde har vist sig at indeholde muligheder for at sprede den oplysning om tankerne, der måske den gang savnedes – ganske vist også bidraget til at samle en bevidst modstand og vække den selv i kredse, hvor den ikke hører hjemme.

     I den foran omtalte periode var der to større politiske begivenheder. Først vedtagelsen af grundskyldloven i Folketinget den 21. juni og i Landstinget i august 1922. Glæden over denne lov, der blev gennemført under svære kampe med en hårdnakket modstand, blandedes dog stærkt med forargelse over den samtidig vedtagne importregulering, der da også har vist sig at have fået skæbnesvangre følger. Grundskyldlovens væsentlige punkter er indførelse af de periodiske vurderinger, hvert femte år en væsentlig forbedring af den hidtil gældende delte vurdering – og selve den anerkendelse af grundværdien som særlig indtægtskilde for samfundet, der ligger i opkrævningen af de 1½ promille grundskyld. Om end denne ringe brøkdel jo ikke i og for sig kan have større social virkning, så lidt som den betyder noget i finansiel henseende. Men som Abel Brink skrev i sin kommentar til loven: »Den seje modstand, selv mod den mindste smule, viser derimod mere end noget andet, at her er virkelig det middel, der kan give grundmonopolet dødsstødet og sætte arbejdet i højsædet.« En af modstanderne – den konservative landstingsmand Piper – sagde da også: »Den sorte plet i den afsluttede rigsdagssamling er ministeriets gennemtrumfning af en grundskyld. Den gennemførte lov betyder finansielt intet og vil heller ikke mærkes af skatteyderne, men den åbner vej for et slet skattegrundlag. – Det må hilses med glæde, at ministeriet på samlingens sidste dag, vist nok efter megen kamp med sit eget parti, gennemførte foranstaltninger om importforbud.« Det sete afhænger etc. –
     Sikkert har det været trangt for et venstreministerium at indgå det sidste kompromis med protektionismen, og det skridt i den rigtige retning, som grundskyldloven var, har knap slået til for at indhente det tab, liberalismen i Danmark led derved. Men den dag i dag peger venstrepolitikere med stolthed på deres andel i, at grundskyld indtog sin plads i dansk lovgivning. At partiet var modent til dette skridt skyldtes ikke mindst professor C.N. Starckes energiske arbejde i en årrække indenfor dets rammer.
     Dernæst, i januar 1925, forelagde den socialdemokratiske indenrigsminister Hauge et forslag i Folketinget om kommunal grundskyld. Det gennemgik i rigsdagen en grundig behandling, med støtte fra Venstre (Martin Hansen) og Radikale Venstre (Henningsen). (Den radikale regering havde allerede i 1920 fremsat et forslag i samme retning.) Endelig 1926, den 31. marts, blev forslaget om kommunal grundskyld vedtaget i Folketinget med 92 stemmer imod 23 og senere også i Landstinget.
     I det følgende afsnit gengives en samlet fremstilling af de praktiske resultater, af Cand. Polit. K. J. Kristensen, fra »Grundskyld« nr. 3, 1934.

Grundskyldsbevægelsens praktiske resultater.      Grundskyldsbevægelsen satte først for alvor ind på det tidspunkt, da demokratiet ved systemskiftet havde overtaget magten, og magtens pris var blandt andet en nedsættelse af den gamle grundbeskatning.
     Samtidig med at en afvikling af de gamle hartkornsskatter til kommunerne gradvis finder sted, begynder grundskyldsbevægelsen efterhånden at sætte frugt i praktisk lovgivning.
     Det første, næsten betydningsløse resultat var jernbaneskylden i 1910.
     Det næste var prøvevurderingerne i 1911 og 1912, der forberedte en almindelig grundvurdering, som så blev vedtaget i 1915 og gennemført i 1916, men endnu kun som et nyt forsøg som grundlag for overvejelser angående grundskyld, uden at det var tænkt praktisk anvendt.
     Anvendt blev den imidlertid, om end ikke til påligning af grundskyld. Den blev taget i brug som grundlag for ligning af kornafleveringen i krigsårene.

     Det var en hård prøve for en forsøgsvurdering at komme ud for, men der var nu engang ikke noget bedre grundlag for hånden, og overfor krigsårenes voldsomme begivenheder svandt mange ting hen til småtterier, som ellers ikke kunne have stået for kritikken.
     Det næste skridt var en ny almindelig vurdering vedtaget i 1918 under den udtrykkelige forudsætning, at denne vurdering skulle kunne anvendes som beskatningsgrundlag. Vurderingen skulle først finde sted i 1920.
     Allerede inden denne vurderings gennemførelse fik grundvurderingen på et begrænset område praktisk anvendelse og derved lidt fastere grund under fødderne, idet loven af oktober 1919 om afløsning af Len og Stamhuse og om udstykning af jord i offentlig eje og af præstegårdsjorder krævede en grundvurdering for de pågældende udstykningsjorder. 
     Den omstændighed, at denne lovgivning blev forberedt og vedtaget endnu inden de almindelige grundvurderinger var gjort til et fast og varigt led i vor skattelovgivning, hvortil man ved anden lovgivning kunne henholde sig, medførte, at vurderingsreglerne til disse specielle øjemed ikke kom til at stemme helt overens med de regler, der blev fastlagt for de almindelige grundvurderinger, hvad der senere affødte en usikkerhed, der gav sig udslag i et par retssager, der –  hvor forstyrrende de end har virket – dog har haft den betydning at indskærpe nødvendigheden af en enhedsvurdering og faste regler for denne vurderings benyttelse i specielle øjemed.
     Det næste fremskridt var statsgrundskylden i 1922, der gav en deling af ejendomsbeskatningen til staten i grundskyld og ejendomsskyld ved en delvis omlægning af ejendomsskyldens bygningsbeskatning til grundskyld.
     Dermed var grundvurderingen forankret i vor lovgivning og udgangspunktet dermed givet til en mere omfattende praktisk anvendelse både til beskatning og til andre praktiske øjemed.
     Den første vurdering til grundskyld blev vurderingen i 1924. Men skatten var kun 1½ promille og den skattemæssige interesse i ansættelsen endnu ringere, fordi grundskylden kun var 0,4 promille højere end den promille, der skulle svares af den afgiftspligtige bygningsværdi.
     Men allerede i 1926 blev denne vurdering taget i stærkere brug, idet den kommunale ejendomsbeskatning blev lagt om efter statsbeskatningens mønster, en deling i grundskyld og bygningsbeskatning med hovedvægten lagt på grundskylden.
     Samtidig blev grundstigningsskylden prøvet i praksis, men ganske vist først med skattemæssig virkning fra 1932, og i en form, som måtte gøre dens praktiske betydning meget ringe.

     Det viste sig, at sognerådene, hvor landbrugerne som oftest er i flertal, og hvor det større landbrug endog mange steder har et stort ord at sige, praktisk talt ikke lod sig påvirke kendeligt i den retning, hverken i 1927 eller i 1931, da bestemmelse om ligningsforholdet skulle tages, begge gange under indtryk af vanskelige forhold i landbruget. I provinsbyerne gik man indenfor de snævre rammer, loven gav bevægelsesfrihed, i retning af højere ejendomsskatter, medens København straks gik op til den højeste promille loven tillod.
     Disse måske ret upåagtede kendsgerninger giver fingerpeg om, i hvilken retning udviklingen vil blive lagt, når en gang landbrugskrisens voldsomme tryk lettes, og byerne får samme frihed til at ordne deres beskatningsforhold, som landkommunerne har.
     Det gav i hvert fald også nogen styrke til modstanden mod det langt farligere angreb, som førtes direkte og indirekte mod amternes ejendomsbeskatning og som vel ikke helt kunne afvises, men som dog kun lykkedes i meget begrænset omfang.
 Den stærkt forøgede grundskyld og den store spændvidde mellem bygningsbeskatningen og grundskyldens promille, som den kommunale skattereform medførte, gav naturligvis betydelig større interesse i grundvurderingerne, som blandt andet satte frugt deri, at det ved vurderingen 1932 blev muligt at skaffe alle landets vurderingsråd genparter af matrikulskortene og at få fremlagt disse med indtegnede grundværdier til offentligt eftersyn hele landet over.
     Det medførte en betydelig større sikkerhed i ansættelserne og også et omhyggeligere arbejde under indtrykket af, at resultatet nu let lod sig kontrollere, så selv om man ikke kunne vente det fulde udbytte af dette fremskridt i vurderingsteknik ved første vurdering, førte det kendeligt i retning af en ligeligere og mere ensartet vurdering, et bedre grundlag at bygge videre på både vurderingsmæssigt og skattemæssigt i fremtiden.
     Kriseårene var modgangsår for grundskyldsbevægelsen, men selv om fronten gav efter, blev den ikke gennembrudt, og fremgang var der i hvert fald også at notere.
     Ved lov af 20. maj 1933 blev amtsbeskatningen ændret, først og fremmest i den hensigt at lette landbrugets ejendomsskatter. Det skete ved indførelse af et årligt tilskud fra staten på 465.000 kr. For hver tiendedelsprocent, landbrugets forrentningsprocent ligger under 4,3 pct., hvilket var forrentningsprocenten i 1929, dog højst 20 mill. kr., hvilket kom til udbetaling i 1933–34.

     Tilskuddet dækkedes ved tillæg til statsindkomstskatten, der anvendes til nedsættelse af den amtskommunale grundskyld både for landejendomme og for andre ejendomme. Det var et tilbageskridt, selvom det var noget afsvækket ved, at en væsentlig del af de 20 mill. kr. vil vende tilbage i normale år. I 1934-35 vil tilskuddet antagelig gå ned til ca. 6 mill. kr. Men samtidig blev amtsbeskatningen ført et nyt skridt over i retning af grundskyld, idet ligning på sognekommunerne i hvert fald indtil videre er udelukket undtagen i Sønderjylland, og endelig den væsentligste del af bygningsbeskatningen blev overført til grundskyld.

     I amtskommunerne beskattes nu kun den del af bygningsværdien, der overstiger ejendommens grundværdi med tillæg af 5.000 kr. og med yderligere tillæg af 1000 kr. pr. lejlighed udover ejerens egen. Det vil sige, at landbrugsejendomme praktisk talt ikke kan falde ind under bygningsbeskatningen og kun et mindretal af de jordløse ejendomme. Og den afgiftspligtige bygningsværdi beskattes fremtidig kun med tre femtedel af grundskyldens promille.

     Dette er et ringe fremskridt, som også sognekommunerne burde have adgang til at gennemføre.

     Medens nedsættelsen af amtsbeskatningen var et tilbageskridt, om end ledsaget af visse forbedrende momenter, blev der samtidig gennemført en ny lov om grundstigningsskyld, der indenfor denne lovgivnings ramme var et vigtigt fremskridt, selv om dens finansielle betydning foreløbig vil være stærkt begrænset og dens fradragsregler stadig lader den væsentligste del af værdistigningen gå fri.

     Den nye grundstigningsskyld til staten, der træder i stedet for den tidligere kommunale, omfatter alle landets ejendomme. Halvdelen af den stigning, der bliver tilbage, efter at de skattefrie fradrag er foretaget, beskattes med 4%. Da afgiften ikke kommer i betragtning ved vurderingen, altså betragtes som en prioritet, samfundet har i ejendommen, vil det praktisk talt sige, at denne halvdel inddrage af staten.

     Fritaget er dels den almindelige konjunkturstigning op til 10% fuldt ud og derefter halvt. Yderligere fritages en stigning på 10% af hver ejendoms sidst ansatte samlede grundværdi, undtagen for grunde til en værdi af over 40 kr. pr. m², for hvilke fradraget begrænses noget.

     Loven vil imidlertid straks få stor indflydelse på vurderingerne. Udgangspunktet er som hovedregel vurderingen 1932, og dette udgangspunkt skal lægges fast, men først efter at være efterprøvet i forbindelse med den første nye vurdering af ejendommen. Det vil altså sige, at loven indfører en nøje efterprøvelse af vurderingen for hver enkelt ejendom, som ejerne er interesseret i bliver så grundig og rigtig som muligt, netop fordi denne ansættelse skal lægges fast som udgangspunkt for beregning af stigning i fremtiden.

     Dette har ganske særlig betydning ved udstykningsejendomme, hvor ejerens interesse i en rigtig ansættelse er af størst betydning, fordi han bedre end nogen anden kan danne sig og i almindelighed har dannet sig en mening om ejendommens grundværdi.

     Det finansielle udbytte – hvoraf halvdelen går til vedkommende kommune – vil foreløbig være ringe. Men dog kan der ikke være tvivl om, at der, hvor bymæssig udstykning finder sted i noget omfang, og på byernes hovedstrøg vil afgiften, der her vil inddrage op til 40% af stigningen, både give udbytte og ret snart påvirke priserne.

     Endnu bør det nævnes, at boligmanglen medførte, at der blev givet adgang til en bevillingsmæssig og tidsbegrænset fritagelse for bygningsskat for nybygninger. En almindelig fritagelse for al nybygning blev der gennemført for statsejendomsskylden, men foreløbig kun gældende for bygninger, der er opført i de sidste 3 kvartaler af 1933. Selv om det foreløbig er småting, er det dog vidnesbyrd om, at bygningsbeskatningen dårligt kan opretholdes.

     Hvis man nu gør resultatet af de forskellige skattereformer op, da kan det siges, at det er lykkedes i ret betydeligt omfang at omforme ejendomsskyldens ensartede beskatning af jord og bygninger til grundskyld. Den samlede grundskyld til stat og kommune er i øjeblikket i alt ca. 51 mill. kr. Hvis nedsættelsen af amtsgrundskylden bortfaldt – den er jo i hvert fald for en væsentlig del af midlertidig karakter –, ville beløbet have været ca. 70 mill. kr. Det svarer på det nærmeste til 1½ % af den afgiftspligtige grundværdi. Bygningsbeskatningen andrager i alt ca. 37 mill. kr. Det svarer til knap ½% af bygningsværdien for afgiftspligtige ejendomme.

     Men derimod er det ikke lykkedes at lade ejendomsbeskatningen blot holde trit med den almindelige forøgelse i beskatningen, hverken i stat eller kommune, endsige i nogen grad at erstatte anden beskatning med grundskyld.
     I 1904-09, altså efter at skattereformen 1903 havde halveret statens ejendomsbeskatning, udgjorde ejendomsskatten endnu ca. 30% af statens og kommunernes samlede beskatning, 37 mill. kr. af i alt 125 mill. kr. Nu er forholdet omtrent 100 mill. kr. af i alt op mod 700 mill. kr.
     Grundskyldsbevægelsen tilsigter jo imidlertid ikke i første række en skattereform, men at gøre samfundet til ejer af landets grundværdier, hvilket naturligvis samtidig vil medføre, at skatterne kan bortfalde i samme omfang som grundskylden giver dækning. Man kunne da opstille det spørgsmål, hvor stor en del af landets grundværdier er nu i samfundets eje.
     Den samlede grundværdi i privat ejendomsbesiddelse er ca. 4500 mill. Kr. Heroverfor står i offentlig eje grundskyldens kapitaliserede værdi, ca. 1400 mill. Kr. Hertil kommer grundværdien af ejendomme i statens og kommunernes eje.
     De grunde og jorder, der tilhører stat og kommuner og som ikke anvendes til offentlige formål, administreres og afhændes ganske vist ofte mest ud fra privatøkonomiske synspunkter. Men dog har særlig Københavns og enkelte provinsbyers jordbesiddelse lagt en alvorlig hindring i vejen for den private grundspekulation, og det offentliges grundbesiddelse kunne udnyttes endnu stærkere i denne retning, hvis man kom ind på at afhænde jorderne efter samme princip som staten afhænder jord til statshusmandsbrug ved betaling af den fulde jordrente, hvad der burde være en selvfølge i hvert fald i de kommuner, hvor de partier er i flertal, der anerkender, at grundværdien bør være i samfundseje.

     Grundværdien af jorder i offentlig eje med tillæg af grundværdien for jordrentebrugerne andrager i alt ca. 500 mill. kr.
     Således at det offentlige skulle beherske grundværdien til et beløb af ca. 1.900 mill. kr. Af i alt ca. 6400 mill. kr. Eller ca. 30% af landets samlede grundværdi, foruden de veksler på fremtiden, som grundstigningsskylden giver. Det er en ringe part, navnlig når det erindres, at forbrugsskatter, bygningsskatter og den personlige beskatning, der hæmmer næringslivet og fordyrer driften, må antages at holde landets grundværdier nede på et kunstigt lavmål.
     Men de praktiske resultater har grundskyldsbevægelsen først opnået i løbet af den sidste halve snes år, og selv om krisen har medført et enkelt tilbageskridt, har disse år i det hele været præget af fortsat fremgang. Det er kendeligt, at bevægelsen nu har dybe rødder og er i vækst.
     Også på andre områder end det skattepolitiske er dette kendeligt.
     Udstykningen til statshusmandsbrug, som var sat i stå af principielt tovtrækkeri, er blevet sat i gang igen netop under den værste krisetid. Det er et vidnesbyrd om, at de sociale synspunkter, som gennem århundreder har båret den danske bondestand oppe og som grundskyldsbevægelsen er det tidssvarende udtryk for, stadig har magten over ensidige agrar- eller kapitalsynspunkter.
     Efter de nu foreliggende forslag synes udstykningen at skulle føres endnu kraftigere videre under former, der giver enhver af de nye husmænd valgfrit mulighed for at gå ind til en arbejdsplads, værnet mod konjunkturrisiko, mod til gengæld at give afkald på mulighed for spekulation i stigende ejendomspris.
     Hvad der vil blive valgt, kan man måske få et fingerpeg om fra loven om konjunkturbestemt rente for statshusmandsbrug, der har givet disse jordbrugere et værn imod krisen mod til gengæld at afgive en kommende opgangstids fordele. Ordningen er næppe rationel, men den omstændighed, at et flertal af de ca. 20.000 statshusmandsbrug har valgt at gå ind under disse vilkår, viser, at den sikrede arbejdsplads og ikke ejendommens salgspris er det, der betyder noget i hvert fald for de mindre landbrugere.
     Mulig kunne der fra denne særlovgivning for statens debitorer føre linier over til den private lånekapitals område med en almindelig frigørelse af den danske landbostand fra det rentehoveri, som de frie kræfters spil har kastet den frigjorte bondestand ud i.
     Så længe dette ikke er slut, vil der netop i nedgangstider, hvor det fremfor alt gælder om at lukke op for arbejdsmulighederne, ske det, at pantegælden og ejendomspriserne, som gælden hindrer i at falde, stænger de unge ude, der skulle have eget brug, og trællebinder dem, der sidder med ejendommen og den store gæld.

     I 1916 afgav landbokommissionen af 1911 en betænkning om gældsspørgsmålet. Efter at have drøftet og forkastet sådanne ting som hindring i den fri omsætning af jord, begrænsning i den lige arvedeling, kunstig begrænsning eller fordyrelse af pengeinstitutters udlånsvirksomhed som midler til at fundere landbrugets stigende gældsætning, udtalte kommissionens flertal:

     »Der er dog endnu et middel, som ud fra en særlig samfundsopfattelse og specielt ud fra en særlig opfattelse af ejendomsretten og dens rette begrænsning burde anvendes, og også er blevet foreslået anvendt til derved at formindske, eller dog til at begrænse, prioritetsgælden på faste ejendomme. Det er indførelsen af en såkaldet jordværdiskat men der rejser sig da det spørgsmål: er det grundlovsmæssigt berettiget ved en almindelig lovbestemmelse at tage jordens værdi eller en del af den fra den enkelte jordejer og overføre den til staten? Det forandrer ikke sagen, om en sådan borttagen af jordens værdi sker under benævnelse af et skattepålæg, når dette ikke efter sit formål, sin størrelse og sin form kan betragtes som en virkelig skat.«

     Efter således også at have afvist det eneste middel, der var fundet brugeligt, måtte kommissionen nøjes med at beskæftige sig med at reformere og supplere de bestående kreditforhold og kreditinstitutioner.

     Meget havde set anderledes ud nu, hvis man i 1916 ikke havde nøjedes med at anerkende midlets hensigtsmæssighed, men bragt det i anvendelse.

¹⁾ «Retsstaten«, »Nordisk Tidsskrift for Retsdemokratisk Politik«, udgivet af en kreds, der samlede sig om Sev. Christensen, udkom fra januar 1917 til januar 1921, da det gik sammen med »Ret«, »Retsforbundet« og »Den lige Vej« i »Det frie Blad«.