DEN HUNDREDE ABE
En lille historie fra det
virkelige liv:
Den japanske abeart Macaca fuscata er i over tredive år
blevet studeret af forskere.
I 1952 startede man et forsøg på øen
Koshima.
Kartofler blev regelmæssigt lagt ud på stranden,
således at aberne
kunne finde dem. Aberne kunne godt lide de rå kartofler,
men de var åbenlyst irriterede over snavset og
sandet, som
fulgte med.
En hunabe på atten måneder, som forskerne kaldte
Imo, fandt
løsningen på problemet. Hun skyllede kartoflerne
i en bæk.
Senere lærte hun sin mor at gøre det samme. Hendes
legekammerater lærte det også - og de lærte
så deres mødre det.
Forskerne kunne iagttage, at flere og flere aber
efterhånden tilegnede sig denne nye adfærd.
Fra 1952 til 1958 lærte alle de unge aber sig at
skylle
kartoflerne, før de spiste dem.
Men blandt de voksne aber var det kun dem, der lærte
det af
deres egne børn, som gjorde dette sociale fremskridt.
De
andre voksne aber fortsatte med at spise kartoflerne
med
jord og sand på.
Så skete der noget forbløffende.
I efteråret 1958 skyllede et vist antal aber deres
kartofler - det nøjagtige antal kendes ikke.
Lad os antage, at der en morgen var nioghalvfems aber, som
havde lært sig at skylle deres kartofler. Den morgen
lærte
den hundrede abe sig at skylle kartoflerne.
OG SÅ SKETE DET:
Da det blev aften var næsten alle aberne i flokken begyndt
at skylle kartoflerne, før de spiste dem.
Den hundrede abe havde på en eller anden måde
skabt et
ideologisk gennembrud!
Men forskerne iagttog et endnu mere forbløffende fænomen,
nemlig at vanen med at skylle kartoflerne syntes at brede
sig spontant over havet til abeflokke på andre
øer og på
fastlandet.*
*Forsøget er omtalt i Lyall
Watsons bog Livstidevandet, s 173 -175. Borgen 1979.
Den britiske biolog Rupert
Sheldrake udvikler i sin bog "Mot en ny livsvetenskap" (svensk
udg. Akademilitteratur) sin teori om "Adfærdsdannelsesfeltet",
som historien om den hundrede abe er et eksempel på.
Det lader altså til at være sådan,
at når et vist antal
individer opnår indsigt i noget, så kan denne
indsigt
overføres intuitivt til hele gruppen.
Hvis blot nogle få individer har en ny viden, vil den
nye
viden måske forblive inden for denne lille kreds.
Men det ser ud til at være således, at når
de, som har
opnået en vis indsigt, bliver tilstrækkelig
mange, da vil
den fælles viden udbredes og nå ud til næsten
alle.
Det ser ud til at være sådan, at der findes et
brydningspunkt, hvor der bare skal ét individ
mere til, for
at denne spredningseffekt opstår.
Forsøg foretaget af dr. JB. Rhine ved Duke University
har
gentagne gange vist, at individer kan overføre
viden til
andre, selv når de befinder sig forskellige steder.
Det viser sig, at virkningen af denne "trådløse"
kommunikation bliver betydeligt forstærket når
tilstrækkelig mange er optaget af samme tanke,
når altså
"den hundrede abe" kommer til.
Fra: Ken Keyes: Den hundrede abe.
Du kan være med til at
afskaffe fattigdommen!
Til top af side |