Hvad der foregår i dansk politik i disse dage vil tvinge mange radikalt tænkende mennesker til et indre opgør. - De, som havde indrulleret sig i det radikale parti, vil spørge sig selv om hvad det egentlig var, som bevægede dem dertil. Der har allerede vist sig symptomer på gæring og uro inden for rækkerne, og det er ikke sikkert, at partidisciplinen denne gang vil få bugt med selvstændigheden.
     Undersøger man, hvad det er for folk, der udgør hovedbestanddelen af det radikale parti i Danmark, vil det springe i øjnene, at det væsentlig er sammensat af to elementer, der i oprindelse, livsanskuelse og hele synsmåde er hinanden så vidt forskellige, at det på forhånd måtte synes umuligt at presse dem ind i en fælles politisk ramme.
     Den store mængde udgøres af jævne middelstands- og småkårsfolk i by og på land, blandt hvilke sidste husmandsstanden dominerer. Det er gennemgående oplyste, frisindede folk med sociale interesser, og det er en kendt sag, at der i adskillige år har været drevet en meget ihærdig og talentfuld agitation imellem dem, som har givet dem et sundt blik på økonomisk frihed og fremskridt og fæstnet den overbevisning hos dem, at vejen frem til økonomisk frigørelse for småfolk ikke går gennem socialistisk statshjælp og regulering fra oven, men kan åbnes for folket, såfremt blot det hindrende moment - jordmonopolet - fjernes, og alles ligeret til fædrelandets jord respekteres. De har ud fra dette syn lært at fatte mistillid til alt, hvad der hedder regereri og formynderskab og "Vi alene vide".
     I øvrigt har de, som - de jævne folk de var, slået sig til ro med den livsopfattelse, tro og moral, de har fået i arv fra deres fædre, og navnlig har de ingen grund fundet til at fornægte det gamle  princip, at ærlighed er den bedste politik.
     Men det besynderlige er sket, at disse jævne og sunde bestanddele af partiet hidtil har ladet sig lede af en klike mænd, hvis livssyn og idealer måtte være dem så fjerntliggende som muligt. Det er for størstedelen akademikere, især udgået fra studentersamfundets kreds, folk med udprægede kapitalist- eller monopolinteresser, mere eller mindre elegante storstadstyper med kosmopolitisk sving og fornem dekadent smag. I deres unge dage følte de stærk trang til at slå bagud på alle livets områder; det kaldte de frihed, og denne frihedstrang var sikkert ægte nok lige til det øjeblik, da de selv kunne sætte sig til rette på taburetterne, "på den anden side af barrikaderne", som Clemenceau i sin tid sagde. De betjente sig af en fandenivoldsk boulevardpresse, hvis hele niveau var et sådant, at folk, der nu er himmelfaldne over det, der er sket i disse dage, må være utilladeligt naive.
     Hvorledes har en så unaturlig alliance været mulig? For en del, fordi mange af vore brave provinsbeboere altfor let lader sig dupere af den overfladiske journalistbegavelse, adskillige af disse salonradikale er i besiddelse af. Men vel især, fordi de københavnske radikale er pengestærke folk, der har haft råd til at anskaffe sig en velassorteret presse, også ude på landet.
     Med interessen for de sociale problemer, som især ligger de radikale husmænd på hjerte - lettelse af adgangen til jord ved indførelse af en jordskyld, ophævelsen af toldskatter og andre skatter, som hviler på arbejde og forbrug - har det været småt bevendt hos de radikale ledere. De er ikke nået stort længere end til at sætte i nydelige stykker om jordskyld ind - på programmet. Og det har endda holdt hårdt. Det er en bekendt sag, at den ene af de nuværende ministre er georgismens allerbitreste modstander herhjemme, og at en anden at dem på det radikale landsmøde erklærede, at han var blevet for gammel til de kunster.
     Hvorledes det i praksis er gået i de år, den radikale regering har været ved magten, ved vi: jordmonopolet har regeringen trods sin stærke pengetrang ikke kunnet få øje på; derimod har den stik imod husmændenes program i stort omfang indført forbrugs- og omsætningsskatter, ja, gennemført særbeskatninger over for enkelte erhverv under sådanne omstændigheder, at det med rette er blevet betegnet som pengeafpresning. Samtidig er dens selvrådighed og trang til formynderskab gået ud over alle rimelige grænser.
     Husmændene og alle selvstændige, socialt interesserede meningsfæller har da begået en skæbnesvanger fejl. Ved at betro deres sag i hænderne på mænd, der altid har haft ganske andre tendenser og interesser, mænd, som har måttet tvinges til at optage den på programmet, men som aldrig har rørt en finger for at gennemføre den. Hvorfor har de ikke selv forlængst taget styret og sat deres egne folk ind i rigsdagen? - Det er synd for alle disse brave mænd, synd for al ærlig radikal fremskridtsvilje, at en række gode reformplaner nu skal lide under det skibbrud, - den selvopgivende og dekadente partiledelse har forvoldt ved sin magtbrynde og sin politiske svig.
     Helt uden skyld er de nu ikke. Selv om man vil påberåbe sig, at der ingen formelig alliance har bestået imellem det radikale parti og husmændenes ledere, så er det en bekendt; sag at tilnærmelsen imellem dem år for år er blevet stadig intimere, og det lader sig ikke nægte, at husmændenes presse altfor ofte har røbet udpræget partipolitiske sympatier. Hvor har denne presse været henne alt imedens regeringen udfoldede et stedse stigende og ganske udemokratisk enevælde? Dengang, da trykkefriheden nev underkuet og presselovene udelukkende anvendtes over for modstandere? Eller dengang censuren blev genindført her i landet og anvendt på en ganske planløs og ukontrollabel måde? Hvor så man protester imod hele dette diplomatiske hemmelighedskræmmeri, som nu viser sine fordærvelige konsekvenser, og når blev der taget afstand fra regeringens tvetydige stilling til forsvarsvæsenet? Nej, til alt dette og mere til har husmændenes førere tiet. Det straffer sig i dette øjeblik, da regeringen truer med at berede hele partiet en katastrofe. Det vil da uundgåeligt også komme til at gå ud over de ideelle sociale bestræbelser, som lederne i deres uforstand forærede salonradikalismen til at stoppe sig ud med og kokettere med.
     Altså et opgør kan ikke undgås. Hvad vil man nu gøre? Således som den vestindiske affære har udviklet sig, vil den blive en skelsætter i dansk politik for den kommende tid. Allerede har radikal og socialdemokratisk ungdom set dette og meldt sig fra. En regering, der ikke blot vil drive byttehandel med levende mennesker, men som har så ringe respekt for folkestyret, at den bruger selv de uredeligste midler for at snigløbe befolkningen, kan vel ikke mere få fodfæste i selvstændige mænds lag?
     Var det da ikke nu på tide at overveje,- om ikke de kredse her i landet, der har arbejdet på at finde et retsgrundlag, hvorpå alle socialøkonomiske og politiske fremskridt kunne opbygges, nu skulle tage sagen i deres egen hånd og grunde en virkelig retsdemokratisk bevægelse?
     Et sådant retsdemokrati måtte først og fremmest optage de principper, den danske husmandsstand har gjort sig til talsmand for, og som blandt andet har fået udtryk i den såkaldte køgeresolution: at den politiske udvikling i et samfund ikke kan bygges på hjælpende bidrag fra statens side eller på lignende undtagelseslove, men kun på alle samfundsklassers lige retsstilling. At der ikke kan kræves begunstigelse for nogen stand ved skattelovgivningen, men at der til dækning af de offentlige fornødenheder alene opkræves en skyld, som har sin retmæssige begrundelse i bestående monopoler, særlig jordmonopolet. Ved en sådan lovgivning, som ikke vil tynge arbejdet, vil jorden gøres lettere tilgængelig og adgangen for hver mand til at få eget hjem og eget virkefelt lettes i væsentlig grad.
     I disse selvstændige reformtanker, som alene bygger på grundsætningen om en retmæssig ejendomsordning, ligger så vel en afstandtagen fra socialdemokraternes altomfattende statsregulering som fra de salonradikales tendens til regereri og formynderskab og deres tro på velgørenhedens rolle i det offentlige liv. Der ligger deri tillige spiren til en uafhængighedsfølelse, som ikke er i mindste slægt med de radikales dekadente selvopgivelsespolitik på alle nationale områder. "Foden under eget bord" gælder både det enkelte hjem og nationen. Og den mand, der kræver sit eget hjems område respekteret, han vil ikke i længden forstå den tale, at man godvillig skal prisgive nogen del af fædrelandets jord.
     Desværre er den nye grundlovs kår så ringe, at selvstændige, radikalt tænkende mennesker, som hidtil ikke har fundet sig til rette i noget bestående parti ingen politisk indflydelse kan udøve. Der er da efter min opfattelse kun et at gøre, nu, da det radikale parti har svigtet: at søge dannet et nyt retsdemokratisk parti, som måske allerede kunne gøre sin indflydelse gældende ved det første valg efter den nye grundlov.
     Og her står mit håb ikke mindst til de kvinder, som nu for første gang tager del i det politiske liv. Fra de gamle partiers side har der lydt mange lokketoner: hvorfor skal kvinderne danne nye partier, vi har jo de gamle udmærkede! Men hvis kvindernes indsats skal betyde noget må den bero på, at de møder med friske, uhildede øjne og ikke fra første færd har ladet sig indfange af de udslidte partifraser. Gid kvindernes ærgerrighed måtte gå ud på at være med til at skabe noget nyt, i vor mishandlede politik!