Der var krise i 1864. I de dage blev depressioner som regel ikke kaldt ved deres latinske navn, undtagen når folk ville vigte sig med det, man kaldte dem simpelthen for dårlige tider. Denne stribe dårlige tider lå meget tungt over stillehavskysten. Den forværredes ved en stor tørke, som afbrændte kornhøsten og sved græsgangene, så det meste af kvæget døde. Landbruget havde ingen indtægter, industrien lukkede og handelen var gået i stå.
     På denne tid var Henry George 25 år gammel og boede elendigt i San Francisco, hvor han efter en lang kamp med modgang og uheld havde etableret et lille accidens-bogtrykkeri. Han havde hustru og barn, og hans kone skulle snart føde igen. Han kunne ikke få arbejde, hverken ved trykkeri eller noget andet og kunne heller ikke bede nogen om hjælp, thi alle de, han kendte, var lige så fattige som han selv. Længe efter kunne han, når han talte om denne periode, fortælle, at efterhånden som det blev ringere og ringere,—
     »Jeg var ved at sulte ihjel. En gang var jeg så nær ved det, at jeg virkelig tror, jeg havde gjort det, hvis der ikke var kommet en bestilling på nogle kort, der satte os i stand til at købe en smule majsmel. I denne mørkeste tid i mit liv blev mit andet barn født«.
Da denne begivenhed indtraf havde han ingen penge, ingen mad, ingen midler til at skaffe sin kone den pleje, hun trængte til; han var ene i et bart logis med en hjælpeløs, lidende kvinde og et nyfødt barn. I fortvivlet sindstilstand forlod han huset og greb til den elendiges sidste tilflugt.  
     »Jeg gik på gaden og besluttede at få penge af den første velklædte mand, jeg traf. Jeg standsede en mand, en fremmed, og sagde, jeg måtte have fem dollars. Han spurgte mig, hvad jeg skulle bruge dem til. Jeg fortalte ham, at min kone lå i barselseng, og at jeg ikke havde noget, hun kunne få at spise. Han gav mig pengene. Havde han ikke gjort det, tror jeg, min fortvivlelse var så stor, at jeg kunne have dræbt ham.«
     Henry George havde før kendt krisetider. Da han var seksten år, oplevede han en i Australien, hvor han en måned lå i havn som udkigsmand på en gammel Ostindiefarer, der sejlede fra New York til Melbourne og Calcutta. Dér fandt han, at »tiderne var  meget hårde i land, tusinder uden arbejde og uden noget at spise«. To år senere, i 1857, kastede en anden krise ham ud i arbejdsløshed i Philadelphia og sendte ham på vandring ud mod vestkysten. Og igen i 1864 blev han ødelagt ved en ny krise, da de forfærdelig hårde tider, der fulgte efter panikken i 1873, opløste i rækkefølge to avisforetagender, der havde beskæftiget ham, så han atter var ude i det uvisse og uden indtægter.
     Således var det, at spørgsmålet trængte sig på: hvorfor indtræffer der sådanne kriser? Ingen syntes at vide det. Folk tog deres kriser, som de tog tuberkulose og tyfus, som man i middelalderen tog pesten, som noget, der måtte komme og som man skulle finde sig i. Det skete og var altid sket med visse mellemrum, og det ville utvivlsomt blive ved med at ske — og det var det. Og dog syntes det ikke at være i naturens orden, at det skulle være sådan. Der var rigeligt af erhvervsmuligheder for alle, overflod på alt, hvad nogen kunne trænge til. Landet var ikke fattigt og overbefolket, tværtimod. Det var endogså fabelagtig rigt og havde en tynd og spredt befolkning. Og dog kom disse kriser med mærkværdigt regelmæssige mellemrum, med deres hårde tider, hvor store masser af folket stod uden arbejde og uden brød.
     Dette måtte have en årsag, som endnu ikke var opdaget, og Henry George besluttede, at hvis han levede, ville han finde denne årsag.
På en eller anden måde lykkedes det ham at eksistere. Hvordan det nu gik til, kom han over toppen af sine vanskeligheder, og fire år senere, i 1868, kom han fra Californien til New York som udsending for et dagblad. Han var da knap tredive år gammel og havde endnu ikke en dollar i sin lomme, som han kunne kalde sin. New York gav ham en splinterny erfaring. Indtil den tid havde han ikke været sådan stillet, at han havde fået øje på noget særligt eksempel på ulighed i fordeling af rigdommen. I hans drengeårs Philadelphia var tilværelsen enkel og jævn, og det rå og ny Californien, hvor han tilbragte sin ungdom, levede det ene menneske omtrent som det andet. Men nu så han, i New York i 1868, vor vestlige Palmyra i hele sin anløbne glans fra efterkrigstiden, og efter hvad der forlyder, må det have været et fælt syn, fuldt så afskyeligt, som det er skildret hos Dickens og G. W. Curtis. Uægte rigdom, tarvelige skuespil, falske idealer og slet smag, usle mennesker — og på den anden side hele folkeslag af huleboere i de elendige slumkvarterer, væsner, der levede i en næsten ufattelig elendighed og nedværdigelse.
     Mange år senere sagde George: »Her fandt jeg for første gang den rystende modsætning mellem umådelig rigdom og nedværdigende armod.« Hvad var nu årsagen til dette? Atter var der ingen, der syntes at vide det. Som kriserne og pesten blev det anset for at være en del af naturens orden. Sådan havde det altid været i store handels- og fabrikscentrer, tilsyneladende var det nødt til at være sådan, og det måtte man altså finde sig i. Der var ingen hjælp for det, så vidt man da vidste. Alt, hvad man kunne udrette, var at tage den værste brod  af forbandelsen ved hjælp af privat godgørenhed af en eller anden slags, og det var man da også i færd med, ja, man var endogså ved at organisere godgørenheden efter en større målestok, end det dengang kendtes i noget andet land.
     Alligevel, overvejede George med sig selv, dette må jo have en årsag; der sker aldrig noget i naturen uden grund. Og hvis denne årsag blot kunne findes, fandt man vel også et middel; men at prøve på at råde bod på en virkning uden at kende dens årsag, var som at famle i mørket. Her var altså det andet problem, som George satte sit liv ind på at løse. Det første spørgsmål var: hvad er årsagen — ikke den overfladiske, tilsyneladende årsag, men den sande, underliggende årsag — til de tilbagevendende erhvervskriser? Det andet spørgsmål var: hvad er den sande, tilgrundliggende årsag til den enorme ulighed i fordelingen af livets goder?
     Det lykkedes George, medens han endnu var en forholdsvis ung mand, at besvare begge disse spørgsmål til sin tilfredshed. Det var også det eneste, der nogensinde lykkedes for ham; alt, hvad han ellers tog fat på, mislykkedes. Men denne ene rigtige løsning førte ham også gennem et af de mærkeligste og mest betydningsfulde levnedsløb, der nogensinde er opnået i Amerika, eller for den sags skyld i verden.
I princippet, som politikerne plejer at sige, fulgte Henry George i sine drengeår den bane, der var den traditionelle for historiebøgernes romantiske skildringer af amerikansk liv. Han løb ikke just hjemmefra og stak til søs, men han gjorde noget, der kom ud på det samme. Han lagde så kraftigt pres på sine forældre, at de besluttede at lade ham få sin vilje. Med hensyn til skolen kunne det være lige meget, mente de, for han var ikke videre bevendt til boglig syssel. Han klarede sig gennem underskolen og fik et halvt års mellemskoleundervisning, så strøg han flaget og fik aldrig senere skoleundervisning.
     Han sagde senere, ret strengt, at i sit halve år i High School, var han doven og spildte tiden. Det er muligt, men i så fald var det noget enestående for ham, thi som dreng og mand var han aldrig skødesløs eller letsindig, men altid en flittig arbejder med et ualmindeligt fond af intellektuel videbegærlighed og videnskabelig fantasi og fremstillingsevne. Hans værste fejl var, at han var hastig og utålmodig, hans rastløse sind har måske været en medvirkende årsag til, at forældrene mente, den bedste mulighed for, at han kunne opnå den nødvendige disciplin, var, at han fik lov til at følge sin lyst og komme til søs.
     En ting, der står i forbindelse med denne periode i hans liv, er værd at lægge mærke til. Da han var fyrre år gammel, fremstod han pludselig for verden som en sprogets mester med en pragtfuld engelsk prosastil, som meget få skribenter kan stå mål med. Alle og enhver, der havde den mindste smule litterær sans og erfaring, undrede sig forbløffet over, hvor i alverden han havde den fra og hvorledes og hvornår. Hans liv lå åbent. Uden nævneværdig skolegang havde han været sømand, typograf, landstryger, vejer i en rismølle, skibshovmester, ekspedient, bogtrykker, gasmålerkontrollør, guldsøger, landarbejder. Der var åbenbart intet i nogen af disse bestillinger eller i dem alle sammenlagt, der kunne hæve en mands prosastil til dette høje stade. Hvordan var han kommet efter det?
     Det bliver gerne sagt, at han lærte at skrive ved flittig øvelse, navnlig mellem 1865 og 1870, og det er rigtigt, at hans karriere som skribent begyndte i den periode. Men det var ikke den gang, han fik sin stil. Den havde han altid haft. Småstykker af en dagbog, han førte som syttenårig, viser, at han skrev det samme klare, nøjagtige og smukke engelsk den gang, som da han blev fyrre. F.eks.:
     »Onsdag den 11te. Jeg blev vækket af en sund søvn klokken tolv for at gå på dækket og overtage min vagt. Da jeg tørnede ud, fandt jeg, at der var sket stor vejrforandring. Vinden havde drejet sig til NW og var blevet kold og skarp. Skibet løb dødt foran den i retning SØ og gjorde henved 8-9 knob. Efter en kold og trist vagt til kl. 4 blev vi afløst. Om eftermiddagen var alle mand beskæftigede med at få ankrene fastgjort på fordækket og sikrede for en lang rejse. Søens farve er grøn ved pejling, tonen varierende efter vandets dybde, og en dejlig blå på overfladen; så klar, at genstande kan skelnes på stor dybde.«
     Eller dette, som en hvilken som helst kritiker uden betænkelighed ville lade passere som skrevet af R.H. Dana (videnskabsmand og dybhavsforsker, og en af Amerikas bedste forfattere af havskildringer):
»Vinden, som havde været stik agter dagen før, døde hen under mellemvagten og efterfulgtes af blikstille indtil kl. 8, da der rejste sig en stiv kuling fra syd, ledsaget af regnbyger. Kl. 12 middag blev alle mand kommanderet til rebning. Medens fore mærssejlet blev rebet, gik rå-rakken i stykker, hvad der voldte stort besvær og holdt alle mand fra middagsmaden. Klokken var over halvtre, før vort hold kom ned til den blommegrød, der i dagens anledning trakteredes med. Resten af dagen var regnfuld, med stadig skiftende vinde, der holdt os ved tovene. Således endte den elendigste 4. juli, jeg nogensinde har oplevet.«
     Når en dreng på sytten år udtrykker sig på et sådant engelsk, dag efter dag, blot for sine egne øjne, burde det, han præsterer som fyrreårig, ikke overraske nogen. Det er ikke let at ramme netop den sammensætning af nøjagtighed, klarhed, enkelhed og gratie — lad læseren lige forsøge det. George har aldrig skrevet en sætning, som man behøvede at læse om for at blive klog på, ikke alene hvad den betød, men også, at den kun kunne betyde dette ene og aldeles ikke kunne bringes til at betyde noget andet. I denne henseende står han ene ved siden af den mest drabelige forsvarer for det bestående, som han måtte tage det op med — professor Huxley —, og med al sin styrke af klarhed og nøjagtighed ejer hans stil en skønhed i sin varme og farverigdom, som Huxleys ikke har.
     Men som George selv ville have udtrykt det, en mands stil må stamme fra noget, den må have en årsag. Et menneske er ikke simpelthen født med viden om, hvordan sådan noget gøres. Det er mest sandsynligt, at han fik den ved at vokse op med det sprog, der hørtes i hans hjem, og fra sit kendskab til bibelens og lærebogens engelsk. De af familiens breve, som endnu eksisterer, er yderst velskrevne, og hans skolekammerater og venner, biskop Henry Potter, og hans broder, biskop Horstmann, James Morgan Hart, doktor R. Heber Newton og hans broder, var afgjort blevet opdragne til at nære respekt for deres modersmål, så det er sandsynligt, at George fra sin tidligste barndom har været vant til at høre udmærket engelsk. Hans fader var kirkeværge ved den gamle St. Pauls kirke og opdrog sine børn i den strenge gammeldags evangeliske protestantisme med det resultat, at Henry synes at have kunnet kong James udgaven praktisk talt udenad, så hans eget sprog kan være modelleret, mere eller mindre bevidst, over dens fortællende stil.
     Han gik til søs i april 1855, og hans rejse med skibet Hindoo varede et år og to måneder. Hun var en gammel træskude på 600 tons, i ikke alt for god stand, købt brugt til en slags tramptjeneste, efter 25 års slid og stød som ostindiefarer. Hun gik fra New York til Melbourne med trælast. Journalerne beretter, at hun bar en halv million fod tømmer, hvad der synes noget af en overbelastning for et skib af hendes størrelse, en akavet last, i hvert fald. Som det lille udtog af Georges dagbog viser, krævede hun en hel del reparation. Før hun havde været ude en uge, gik rorstammen midt over, rådden i kærnen som den var, men heldigvis var søen rolig nok til at mandskabet kunne sætte midlertidige stænger fast til roret og styre dermed, indtil tømmermanden kunne få lavet nye grejer. Når undtages sådanne tildragelser og nogle dages slemt vejr i Det Indiske Ocean, var rejsen begivenhedsløs, således at George var i stand til at lære sømandshåndværket under så gode vilkår, som det rimeligvis har været muligt. Hans kaptajn synes at have været en flink mand, der sørgede for, at mandskabet blev så godt behandlet som skibets forfatning tillod.
     George gik ikke ret meget i land, endskønt Hindoo lå omtrent en måned ved Melbourne. Han så een gang på byen og brød sig ikke om den. Dette var tre år efter guld-indvandringen i 1852, og en »reaktion« var indtruffet, rent ud sagt hårde tider, der fik alt til at se forfaldent ud. Alle de mennesker, han så, var fattige, ledige og nedslåede. Calcutta skuffede ham også. Han gjorde sin pligt overfor landskabet langs floden og fandt det meget smukt, og han tilegnede sig de træk af de indfødtes liv, der måtte synes ejendommelige for amerikanske øjne: bambushytterne, det hjemmelavede lertøj, den mærkelige facon på flodbådene, om hvilke han skrev, at »for at hjælpe på farten havde de sejl, hvori der var flere huller end hele tråde«. Han lagde mærke til de flotte landsteder på begge sider af floden, tilhørende de rige englændere, og tillige modsætningsvis til de utallige lig, der flød på floden, i alle grader af opløsningstilstand, dækket med modbydelige sorte fugle, der hakkede dem itu. Det første, jeg så, fyldte mig med rædsel og væmmelse,« skrev han, »men ligesom de indfødte holder man snart op med at lægge mærke til dem.«
     I det hele taget var det ikke det Indien, som en dreng drømmer om på afstand. Han fandt, som han senere sagde, at det var et land, hvor selv rovfuglene regnedes for mere hellige end menneskeliv. En kort undersøgelse af tingene i land var nok for ham, og da Hindoo havde fået sine tusinde tons ris ombord, var han glad ved at forlade landjorden og komme tilbage til det åbne hav. Han havde sømandsblod i årerne, fra sin faders slægt, to slægtled tilbage, hvilket måske har givet ham noget af den sande sømands fribytternatur. Skønt han glædede sig levende til at gense familie og venner i Philadelphia, skrev han mod slutningen af den årlange rejse: »Om jeg dog skulle opleve det hele igen forfra!«
     Søen var dog ikke færdig med ham. Efter at gensynet med hans pårørende var overstået, lå det for at se sig om efter noget at gøre. Hans fader skaffede ham plads hos en bogtrykker som typograflærling, og her blev han i 9 måneder, længe nok til at blive en dygtig sætter, men så tog han sin afsked som følge af en strid med formanden. Han fik tilbud fra et andet firma, men lønnen var ikke værd at reflektere på, og han tog ikke imod det. Nedgangstiden var inde. Krisen i 1857 var i anmarch, og de få arbejdsgivere, der havde en plads at tilbyde, skambød arbejderne. Der var simpelthen ikke noget at gøre i Philadelphia, og han tog da arbejde på et kulskib for at tjene rejsen til Boston. Her var der imidlertid heller ikke noget for ham, så da han vendte hjem og hørte rygter om de formuer, der tjentes på Stillehavskysten, gik han ombord i fyrtårntenderen Shubrick, der skulle på den lange rejse udenom Sydamerikas spids for at gøre tjeneste udfor San Francisco.
     Medens han lærte typograffaget i Philadelphia havde han taget aftentimer i skrivning og bogholderi, hvad der blev ham til nytte. Da hans håndskrift var fuldt udviklet, var den lille og meget karakteristisk, men meget klar og ordentlig. Når faderen var opsat på at få ham til at lære som typograf, var det dels med den tanke at forbedre hans ortografi. Som mange andre store skribenter, navnlig Leo Tolstoj, havde han ondt ved at stave rigtigt. Denne gren af forfatterskabets teknik synes at kræve en eller anden mystisk, medfødt evne, som George altså ikke besad. Han mente selv, sætterarbejdet forbedrede ham noget, men det kan nu ikke have hjulpet ret meget, thi han stavede de simpleste ord forkert hele sit liv igennem.
     Medens han arbejdede ved sætterkassen, indtraf der også en af disse ubetydelige tildragelser, der viser sig at få en vigtig indflydelse på livsbanens retning. Han hørte en gammel trykker sige, at i et nyt land er lønnen altid høj, medens den i et gammelt land er lav. George blev slået af denne bemærkning, og ved at tænke efter blev han klar over, at den var rigtig. Lønningerne var utvivlsomt højere i De Forenede Stater end i Europa, og han erindrede, at de var højere i Australien end i England. Ydermere var de højere i de ny dele end i de gamle egne af samme land, højere i Oregon og Californien for eksempel, end i New York og Pennsylvania.
     George plejede at sige, at dette var den første lille opgave i socialøkonomi han kom i forbindelse med. Han tænkte nu ikke meget på den før længe efter, ja, han siger endogså, at han ikke begyndte at tænke dybere over det økonomiske spørgsmål, førend forholdene i Californien tvang ham til at beskæftige sig dermed. Men da han så endelig tog fat på det, vendte den gamle trykkers ord tilbage i hans erindring som en milepæl i hans søgen efter årsagen til erhvervskriserne, og årsagen til uligheden i rigdomsfordelingen.
Som så mange andre, der har foregrebet Horace Greeleys klassiske råd til den unge mand, drog Henry George vestpå efter lettjente penge og masser af dem. Han havde ikke til hensigt al blive guldgraver, men snarere »prospector«. Det vil sige, han ville ikke arbejde i en mine, men se at få fat på minejord og så enten sælge den eller få den udnyttet i samarbejde med andre, som ville gøre det egentlige minearbejde. Kort sagt, som han ville have udtrykt det i senere år, det var hans hensigt at gøre sin lykke ved at tilegne sig »den økonomiske rente af naturens rigdomskilder« (jordrenten, som vi kalder den), fremfor at arbejde med udnyttelsen af disse.
     Men der var altfor mange i forvejen, der havde haft den samme hensigt. Selvom Californiens mineralegne er lige så omfattende som de britiske øer, fandt han, at disse fremsynede kammerater havde forud optaget hver fodsbred af dem. Han prøvede uden større held Oregon, alt medens han slog sig igennem som han bedst kunne ved landarbejde, som handlende, landstryger, kolportør; og da han omsider vendte tilbage til sit håndværk, var det kun som en anden slags surrogat, thi synerne af hurtigt og let tjente rigdomme spøgede stadig i hans sind. I et brev til sin søster siger han, at han i drømme natten forud havde skovlet rigdomme ud af jorden i håndfuldvis, ellevild ved tanken om alt det, han nu kunne udrette, og hvor lykkelige de alle ville være; og han tilføjer lidt vemodigt, at han formodentlig drømmer dette, ligesom sultende mennesker drømmer om herlige gæstebud og den vildfarne vandrer i ørkenen om bække og kilder.
     Hans håndværk bød ham kun et meget usikkert udkomme, for selv den gang var forholdene ikke lette, og der var ikke videre efterspørgsel efter tryksager eller typografer. Han fik plads så ved ét dagblad, så ved et andet, hvor, som han siger, »Jeg sled til mine klæder hang i laser og jeg gik med tæerne ude af støvlerne. Jeg sov på kontoret og gjorde alt, hvad jeg kunne for at indskrænke mit behov, men omsider var jeg dog kommet i gæld for tredive dollars for kosten«. Han forlod sin stilling og gik påny i drift; og da uden arbejde, uden udsigter og med kun en eneste mønt i lommen, gik han hen og giftede sig med en ung australsk pige, Annie Fox.
     Deres giftermål var ikke klogt — derom kan der ikke være tvivl —, men til gengæld vidunderlig vellykket, thi deres ægteskab synes at være forblevet fuldkomment indtil hans død i 1897 opløste det. Balzac henledte opmærksomheden på en lidet kendt sandhed, da han sagde, at »en stor kærlighed er et kunstnerisk mesterværk«, og der er måske lige så få virkelige kunstnere på dette område, som på noget andet. Ydermere må et mesterværk på dette område bero på samarbejde, og sandsynligheden for, at to første rangs kunstnere finder hinanden, er yderst ringe, beror praktisk talt på det rene held. En Daphne kan i enhver tidsalder vandre over hele jorden uden at støde på sin Chloe, og en Cynthia kan lade legioner af mænd passere revue for sig og aldrig få øje på en Claudius. Georges møde med sin hustru var omtrent de eneste virkelige held, han nogensinde har haft, men det var også et stort held. Natten til den tolvte oktober 1883 skrev han følgende seddel, som han lagde på hendes seng, for at hun skulle se den straks om morgenen:
     »Det er i aften 23 år siden, vi først mødtes, jeg kun en måned eller to ældre end Henry, du ikke ret meget ældre end vor Jenny. I tre og tyve år har vi stået hinanden mere nær end nogen anden i hele verden, og jeg tror, vi agter hinanden mere og elsker hinanden bedre, end da vi begyndte at elske. Du er nu »fair, fat and forty«, og for mig er den modne kvinde endnu skønnere og elskeligere end den splejs af en pige, som jeg traf for tre og tyve år siden uden at vide, at mit liv skulle knyttes så tæt sammen med hendes. Vi er ikke rige — netop nu så fattige, at jeg ikke har andet at give dig på denne mindedag end et lille kærestebrev — men der er ingen, vi har råd til at misunde, og i hverandres kærlighed har vi det, som ingen rigdom kan opveje. Lad os derfor fortsætte, trofaste og elskende, i tillid til at Han vil føre os fremdeles, der har båret os indtil nu, uden at vi har stort at angre.«
     George holdt sig til sit fag, eftersom der ikke viste sig noget mere indbringende, og efter sin sultetid i 1864 begyndte han at få et lidt bedre udkomme som bogtrykker, selv om der ikke var megen fremgang, og han begyndte tillige at skabe sig en nogenlunde agtet stilling i byens liv. Aldrig så snart var han dog kommen godt i vej, førend han satte sin anseelse overstyr ved at tage del i en eventyrlig ekspedition til hjælp for de mexikanske patrioter, der ville bekæmpe den franske kejsers skæbnesvangre plan om at gøre Mexico til et vasalrige med den østrigske ærkehertug Maximilian på tronen. Ekspeditionen var et rent operetteforetagende, og forsynet stod afgjort ved Georges side, da statsmagten satte en stopper for det, inden det løb af stabelen.
     Men uden at have fået nok af denne groteske forestilling gik George straks med til en anden. Han deltog i stiftelsen af Monroeligaen, der, skulle indlede el nyt korstog til Mexico. Ligaen havde et malerisk ritual, som godt kunne have været sat i scene af Gilbert and Sullivan. Medlemmerne måtte sværge med hånden på et nøgent sværd og Mexicos republikanske flag, og mrs. George, stakkels sjæl, aflagde eden som det eneste kvindelige medlem. Man undres over, hvad hun i virkeligheden har tænkt derved. Ligaen døde kort efter af mangel på næring og uden at have udrettet noget, og George foretog sig intet yderligere til støtte for de forurettede mexikanere.
     Disse to tildragelser afslører den eneste skavank i Georges naturlige begavelse, og den, der tiltrods for hans overdådige gaver, hans fremragenhed og hans åbenbare indflydelse over en stor og begejstret offentlighed i det lange løb svækkede virkningen af hans optræden.
     Han var ubestrideligt en af de tre eller fire store, opbyggende statsmænd i det nittende århundrede — ja vel endog af et hvilket som helst århundrede, i rang med Turgot. Hans karakter var uden sidestykke i hele hans tidsalders offentlige liv. Han var ædelt alvorlig, storslået modig og så oprigtigt redelig, at selv hans fjender, af hvilke han havde mange, ikke kunne tale andet end godt om ham. Han var strålende åndrig, i besiddelse af ikke ringe vid og havde en fin, ironisk form, men han var ganske blottet for humor. Han var lige så blottet for komisk sans som Oliver Cromwell, en født korsridder, endog af gammeltestamentlig format, overbevist om, at han havde den mission at hugge Agag i stykker.
George havde nu helliget sig dagbladsvirksomheden, dragende fra den ene avis til den anden, i alle slags stillinger, fra sætter til redaktør og parthaver, og i 1868 var han blevet velhavende nok til at oprette en bankkonto. Hans redaktionelle virksomhed var meget livlig, han var uafladelig i spektakler, og medens det kan siges, at han altid, når han behandlede offentlige lokale eller statslige anliggender, var på den folkelige side, tabte han altid. Han gjorde det hedt for den sammensluttede presses nyhedsmonopol, men endskønt han fik en antimonopollov gennemført i statens lovgivning, skete der ikke andet end at monopolet tog livet af hans blad. Han bekæmpede det store fragtmonopol Wells-Fargo og tabte atter. For mange penge imod ham. Han angreb Central-Pacific banens tilskud og stillede sig som demokrat til borgerrepræsentationen på den sag, men atter var der for mange penge på den anden side — demokraterne tabte, jernbaneselskabet opkøbte hurtigt hans blad, sluttede det sammen med et andet, og George var sat udenfor.
     Sådan gik det. Enhver bevægelse i det offentlige liv fremhævede de gamle, påtrængende spørgsmål. Selv her i Californien opdagede han nu symptomer på den samme ulighed, der havde trykket ham i New York. »Minekongerne« var ved at komme i forgrunden, og fire tidligere handlende fra Sacramento, Stanford, Crocker, Huntington og Hopkins havde lagt sig uhyre formuer op, tjent på Central-Pacific banen. Jernbanen førte befolkning og varer dertil, hvilket efter alles mening var udmærket, og dog var lønningerne nedadgående, ganske som den gamle trykker i Philadelphia havde sagt, og masserne fik det ringere i stedet for bedre.
     Angående dette lønspørgsmål havde George nu andre vidnesbyrd, foruden den gamle trykkers. På sin rejse til Oregon, en halv snes år tidligere, var han kommet i lag med nogle minearbejdere, der talte om kineserne, og han tillod sig da at spørge, hvad skade dog kineserne kunne gøre, når de holdt sig til de fattige lodder. »Ingen skade lige i øjeblikket,« sagde en af minearbejderne, »men lønningerne vil ikke vedblive at være så høje som nu i Californien. Efterhånden som landet vokser til og folk strømmer herind vil lønnen gå ned, og der vil komme en dag, da hvide folk gladelig vil tage fat på at grave dér, hvor kineserne nu holder til.« George sagde, at denne bemærkning, sammenstillet med det, den gamle trykker havde sagt, gjorde et stærkt indtryk på ham — sær tanke, at »efterhånden som landet tog til med alt det, vi håbede ville vokse frem, blev vilkårene for dem, der måtte arbejde for deres udkomme, ikke bedre, men tværtimod slettere«. Og dog var dette akkurat, hvad der fandt sted for øjnene af ham i løbet af en halv snes år.
     Og dog, skønt hans to store spørgsmål blev stadig mere påtrængende, kunne han endnu ikke besvare dem. Hans tanker var endnu uden sammenhæng. Han kredsede rundt og rundt om sin endelige løsning, som man famler efter noget på et bord, i mørke, ofte berørende det, men uden at vide, hvad det var. Endelig gik det op for ham, i et udbrud af ligefrem paulinsk eller cromwellsk dramatik, ud af »det dagligdags simple svar, som en forbipasserende kusk gav på et dagligdags spørgsmål«. En dag i 1871 red han sig en tur, og da han standsede for at lade sin hest hvile på en af de højder, hvorfra man overskuer San Francisco-bugten, »spurgte jeg en vognmandskusk, der kom forbi — af mangel på andet emne — om, hvad jorden vel kunde være værd på de kanter. Han pegede på nogle køer, der græssede så langt borte, at de ikke så større ud end mus, og sagde: »Jeg véd det ikke så nøje, men derovre er der en mand, som er villig til at sælge noget jord for et tusind dollars pr. acre.« Som et lyn slog det ned i mig, at her var årsagen til fremadskridende fattigdom i følge med den fremadskridende rigdom. Med befolkningens vækst stiger jorden i værdi, og de, der arbejder med den, må betale mere for adgang dertil.«
     Ja, her havde han det. Hvorfor var arbejdslønnen pludselig steget så højt i Californien i 1849, at kokkene i San Franciscos restauranter fik 500 dollars om måneden? Grunden var nu klar og enkel. Det var fordi de guldholdige pladser blev fundet på jord, der ikke tilhørte nogen. Enhver som helst kunne tage fat og arbejde med dem, uden at skulle betale nogen ejer for at få lov dertil. Hvis jorden havde tilhørt nogen, ville det være jordværdien i stedet for arbejdslønnen, der så pludselig var skudt i vejret.
Det var netop dette, der fandt sted på disse græsgange, hvorfra man overskuede San Francisco-bugten. Central-Pacific banen skulle have sin terminal i Oakland. Den forøgede befolkning ville få brug for jorden omkring Oakland til at slå sig ned på, og jordværdien var sprunget op til tusind dollars pr. Acre (ca. 1 td. Land). Og så naturligvis, sluttede George, jo mere det offentlige forbedrer, jo flere samfærdselsveje, jo større tilstrømningen, jo mere handel og industri, kort sagt: jo mere af alt, hvad der fremkalder velstand, des mere vil jordværdien have tilbøjelighed til at stige, og des mere vil arbejdslønnen og kapitalrenten have tilbøjelighed til at falde.
     George red hjemad i dybe tanker, optaget af at overføre vognmandskuskens dagligdags svar til socialøkonomiens tekniske betegnelser. Han funderede på, at der er tre faktorer i produktionen og kun tre, nemlig naturkilderne, arbejde og kapital. Når naturens kilder ikke er beslaglagte, kan hele udbyttet af produktionen åbenbart deles i løn til arbejdet og rente til kapitalen. Men når de er beslaglagt, må produktionen bære endnu en tredje udgift: jordrente. Ydermere, hvis der ingen jordrente er, vil arbejde og kapital reguleres ved den frie konkurrence, men jordrente er en monopolgevinst, og derfor i stand til at tage »alt, hvad trafikken kan bære«.
     Altså, eftersom disse naturlige rigdomskilders værdi er helt igennem af social art og oprindelse, skabt ved samfundets tilstedeværelse, burde jordrenten da ikke tilhøre samfundet, i stedet for den enkelte? Hvorfor i det hele taget beskatte erhverv og foretagsomhed. Hvorfor ikke simpelthen opkræve jordrenten? Det vil ikke være nødvendigt at gribe ind overfor den private udnyttelse af rigdomskilderne. Lad bare en enkelt mand lægge beslag på lige så meget, han har lyst til at råde over, og få så meget ud af det, som han kan, ubeskattet. Men lad ham betale til samfundet den årlige rente af værdien, der simpelthen er bestemt ved, hvor meget andre mennesker ville give for brugen af det samme stykke. George kunne se berettigelsen af løn og kapitalrente, grundet på naturlig ret, og for privat ejendomsret til naturlige rigdomskilder, grundet på hensigtsmæssigheden, men han kunne ikke finde nogen berettigelse for den private tilegnelse af jordrenten. I hans øjne var dette rent tyveri. Hvis han havde ret, måtte heraf følge, at når jordrenten forblev uinddraget, var den offentlige beskatning af flid og foretagsomhed det rene rov, og da især toldbeskatningen, der ligefrem gav de beskyttede industrier skatteprivilegier.
     George fremsatte disse teorier i en foreløbig form i en 48 siders pjece med titlen Vor jord og jordpolitik, der ikke nåede ud til ret mange læsere, men føjede noget til hans ry som forsvarer af folkets ret. Emnet gærede i hans sind gennem fem år tilbragt ved bladvirksomhed, hvorefter han atter mistede sin avis og endnu engang var ude i det uvisse. Han havde påbegyndt en tidsskriftartikel om årsagen til erhvervskriserne, men var utilfreds med den. Det var umuligt at få skik på emnet på så lille en plads. Hvad der trængtes til, var en solid afhandling, som skulle omforme hele den gængse socialøkonomiske videnskab.
     Han følte, at han kunne skrive en sådan afhandling, men hvorledes skulle han og hans familie eksistere i den tid, det ville tage? Han havde brugt sin indflydelse på demokratisk side i den foregående valgkampagne og havde været særdeles medvirkende til at få guvernøren valgt; derfor skrev han til guvernør Irwin og bad ham om at give sig en plads, hvor »der er lidet at bestille, men lidt at fortjene, så jeg kan foretage mig noget vigtigt, skriftligt arbejde«. Guvernøren gjorde ham da til statens kontrollør (inspektør) af gasmålere, hvad der var en nogenlunde godt betalt stilling og et »ben«. Dette var i januar 1876, og i marts 1879 afsluttede han manuskriptet til en bog, der hed: Fremskridt og fattigdom. En undersøgelse af årsagerne til erhvervskriser og af fattigdommens vækst samtidig med rigdommens forøgelse. Midlet derimod.