|
Det store spørgsmål stilles.
30 års alderen.
Man fortæller, at det, der drev Abraham
Lincoln til kamp imod det afskyelige slaveri, var, at han i sin ungdom havde
været vidne til en slaveauktion i New Orleans.
På lignende måde var det, som drev
Henry George til kamp imod det industrielle slaveri, dette, at han i Amerikas
største by, New York, var blevet vidne til den uhyre modsætning,
der er mellem fattigdom og rigdom. I ledige timer, når andre ville
have søgt at more sig, vandrede denne unge mand i vinteren 1868-69
omkring i den store bys gader og tænkte på, hvorledes hans ungdoms
drømme her i civilisationens centrum skulle virkeliggøres,
og de hårde livsvilkår mildnes. Men ak! Alle vegne så han,
at civilisationen opdyngede rigdomme for de få og knugede de mange
i usselhed og fattigdom; alle vegne så han, at arbejderne, der frembragte
rigdommene, selv som regel var fordømt til vedvarende fattigdom. Det
var ham en bitter skuffelse at se, at det var således, og han ville
og kunne ikke godkende den tanke, at dette var tingenes sande, ubøjelige
orden, skønt det jo hævdedes både af præster og
lærde mænd. Hans hjerte, hele hans sjæl sagde nej dertil.
Der var jo ellers orden og mening alle vegne
i naturen; skulle da mennesket, al skabningens krone, danne en undtagelse?
Uden at tale til nogen derom satte han sig selv den opgave at udfinde tingenes
sande, naturlige orden. Han gjorde sig selv det højtidelige løfte,
at han ville søge årsagen til fattigdomsondet og, om muligt,
råde bod derpå; og dette løfte sveg han aldrig. I et
brev til en af sine venner, en præst i Irland, har han senere (1883)
skrevet om dette således »Engang, da jeg ved højlys dag
gik på gaden, kom der til mig en tanke, et syn, en kaldelse – giv det
hvad navn, De vil. Enhver nerve i mig skjalv. Og dér og da gjorde
jeg et løfte. Gennem ondt og godt, hvad jeg end har udrettet eller
ikke fået udrettet, imod det løfte har jeg været tro.«
Han følte sig som den, der havde modtaget et kald fra Gud. Og næppe
nogen profet har fået en helligere indvielse til sit kald end den,
Henry George fik i New York. Ved denne indvielse blev han »Profeten
fra San Francisko«.
At Henry George endnu stod famlende over for
det store samfundsspørgsmål, ses bl.a. tydeligt af en artikel
om »kineserne på stillehavskysten« og af den påfølgende
forhandling om denne sag. I denne artikel viste George sig meget fjendsk
over for kineserne, der oversvømmede stillehavskysten, listede sig
ind på arbejdsmarkedet og pådrog sig alles modvilje. Han kalder
dem »nogle rigtige hedninge, troløse, sanselige, feje og grusomme«.
Han har selv senere kaldt artiklen »umoden«. Men ved spørgsmålet
om kineserne og deres arbejde i Californien ledtes han ind på nøjere
undersøgelser om arbejdslønnen og årsagerne til dens
stigen og dalen. Han sluttede sig dengang endnu blindt til Stuart Mills
og andre socialøkonomers lære om, at arbejdslønnen afhænger
af forholdet mellem kapital og arbejdskraft, og han glemte en stund rent
sin egen tidligere opdagelse, at arbejdslønnen står i sammenhæng
med den private ejendomsret til jorden (fremsat i afhandlingen »Hvad
jernbanen vil bringe os«).
Henry George vedblev alle sine dage at være
en modstander af kinesernes indvandring i Californien, bl.a. fordi disse
gule mænd var en helt fremmed race, der slet ikke lod sig sammensmelte
med de andre amerikanere og slet ikke syntes at være modtagelige for
de hvides kultur. Nogle fandt, at hans standpunkt i den sag ikke stemte
overens med hans lære om alles lige ret til jorden. Men han gjorde
gældende, at menneskene ikke bare er enkeltvæsener; der er noget,
der hedder familie, nation og race; med retten til sammenslutning følger
retten til udelukkelse.
Imidlertid, det store spørgsmål
var stillet, og det skulle snart tage hele magten: »Hvad er årsagen
til fattigdomsondet, og hvorledes kan der rådes bod på det?«
På sporet. I kamp.
30-32 års alderen.
Nogen fast livsstilling fik Henry George stadig
ikke. Han skrev en del; men det var mange gange kun småt med fortjenesten.
En lille tid tog han endog atter fat som sætter i »Herald«s
trykkeri.
Han søgte nu at blive valgt ind i den
lovgivende forsamling. Skønt han endnu ikke var kommet til klarhed
over det store samfundsspørgsmål, havde han dog så meget
på hjerte, som han syntes, han måtte have lovgivningsmagten
til at tage sig af; f.eks. kampen imod de dominerende telegraf- og jernbaneselskaber.
Men han blev ikke opstillet, eller rettere: han kunne være blevet opstillet,
men han nægtede at udrede den pengesum, som partilederne krævede.
Den politiske vej var herved afskåret.
Fremtiden så alt andet end lys ud. Det klarede dog snart op for ham.
Han fik tilbud om at blive redaktør af et blad (»Transcript«)
i Oakland, en by på den anden side af bugten ved San Francisko, og han
modtog tilbudet. Vel varede denne virksomhed ikke længe; men det var
der i Oakland, at den store gådes løsning gik op for ham.
Jernvejen tværs igennem Amerika til Californien
var netop blevet bygget færdig. Endestationen var i Sacramento. Men
nu var det stærkt på tale at føre den til Oakland, og
der spekuleredes derfor voldsomt i jordprisstigning i og omkring byen. Folk
gik ligefrem i frivillig »jordfattigdom« for at kunne beholde
så mange kvadratmeter som muligt af den jord, der skulle stige i værdi
ved banens og menneskemængdens komme.
En eftermiddag var Henry George på en ridetur
kommet ud til et højdedrag uden for byen. Han holdt stille for at
lade hesten puste lidt. Da kom der en fragtmand, som han gav sig i samtale
med. I mangel af noget bedre at sige spurgte han ham, hvad jorden deromkring
vel var værd. »Det ved jeg ikke så nøje,« svarede
fragtmanden; »men histovre er der en mand, som vil sælge jord
til 1.000 $ for en acre«, og han pegede i det samme på en mark
i det fjerne, hvor en flok køer gik og græssede. Som med et
glimt stod det klart for Henry George, hvad der var årsagen til, at
fattigdommen vokser med rigdommen: ved at folkemængden øges,
stiger jorden i værdi, og de, som vil arbejde med den, må betale
mere og mere for retten dertil. Denne opfattelse fæstede efterhånden
rod og voksede i ham, indtil den halvandet år senere brød ud
i blomst i det lille skrift »Vor jord og vor jordpolitik«.
Imidlertid kæmpede han en tapper kamp imod
forskellige store kapitalistselskaber og deres afskyelige egennyttepolitik.
De store jernbane-, telegraf- og presseselskaber opslugte som sande uhyrer
alt i sig, alle medbejlere, alt hvad der var dem til nytte, og alt, hvad
der var dem i vejen. De knuste så vidt muligt alle modstandere eller
købte dem til at tie stille. Men Henry George lod sig hverken kue
eller købe, hverken skræmme eller lokke. Han blev tro imod sig
selv og sin pligt til det yderste.
En kampfælle imod eneretsselskabernes,
– og særlig det store jernbaneselskabs – overgreb havde George i selve
Californiens guvernør Haight, som var en virkelig demokrat. Efter
hans tilskyndelse overtog George redaktionen af et stort blad i Sacramento,
og der virkede han da fra februar til oktober 1870. Gennem bladet fik han
stor indflydelse på den offentlige mening, og det så jernbanemændene
godt. Ham selv kunne de ikke købe til tavshed; men så købte
de sig i al stilhed rådighed over bladets ledelse, og da Henry George
så, at han ikke længere var herre over dets politik, trak han
sig straks tilbage. Men hvis jernbanemændene troede, at de derved
havde bragt ham til tavshed, så tog de meget fejl. Han skrev et lille
flyveskrift, som ved guvernørens hjælp blev udspredt i tusindvis,
og som gjorde hans navn endnu mere kendt, end det allerede før var.
Han havde stadig kontakt med familien hjemme
i Philadelphia. I et brev fra faderen (2. Juni) står der: »Jeg
lader nogle gamle Jackson-demokrater læse dine aviser, når jeg
selv har læst dem, og jeg modtager mange varme lykønskninger,
fordi jeg har en søn, der er så kæk og stærk og
fast i kampen for de gamle demokratiske principper.«
»Vor jord og vor jordpolitik«.
Henry George var nu en mand på omtrent
32 år. Han var lille af vækst, men kraftigt bygget og rank, havde
fuldt, rødligt skæg, et stort hoved med hvælvet pande,
et åbent, livfuldt ansigt og skinnende, blå øjne. Med
hensyn til sin påklædning var han ikke meget nøjeregnende.
Sidst i marts 1871 begyndte han at udforme sit
svar på spørgsmålet om samfundsondets årsag, og
det blev til et lille skrift, som han kaldte »Vor jord og vor jordpolitik«.
Af dette skrift bringes følgende korte uddrag: »I et land som
Californien med forholdsvis meget få indbyggere, burde der være
fri jord i overflod, og dog er sandheden den, at nu (1871) kan ingen indvandrer
mere få jord uden først at betale derfor. Enkelte af dem, der
er kommet først, sidder inde med tusinder, ja hundredtusinder af tønder
land. Milevide strækninger af frugtbar jord, som ingen plov har rørt,
er taget i »eje«. Ingen kan komme her og bygge sig et hjem,
uden at han først må betale, hvad ejeren finder for godt at
kræve. Jorden er det forrådskammer, hvorfra mennesket må
udvinde sine livsfornødenheder. Jorden er ikke frembragt ved arbejde,
men skabt af Gud. Jordens ydeevne er nøjagtig den samme, hvad enten
jordprisen er høj eller lav. Men jordprisen og arbejdsprisen står
i omvendt forhold til hinanden; er den første høj, bliver
den anden lav. Jordens ejendomsværdi ligger i, at jordejendomsretten
giver magt til at tilegne sig andres arbejdsudbytte. Forskellen mellem jordens
virkelige værdi og den pris, den holdes i her i De Forenede Stater,
er uhyre stor, og denne forskel er målestokken for den unødvendige
skat, som jordejendomsretten pålægger arbejdet.
Det, som et menneske frembringer, er med rette
hans eget, og på det alene kan sand ejendomsret grundes. Men mennesket
har også en anden ret, som simpelthen følger af, at han har
fået livet: retten til frit at bruge naturens fri gaver, for så
vidt som han ikke krænker andres lige så store ret dertil. At
give en mand ejendomsret til den jord, hvorfra også andres underhold
skal tages, er at give ham lov til at tilegne sig de andres arbejdsudbytte.
Det nuværende system går i retning
af rigdomsophobning og jordsammenlægning, og dog giver den store jordejer
kun en ringe afgift til samfundet i sammenligning med, hvad de mange små
jordbrugere ville give. Sammenhobning er tidens løsen. Storstaden
opsluger de små byer, og storkøbmanden de små handlende.
Tusinde småhandlere bliver kontorfolk eller butikssvende hos en ejer
af et marmorpalads; tusinde småmestre må tage arbejde hos den
rige fabrikant. De nye sociale kræfter, der ved mænd som Watt
og Stephensen sattes ind i verden, gør de mægtige sammenslutninger
endnu mægtigere. Hvad skal der under alt dette blive af den fattige
mand, når også jorden er monopoliseret? I lenstiden hørte
pligter og rettigheder sammen. En del af jorden udredede statsudgifterne,
en anden del militær-udgifterne, en tredie kirke- og fattigudgifterne,
en fjerde, fællederne, var fælles for alle. Den store gæld
og de trykkende skatter er en følge af, at vi er gået bort fra
denne ordning. Hvorfor skulle vi da nu ikke vende tilbage til den igen og
lade jorden udrede de offentlige udgifter? Jorden kan ikke skjules eller flyttes
bort; jordskylden kan indsamles både lettere og sikrere end nogen anden
skat, og jordejerne kan ikke vælte den over på andre. Den, der
ejer jord uden at bruge den, bør svare lige så meget i jordskyld
som den, der bruger jorden; derved vil jordpriserne falde og jordspekulationen
få sit dødsstød. Hele skattebyrden ville blive løftet
bort fra arbejde og flid. Man tænke sig dette land fri for al skat
på frembringelse og omsætning! Hvor al virksomhed ville blomstre
op! Man tænke sig jorden åben for dem, som ville bruge den! Ville
arbejdsvillige mennesker da vandre omkring på vore gader og veje i
forgæves søgen efter arbejde? Ville der da i en by som New
York være 100.000 arbejdsløse? Ville der da være den ødelæggende
fattigdom og den grufulde last, som gør manden fra det åbne
vesten syg om hjertet?«
I dette lille skrift på 48 sider lå
i virkeligheden spiren til alt det, som senere udfoldede sig i hele sin
fylde. Skriftet blev trykt med små typer og i en tarvelig udstyrelse;
George havde ikke råd til at ofre ret meget på det. Det vakte
ikke stor opmærksomhed, og der blev kun solgt omtrent 1.000 stk. George
indså, at hvis han skulle tiltvinge sig opmærksomhed, måtte
arbejdet gøres endnu bedre og grundigere. 8 år senere tog han
fat på udarbejdelsen af sit hovedværk »Fremskridt og fattigdom«.
Mellemtiden optoges for en stor del af ny bladvirksomhed.
»Aftenposten«.
32-36 års alderen.
Sammen med to andre mænd begyndte Henry
George i slutningen af året 1871 at udgive et nyt dagblad i San Francisko,
»Aftenposten«. George var bladets redaktør.
I det første nr., som udkom d. 4. december,
stod der bl.a.: »I højere, videre forstand vil »Aftenposten«
være demokratisk, dvs. den vil modsætte sig overmagt, eneret
og forret af enhver art; men den vil ikke være organ for noget parti
eller nogen klike. Den vil stræbe at afhandle alle spørgsmål
fast og åbent og uden krysteragtig ængstelse.«
Folk så snart, at det nye blad virkelig
var uafhængigt. Det kendtes især på dets stilling til jord-
og skattespørgsmål. Jævnligt var der korte og klare indlæg
om jordværdiskatten. Andre blade hånede denne »Georges
kæphest«. Men George lod sig ikke bringe ud af ligevægt.
Han vedblev udholdende at tale for sin sag, og han udnyttede enhver lejlighed
til at drøfte den med de andre blade.
I sin virksomhed som redaktør viste George
mange gange, hvilken modig og stærk mand han var. Intet kunne skræmme
eller lokke ham fra at gå den lige vej, han havde valgt sig. Altid
var han i kamp mod uret og overgreb. Engang var han med til at undersøge
forholdene ved et tugt- og opdragelseshus, som lededes af en rå person,
der hed Harris. Den slemme karl stod i porten med hånden på sin
pistol og lignede mere en røver end en tilsynshavende ved en offentlig
anstalt. George gik tæt hen til ham, så ham lige i øjnene
og gik så ind i gården uden at sige et ord. Men ved hele eftersynet
undgik Harris den lille mands faste, harmfulde blik. Det endte med, at George
drev ham fra sin stilling, og han måtte væk fra byen.
I begyndelsen af året 1873 var en rig,
men brutal jordejer, Tarpey, kommet i strid med en skikkelig kone om et
stykke jord. Han lagde sig da en dag på lur, ventede i flere timer
på hende, skød hende bagfra, og dræbte hende, da hun
skreg og ville løbe bort. Der blev voldsomt røre i omegnen,
især da det hed sig, at Tarpey ville slippe fra det ved hjælp
af sine penge. Først ville hans hjælpere se at få ham
fjernet og få ham stillet for retten et helt andet sted; men så
truede beboerne med at tage sig selv til rette – lynche ham. Tarpeys penge
fik de andre aviser til at neddysse sagen; men »Aftenposten«
gik sine egne veje; den udsendte nyheden om den påtænkte lynchning
og tilføjede, at det slet ikke var for meget, om folket tog hævn
og hængte Tarpey op i det første det bedste træ, »som
et grufuldt vidnesbyrd om, at der endnu er retfærdighedsfølelse
i Californien«. Tarpeys pårørende både tiggede og
truede Henry George til at tie, men det hjalp intet.
Et par måneder senere førte George
stærke klagemål imod politichefen Crowley for hans embedsførelse.
Dette førte til, at han nær var blevet myrdet af en af Crowleys
venner.
Den offentlige moral i San Francisko var i de
tider meget slet. Mange vigtige kommunale hverv var i hænderne på
samvittighedsløse folkeledere. George hverken agtede eller frygtede
den slags folk, og han »piskede dem med skorpioner«. »Aftenposten«
og dens redaktør blev således en magt, der højagtedes
af alle rettænkende borgere i byen, men frygtedes af alle udådsmænd.
Georges virksomhed som redaktør af »Aftenposten«
varede i fire år. Under en pengekrise krævede en kreditor sit
tilgodehavende i bladets materiel øjeblikkelig udbetalt, ikke fordi
han trængte til det, thi han var en meget rig mand, men fordi han ville
have herredømme over bladet og ændre dets politik. George fik
tilbud om at fortsætte redaktørvirksomheden, men på det
vilkår, at han skulle optræde anderledes end hidtil overfor pacifik-jernbaneringen
og for fremtiden støtte dette monopolselskab. Han var naturligvis
ikke den mand, der gik ind på noget sådant, og enden blev, at
han og hans venner måtte opgive det hele (27. november 1875).
Han stod nu atter på bar bund med sin familie
og skulle til at se sig om efter et »levebrød«. Da fik
han ved guvernør Irwins hjælp midlertidigt en offentlig bestilling,
som ydede ham livsopholdet. Han blev gasmålerinspektør (indtil
jan. 1880). Det var det eneste offentlige »embede«, George nogen
sinde havde. Men skønt han nu havde lejlighed til at give sig i lag
med større skriftlige arbejder, følte han dog meget stærkt
savnet af »Aftenposten«. Hans arbejdes frugt var snappet ham
ud af hænderne, og han havde mistet sit våben i tidens kamp.
Hjemliv.
Henry George holdt af at ride. Han havde en
lille pjusket hest, og på den red han ofte ud på tænketure.
På en sådan tur kom han for anden gang galt at sted ved at
blive hængende med foden i stigbøjlen. Denne gang fik han sin
højre hånd ilde tilredt og sit håndled brækket.
Hesten løb sin vej, og George måtte gå en halv snes km
hjem til byen. Her fik han endelig fat i en læge. Han tænkte
imidlertid mere på sin hustru end på sig selv. Han sendte bud
hjem til hende, at hun ikke skulle vente med aftensmaden, thi han var blevet
forsinket. Da han kom hjem, sagde han:
»Jeg har fået mit håndled slået,
så nu må du i dobbelt forstand være min højre hånd.«
Hans store energi og rastløshed gjorde, at han var en yderst utålmodig
patient. Da han ikke kunne komme på kontoret, forlangte han at få
en stenograf, som kunne skrive »lederne« ti1 bladet efter diktat.
George elskede familielivet i hjemmet. Rimeligvis
gjorde hans offentlige virksomhed det dobbelt kært for ham at være
hjemme hos hustruen og børnene. Han holdt altid meget af at ligge
udstrakt på en sofa. Hans hustru satte sig da gerne ved siden af ham
med sin sykurv, og så læste han for hende og børnene
eller fik dem til at læse for sig. Når han rigtig skulle tænke,
lå han næsten altid på sofaen.
Henry George tilhørte ikke noget kirkeligt
parti. Hustruen og børnene lod han have den fuldeste frihed i religiøs
henseende; de gik ikke regelmæssigt i kirke. Efter faderens ønske
bad børnene deres morgen- og aftenbøn, og ofte, især
i tusmørket, før de skulle i seng, ville han gerne høre
dem og deres moder synge de gamle salmer, som han kendte fra sine barndomsdage
i Philadelphia. Den gængse forsyns- og skæbnetro havde han
vendt sig bort fra; han var kommet til den overbevisning, at samfundsnøden
ikke skyldes Guds vilje, men tværtimod et brud på de guddommelige
love. Gennem sit arbejde på at løse samfundslivets gåde
kom han efterhånden til en højere, renere og varmere tro på
Guds kærlighed og retfærdighed.
Med børnenes undervisning gik det noget
ujævnt. De havde kun gået i almueskoler, og selv denne skolegang
var blevet forstyrret en del ved den hyppige flytten omkring. Desuden kunne
George ikke lide, at børnene læste lektier hjemme; han syntes,
at skoletimerne var lange nok. Men kunne de end ikke meget udenad, så
stod de dog højt i udvikling alligevel. I hjemmet var der rig lejlighed
til at lære noget. Blandt de mange gæster, der kom i Georges
hus, var der mænd fra næsten alle verdens egne, og hver især
ydede sit bidrag til det skiftende, lærerige samvær.
Henry George og hans hustru var efterhånden
blevet knyttet fastere og fastere sammen. I den første tid af deres
ægteskab, da de måtte kæmpe sig igennem i fattigdom,
havde fru George nok at gøre med sin husholdning og gav sig ikke
af med det, som optog hendes mand. Men efterhånden som han vandt fremad
i sin forfattervirksomhed, og deres økonomiske stilling bedredes,
tog hun mere del i hans offentlige virksomhed og blev hans nære rådgiver.
Forholdet imellem dem kendetegnes godt ved et brev, som han skrev til hende
i marts 1876, da han på en rejse til Sacramento var borte fra hende
i nogle dage. Han skrev bl.a.: »Dit brev fra i går fik jeg i
middags. Mange tak! Du er en pligtopfyldende lille kone, min elskede. Af mine
egne følelser kan jeg slutte mig til, hvor hårdt det er for
dig, at jeg må være borte. Men det har glædet mig at tænke
på, at du billigede det; det har gjort mig adskillelsen lettere. Jeg
har været så glad hele eftermiddagen. Billedet af den kvinde,
som jeg elsker, dukkede op for mig, hver gang der var lidt standsning i forhandlingerne.
Det fryder mig at tænke på, at du helt og fuldt er min. Hvor
er det velsignet at være sådan rigtig godt gift, som vi er –
med legeme, sjæl og sind! Jeg takker ofte Gud for det; og når
jeg hører, hvorledes gifte mænd synder imod deres troskabsløfte,
og det hører jeg så tit, så tænker jeg på,
hvilke stakkels tåber de er, at de ikke fatter, hvor meget mere sand
glæde der er i at eje een dydig kvindes kærlighed. Hvor megen
frisk glæde er der ikke i vor kærlighed! Lige fra jeg første
gang så dig og blev fængslet at dette noget i dit åsyn,
din røst og din adfærd, som jeg aldrig har kunnet finde ord
for, er den stadig blevet større og større. Som ægtemand
og fader er jeg endnu mere elsker end dengang, da jeg plejede at standse
i mit arbejde et øjeblik for at tage dit billede frem og stjæle
mig til at se på det.«
En dag, da George lå på sofaen, og
hans hustru sad ved hans side, spurgte han hende: »Hvad beundrer du
mest hos en mand ?« »Modet,« svarede hun. »Modet
!« Gentog han, sprang op og gik frem og tilbage på gulvet »Jeg
troede, du ville sige dyden.« — »Nej, ikke dyden,« svarede
hun, »thi jeg har lært at indse, at på det område
stiller verden ulige krav til mænd og til kvinder. Jeg mener ikke,
at den gør det med rette; men jeg forstår, at den selv mener
det.« »Men hvorfor da modet?« spurgte han. »Fordi
det er mandens særkende,« svarede hun. »Men modet synes
at afhænge af rent legemlige kræfter, og jeg er en lille mand.
Hvorledes finder du dette mod hos mig?« »Jeg mener ikke det fysiske,
men det moralske mod, der driver en mand frem til at gøre sin pligt,
selv om det koster store ofre, ja selv om han skal stå ene imod hele
verden.«
Den første tale.
37 års alderen.
Allerede så tidligt som i 1865 havde Henry
George optrådt som taler. Han var dengang medlem af en diskussionsforening
og deltog af og til i et ordskifte. I året 1876 holdt han sin første
egentlige tale. Der forestod et præsidentvalg, og valgkampen var
åbnet. Han støttede ivrigt den demokratiske kandidat (Tilden),
som han troede var frihandelsmand og arbejderven. Han undgik de sædvanlige
politiske talemåder og slog straks ind på en højere tone.
Han sagde: »Skatteopkræveren er alle vegne. Overalt, hvor arbejde
omsættes til livsfornødenheder, står han imellem køberen
og sælgeren og tager sin told. Han træder til, hvad enten der
er tale om en tændstik eller et lokomotiv, en dug eller en klædning,
en ny bog eller et glas øl. Han siger til arbejderen, når dagens
slid begynder: »Aha! De har i sinde at gøre lidt arbejde for
dem selv og deres familie. Nu vel! Arbejd først en time for at betale
renter af statsgælden og klare de nødvendige regeringsudgifter,
derefter en time for landets banker og statsunderstøttede korporationer,
dernæst en time for hæren og flåden og deres entreprenører,
derpå en time for Ny Englands fabrikanter og en time for Pennsylvanias
stålmillionærer, så en halv time for de forskellige hyggelige
småkontorer, og når De derefter endelig har gjort lidt arbejde
for deres egen stedlige regering i amt og kommune og lidt for deres jorddrot,
så kan de have resten af dagen til arbejde for dem selv og deres familie.
Medborgere, negerslaveriet er endt. Men se ud over nordstaterne, og I vil
den dag i dag se noget, der er værre end negerslaveriet, vokse frem
under det styre, som man beder jer støtte med jeres stemme. Se 70.000
arbejdsløse mænd i Pennsylvanias kulegne! Se 50.000 brødløse
arbejdere i byen New York! Se fattighusene i Massachusetts overfyldte, endog
lige i sommertiden! Se flokke af lediggængere strejfe om her i vesten,
stjælende det, som de ikke kan tjene sig ved arbejde! Det varsler ilde,
at vi her i stater, som for 100 år siden endnu var dækkede af
urskove, skal mødes for at drøfte spørgsmålet
om landstrygerplagen. Lad os ikke lade os føre bag lyset! Intet embedsmandsskifte
kan klare sagen, så længe den politik, som er første årsag
til alle disse onder, ikke ændres.«
Talen gjorde stærkt indtryk på tilhørerne.
J. G. Maguire, der siden blev Georges hengivne meningsfælle og kendt
som dommer og kongresmedlem, rejste sig og sagde, at det var den dygtigste
politiske tale, han nogen sinde havde hørt; han foreslog at lade den
trykke og uddele som agitationsskrift, og det skete.
Ved denne ene tale rykkede George fremad ligesom
i et spring og blev en af Californiens første talere. Han blev opfordret
til at holde den samme tale i Californiens større byer, og han fik
da også det ærefulde hverv at holde afslutningstalen før
valget i San Francisko.
Inden valgets udfald endnu var afgjort, skrev
han i et brev til sin moder: »Jeg gjorde mit bedste, thi mit hjerte
var med. Jeg har vist, at jeg kan gøre mig gældende uden hjælp
af en avis, og at jeg har andre evner end den at kunne føre pennen.
Jeg var ukendt som taler, og nu er jeg en af de forreste. Jeg attråede
dette, ikke af forfængelighed, men for at få større
magt og for at kunne blive til større nytte. Hvis jeg lever, skal
jeg gøre mit navn kendt, endog i Philadelphia.«
En forelæsning og en tale.
38 års alderen.
Ved universitetet i Californien var der ingen
lærer i socialøkonomi. Det kom nu på tale at oprette
en ny lærestol og tage Henry George til lærer. Han havde på
mange måder godtgjort, at han måtte være den rette mand
i det kald. Han kom da også til at holde en forelæsning om det
socialøkonomiske studium. Foruden studenterne var en mængde
universitetslærere til stede. George søgte at vise sine tilhørere,
hvor simpel og dog hvor betydningsfuld den socialøkonomiske videnskab
er, skønt den almindelig gælder for at være indviklet
og ubestemt. »Den videnskab, som handler om lovene for frembringelse
og fordeling, omhandler i virkeligheden noget, som optager de ni tiendedele
al alle menneskelige evner, kræfter og tanker. Men selve dette, at
denne videnskab er så dybt indgribende, er en hindring på dens
vej. Den omfatter jo de pekuniære interesser og påvirker således
ligefrem »den følsomme lommenerve«. Altid har man påkaldt
socialøkonomien, når det gjaldt om at modsætte sig de
arbejdende klassers kamp for højere løn og kortere arbejdstid.
Tag de bedste og mest brugte lærebøger! Medens de holder på
frihed for kapitalen, og medens de retfærdiggør den selviske
grådighed, der stræber at dynge formue på formue, ved de
ikke andet at sige til den fattige arbejder, end at han skal afholde sig
fra at avle børn. Hvad kan vi da vente, når de hænder,
der burde tilbyde brød, rækker en sten frem? Kan vi vente,
at de fattige skal bryde sig om en videnskab, der søger at retfærdiggøre
uretfærdigheden og knæsætte egenkærligheden? Er
det noget under, at de i deres uvidenhed tyr til noget så urimeligt
som toldbeskyttelsen og til så tåbelige teorier som dem, der
går under navnet socialisme? Til studiet af socialøkonomien
behøver man ingen særlige kundskaber, ingen stor bogsamling,
intet kostbart laboratorium; ja, man har end ikke brug for lærebøger
eller lærere, når man kun vil tænke selv. Alt, hvad man
har nødig, er at opløse det sammensatte i sine grunddele og
adskille det væsentlige fra det tilfældige, alt efter de simple
livslove, man godt kender.« Denne universitetstale er i høj
grad kendetegnende for Henry George. Hvad der særlig har udmærket
ham og gjort ham til en videnskabsmand af højeste rang, er ikke hans
skolede uddannelse, men hans enestående evne til at tilbageføre
tingene til deres simple grundformer og opløse det sammensatte i sine
simple grunddele. Han er derved blevet i stand til at gennemskue mange ting
og se til bunds i mange forhold, som hans forgængere ikke havde forstået.
George er selv klar over, at det er denne gåen
tilbage til de simple grundformer, det gælder om, når man skal
komme til klarhed over livets, også det økonomiske livs, love.
Dette kommer særlig tydeligt til orde i universitetstalen, men for
øvrigt også mange steder i hans skrifter.
Da George kom hjem efter at have holdt sin forelæsning
ved universitetet, sagde han til sin hustru, at studenterne havde modtaget
hans udtalelser godt, men autoriteterne havde modtaget dem med høflig
og værdig tavshed. Han blev ikke oftere indbudt til at holde forelæsning.
D. 4. Juli, nationens fødselsdag, var
altid en festdag i San Francisko. George blev det år valgt til at
holde talen. Han talte om den amerikanske republik. Teatersalen, hvori festen
holdtes, var fyldt. Først læstes uafhængighedserklæringen
og frihedshymnen, og så holdtes talen. »Om det republikanske
styre duer, det skal vise sig derved, at det virker godt og gavnligt, selv
når befolkningen bliver tæt og lønnen lav, og når
en stor kløft adskiller rige og fattige. Rigdom er i sig selv noget
godt; ikke noget ondt, men rigdom ophobet på enkeltes hænder
avler råddenskab på den ene side og nedværdigelse på
den anden. Enhver lænke er kun så stærk som dens svageste
led, og ethvert folks vilkår er til syvende og sidst kun så gode
som dets laveste klassers vilkår.« Talen endte med en højstemt
lovprisning at friheden, kilden, moderen til alle dyder, den nødvendige
forudsætning for alt stort og godt i verden. »Friheden er for
dyden, hvad lyset er for farverne, for formuen, hvad solskinnet er for sæden,
for kundskaben, hvad øjnene er for synet. Den er sjælen i opfindsomheden,
kraften i folkelivet, ånden i den nationale uafhængighed. Hvor
friheden opstår, der vokser alle dyder, rigdommen øges, kundskaben
udvides, og opfindsomheden mangfoldiggør de menneskelige kræfter.
I styrke og ånd hæver det frieste folk sig blandt nabofolkene
som Saul iblandt sine brødre – højere og herligere. Endnu har
frihedens sol kun i afbrudte glimt og delvist lys strålet blandt menneskene,
og dog er det den, der har kaldt alle fremskridt til live.«
»Fremskridt og fattigdom«
udarbejdes.
38 - 40 års alderen.
I september 1877 begyndte Henry George at arbejde
på det skrift, som blev hans livs storværk: »Fremskridt
og fattigdom«.
Der var trykkende forhold og uro i hele landet
på den tid. Der var store jernbanestrejker i østen, og i seks
af staterne stod soldater under våben. Et oprør brød
ud i Baltimore. I Chicago måtte man tilkalde artilleriet. I Pittsburg
mistede over 200 mennesker livet, og der blev ødelagt værdier
for 12 millioner dollars. Californien havde lidt af en stærk tørke,
og der var stor nedgang i udbyttet at minerne; alle vegne gik der en mængde
arbejdsløse. Og under alt dette foreslog det store pacifik-jernbaneselskab
at nedsætte lønningerne. Arbejderne holdt massemøder
i San Francisko og førte klagemål imod deres undertrykkere,
de store monopolhavere, og imod kineserindvandringen, der påførte
dem sultekonkurrence. Dog blev der ikke noget egentligt oprør.
Under disse alvorlige og stærkt spændte
forhold var det, at Henry George satte sig til at skrive. Det var fra først
af hans mening at udarbejde en tidsskriftartikel om emnet »Fremskridt
og fattigdom«. Det skulle først og fremmest være en
undersøgelse af årsagerne til de industrielle kriser og af
årsagen til, at fattigdommen altid vokser sammen med rigdommen, og
det skulle påvise et lægemiddel for disse onder.
Afhandlingen blev færdig, og han læste
den for en at sine venner, juristen dr. Edward R. Taylor. Den gjorde et
meget stærkt indtryk på dr. Taylor, og han rådede George
til at gøre noget mere ud af den. Dette råd fulgte George og
arbejdede nu ihærdigt på »Fremskridt og fattigdom«
i omtrent halvandet år.
I oktober 1877 fik Georges deres fjerde barn,
en pige, som kom til at hedde Anna. De tre ældre børn, Henry,
Richard og Jennie, var nu 15, 13 og 10 år.
Henimod slutningen af året dannede nogle
af Henry Georges venner en diskussionsforening i San Francisko, og dette
førte snart efter til dannelsen af »Californiens jordreformforening«.
Det blev den første »Georgeforening« i verden, den første
forening, der skulle virke for afskaffelse af jordmonopolet. Man indbød
straks George til at holde et foredrag om industrikrisen og arbejdsnøden.
Mødet var offentligt; men tilhørerkredsen var ikke stor,
og hans tale blev nærmest »et råb i ørkenen«.
Dog talte han troens og håbets ord: »Daggryets lysning ses
på himmelen. Hvad enten morgenen kommer med lærkesang eller
med krigslarm, så kommer den dog. Egenkærligheden vil
kalde uvidenheden til hjælp for at nedslå eller skjule den sandhed,
som jeg i aften har søgt at klarlægge. Men den har sandhedens
hele spirekraft i sig, og tiden er moden for den. Paulus planter, Apollos
vander, men Gud giver vækst.«
Få måneder efter holdt George atter
en stor tale. Nogle unge jødiske mænd havde dannet en ny forening,
og de indbød George til at holde åbningstalen. Med forbavselse
og skuffelse hørte de, at han ville tale om Moses; de havde ventet
et mere moderne emne. Men de kom på andre tanker, da de hørte
talen. George lovpriste Moses, udvandringsføreren, som en af de stjerner,
der ikke mørknes i frastand, men lyser med sandhedens stråleglans,
alt imens institutioner, sprog og trosformer skifter og forsvinder – lovpriste
ham som »alle tiders lovgiver og velgører«, der også
har vist vejen til den ny udvandring: det moderne menneskes udvandring af
fattigdommens trældom. Hans ideal var jo, at hver mand skulle sidde
i fred og tryghed under sin vinstok og sit figentræ. Talen gjorde et
meget stærkt indtryk på tilhørerne; en af dem, dr. Cohen,
rabbi ved Emanuel-templet, spurgte i sin forundring formanden.: »Hvor
har du dog fundet den foredragsholder?«
Talen om Moses er i sig selv ypperlig, ja er
måske den ypperste tale, Henry George nogen sinde holdt. Man behøver
kun at læse den for at få et stærkt indtryk af det usædvanlige,
der kunne gribe tilhørerne så stærkt, når han
talte. Alligevel sagde dr. Taylor, som havde været til stede ved mødet,
til George, da de fulgtes ad på hjemvejen: »I og for sig var
dette foredrag et udmærket arbejde, men hr. George er ved at skrive
en bog, der er af så langt større betydning, at det at standse
for en sag som denne næsten er at spilde tiden.«
I juni 1878 stillede Henry George sig atter til
valg, da der forestod en ændring af Californiens grundlov, og da han
mente at se en mulighed for at indpode jordværdiskatten i selve lovgivningen.
Jordreformforeningen arbejdede for ham. Han blev opstillet af det demokratiske
parti og senere også af det ny arbejderparti, og hans valg syntes sikkert.
Der stod kun det tilbage, at han over for arbejderpartiet skulle godkende
en vis hr. Kearney som fører og underskrive partiprogrammet. Men
her var netop knuden. Han sagde kort og godt nej og tilføjede, at
han ikke ville have nogen fører til at tænke for sig; der var
også noget i partiprogrammet, som han ikke kunne billige. Han ville
tage imod valg som en fri mand, ellers ikke. Hans svar hilstes med hyssen,
og han blev vraget.
Nu kom arbejdet på bogen atter til at gå.
George sled hårdt, men han fik dog sine 8 timers søvn hver nat.
Han kunne ikke altid skrive, når han ville, men når ånden
var over ham, for pennen af sted hen over papiret, og i sådanne stunder
skrev han det bedste af bogen. De analytiske afsnit skrev han langsomt og
med møje; hvert ord og udtryk blev nøje overvejet. Hvad han
skrev, gennemlæste og omskrev han atter og atter for at få det
klart og simpelt nok; han overstregede og tilføjede, pyntede og glattede,
indtil han fik det, som han ville have det. Når noget var færdigt,
lod han sine venner, først og fremmest dr. Taylor, kritisere det,
og kunne de finde svage steder deri, så rettede han derpå. Ja,
lige til bogen var færdigtrykt, blev han ved at rette på den.
Ingen af Henry Georges venner var egentlige socialøkonomer;
men det, der, i alt fald fra først af, havde draget dem til ham, var
heller ikke så meget hans teorier som hans personlige egenskaber, især
hans store mod og hans stærke, varme medfølelse. Medfølelse
var måske det mest fremtrædende træk hos ham; den havde
gjort ham hjertesyg ved synet af nøden og lidelsen i den store by,
og den havde drevet ham til at søge årsagen dertil og lægedommen
derfor. Han var ikke blevet menneskeven og menneskekender ved sit arbejde
i studerekammeret. Han havde gået i livets egen hårde skole.
Han havde klatret i master og på ræer som almindelig matros; kan
havde båret sit sengetøj med sig på vej til gruberne; han
havde prøvet landarbejderens hårde slid; han havde trasket på
støvede veje som bissekræmmer; han havde prøvet mangt
og meget som bogtrykker; han havde følt sultens legemlige og åndelige
pinsler, og dette omskiftende liv havde skaffet ham en vidtstrakt førstehåndskundskab,
som gjorde, at han så levende kunne sætte sig ind i andres vilkår.
Medens George arbejdede på bogen, kunne han af og til overfaldes af
modløshed. Hvor håbløst var ikke dette slid!
Hvor unyttigt var ikke dette offer! Hvad kunne det alt sammen hjælpe,
når opgaven var så overvældende stor? Og samtidig med de
indre kampe var der fuldt op af ydre vanskeligheder, mest økonomiske.
Engang måtte han således pantsætte sit ur for at skaffe
lidt rede penge. Men trods alt klemte han på med arbejdet, og i marts
1879 blev det fuldført. »Den nat, da jeg afsluttede »Fremskridt
og fattigdom«,« skrev han senere, »da følte jeg,
at jeg havde aflagt regnskab for det pund, der var betroet mig, og jeg følte
mig mere tilfreds og dybere taknemmelig, end om alle jordens riger var blevet
lagt for min fod.« I et brev til en ven, en katolsk præst i Irland,
har han skrevet: »Da jeg i den stille nat havde fuldendt den sidste
side, – jeg var helt alene – kastede jeg mig på mine knæ og græd
som et barn. Resten lå i mesterens hænder. Det følte jeg
og har altid siden følt; og denne følelse har ledet mig højere
og højere opad og har gjort mig til et bedre og renere menneske.«
|