Der er i tidens løb gjort en mængde forsøg på at fremstille Henry Georges lære i korte træk. Opgaven er vanskelig. Et så omfattende og mangesidigt hele som det, der indeholdes i »Fremskridt og fattigdom« og Henry Georges øvrige skrifter, lader sig naturligvis ikke gengive på nogle få bogsider. Ikke at tale om, at en sådan kortfattet gengivelse jo må komme til at savne originalværkets mægtige billedrigdom og farvefylde.
     Den følgende fremstilling skyldes i alt væsentligt Henry George selv. Afsnit A er især hentet fra forordet til 4. Udgave af »Fremskridt og fattigdom«. Afsnit B er en bladartikel, som Henry George skrev ca. 5 år før sin død.

A. Socialøkonomiske undersøgelser og resultater.

     Hvad er årsagen til, at arbejdslønnen trods den voksende produktionsevne stadig har tilbøjelighed til at synke ned til sultegrænsen? Den forklaring, som den gængse socialøkonomi giver, slår ikke til. En nærmere undersøgelse viser, at den sædvanlige lønlære er grundlagt på en misforståelse. Arbejdslønnen hidrører ikke fra kapitalen og tages ikke af kapitalen, men frembringes ved selve det arbejde, som den er vederlag for; den burde altså, når alt andet er lige, øges i samme forhold, som arbejdernes antal øges. Her støder man ved undersøgelsen på en lære, som danner grundlaget for og kernepunktet i yderst vigtige økonomiske teorier, og som har øvet en mægtig indflydelse på tankegangen, nemlig Malthus’s lære om at menneskemængden har tilbøjelighed til at øges stærkere end levnedsmidlernes mængde. En nærmere prøvelse godtgør, at denne lære hverken støttes af kendsgerninger eller af tankeslutninger, men at tværtimod folkemængdens tiltagen øger produktionsevnen efter en langt større målestok end den, hvorefter folketallet øges, så at den altså burde medføre højere arbejdsløn.
     Om end disse resultater af undersøgelsen er yderst vigtige, er de dog nærmest kun negative. De viser, at de gængse teorier ikke tilfredsstillende forklarer fattigdommens sammenhæng med de materielle fremskridt, men de kaster ikke noget lys over selve spørgsmålet, undtagen for så vidt de godtgør, at løsningen må søges, ikke i lovene for formuefrembringelsen, men i lovene for formuefordelingen. Disse love må da efterspores nøjere.
     Produktionens tre faktorer er jord, arbejde og kapital, og alt, hvad der frembringes, må derfor deles i tre tilsvarende parter: jordrente, arbejdsløn og kapitalrente. Lovene for disses fordeling må stemme overens med hinanden; men efter den gængse socialøkonomi gør de ikke dette, og en undersøgelse af de sædvanligt benyttede udtryksformer åbenbarer da også den tankeforvirring, som har gjort, at uoverensstemmelsen har fået lov til at passere. Det viser sig, at socialøkonomerne har forstået jordrenteloven rigtigt nok; men det viser sig tillige, at de ikke har fattet dens fulde rækkevidde, idet denne lov nemlig nødvendigvis må drage lovene for arbejdsløn og kapitalrente med sig. Disse love undersøges, og det viser sig, at de, rettelig forstået, stemmer sammen med jordrenteloven.
     Produktion = Jordrente + Arbejdsløn + Kapitalrente; altså: 
     Arbejdsløn + Kapitalrente = Produktion - jordrente. 
     Med andre ord: arbejdsløn og kapitalrente er det, der bliver til rest, når jordejeren har taget sin del (jordrenten) af den samlede produktion. Følgen deraf er, at når jordrenten holder trit med produktionen, kan arbejdsløn og kapitalrente ikke blive større.
     Såvel jordrenten som arbejdslønnen og kapitalrenten afhænger til syvende og sidst af »dyrkningsgrænsen«, dvs. jordbrugsområdets yderkant, den dårligste jord, som arbejdet i det hele taget vil give sig i lag med, eller: den bedste jord, som kan fås for intet. Jo lavere dyrkningsgrænsen ligger, des højere er jordrenten af den bedre jord, men des lavere er også arbejdslønnen og kapitalrenten; thi hvor meget arbejdet og kapitalen end tilsammen kan frembringe på jorden, vil de dog aldrig kunne få større udbytte deraf end det, de ville kunne få ved beskæftigelse ude på dyrkningsgrænsen. Den kendsgerning, at jordrenten alle vegne øges sammen med de materielle fremskridt, forklarer således den anden kendsgerning, at arbejdslønnen og kapitalrenten ikke øges.
     Hvad der er årsag til jordrentestigningen, bliver det næste spørgsmål, og det nødvendiggør en undersøgelse af de materielle fremskridts indvirkning på formuefordelingen. De materielle fremskridt går for sig i og med 1) menneskemængdens tiltagen, 2) produktionsmådernes forbedring, 3) intelligensens udvikling. Det viser sig nu,  idet den private jordejendomsret forudsættes, at alle disse faktorer hver for sig har tilbøjelighed til, direkte eller indirekte, at sænke dyrkningsgrænsen, øge den del af produktionen, der tages i jordrente, og formindske den del, der går til arbejdsløn og kapitalrente. Ved spekulation med jordrentestigningen for øje sænkes dyrkningsgrænsen yderligere på kunstig måde, idet jorden monopoliseres ud over det naturlige brugsområde. Derved øges jordrenten endog stærkere end produktionen, og arbejdslønnen tvinges yderligere nedad.
     Denne påvisning af årsagen til, at fattigdommen følger med fremskridtet, peger hen på et middel derimod; men dette middel er så radikalt, at man først må undersøge, om der skulle være nogen anden udvej. Resultatet af en undersøgelse af de hidtil påpegede udveje bekræfter imidlertid kun det foregående, thi det viser, at intet mindre end det at gøre jorden til fælleseje varigt kan afhjælpe fattigdommen og sætte en stopper for den tilbøjelighed, arbejdslønnen har til at synke ned til sultegrænsen.
     Midlet, den praktiske udvej til at gøre folkets fællesret til jorden gældende, er jordrentens inddragning til fælles bedste i form af grundskyld.  

     B. Grundskyld - hvad den er, og hvad den vil føre til.

     I. Vi foreslår at afskaffe alle skatter undtagen en eneste, grundskylden, som lignes på jorden efter dens værdi uden hensyn til værdien af de forbedringer, der er udført på jorden.
     Det er ikke en skat på fast ejendom, vi foreslår; thi »fast ejendom« omfatter også forbedringerne på jorden.
     Heller ikke er det en skat på jorden, thi vi vil ikke beskatte al jord; vi vil kun beskatte den jord, der har en værdi, som er uafhængig af forbedringerne, og vi vil kræve skat (skyld) af den i forhold til denne værdi.
     Det er ikke nogen ny skat, vi foreslår at indføre, eftersom vi jo allerede nu tager nogen skat af grundværdierne, idet vi tager skat af fast ejendom.
     For at gennemføre grundskyldsystemet har vi kun nødig at afskaffe alle andre skatter end ejendomsskatten og af denne igen hele den del, som nu falder på bygninger og andre forbedringer. Vi beholder således kun den del, der nu falder på den nøgne jords værdi, og denne skat eller skyld øger vi, indtil vi så nær som muligt inddrager den fulde jordværdirente.
     At jordværdien alene vil være tilstrækkelig til at yde alle fornødne offentlige indkomster, både de kommunale og de statslige, er der ingen tvivl om.
     II Vi kan gøre regning på, at grundskyldsystemet har følgende fortrin:
     1) Det vil afskaffe en hel hær af skatteopkrævere og andre embeds- og bestillingsmænd, som det nuværende skattesystem nødvendiggør, og tilføre statskassen en langt større del af den sum, der afkræves folket. Samtidig vil det gøre regeringen mere hæderlig, idet det gør den enklere og billigere.
     Det vil frigøre os for de skatter, som nødvendigvis avler svig, mened, bestikkelse og uredelighed, og som lægger tyngsel på bravhed og samvittighedsfuldhed, altså på de egenskaber, som et folk allerdårligst kan undvære.
     Da jorden ligger under åben himmel og ikke kan skaffes af vejen, og da dens værdi er nemmere at fastslå end alle andre værdier, kan den skyld, vi vil indføre, opkræves med de mindst mulige omkostninger og med det mindst mulige pres på den offentlige moral.
     2) det vil i meget høj grad øge formuefrembringelsen ved at fjerne de byrder, der nu tynger på flid og virksomhed.
     Lægger vi skal på huse, får vi færre og dårligere huse. Lægger vi skat på maskiner, får vi mindre maskineri. Skat på handel, mindre handel. Skat på kapital, mindre kapital. Skat på spareskillinger, færre spareskillinger.
     De skatter, vi vil frigøres for, er derfor dem, der nedstemmer virksomheden og formindsker formuen.
     Lægger vi derimod skat på jord, bliver der ikke mindre jord. Tværtimod: skat på jordværdierne har den virkning, at jorden bliver lettere tilgængelig for den menneskelige virksomhed. Den gør det nemlig vanskeligere for dem, der ejer værdifuld jord, at holde denne uudnyttet for at opnå højere priser for den i fremtiden.
     Medens afløsningen af skatter på arbejde og arbejdsprodukter vil frigøre produktionens aktive element (arbejdskraften), vil jordværdiernes inddragning ved grundskyldpåligning frigøre dens passive element (jorden), idet spekulationsværdierne tilintetgøres, og det bliver umuligt at holde jord, som der er brug for, ude af brug.
     Enhver, der i vore dage vil bruge sine øjne og se den uudnyttede eller kun halvvejs udnyttede jord, den ledige arbejdskraft og den mere eller mindre dårligt udnyttede kapital, vil få en forestilling om, hvor vældig formuefrembringelsen ville blive, dersom alle producerende kræfter frit kunne komme i virksomhed.
     Beskatning af arbejde og arbejdsprodukter på den ene side og manglende skyldafgift af jorden på den anden side fremkalder en uretfærdig fordeling af formuen. Rigdomme, som verden aldrig før har set mage til, ophobes på enkeltes hænder, og samtidig bliver de store masser af folket stadig forholdsvis fattigere.
     Skat på arbejde og arbejdsprodukter må nødvendigvis falde tungere på de fattige end på de rige. Den driver priserne i vejret og nødvendiggør derved en større indsats af kapital i alle forretninger, og den giver følgelig de store kapitaler et fortrin. Og den giver, ja, er i nogle tilfælde ligefrem beregnet på at give sammenslutningerne og trusterne særfordele og monopoler.
     På den anden side: når der ingen grundskyld svares, bliver nogle mennesker i stand til at skabe sig store formuer ved jordspekulation og grundværdistigning – formuer, de ikke selv har frembragt, men tilegnet sig af andres frembringelser.
     Denne uretfærdige formuefordeling udvikler på den ene side en klasse af mennesker, der er ørkesløse og ødsle, fordi de er for rige, og på den anden side en klasse af mennesker, der er ørkesløse og ødsle, fordi de er for fattige. Den berøver menneskene den kapital og de muligheder, hvorved de ville kunne blive til dygtigere producenter. Den mindsker således i høj grad formuefrembringelsen.
     Den uretfærdige fordeling, der skaffer os hundredmillionærer på den ene side og vagabonder og fattiglemmer på den anden, avler tyve, spillere og samfundssnyltere af alle arter, og den kræver store pengeudgifter og stor energiudfoldelse til politiværn, retsvæsen, fængselsvæsen og andre midler til ordenens opretholdelse.
     Den opelsker pengegridskhed og rigdomstilbedelse. Den forårsager en bitter kamp for tilværelsen, en kamp, der avler drukkenskab og volder sindssyge. Den driver mennesker, der burde udnytte deres energi i hæderlig virksomhed, til at bruge deres tid og deres kræfter til at snyde hinanden og rane fra hinanden.
     Foruden det moralske tab ligger der i alt dette et uhyre økonomisk spild, som grundskylden ville spare os for.
     Jordmonopolet er hovedårsagen til, at befolkningen stuves alt for tæt sammen på visse steder og spredes alt for meget på andre. Dette vil grundskylden gøre en ende på.
     Vi har snese af familier boende under et og samme tag, medens andre bor enkeltvis i jordhytter på prærien, langt, langt borte fra deres naboer – nogle, der bor meget tættere sammen, end tjenligt er for den moralske, sjælelige og legemlige sundhed, og andre, der bor alt for spredt til at kunne nyde godt af samlivets oplivende og dannende indflydelse. Det spild af sundhed og sjælekraft, som derved voldes, og det spild al arbejde, som voldes af al den unødvendige transport, medfører store økonomiske tab, som grundskylden ville spare os for.
     Lad os vende os til den etiske side af sagen og overveje spørgsmålet om grundskyldens retfærdighed.
     Ejendomsretten hviler ikke på menneskelige love. De menneskelige love har ofte tilsidesat og krænket ejendomsretten. Ejendomsretten hviler på naturlove, dvs. på Guds lov.
     Ejendomsretten er klar og absolut. Enhver krænkelse af den, hvad enten den skyldes et enkelt menneske eller en hel nation, er en overtrædelse af Guds bud: »Du må ikke stjæle!«
     Den, der fanger en fisk, avler et æble, opdrætter en kalv, bygger et hus, syr en frakke, maler et billede eller laver en maskine, har udelukkende ejendomsret til hver især af disse ting, og dermed følger ret til at bortgive, sælge eller borttestamentere tingen.
     Men hvem dannede jorden, således at noget menneske har en tilsvarende ejendomsret til den, eller ret til at bortgive, sælge eller borttestamentere den?
     Da jorden ikke er frembragt af os, men kun er et midlertidigt bosted, hvor det ene slægtled følger efter det andet, og da vi finder os selv her og åbenbart er her med ligelig lov fra Skaberens side, er det klart, at ingen af os kan have nogen udelukkende ejendomsret til jord. Alle menneskers ret til jord må være ligelig og uafhændelig.
     Der må imidlertid gives en udelukkende ret til at besidde jord, thi den, der bruger jord, må have den i ukrænkelig besiddelse for at kunne høste frugten af sit arbejde. Men hans besiddelsesret må være begrænset af alle menneskers lige store ret, og den er derfor betinget af, at han til samfundet svarer fuldt vederlag for enhver særfordel, der ved jordbesiddelsen er overdraget ham.
     Når vi tager skat af huse, afgrøder, penge, bohave o.lign., fratager vi de enkelte noget, som med rette tilhører dem. Vi krænker ejendomsretten og gør os i statens navn skyldige i røveri.
     Når vi tager skyld af grundværdierne, fratager vi ikke de enkelte noget, som med rette tilkommer dem, men noget, som tilhører samfundet, noget, som ikke kan overlades de enkelte uden at røves fra andre.
     Jordværdien har ikke som værdien af huse, heste, skibe, klæder eller andre arbejdsskabte ting noget med produktionsomkostninger at gøre, thi jorden er ikke frembragt af mennesker, men skabt af Gud. Jordværdien fremkommer ikke ved den enkeltes arbejde på jorden, thi den værdi, der fremkommer derved, er en forbedring af værdi. At der knytter sig værdi til et eller andet jordstykke vil sige, at det er særlig attråværdigt, og at man er villig til at give en ekstrabetaling, en præmie, for retten til at bruge det. Retfærdighed kræver naturligvis, at denne værdipræmie inddrages af samfundet til alles tælles bedste, for at alles lige ret kan blive fyldestgjort.
     Værdien af en bygning såvel som værdien af varer eller hvad andet, der med rette kan kaldes formue, er fremkommet ved enkeltmands virksomhed og hører derfor med rette enkeltmand til. Men jordens værdi opstår kun ved samfundets vækst og udvikling og hører derfor med rette samfundet til. Denne værdi må inddrages til fælles brug, om man vil undgå at avle jordspekulation og monopolmagt, der fremkalder kunstig mangel, hvor Skaberen har frembragt overflødighed for alle dem, han har givet livet.
     Det er således en krænkelse af retfærdigheden at tage skat af arbejdet eller de ting, der er frembragt ved arbejde; men det er lige så fuldt en krænkelse af retfærdigheden at undlade at tage skyld af jordværdierne.
     Vi tror, at grundskyldreformen er den største og mest dybtgående af alle reformer.
     Vi tror ikke, at den vil omskabe den menneskelige natur. Men den vil medføre vilkår, under hvilke det bedste i menneskenaturen kan udvikle og udfolde sig, medens det nu i mange tilfælde er det dårligste i menneskenaturen, der fremmes.
     Grundskyldreformen vil give lejlighed til en så vældig produktion, at vi nu næppe er i stand til at fatte det.
     Den vil sikre en retfærdig formuefordeling.
     Den vil løse arbejderspørgsmålet og sprede de mørke skyer, der nu samler sig over civilisationens horisont.
     Den vil gøre en ende på uforskyldt fattigdom.
     Den vil hæmme den fordærvelige gridskhed efter vinding.
     Den vil sætte menneskene i stand til at være i det mindste så hæderlige, så sanddru, så hensynsfulde og så højsindede, som de selv ønsker at være.
     Den vil fjerne fristelsen til løgn, mened, bestikkelse og lovovertrædelse.
     Den vil åbne alle, selv de fattigste, adgange til en stigende civilisations velvære og dannelse og større livsmuligheder.
     Den vil således – det tror vi i ydmyghed – bane vejen for det rettens og retfærdighedens, fredens og lykkens rige, som mesteren bød sine disciple at bede og arbejde for.
     Det er ikke, fordi grundskylden er en lovende opfindelse eller et snildt udtænkt system, at vi venter, den skal udrette alt dette; men det er, fordi den indebærer en afpasning af de vigtigste og mest fundamentale samfundsindretninger efter den højeste retfærdigheds lov, fordi den er entydig med vore vigtigste samfundsloves grundlæggelse på det princip, at vi skal gøre imod andre, hvad vi vil, de skal gøre imod os.

Fortsættes: Læren udbredes