Henry George. Hans liv og hans værk

Barndommen.      Henry George er født i Philadelphia den 2. september 1839. Hans forældre var begge af jævn, borgerlig engelsk æt. De havde 10 børn, 6 piger og 4 drenge; men de to yngste døtre døde tidligt. Henry var nr. 2 i rækken og den ældste af drengene.
     Faderen, Richard George, var bogforlægger, men havde tidligere været skriver på toldboden. I sine drengeår havde han været »A, nr. 1« blandt sine kammerater og fører for en tapper skare; han havde da følgende leveregel: »Gør intet, som du må skamme dig over, og lad intet levende menneske gå dig for nær!« I sine ungdomsår havde han været en dygtig idrætsmand og sømand, der kunne svømme som en and og løbe godt på skøjter, styre en båd og gå til tops som den bedste matros. Moderen, Catharine Vallance, havde fået en god opdragelse i en kostskole. Sammen med en søster ledede hun selv en lille privatskole, da Richard George tog hende til hustru.
     I 17 år virkede Richard George som forlægger. På hans forlag udkom kun religiøse skrifter (søndagsskolebøger o.lign). I året 1848 blev forholdene med hensyn til boghandelen således, at det lille forlag ikke længere kunne svare sig; han opgav det da og vendte tilbage til toldboden; der var han nu ansat i omtrent 14 år.
     Richard George og hans hustru var ivrige og nidkære kirkefolk. Streng, alvorlig gudsfrygt prægede det lille hjem. Der holdtes morgen- og aftenbøn hver dag; om søndagen var man til gudstjeneste i kirken både morgen og eftermiddag, tit endog om aftenen med. En biskop Horstmann fra Cleveland, der i sine drengeår kendte Georges familie, har sagt: »Jeg kan huske, at jeg så Henry George gå til kirke hver søndag. Han gik imellem sine to ældste søstre, og forældrene fulgte bagefter – alle pæne, pyntede, stille.«
     På den tid, da Henry George var lille, gik det godt med bogforlaget. Familien havde derfor sit gode udkomme. Børnene blev da sendt i privat skole hos en fru Graham, og der gik Henry i skole i 3 år. I sit niende år kom han i en offentlig skole; men et år senere blev han sat i en kirkeskole. Der blev han dog heller ikke ret længe. Skønt faderen nu ikke mere udgav kirkelige bøger, havde han opnået at få Henry i kirkeskolen på de samme billige vilkår, som ellers kun gjaldt for præstesønner. Drengen syntes, at det var noget, han ikke rettelig havde adkomst til, og han troede, at alle de andre drenge i skolen vidste noget derom. Det var måske grunden til, at det ikke gik ham rigtig godt der. Han bad i hvert fald om lov til at komme ud af skolen, og hans fader føjede ham. Derefter blev han i nogen tid undervist af en hr. Lauderbach, som skulle forberede ham til optagelse på gymnasiet. Henry George syntes altid siden, at det bedste udbytte af hele sin smule skolegang fik han i den korte tid, da hr. Lauderbach underviste ham. Lidt over 13 år gammel kom Henry George så i gymnasiet. Det var en god skole, men han sagde dog senere hen i livet, at han mest drev og spildte sin tid der. Måske lokkede verden ham; måske havde han også en følelse af, at han nu selv burde sørge for sit ophold. Familien var jo blevet stor, og faderen havde kun sine 800 $ fra toldboden. Nok er det: efter knapt 5 måneders skolegang kom Henry George ud af skolen. Det var ham selv, der havde ønsket det, og han fik sin vilje. Han kom nu ikke til at gå i skole mere, men blev sat til praktisk arbejde. Han var da ikke fyldt 14 år.
       Det var således kun en ringe og brudstykkeagtig skoleuddannelse, Henry George fik. Mange, især iblandt de såkaldte lærde, har derfor også senere haft svært ved at forstå, at han skulle være blevet til noget andet og mere end en flink dilettant. Historien er jo imidlertid fuld af talende vidnesbyrd om, at naturen selv ofte har fostret og udviklet de største mennesker. Havde Henry George gået den sædvanlige slagne skoleuddannelses vej, var han muligvis blevet til en lærd pedant som så mange andre; men nu blev han i det praktiske livs skole den originale tænker og geniale seer.
     Hans første plads var i en glas- og porcelænsforretning, hvor han var beskæftiget med afskrivning og indpakning og hvor han tillige måtte løbe ærinder. Lønnen var 2 $ om ugen. Senere fik han noget skrivearbejde på et søvæsenskontor.
     Men skønt Henry George helt havde sagt skolen farvel, blev hans åndelige uddannelse dog ikke standset. Han var kommet til at elske læsning. Først lærte han bibelen at kende, og ved læsningen af denne bog, der havde så stor indflydelse på de ældres tænke- og væremåde, fyldtes hans sjæl med tusinder af levende billeder. I de bøger, som faderen havde udgivet, læste han meget om missionærerne og deres oplevelser i fremmede lande. Også andre bøger fik han fat i: historie, rejseskildringer, eventyr og poesi. Sit ægte demokratiske sindelag og sin sans for det praktiske havde Henry George nærmest efter faderen, men sin kærlighed til poesi havde han efter moderen. Hun kunne endnu som ældre huske en mængde af de digte, hun havde lært som ung pige, og fremsige dem, vers efter vers. Hun elskede Walter Scotts digtning, og hun havde smag for Shakespeares skuespil, skønt hun rigtignok aldrig havde set noget af dem på teatret. I en tale i Liverpool mange år senere sagde Henry George: »Jeg er opdraget i en meget streng tro. Min familie og de folk, som jeg kendte i min barndom, var af den mening, at teatret er et meget slemt sted, og de ville ikke på nogen måde komme der.« Af religiøse grunde var meget i romanernes og eventyrenes verden forbudt ham; men så blev et og andet læst i smug på kvistkammeret. Bog efter bog blev slugt med en iver, som viste, at den unge sjæl var i stærk virksomhed. Henry George sugede kundskab, som den tørre jord om sommeren indsuger regn. Og det, som han optog i sig, holdt han fast.
     Ved en onkels hjælp fik Henry George i 15 års alderen adgang til at høre folkeligt videnskabelige forelæsninger på Franklin-instituttet. Dette institut var opkaldt efter den navnkundige philadelphiaborger Benjamin Franklin og var på den tid en udmærket læreanstalt. Her åbenbaredes naturlærens vidundere for Henry George gennem et letfatteligt sprog og til dels ved hjælp af lysbilleder. Denne undervisning lyste op i ham, og den kom på en sund måde til at gå hånd i hånd med den omfattende læsning, som han af egen drift havde kastet sig over.
     Henry Georges fader vidste meget at fortælle om søen og sømændenes færd. Når han og sønnen gik sammen langs med havnen, talte de om skibene, om vind og vejr, om havets og de fremmede landes vidundere. Skibsværfterne kom derved til at øve en stærk tiltrækning på drengen. Der var hans bedste tumleplads, og der tilbragte han meget af sin legetid sammen med sine kammerater, klatrede i skibene, svømmede og sejlede med legetøjsbåde. Der drømte han om at drage ud til fremmede, fjerne lande og søge lykken. Læsningen gav disse drømme næring, og til sidst blev hans længsel efter at komme til søs så stærk, at han fik gjort udvej til at komme om bord på en gammel ostindiefarer, »Hinduen«, som skulle sejle til Australien og Indien.
     Richard George var vel ikke glad ved, at drengen ville til søs; men han vidste, at han bar på længselen, og han kendte hans viljestærke natur; derfor fandt han det klogest at give efter. Han var vel i virkeligheden også bange for, at sønnen skulle løbe sin vej, hvis han modsatte sig hans ønske. Han huskede, hvorledes det var gået ved en tidligere lejlighed: Henry havde engang, mens han gik i skole, givet sin moder et næsvist svar, og derover var faderen blevet vred, havde irettesat ham og givet ham et slag. Men at blive slået af sin fader var noget så usædvanligt, at han blev yderst krænket derover, tog sine skolebøger og lidt mad med sig og gik sin vej med det forsæt aldrig at komme tilbage mere. Han blev borte til klokken halv ti om aftenen. Da vendte han tilbage, tam i sindet, og fik tilgivelse. Richard George var klar over, at når drengen skulle til søs, så skulle det være med forældrenes samtykke. Han sagde altså ja; men han bad skibskaptajnen om ikke at gøre hans køjeplads for hyggelig og i det hele taget lade ham føle sømandslivets hårdhed, for at han om muligt kunne få sin lyst styret på denne ene rejse.
     Rejsen gik til Melbourne i Australien og Calcutta i Indien.

Til søs.
16-17 års alderen.      Australien og Indien lå for drengens indre syn som et strålende hav af guld.
Australien, dette øfastland, der var næsten lige så stort som De Forenede Stater og tegnede til at kunne blive disses medbejler på den sydlige halvkugle, havde netop tiltrukket sig verdens opmærksomhed. Der var nemlig i begyndelsen af halvtredserne opdaget guldlejer, og rige skatte var draget frem af jorden, næsten lige så rige som dem i vidunderlandet Californien. Australien var det ny lykkens land, hvor fattige, ukendte mænd blev rige på en eneste dag. Og Indien, dette mærkelige land med junglekrat og aber, tigre og elefanter, med opiumsrygere, malede afgudsbilleder og sære lærdomme; dette hemmelighedsfulde land, som var gammelt, da Ægyptens pyramider var unge, hvor strålede det ikke for ham gennem sit pragtfulde tropiske løvværk med glimt af guld og kostelige stene! Alt, hvad han som dreng havde læst, lige fra bibelen til »Tusind og een nat«, og alt, hvad han havde hørt, både i prædikener og foredrag, både af sømænd og rejsende, brændte i hans sind og gjorde ham ivrig efter at komme af sted.
     Søndag den 1. april (1855), efter gudstjenesten, fik Henry George en bibel. Næste morgen sagde han farvel til sine forældre, slægtninge og venner og rejste til New York, hvorfra »Hinduen« skulle afgå en af de nærmeste dage. Man har endnu et par breve, som han skrev på skibet, inden han kom af sted; (der er mange stavefejl i dem). I det ene at dem står der bl.a.: »Jeg spiste i dag mine første måltider på sømands vis, og jeg var slet ikke ked af det. Arbejdet i den friske luft giver sådan en appetit, at man kan spise næsten hvad det skal være. Vi stikker til søs på mandag morgen tidlig. Hvor ville jeg dog gerne se jer alle en gang endnu, inden jeg skal at sted! Men det er umuligt.«
     Det varede imidlertid flere dage, inden »Hinduen« kom af sted, for det var vanskeligt at få tilstrækkeligt mandskab. En af de dage hændte det, at bådsmanden, som var i lag med at splejse, sendte drengen efter en smule tjære. Han så sig om efter en pind til at tage den med; men sømanden bød ham uden videre tage tjæren med hånden.
     I det andet brev, som han skrev til sin moster, står der: »Når I læser dette brev, må I huske på, hvor det er skrevet: på låget af min kiste i agterkahytten. Jeg må dyppe min pen i flasken næsten for hvert ord. Farvel, far og mor, tanter og onkler, brødre og søstre, fætre og kusiner og venner! Gud velsigne jer alle sammen, og gid vi alle må mødes igen!«
     Så stak da »Hinduen« i søen, og med en ladning på 500.000 fod tømmer og en besætning på 20 mand i alt gav den sig på sin lange rejse. Henry George førte dagbog på denne rejse, og enkelte udtog af denne sømandsdagbog skal her vedføjes:
     – 11. april: »Det vil vare længe, inden vi kommer tilbage til denne verdensdel igen. Tolv hele måneder; hvordan skal de gå?«
     – 15. april: »Første søndag på havet. I stedet for at sidde i St. Pauls kirke pløjer vi nu oceanet tusinde mile borte.« Tankerne vendte stadig tilbage til hjemmet, og mere end een gang skrev han omtrent således: »Hvad ville jeg ikke give for at være hjemme til frokost !«
     – 12. august: »Hele natten voldsomme byger med vind og hagl. Skibet tog stadig vand ind. En sø, som kom ind midtskibs, nåede helt agterud og fyldte kahytten med vand.«
     – 13. aug.: »Stærk vind fra vest med stærke hagl. Og regnbyger. Vejret koldt. Der lå nu og da et helt lag hagl på dækket. Det er umuligt at beskrive havets og himmelens storhed.«
     – 24. aug.: »Da vi var i færd med at rebe det store mærsesejl, blev vi glædeligt overrasket ved at høre råbet: »Land, ohøj !« Det var 2. Styrmand, som havde set det. »Hvor?« råbte kaptajnen. »Lige forude,« var svaret og rigtigt, der lå det land, som vi så længe havde spejdet efter, lige for os -- det første faste land, vi havde set i 137 dage. Det var en dejlig eftermiddag. Skyerne, som om morgenen havde mørknet solen, var nu borte. Skibet gik for en sagte vind. Utallige fugle, en slags albatrosser, fløj omkring os og styrtede nu og da ned efter en fisk. Landet var højt og øjensynlig tæt skovklædt. For de fleste af mandskabet var dette land løfternes land, hvor alle kunne få guld. De fleste af dem havde travlt med at finde ud af, hvad de skulle gøre, hvor de skulle drage hen, og hvorledes de skulle bruge pengene, når de fik dem.«
     Næste dag kastede de anker i Melbourne.
     De fik at vide, at der var dårlige tider i landet. Tusinder af mennesker var uden arbejde og uden føde. Alligevel ønskede mandskabet at komme af sted straks. De gik alle som een til kaptajnen og sagde, at de ville have deres afsked. Det nægtede han dem, men så nedlagde de arbejdet. I flere dage nægtede de at udrette noget og krævede at få den amerikanske konsul i tale. Dette skete. Konsulen kaldte dem for sig, en for en, og med loven i hånd lod han dem vide, at deres hyre ikke var til ende, før ladningen var udskibet. Kaptajnen lovede dem da, at hvis de ville blive på skibet til det var losset, ville han give dem deres løn og lade dem gå i fred. De ville have ham til at give dette løfte skriftligt; men han ville kun give dem sit ord. Da de så ikke ville genoptage arbejdet på »Hinduen«, blev de hentet af politiet og dømt til en måneds hårdt arbejde på fangeskibet. Inden kaptajnen sejlede videre, tog han nyt mandskab om bord.
     I dagbogen er der intet, der tyder på, at Henry George fandt kaptajnens fremfærd uretfærdig; men hele sagen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Han fik at se, hvilken uhyre tyrannisk magt søfartslovene lagde i en kaptajns hænder, og det blev senere af betydning for ham i den kamp, han førte for de menige sømænds ret.
     Det Australien, Henry George så, svarede ikke til det, han havde drømt om. Løfternes land blev en skuffelse. Der var ikke meget guld at få. Jordejendomsretten og spekulationen havde taget fat og spærret den fattige mand adgangen til naturens forrådskammer.
     Også Indien blev en skuffelse. Det indtryk, han fik at landet, stod siden altid levende for ham og gjorde sit til at vejlede hans tanker om samfundsspørgsmål.
     Drømmenes Indien forvandledes til virkelighedens Indien, landet med de stærke modsætninger af lys og skygge, rigdom og fattigdom, overdådighed og elendighed, landet, hvor de få har så meget og de mange så lidt, hvor ædelstenene blinker i elefanternes kostbare ridetøj, og hvor endog ådselfugle regnes for mere hellige end menneskeliv.
     I nogle blyantsoptegnelser fortæller Henry George om den travle færden på og ved Ganges. Langs med flodens bredder lå de indfødtes små bambushytter, og, nærmere ved byen, de rige englænderes skønne villaer.
     »Noget, som var ejendommeligt ved Calcutta, var den mængde døde kroppe, der flød ned ad floden i mere eller mindre opløst tilstand, helt dækkede af krager, søm var i lag med at hakke dem i stykker. Første gang, jeg så et at disse lig, fyldtes jeg med rædsel og væmmelse, men ligesom de indfødte vænnes man snart til dem og hører op med at lægge mærke til dem.«
     Medens skibet lå for anker i Calcutta, gjorde Henry George udflugter i omegnen. Men det største, han oplevede der, var dog vistnok det, at han fik brev hjemmefra, det første brev siden afrejsen.
     Den 15. januar 1856 styrede »Hinduen« med en ladning på omtrent 1200 tons ris, sæd osv. og med nyt mandskab ned ad Gangesfloden og hjemefter. I sin dagbog skrev Henry George den 1. April: »Et år er gået siden hin søndag, da jeg sagde farvel til mine venner, et år, som for mig har været rigt på oplevelser, og som vil få megen indflydelse på mit valg af livsstilling, måske mere, end jeg nu kan se.«
     Den 14. Juni kastede »Hinduen« anker i New Yorks havn efter en 14 måneders rejse.

I bogtrykkerlære.
17-18 års alderen.           I hjemmet var der meget, som var godt og tiltrækkende for den unge George; men der var også meget, som han følte sig tynget og trykket af. Livet til søs havde givet ham smag for frihed i tanke og handling; men i hjemmet var det således, at selv det uskyldigste kortspil regnedes for synd, og en køretur på en søndag regnedes for en vanhelligelse af Herrens dag. Den energiske unge mand fik atter udlængsel, og da der ikke i øjeblikket kunne findes nogen passende beskæftigelse til ham til lands, tænkte han atter på at komme til søs. Hans forrige kaptajn rådede ham dog stærkt fra det, og forældrene var også meget stærkt imod det.
     Da lykkedes det endelig faderen at få ham sat i lære i et større bogtrykkeri i Philadelphia. Formålet dermed var trefoldigt: at holde sønnen hjemme, at skaffe ham en livsstilling og at lære ham at stave rigtigt. Hans retskrivning var nemlig alt andet end god.
     Læretiden i bogtrykkeriet er et betydningsfuldt trin i Henry Georges udvikling. Han blev kendt med et helt nyt område af menneskelig virksomhed, og de mennesker, han kom til at omgås, havde en ikke ringe åndelig dannelse. En mand, som i 1856 var sætter på trykkeriet, har senere udtalt: »Henry George var en mærkværdig forstandig dreng. Han var altid i ordskifte med en eller anden af lærlingene. Han kom da i den vane at komme til mig om hjælp, når han skulle have sine påstande godkendt, hvad enten det gjaldt historiske eller politiske emner.« Han samlede sig således en del kundskaber og lærte både at iagttage og at fremsætte sine tanker. Mange ting, som andre ikke ænsede, gemte han i sin hukommelse, og meget af det kom senere til orde i hans skrifter.
     På den tid, da Henry George stod i bogtrykkerlære, var det, at et socialøkonomisk spørgsmål første gang for alvor satte hans tanker i virksomhed. En gammel bogtrykker sagde engang til ham, at arbejdslønnen altid er høj i de ny lande og lav i de gamle. Drengen prøvede at sammenligne De Forenede Stater med Europa, og dernæst Californien og Australien med Pennsylvania og New York. Den gamle bogtrykkers udtalelse syntes at være rigtig nok; men hverken han eller drengen kunne sige hvorfor. Spørgsmålet havde imidlertid sat sig fast i hans tanker og ventede på svar.
     I 50-erne satte slavespørgsmålet alle sind stærkt i røre. Det republikanske parti, der var imod slaveriet, dannedes; men Richard George var demokrat, og han og hans hustru havde endnu det gamle syn på tingene. Sønnen blev ivrigt optaget af spørgsmålet og stredes med sin moder derom. Han var modstander af slaveriet, men hun holdt på det for fredens og for ejendomsrettens skyld, og fordi hun mente at finde støtte derfor i skriften. Hun påstod, at fortællingerne om slavemishandling var overdrevne; nogle slaveejere var måske nok brutale, men de fleste at dem var det sandsynligvis ikke; de fleste af dem var utvivlsomt menneskelige mennesker ligesom hun selv. Drengen holdt tappert sin stilling og svarede, at hun talte om, hvad slaveejerne sandsynligvis gjorde, men han talte om, hvad de kunne gøre; »for hvis slaverne er ejendom, så kan deres herrer, som jo har lov til at gøre med deres eget, hvad de vil, mishandle dem, eller endog dræbe dem, om de har lyst.« Man mærker her, ikke alene den unge Georges selvstændighed overfor tilvænnet opfattelse og politisk partimening, men også hans stærke krav om, at moralens, etikkens bud skal være den højeste lov også i praktisk politik.
     Mange år senere skrev Henry George: »Jeg husker godt, hvorledes jeg atter og atter har hørt slavespørgsmålene blive slået ned med den erklæring, at negrene var deres herres ejendom, og at frigive en mands slave uden at betale for ham var lige så stor uret som at tage hans hest fra ham uden at betale for den.«
     Ilter og voldsom, som Henry George i sin ungdom var, kunne han tit pludseligt skifte sind. Fra september 1856 til juni 1857 havde han arbejdet stadigt på trykkeriet; men så kom han en eftermiddag i ordstrid med en arbejderformand, der havde villet hovmestrere ham, og straks forlod han sin plads.
     Det var nu hans ønske at komme ud i vesten, hvor nogle kendinge havde givet ham udsigt til bedre løn for bogtrykkerarbejde. Men det var en lang rejse til Oregon eller Californien, og han måtte vente på bedre lejlighed.
     Sammen med nogle kammerater stiftede han på denne tid et litterært selskab, som imidlertid efterhånden blev alt andet end litterært. Man fortalte spøgelseshistorier, boksede, fægtede og drev andre løjer. Men hvor uskyldigt alt dette end kan have været, så viser det dog tydeligt, at hjemmets indflydelse var ved at gå tabt.
     Det liv, Henry George førte, tilfredsstillede ham ikke. Han tog da plads på en skonnert, der sejlede med kul fra Philadelphia til Boston. På denne rejse høstede han megen ros for sin dygtighed som sømand, og det var han altid siden stolt af.
     Efter denne lille sørejse syntes udsigterne til lands ham endnu mørkere end før. Han ejede snart ikke en skilling og måtte afkræve en ven 5 dollars, som han havde tilgode. Nogle dage senere skrev han til et medlem af kongressen og bad ham om hjælp til at få en plads om bord på et af fyrvæsenets skibe, den lille damper »Shubrick«, som skulle til Californien. Til sin store glæde fik han pladsen som magasinforvalter på skibet med en løn af 40 $ om måneden. Men han måtte rigtignok ligesom det øvrige mandskab underskrive en kontrakt, som gjaldt et helt års tjeneste – altså ikke bare en rejse til Californien. Og mere end en sådan rejse havde han jo ikke ønsket.
     Den 22. december 1857 sagde han farvel til sine kære, og med den lille damper gav han sig på den lange rejse sønden om Sydamerikas sydspids. Han var da 18 år gammel.

Til Californien.
19 års alderen.      Det er interessant at se, hvorledes Henry George i 18-19 års alderen dømte om sig selv. Følgende er et lille udtog af nogle optegnelser fra den tid: »Er varm, hengiven, inderlig og trofast i kærlighed. Er ikke nogen stor børneven. Er stærk i sit venskab; rede til at tage sine venner i forsvar; kan dog af og til blive usåttes med dem. Vælger sine venner blandt dygtige, oplyste og dannede mennesker; undgår dumrianer. Holder umådelig meget af at rejse; har en umættelig lyst til at komme ud og se verden. Kan let blive vred, men kan ikke gemme på vrede, medmindre krænkelsen er dyb eller forsætlig øvet. Kan have dristige og originale tanker om mange ting, men kan kun med møje gennemtænke noget i sammenhæng. Er i stand til at møde vanskeligheder, overvinde hindringer, udholde lidelser, fastholde meninger, hævne fornærmelser, værne sine rettigheder til det yderste. Ønsker penge, mere som middel end som mål. Holder sædvanligvis sine tanker, sine følelser, sine planer osv. hos sig selv. Kan længe tvinge vreden, som brænder i hans sjæl; men får den luft, da flammer den for alvor. Er langsom til at tage fat, men fører en sag frem med stor styrke, når han først engang er kommet til at interessere sig for den. Er i farens stund fuldkomment herre over sig selv og har omtanke nok til at kunne gøre netop det, som øjeblikket kræver.«
     Juledag, da »Shubrick« stævnede frem over det solbeskinnede hav, lagde vinden sig lidt, men brød derpå uden varsel løs i en voldsom storm, der ved aftenstid blev til en hel orkan. Skibet led en del skade, og en mængde ting skylledes overbord. Ved 10-tiden mente man, at der var fare for at synke, og 30 tons kul og nogle andre ting blev derfor kastet i søen. Derved frelstes skibet. Det lagde derefter ind ved St. Thomas, hvor det fik kul og blev istandsat. Mange gange senere hen i livet talte Henry George om denne gruelige storm.
     D. 6. jan. (1858) skrev han fra det skønne St. Thomas et brev hjem til sine forældre. Han ville ikke skræmme dem og omtalte derfor ikke den fare, han havde været i. Brevet slutter således: »Jeg drager nu ud i verden på egen hånd. Skønt jeg er ung af år, har jeg al god tro på mine evner til at tage, hvad der kommer. Men det vil jeg nu ikke sige mere om. Lad fremtiden alene vise det.«
     Fra st. Thomas til Barbados og derfra til Pernambuco og Rio Janeiro gik alt vel. I havnen ved Montevideo hændte det, som blev den mærkeligste oplevelse på denne rejse: Straks efter at skibet var sejlet fra Rio, brød den gule feber ud blandt mandskabet; flere blev syge, men de kom sig alle undtagen en ung maskinist. Hans sidste ønske, før han døde, var at blive jordet på land og ikke blive sænket i havet. Man ville gerne opfylde dette ønske og tog derfor liget med ind til Montevideos havn. Man fik imidlertid ikke lov til at bringe det i land, men måtte sejle ud på havet med det igen. Her blev det højtideligt nedsænket; men kisten kom op igen. Man fastgjorde nu et lille anker og nogle tunge kæder til den og sænkede den anden gang ned. Derefter sejlede »Shubrick« så helt ind i havnen. Men –vidunder! – der dukkede kisten op igen og kom drivende hen imod skibet. En båd blev sat ud; kisten blev slæbt til land, og den unge mand kom i jorden, som han havde ønsket det. Denne tildragelse gjorde et mægtigt indtryk på dem alle.
     Fra Montevideo gik rejsen gennem Magellan-strædet og derpå langs stillehavskysten, hvor »Shubrick« lagde ind til byerne Valdivia, Valparaiso, Panama og San Diego. Den 27. Maj 1858 nåede den San Francisko.

Ved Frazer floden.
19 års alderen.      Det var med blandede følelser, Henry George så sig om, da »Shubrick« gled ind igennem »Den gyldne Port« og kastede anker.
     Ved de store guldfund 10 år før havde Californien draget hele verdens opmærksomhed til sig. Nu var guldlejerne rigtignok taget i privat eje; men så lagde den vidunderligt frugtbare agerjord ny rigdomme for dagen. Den største del af San Francisko var endnu kun hytter af tøj og papir; men hele verden sendte den blomsten af ungdom og kraft. For unge, modige og eventyrlystne mennesker havde den en dragende magt.
     Rygterne om guldfund ved Frazer floden var i høj grad overdrevne. En del af det, som man troede var rent guld, viste sig at være en blanding af andre metaller, og først mange år senere opdagede man virkelig rige guld lejer længere oppe ved floden. Henry George fandt således ikke, hvad han havde søgt i de ny egne: guldet, lykken; og da han ikke kunne finde arbejde i Victoria, besluttede han at drage derfra igen. Han lånte rejsepenge af sine venner, og i slutningen af november kom han tilbage til San Francisko.

Omtumlet af lykken.
19-20 års alderen.      Uden penge vandrede Henry George om i San Franciskos gader, hvor han kun så fremmede ansigter. Han søgte arbejde, men fik alle vegne afslag. Da vendte hans sind sig til søen igen.
     Men lige med eet klarede det op til solskin for ham:
     Han mødte en dag en sætter, som han kendte fra bogtrykkeriet i Philadelphia, og ved hans hjælp fik han arbejde på et trykkeri der i byen. Det næste brev hjem var nok så fornøjeligt. Den 6. december skrev han til sin søster Jennie bl.a.: »Jeg har nu arbejde i et trykkeri og har derfor travlt hele dagen. Om aftenen læser jeg, undtagen når jeg er hos Ellen George (Hans fætters hustru); men der er jeg tit. Kvinder savner vi hårdt her. I Victoria er der næsten ingen, og man kan tydeligt se, hvad virkning det har på et selskab, at der ingen kvinder er. Jeg tjener 16 $ om ugen ved mit nuværende arbejde; men jeg skal snart se at få fat på noget, som giver mere. Hvor jeg dog gerne ville være derhjemme i aften, selv om det kun var en times tid eller to.«
     I den tid, da Henry George arbejdede som bogtrykker, boede han på et pænt hotel og levede godt. Der var bl.a. en god bogsamling, som han flittigt gjorde brug af. En engelsk rejsende skænkede netop i de dage hotellets bogsamling en ny bog: Buckle's »Civilisationens historie«. Værten prøvede på at læse den, men kunne ikke rigtig få noget ud af den. Han sagde da til en opvarter: »Giv den rødhårede bogtrykker den; han kan få noget ud af den, hvis ellers nogen kan.« Henry George tog den med op på sit værelse og sad den nat og læste i den lige til kl. 2. Den har åbenbart givet ham meget at tænke over. Af de mange hentydninger til den i »Fremskridt og fattigdom« fremgår det, at den senere hen var en af de håndbøger, han brugte mest. I bogen stod der: »Adam Smiths bog »Nationernes velstand« har haft større indflydelse på civilisationen end nogen anden bog.« Disse ord fangede den unge læsers opmærksomhed. Han søgte i hotellets bogsamling efter Adam Smiths bog; og rigtigt! Den var der. Han læste den og læste den atter, og vist er det, at »Nationernes velstand« fik en meget stor indflydelse på Henry George.
     Omtrent på denne tid kom en at Henry Georges venner, G. Wilbur, der havde været med ved Frazer-floden, tilbage til San Francisko, og han og Henry George lejede da værelse sammen. Wilbur skriver om sin kammerat: Snart efter, at vi havde lært hinanden at kende, opdagede jeg, at han var flittig og ivrig efter at samle sig kundskaber, og da vi var kommet til at bo i værelse sammen, vågnede jeg mangen gang om natten og så, at han læste eller skrev. Sagde jeg til ham: »Men Harry dog! Hvad er der i vejen? Er du syg? Bød han mig bare at sove, eller også spurgte han mig, om jeg ikke havde lyst til at klæde mig på og gå ud en tur med ham. Et lille slag rundt om nogle husrækker var da tilstrækkeligt, og vi gik i seng igen. Aldrig har jeg kendt et så rastløst menneske.«
     Af breve hjemmefra ser man forældrenes glæde over, at han havde fået fast arbejde. Faderen skriver (19. jan. 1859): »Det glæder mig, at det går dig så godt. Du ser nu, hvor nyttigt det er for et ungt menneske, som træder ud i livet, at have et håndværk at falde tilbage på i nødens stund. Så vidt har Gud da gjort alle ting vel; og det er min alvorlige og inderlige bøn, at Han altid vil våge over dig, indtil Han til sidst fører os alle hjem til sit evige rige.«
     Henry Georges arbejde ved bogtrykkeriet var dog snart til ende. Der var ikke arbejde nok, og da han ikke ville gå ledig, tog han plads som vejer på en rismølle.
     D. 17. marts skrev hans moder: »Det gør mig ondt, at Ellen er rejst fra dig, skønt det naturligvis er rigtigt; hun bør jo være hos sin mand. Jeg håber, du har lært nogle af hendes venner at kende, så du kan tilbringe en aften i selskab en gang imellem. Jeg tror ikke, det er godt at være uden selskab, allermindst uden kvinders selskab. Men her må du være varsom; for hvis kvinderne ikke er af den rette slags, så vil de lægge dig øde i stedet for at gøre dig bedre. Jeg kan godt lide, at du er tidligt på færde om morgenen; men dine ensomme timer synes jeg ikke om. Du bør have nogle få gode venner.«
     Henry George havde allerede i nogen tid tænkt på at drage til minerne længere inde i landet og prøve sin lykke der. Nu gjorde han alvor at det; men det var ingen let sag. Mineegnene var en landstrækning omtrent så stor som England, og det var ikke nemt at vide, hvor i disse egne man skulle slå sig ned. Han gav sig imidlertid på vej. Han drog af sted til fods, han havde ikke råd til andet. »Jeg var i virkeligheden, hvad man ville kalde en landstryger. Jeg havde lidt penge, men for at spare dem sov jeg i folks lader, og jeg havde det i det hele taget hårdt,« har han senere sagt. Pengene slap snart op, og for at bjærge livet måtte han tage tjeneste som karl og gøre bondearbejde, skønt han var lille og spinkel. Han nåede et godt stykke frem mod minerne, men nøden tvang ham til at vende om. Med stor møje og under megen lidelse arbejdede han sig igen tilbage til San Francisko. Dette havde varet i to måneder, de hårdeste to måneder, han endnu havde oplevet.
     På samme tid fik han at vide, at Ellen George, som han havde holdt så meget af, var død. Dertil kom så, at der kun var dårlig udsigt til at få arbejde i San Francisko. Han var yderst nedtrykt; men han søgte at skjule det for sin familie. Alt håb om at finde lykken i guldminerne havde han opgivet; næsten også alt håb om at blive til noget på landjorden i det hele taget. Atter vendte hans hu sig da til søen. Men da mødte han for anden gang sin ven, sætteren, og fik ved hans hjælp arbejde ved et trykkeri.
     Nu blev det alvor med at lære bogtrykkeriet. Han arbejdede af alle livsens kræfter, somme tider til kl. 1-2 om natten. Han følte, at han havde forsømt noget, og det skulle nu indhentes. Henry George var ved at blive en mand.

»Aftenbladet«.
21-22 års alderen.      Året 1860 oprandt lyst og lovende for den unge bogtrykkerlærling. Nytårsdag var han sammen med nogle venner, deriblandt to af kammeraterne fra »Shubrick«. De talte om deres tidligere eventyr og havde det meget fornøjeligt. Om aftenen var de i teatret og så »Richard III«. Det må være til denne teateraften, Henry George hentyder, da han 30 år senere holder en tale i San Francisko og bl.a. siger: »Jeg husker, at jeg en nytårsaften, efter at jeg var kommet tilbage fra landet ved Frazer-floden, sad i det gamle amerikanske teater. Et nyt tæppe blev rullet ned. Vi sprang op alle sammen; thi på tæppet var der malet et billede af det, som dengang var vor fremtidsdrøm: jernbanetogets komme til San Francisko. Efter at vi havde jublet og skreget, til vi var hæse, begyndte jeg at tænke over, hvor godt det nu egentlig ville være for folk som mig, folk, der ikke har andet end deres arbejde. Disse tanker voksede og voksede. Vi håbede alle, både rige og fattige, på Californiens fremgang; alle var vi stolte at dets kommende storhed; alle så vi fremad til den tid, da San Francisko ville være en at verdens storstæder, fremad til den tid, da dette vestens store rige skulle tælle sit folk i millioner. Men midt under alt dette dukkede det op i mig, hvad en gammel minearbejder havde sagt, dengang vi var på vej op til Frazer-floden: »Jo mere landet går fremad, jo mere folkemængden øges, desto mere går arbejdslønnen ned.««
     Et par gange endnu fristedes Henry George af minerne, som der gik eventyrlige frasagn om. Men han holdt sig dog og blev ved sit håndværk. Han blev da også svend, samtidig med at han fyldte sit 21. år og blev myndig.
     Ved denne tid lærte Henry George den kvinde at kende, som siden blev hans hustru. Hun hed Annie Fox og var dengang 17 år gammel. Hun var af den katolske tro og var lige kommet fra en klosterskole. Hun var født i Australien, var datter af en engelsk officer og var af blandet engelsk og irsk blod. Hun var forældreløs og boede nu efter endt skolegang sammen med sin gamle og svage mormoder i San Francisco.
     Ved nytårstid 1861 blev det ugeblad, i hvis trykkeri Henry George arbejdede, solgt, og derved kom han igen ud af sin stilling.
     Sammen med fem andre fattige bogtrykkere gav han sig nu til at være bladudgiver. Det blad, som de seks fæller udgav, hed »Aftenbladet« (Evening Journal). De var enige om selv at gøre hele arbejdet ved bladet: Samle nyheder til det, skrive, sætte og trykke det. Den 10. april 1861 skrev George til sin søster Jennie: »Jeg har arbejdet hårdt i den sidste uge. Jeg har købt en part i et lille blad, som jeg med det samme sender dig nogle numre af. Vi tager fat med det forsæt, at bladet skal betale sig eller dø. Jeg er meget træt i aften. At arbejde ved et dagblad så mange timer, som vi gør, er værre end at grave sand eller at svinge forhammeren.«
     Der foregik store ting i Amerika på den tid. Abraham Lincoln var nylig blevet præsident. Få uger efter, at han var valgt, udskilte staten Syd Carolina sig fra Unionen, og i begyndelsen af året 1861 fulgte flere andre af sydstaterne dens eksempel. Den 12. april udbrød borgerkrigen. På grund af den langsomme samfærdsel nåede budskabet herom først til San Francisko nogle dage senere, men da det kom, vakte det et voldsomt røre.
     Henry George havde den dag indbudt frøken Fox til en aftentur; men da de gik sammen, var han så hensunken i tanker, at hun spurgte ham, hvad der var i vejen. Da han svarede: »De rædsomme nyheder!« og fortalte hende, hvad der var hændt, udbrød hun: »Ikke andet? Jeg troede såmænd, Deres kære, gamle fader var død.« Han vendte sig forbavset imod hende og sagde: »Ikke andet? Hvad kunne vel være en større ulykke for dette land?« Man husker, at frøken Fox kun var 17-18 år, født i et andet land og nylig kommet fra en klosterskole!
     Breve fra hjemmet i Philadelphia viser, at man der var meget stærkt optaget at krigen. Den kom også på en vis måde familien nær ind på livet. Toldvæsenet kom i hænderne på nye embedsmænd, og Richard George fik sin afsked, så han måtte til at se sig om efter en ny levevej. Han var da 64 år gammel.
     Henry George havde adskillige gange tidligere sendt penge hjem til sine forældre, når han havde lidt at undvære; ja, selv i den sidste tid, da han havde kæmpet hårdt for at få noget ud af »Aftenbladet«, havde han sendt forældrene penge. Men nu tilbød han at sælge sin part i bladet og sende alle de penge, han kunne få for den, hjem. Det ville faderen dog ikke høre noget om. Han skrev (3. aug.): »Dit venlige brev var mig mere end sølv og guld. Det viste mig, at min kære søn, der er så langt borte fra os, er villig til at ofre, hvad det skal være, for at hjælpe sine forældre i nøden. Og således er alle mine kære børn. I sandhed, mine grå hår skal ikke gå i graven med sorg over, at jeg må savne mine børns kærlighed.«
     Den lille kreds, der var knyttet til »Aftenbladet«, arbejdede hårdt; men alligevel gik det kun småt med bladet, og derfor var det også småt med indtægterne.
     Henry George og hans søster Jennie knyttedes stadig fastere og inderligere til hinanden, og de skrev mange breve til hinanden. I et langt brev, som George skrev d. 15. sept., står der bl.a.: »Hvor jeg længes efter guldalderen, efter tusindårsriget, da enhver er fri og kan følge sine bedste og ædleste forsæt, uhindret af den trang og den nødvendighed, som den nuværende samfundstilstand pålægger ham, da enhver, selv den fattigste og ringeste, kan bruge de evner, Gud har givet ham, og ikke skal nødes til at slide og slæbe den bedste del af sit liv for at tilfredsstille fornødenheder, som ikke er synderlig højere end dyrenes! »Tørst efter guld!« Er det noget under, at mennesker tørster efter guld og er villige til at give, næsten hvad det skal være, for det? Det tjener jo dog alt: deres hjertes reneste og helligste attrå, deres ædleste kræfters udfoldelse. Sommetider føler jeg mig syg ved vort højt civiliserede livs voldsomme kamp. Jeg synes, jeg kunne have lyst til at komme bort fra byer og forretninger og finde et lunt sted på landet, hvor jeg kunne samle dem, jeg holder af, og leve tilfreds med, hvad naturen og vort eget arbejde kunne yde. Men ak! Penge, penge skal der til, selv til det. Det er værre for mig at skrive til dig end til nogen anden. Når det er forretningsskrivelser, så går det som ingenting. Men når jeg skal skrive hjem, så kradser jeg bare et par ord op, og så finder jeg mig selv hensunken i drømme. Jeg sidder og bider i mit penneskaft, mens tankerne har travlt, og timerne flyver.«
     Hårdt var det stadig med arbejdet og småt med indtægterne. Han har senere sagt: »Jeg arbejdede, til mine klæder var i laser, og tåen var ude af mine sko. Jeg sov i arbejdsrummet og gjorde mit bedste for at spare; men det endte dog med, at jeg kom i 30 $ gæld for føden.«
     I november (1861) trak Henry George sig tilbage fra »Aftenbladet«. For sin part skulle han have o. 266 $. Med dem kunne han have klaret sin gæld og endda have lidt tilovers til at tage fat med igen. Men de, der blev tilbage ved bladet, kunne ikke udbetale ham pengene straks. Det så ikke lyst ud for ham.

Frieri, bortførelse og bryllup.
22 års alderen.      Frøken Fox’s bedstemoder var nu død. En onkel var den unge piges formynder. Hendes familie havde nok lagt mærke til, at Georges klæder i den sidste tid var kommet til at se tarveligere ud. I hvert fald lod onkelen ham vide, at hvis han ikke viste bedre tegn på velstand, end han gjorde, så skulle han helst ikke så ofte komme der i huset. Dette ville George ikke uden videre lade sig byde, og det endte da med, at man helt forbød ham at sætte sin fod i Annies hjem.
     Meget af den nat tilbragte frøken Fox i bøn, og da hun næste morgen (3. december) mødtes med Henry George, sagde hun ham, at hun nu ikke længer ville blive hos sin onkel, men ville tage en plads som lærerinde. Hertil sagde Henry George: »Når De gør det, så får jeg Dem jo ikke mere at se.« »Ja, men når jeg ikke kan blive hos min familie, så er der jo ikke andet at gøre,« svarede hun. George tog da en mønt op af lommen og sagde: »Annie, det er alle de penge, jeg ejer og har, vil du være min hustru?« »Ja,« sagde hun alvorligt, »når du vil påtage dig ansvaret for vort ægteskab, så vil jeg gifte mig med dig.«
     Da de mødtes senere på dagen, sagde han hende, at han ville sende en vogn efter hende, når det blev aften. Kusken skulle komme og spørge efter fru Brown, og så skulle hun følge med straks. Hele tiden sad hun nu i dagligstuen og ventede på vognen, medens George ordnede det nødvendige: talte med nogle venner om sagen, lånte bryllupsklæder og lidt penge og lejede huslejlighed for 14 dage. Der blev nogen vanskelighed med vognen. Da kusken fik at vide, hvad der skulle gå for sig, ville han ikke være med i den historie. Han havde allerede en revolverkugle i benet, sagde han, fordi han en gang før havde været med til noget lignende. Til sidst gik han dog ind på at holde med vognen i nogen afstand fra huset, og så skulle en af Georges venner med kraven op om ørene og en blød hat ned over øjnene gå hen til huset og spørge efter fru Brown. Frøken Fox var rede og fulgte ham ud. Hun og Henry George blev viet samme aften.
     Kl. 5 næste morgen gik den unge brudgom ud for at søge om arbejde. Han arbejdede i nogle dage med tilfældigt sætterarbejde, men så hørte han, at der var arbejde at få i Sacramento. Der drog han da op, fik arbejde ved et morgenblad, tjente en god dagløn og sendte så straks bud efter sin hustru.
     Både Henry Georges moder og hans søster Jennie stred for at få de nygifte hjem til Philadelphia. I et brev den 20. april skrev Jennie: »Der er mange flere ting her til at minde os om dig, end der er derude til at minde dig om os. Her er alting ligesom knyttet til dig. Vi lever, som vi gjorde, da du rejste. Vi gør de samme ting atter og atter, kun hver gang lidt mindre lette om hjertet, thi vi føler, at vi bliver ældre og ældre, og at det ikke kan blive ved at gå som det går. Hvor vi havde det rart, da vi var børn; ikke sandt? I går blev jeg stærkt mindet om, at vi alle bliver ældre. Du ved, det var påskelørdag. Husker du, at moder altid farvede 2-3 æg til hver af os? Ak! I går farvede hun ingen. Hun tænkte slet ikke derpå, og ingen af børnene bad hende derom.«
     Et par måneder senere skrev Henry George til søsteren (Sacramento, 5. juni): »Det er kun savnet af nogle få dollars, som holder os adskilte, tvinger os til at kæmpe så hårdt og slår alle hjertets og sjælens ædleste længsler til jorden. Jeg bruger tiden til at uddanne mig, både legemligt og sjæleligt; jeg ror, svømmer eller læser. Det har åbenbart været til gavn for mig, at jeg er blevet gift; det har gjort mig både mere tilfreds og mere alvorlig i sindet, og det vil gøre mig mere duelig til at udfylde den plads, som Gud vil give mig. Annie og jeg passer så godt sammen i alder og i sind, at ægteskabet ikke medførte nogen voldsom ændring for nogen af os. Jeg føler mig ikke ældre, kære søster. Jeg holder så meget af dig som nogen sinde, og jeg synes, jeg længes så meget efter at se dig.«
     Men i slutningen af juli døde Jennie. Henry George sørgede dybt over tabet af denne sin kæreste søster. Han havde for længe siden fjernet sig fra sin barndoms tro og var kommet dertil, at han næsten fuldstændig vragede al religion. Nu ønskede han for alvor, at han kunne tro på udødeligheden.

I fattigdom.      Ved ihærdigt arbejde var Henry George kommet ud at den gæld, han havde haft i San Francisko; ja, han havde endog nået at få lidt penge tilovers; men dem satte han uheldigvis i mineaktier, som det gik galt med. Der var på grund af krigen almindelig forstyrrelse i alle forretningsforhold, og det kom snart til at se meget mørkt ud for ham. De 2-3 år fra 1862 til foråret 1865 blev vel nok den hårdeste tid i hans liv. Han og hans hustru kom ligefrem til at lide nød.
     Uro var der over dem, og de flyttede meget omkring, bl.a. for at få billigere og billigere bolig. Da én engang spurgte, hvornår de gjorde deres hus rent, svarede George i spøg: »Vi gør aldrig huset rent. Vi flytter i stedet.«
     Den 3. november 1862 fik de deres første barn, en søn, som blev opkaldt efter faderen.
     For udkommets skyld var Henry George rede til at tage fat på hvad som helst. Da Mark Twain engang var i Sacramento og holdt oplæsninger, blev han lejet til at tage billetter ved døren. I over et år arbejdede George ved et morgenblad i Sacramento; men i januar 1864 vendte han tilbage til San Francisko og søgte atter arbejde der. Straks efter at han var kommet til byen, skrev han til sin hustru: »Det er dårlige tider her; men jeg tænker, det går. I hvert fald vil vi prøve. Kæreste ven! Jeg ved ikke, hvor meget jeg holder af dig, før jeg kommer bort fra dig. Jeg tror ikke, jeg kunne leve uden dig. Og den kære lille, hvor jeg dog elsker ham !« Annie rejste straks efter til San Francisko med deres lille dreng.
     Det varede en stund, inden Henry George fik arbejde, men så foreslog en af »Aftenbladet«s udgivere ham at gå omkring og samle abonnenter til avisen. En af hans venner fik ham da til at falbyde en vridemaskine med det samme. George tog nok så tappert fat; men efter 5 dages udholdende vandren og snakken havde han ikke solgt en eneste vridemaskine og kun samlet 6-7 abonnenter til »Aftenbladet«. Han fik nu noget sætterarbejde ved dette blad; men bladet stod på meget svage fødder, og han havde vanskelighed med at få sin løn. Den part i bladet, som han solgte 2-3 år tidligere, havde han ikke engang fået helt udbetalt endnu. I nogen tid havde han selv et lille trykkeri sammen med to andre; men der måtte begyndes med gæld, og det gik meget småt med fortjenesten, så småt, at familien næppe kunne få det daglige brød. De levede mest af majsmel og mælk, kartofler, brød og stør; kød blev der ikke råd til; stør var den billigste fisk, der kunne fås. Tit gik Henry George hjemmefra om morgenen uden at have fået mad; han sagde, at han jo kunne spise i byen. Men hans hustru, som vidste, at han ingen penge havde, kunne nok regne ud, at han mangen morgen ikke fik en smule. Ingen af dem klagede. Fru George ville ikke tage varer på borg; men så skilte hun sig ved sine små smykker, det ene efter det andet, indtil hun kun havde sin forlovelsesring tilbage. Så sagde hun til mælkemanden, at hun nu ikke havde råd til at købe mælk mere, men han tilbød hende at levere mælk for nogle tryksager, og det tog hun imod. Alt imens ventede de deres andet barn. De var hungersnøden nær, da det blev født den 27. januar 1865. Efter fødselen, da lægen var gået, og moderen og barnet var faldet i søvn, gik George hen til naboens med den ældste dreng og gik så i en yderst fortvivlet sindsstemning hen i trykkeriet; men der var ingen »forretning«, og penge måtte han have. Om hvad der da hændte, har han siden fortalt følgende til en af sine venner: »Jeg gik ned ad gaden, og jeg satte mig for, at jeg ville bede den første den bedste, der så ud til at eje noget, om lidt penge. Jeg standsede en mand, en fremmed, og sagde ham, at jeg skulle bruge 5 dollars. Han spurgte, hvad jeg skulle bruge dem til, og jeg svarede: »Min hustru ligger i barselseng, og jeg har intet at give hende at spise.« Han gav mig pengene. Havde han ikke givet mig dem, så tror jeg, at jeg kunne have slået ham ihjel; så fortvivlet var jeg.«
     Men da foråret kom, var det værste overstået. George fik arbejde igen, og hans hustru betalte en måneds husleje ved at sy for værtinden.
     Følgende er dagbogsoptegnelser fra den tunge tid:
     – (25. Dec. 1864) »Satte mig for at føre en dagbog og at øve mig i fasthed, energi og flid. Føler, at jeg sidder dårligt i det og må gøre mit yderste for at holde det gående. Gik til min værtinde og sagde hende, at jeg ikke kunne betale huslejen.«
     – (26. Dec.): »Stod op et kvarter før 7. Hørte i 6 brændeudsalg om at få brænde for tryksager, men forgæves. Bestilte kun lidt på kontoret«
     – (17. Feb. 1865): »Skylder over 200 $. Jeg har haft uheld i alting. Bare jeg af mine erfaringer kunne lære at opøve de evner, som er nødvendige for at gøre lykke! Jeg har ikke sparet så meget, som jeg burde, og jeg har sat mig for at være yderst sparsommelig, indtil jeg får lidt i baghånden: 1) tjene hver en cent, jeg kan; 2) ikke give noget unødvendigt ud, 3) lægge lidt til side hver uge, selv om det kun er 5 cents, som jeg har lånt dertil; 4) ikke stifte gæld, hvis jeg kan undgå det. Jeg har foresat mig: 1) at søge at gøre enhver, som jeg kommer sammen med, til min fælle og ven; 2) at opholde mig mindre hjemme, være mere selskabelig; 3) at gøre mig umage for at tænke klart og dømme hurtigt.«
     – (19. Februar, søndag): »Stod op kl. 9. Fik lidt mel, kaffe og smør på kredit.«
     – (28. Februar): »arbejdede igen hos Strong.«
     – (29. Febr.): »fik 5 dollars af Barstow og betalte Coddington den 1 dollars, jeg lånte af ham sidste fredag.«
     – (2. Marts): »Gik til Eastman’s omtrent kl. 11 og blev sat til arbejde.«
     – (4. Marts): »Arbejdede. Fik 5$ i aften.«

Forfatter og taler.
26-27 års alderen.

     I foråret 1865 begynder Henry Georges løbebane som forfatter. Samtidig med, at han var sysselsat med tilfældigt bogtrykarbejde og med agentur for en ny slags vognbremse, begyndte han at skrive, til dels for at uddanne og øve sig, for at »opnå lethed og skønhed i udtryksmåden«. Han skrev flere små afhandlinger; den første og vigtigste var »Om brug af tiden«. Det hedder deri: »Jeg længes stadig efter velstand. Penge ville kunne bringe mig velvære og luksus, som jeg nu ikke kan opnå. De kunne skaffe mig arbejde og arbejdsfæller, som passede bedre efter min natur. De kunne sætte mig i stand til at uddanne min sjæl og give mine evner en rigere udvikling. De ville gøre det muligt for mig at skabe lykke og glæde for de mennesker, som jeg holder mest af. Det er derfor mit livs mål at samle rigdom, i det mindste mere rigdom, end jeg nu har. Om dette er rigtigt eller fejl, taler jeg ikke om nu; jeg ved kun, at det er således. Når jeg ser tilbage på den svundne del af mit liv, ser jeg, at jeg har gjort liden eller ingen fremgang, og det gør mig urolig i sindet. Ser jeg på nutiden, da kan jeg knap se, om jeg i det hele taget går fremad eller ej. Al min trøst ligger i håbet om, hvad fremtiden vil bringe. De timer, som jeg har drevet hen, ville have været tilstrækkelige til, at jeg kunne være blevet mester i hvilket som helst fag. Men da jeg altid har villet fremad i spring, har jeg aldrig rigtig kunnet rette mit sind og min opmærksomhed på de langsomme fremskridt, ved hvilke alle åndelige, og de fleste materielle goder opnås.«
     I en anden af sine første afhandlinger hilser han med glæde den ny avis, som han skriver til, fordi den skal tale arbejdernes sag »i en tid, da de fleste af vore blade og skrifter smigrer for rigdommen og magten og gerne ville have den fattige mand knust under kapitalistens vognhjul.«
     Henry George var blevet klar over, at han kunne skrive. Det var kommet pludseligt og uventet; men nu satte han sin kraft ind på at udvikle denne evne, og det således, at virkningerne deraf kendtes hele hans liv igennem.
     Borgerkrigen var nu næsten endt. Sydstaternes magt var slået til jorden, og hele norden og vesten hengav sig til en stærk jubel over udsigten til fred og samklang over hele landet. Da udspredtes om natten d. 14. april den gruelige nyhed, at præsident Lincoln var blevet skudt (i teatret). Der blev et røre i San Francisko, som man aldrig havde set mage til.
     Næste dag satte Henry George sig hen og nedskrev de tanker, som bølgede igennem hans sind. Han formede skrivelsen som en meddelelse til bladet »Alta California« og stak den, uden at navngive sig, i redaktionens brevkasse. Dagen efter var den i bladet der stod bl.a.:
     »Er det et under, at de var lamslåede? De kom for at le ad et lystspil, men de så et sørgespil, som vil få en hel nation til at græde, og hvis mægtige betydning hundredår ikke kan klarlægge. Deres skræmte øjne så et optrin i det store drama, hvis første akt var skabelsen, og hvis sidste bliver de frelste skarers jubelråb. Så længe verden står, vil dette optrin huskes. Som en martyr for friheden, som en repræsentant for retfærdigheden i et stort folk vil den myrdede evigt mindes. Uafhængighedserklæringen, som Abraham Lincoln underskrev med sit navn og beseglede med sit blod, vil blive stående som en skelsten under menneskehedens fremgang. I folkets hjerte skal hans minde leve ved siden af Washingtons.«
     Få dage efter fæstede »Alla California«s udgiver Henry George til sammen med nogle andre bladmænd at give en beskrivelse af sørgehøjtiden i byen, og han skrev da den første bladartikel, som han fik betaling for. Han nøjedes imidlertid ikke med en almindelig meddelelse, men gav en fremstilling at Lincolns karakter. Han siger bl.a.: »Han var en af de førere, som går tæt foran folkets fremadskridende rækker, som leder deres fjed og taler med deres røst. Ingen anden regeringsform ville have fostret ham. Igennem en hofmandsskare baner en sådan mand sig ikke vej. Men når folkets rettigheder er i fare, vil altid de mænd, som tiden trænger til, fremgå at folkets egne rækker.«
     Medens De Forenede Stater havde nok at gøre med deres borgerkrig, havde Napoleon d. 3. sendt en hær ind i Mexico for at grundlægge en ny kejsermagt og sætte den østrigske ærkehertug Maximilian på tronen. Mexicanerne gjorde modstand og kæmpede for deres frihed, og de havde stærkt medhold i de nærmest liggende dele af De Forenede Stater. Henry George, som ikke havde været med i borgerkrigen, følte nu en brændende trang til at slå et slag for mexicanernes frihed. Et skib, som lå i San Francisko havn, var rede til at afgå med en flok frivillige. Til dem sluttede Henry George sig. Han aftalte sagen med sin hustru. Skønt faren var stor, og skønt det var hårdt for hende at blive ene med to små børn, holdt hun ham ikke tilbage; tværtimod, hun gjorde, som hun altid siden gjorde: tilskyndede ham til at gøre, hvad han følte, der var hans pligt. De knælede ned ved siden af deres børn og holdt bøn sammen, inden han drog at sted.
     Det hele blev dog ikke til noget. Regeringen, der så længe som muligt havde lukket øjnene til, hindrede i sidste øjeblik skibets afgang. Dette var godt for Henry George, thi de »frivillige« var i virkeligheden nogle slemme banditter. George har siden skrevet derom således:
     »Dette togt fik den følge, at da jeg mange år senere var på valg til borgmester i New York, udspredte nogle Francisko-aviser det rygte om mig, at jeg engang havde været med på et sørøvertog. Så nær har jeg altså været ved at komme i krig. Men jeg skal aldrig glemme, at min hustru, trods vore to små børn, så villigt samtykkede i, at jeg tog fra hende og gik med på en færd, som umuligt kunne have ført til noget godt«
     I efteråret 1865 flyttede George atter til Sacramento, hvor han fik godt arbejde og levede et års tid et lykkeligt og roligt familieliv. I Sacramento blev han medlem af en litterær forening, og der deltog han i forhandlinger om samfundsspørgsmål. En al disse forhandlinger blev på en vis måde et vendepunkt i hans liv: den gjorde ham til frihandelsmand. Hidtil havde han været beskyttelsesven, eller dog ment at være det; han havde i virkeligheden ikke undersøgt tingene i så henseende, men levet på andres tro. En meget anset og dygtig taler holdt foredrag og forsvarede beskyttelsestolden. Men talen gjorde en egen virkning på Henry George. »Jeg var beskyttelsesven, da han begyndte; men inden han endte, var jeg frihandelsmand,« siger han. Allerede dengang blev det ham klart, at beskyttelsestoldpolitikken avler strid mellem folkene, fjerner dem fra hverandre, øger deres selviskhed, fremmer militærånden og gør stående hære og mægtige flåder til en nødvendighed for verdensfreden, medens frihandelen som udviklende kraft har lige den modsatte virkning.
     Alt imens skrev Henry George meget. Af noter i hans lommebøger fra disse år fremgår det, at han tænkte på at skrive en fortælling. Muligvis har han været lige på nippet til at blive digter. Samfundsspørgsmålene drog dog mere og mere hans opmærksomhed til sig. Han underskrev sine indlæg i bladene med navnet proletar.

Redaktør og korrespondent.
27-30 års alderen.      Henry Georges lyst til bladvirksomhed trådte stærkere og stærkere frem.
     I efteråret 1866 kom han igen tilbage til San Francisko, hvor han fik arbejde ved et nyt blad »Times«. Først var han beskæftiget i trykkeriet; men det varede ikke længe, inden han blev medredaktør af bladet. Mens han var i trykkeriet, skrev han en artikel, som kom redaktionen i hænde. Redaktøren, hr. Brooks, fortæller selv derom således: »Jeg læste artiklen temmelig omhyggeligt; for den viste en sådan stil og et sådant vidsyn, at jeg fik mistanke om, at den unge mand havde »lånt«. Så lagde jeg den hen en dags tid eller to og så imidlertid efter i udkomne hæfter og tidsskrifter; men jeg kunne ikke finde noget, der støttede min mistanke. Jeg talte da med arbejdsformanden, og han sagde, at jeg havde ikke nødig at mistro den unge mand; for han var både begavet og original og ærlig og redelig nok; han ville ikke udgive en andens tanker for sine egne. Jeg fik at vide, hvor jeg skulle finde den unge sætter, som havde skrevet stykket. Jeg gik så gennem værkstedet og så der et lille ungt menneske, som stod på et bræt for at kunne nå op i passende højde ved sætterkassen. Jeg blev ikke overvældet ved synet al ham og drømte kun lidt om, at der stod en mand, som ville vinde et stort navn, lige så lidt som han vel selv drømte om det.«
     I over et år, fra juni 1867 til august 1868, var George redaktør af »Times«. Da han samtidig var korrespondent til forskellige andre blade, tjente han godt, mere end nogen sinde før i sit liv. Desuden skaffede hans virksomhed ham venner og øget indflydelse. Men det vigtigste ved »Times«-virksomheden var dog det, at den yderligere dygtiggjorde ham til hans livsværk, dels ved at udforme hans skrivekunst, dels ved at udvikle hans tænkeevne. Han skrev ledende artikler om tidens store spørgsmål, om frihandel, om pengereformer, om forholdstalsvalg, om offentlige forpligtelser knyttet til offentlige rettigheder osv.
     Den vigtigste og mærkeligste af de afhandlinger, han skrev i 1868, var: »Hvad jernbanen vil bringe os«. Den er et fremsyn over, hvad Californien ville gå i møde, når banen tværs igennem Nordamerika nu ret snart blev færdig. Denne bane ville lægge grunden til byens stærke fremvækst, så den ikke alene kunne blive herskerinde ved stillehavskysten, men måske endog i folkemængde, rigdom og magt overgå New York og London, blive verdens største by. Men det var, som om de tanker og spørgsmål, der havde optaget ham hin nytårsaften i teatret, vendte tilbage, og han måtte spørge, om nu også dette ny Californien ville være lige så lykkeligt som det gamle, have lige så megen almenvelstand og lige så lidt elendighed. »Lad os midt i al vor glæde ikke glemme at se klart, hvor det fører hen! Øges folkemængden og rigdommen ud over et vist mål, da betyder det simpelt hen en tilnærmelse til de gamle landes vilkår. Er England med sin tætte folkemængde og sin store rigdom et bedre og lykkeligere land at bo i end vort? Sandheden er, at jernbanens fuldendelse og følgerne deraf, den stærkt tiltagende forretningsvirksomhed og folkemængde, ikke vil blive til gavn for os alle. I det store og hele vil de, som har noget, blive rigere derved, medens de, som intet har, vil få sværere ved at få noget, først fordi der vil kræves større kapital for at få jord eller grundlægge forretning, og dernæst fordi det bliver sværere at samle kapital, da konkurrencen vil tvinge arbejdslønnen ned.« For dem, der kender Californiens udvikling i de sidste 30-40 år, står disse udtalelser som en mærkelig spådom om de hårde livsvilkår, der virkelig fulgte.
     Skønt årsagen endnu ikke var klar for Henry George, havde han dog fået øjet op for, at den gode tid havde man dengang, da »landets naturlige rigdom endnu ikke var monopoliseret«, men adgangen til naturen stod åben for alle.
     I august 1868 forlod Henry George bladet »Times«, og i december rejste han til New York, hvor han skulle være som korrespondent til et andet San Francisko-blad (»Herald«). Hustruen og børnene var i forvejen rejst østpå, og da han kom hjem til Philadelphia, inden han bosatte sig i New York, blev han modtaget al hele familien.
     En af Henry Georges opgaver i New York var at få bladet »Herald« optaget i en presseforening, der sørgede for nyheder til andre Californien-blade; men det mislykkedes. George indrettede da, i Philadelphia, selv et pressebureau og fik det sat så godt i gang, at »Herald« kom forud for de andre blade med nyhederne. Men så fik presseforeningen telegrafselskabet til at lægge ham hindringer i vejen. Han var harmfuld, og han satte sig for at åbne en kamp mod den vilkårlighed, selskabet viste. Han fik ingen støtte hos sit blad, som vistnok var lige ved at gå til rotterne; men så gik han som den lille David, han var, alene i kamp med den mægtige telegraf-Goliat. Han udsatte sig for at støde alle Californien-blade fra sig og at pådrage sig telegrafselskabets evige fjendskab; men intet kunne holde ham tilbage, hvor han mente, han gjorde sin pligt.
     Dette var Henry Georges første alvorlige sammenstød med monopolmagterne. Men det gik, som man kunne vente: da bladet ikke kunne støtte ham, blev hans stilling undergravet. Den 20. maj 1869 rejste han tilbage til Californien.

HENRY GEORGE

1

Personligheden dannes