Af Henry George Foreningens historie

Netop for 20 år siden, ved nytårstid 1892, standsede den første dansk-norske Henry George-bevægelse, som hernede lededes af Jakob E. Lange. Et bladspørgsmål var årsagen. Bevægelsens organ »Vor Tid« sluttede sin få år gamle tilværelse med det hjertesuk: »Vi har haft abonnenter nok til at holde bladet gående, men mange af dem har fundet, at de helst vil have bladet gratis, og det kan vi ikke tjene dem i.« Ævret var opgivet - evnen til nyt initiativ manglede.

Derefter lagde der sig stilhed over bevægelsen i henved 10 år. - Ved århundredets slutning vaktes den på ny til live, vel særlig ved nogle foredrag om skattespørgsmålet i København og især i Stevns herred; disse sidste holdtes nærmest på foranledning af Svend Høgsbro.

Og netop for 10 år siden, i feb. 1902, samledes fem mænd - husmand Chr. Olsen, St. Thorshøje, kasserer Lars Jørgensen, Køge, højskolelærer Valdemar Bennike, Vallekilde, gdr. Poul Nielsen, Karlshøj, og S. Berthelsen - på højskolehjemmet ved Jernbanetorvet i Roskilde for at forhandle om at søge dannet en forening til udbredelse af Henry Georges tanker i Danmark.

Resultatet blev en indbydelse til 20-30 kendte navne blandt ældre George-venner om at samles i København den 2. marts 1902 i studenterhuset. Man fulgte indbydelsen, og ved dette møde, hvor den danske kunstner Carl Rohl Schmidts buste af Henry George prydede salen og hvor Svend Høgsbro var ordstyrer, stiftedes da »Foreningen H. G.«, som altså fyldte sine 10 år nu i 1912, med marts-heftets udsendelse.

Blandt stifterne var der forøvrigt ikke ringe betænkelighed ved at danne en sådan forening. Man var klar over, at man aldrig kunne skabe en tilslutning af de hundredtusind vælgerstemmer til en forening, så den kunne gennemføre jordskyldsreformen herhjemme. Foreningens opgave måtte derfor nødvendigvis være udadgående, missionerende, spredende kundskaben om Henry Georges tanker i så vide kredse som muligt, for at opnå forståelse deraf og tilslutning dertil i de politiske lejre. (Ja, oprindelig mente man endog kun, at foreningen behøvede at bestå nogle få år, indtil grundskyldsreformen var optaget af et eller flere af de politiske partier; så var jo foreningen forsåvidt overflødig mente man - medmindre den burde vedblive at bestå som et minde-selskab til udgivelse af Henry George litteratur, omtrent som Goethe-samfundet.)

Men heraf fulgte atter, at vor forening egentlig intet havde at byde sine medlemmer andet end krav om ofre af arbejde, tid og penge og så den gode bevidsthed om at bære frem en stor folkesag. Altså kunne der ikke blive tale om at kalde folk ind i denne som i de fleste andre foreninger, for at hygge sig sammen i et stueliv med særfordele for medlemmerne - i modsætning til dem, der var udenfor. Hele det sædvanlige foreningsapparat, der søger at skabe en stat i staten for foreningens valgte formål, måtte helst undværes, for ikke at optage tid og kræfter for den store missionsgerning, som ventede derude. Og foreningen skulle derfor nærmest kun være et mødested, hvor sagens forholdsvis få stridsmænd kunne mødes i vennelag for at styrke hinanden til kampen, holde forbindelsen vedlige med bevægelsen i udlandet og lægge planen for nye fremstød herhjemme, - slibe de åndelige kampvåben til nye sejre!

Udfra denne rigtige tankegang formedes foreningens love, og det fastsattes udtrykkeligt, at der som medlemmer af foreningen kun skulle optages dem, der ville virke til fremme af foreningens formål. Man ønskede altså kun aktive medlemmer, virkelig offervillige Henry Georgevenner, som alene ønskede at give, men intet at modtage, og der blev intet lovet dem som vederlag for medlemsbidraget. Dette understregedes stærkt i den første agitation for at skaffe medlemmer, og man ventede da også kun at samle en lille, men handledygtig skare.

Hin regel står endnu i foreningens love, men den er desværre forlængst forladt i praksis. Forlængst er foreningen vokset op til flere tusinde medlemmer, hvoraf langt det overvejende antal ikke er og absolut ikke ønsker at være aktive stridsmænd for Henry Georges sag. De er gået ind i denne, som i andre foreninger, for at modtage dennes lovede fordele, og udøve deres medlemsrettigheder indadtil ganske som i andre foreninger. Der er opstået den sædvanlige stat i staten, med sit foreningskævl og sine kliker, magtkampe og partidannelser, og følgen har da også været, at foreningsvæsenet indadtil har taget altfor meget af kræfterne og tiden, så at de egentlige foreningsmøder kun sjældent har været helligede den fordybelse i den store samfundsreform, som det var hovedopgaven at bære frem. Dette stridsmandsarbejde er i virkeligheden i alt væsentligt nedlagt udenfor H. G. Foreningen, uden dens midler og oftest uden dens påvirkning.

Et forsøg, som for et par år siden gjordes, på at søge lovens bud om medlemmernes virkepligt gennemført således, at de passive medlemmer kunne danne en egen afdeling, blev af popularitetsjægerne - som også denne forening selvfølgelig har fået sin part af - hånet ned som »udemokratisk« osv. Ved letkøbt tilslutning fra et flertal af »passive« - og mærkelig nok støttet af nogle naive mænd blandt de »aktive«.

Det er dog et spørgsmål, om ikke foreningen havde stået sig ved at følge sin gamle lov efter ordlyden. Der er en styrke ved at være den lille, men stærkt sammensluttede og enige skare, som ikke spilder tid med at drøfte, hvem der er den største iblandt dem, fordi alle véd, at det er den, som gør den største tjenergerning. Og der er en fare ved at blive så mange, at man til sidst kun kan gøre arbejde og give vederlag indadtil, men forsømmer apostelgerningen udadtil. Foreningens mænd kan da fristes til at tro, at de få tusinde medlemmer, der kan samles i foreningen, er identisk med Henry George bevægelsen.

Intet kan være farligere - både for foreningen og bevægelsen. Denne sidstes betydning beror aldrig på antallet af de indskrevne foreningsmedlemmer, men på de utalte tusinder af landsmænd, som aldrig vil gå ind i en sådan forening, men hvis sind står åbent for den nye reformtanke, når den forkyndes ret, og gennem oplysningsarbejdet derfor udenfor foreningen oplades til forståelse, stemmes til sympati og vækkes til vilje og dåd for dens gennemførelse.

Men også bevægelsens politiske betydning er ganske uafhængig af en forenings medlemstal - blev vi end 10.000 i tal - hvad der af indre grunde næppe var ønskeligt - var vi dog kun en lille klat af de 300.000 vælgere, - højst en lille hale til et andet parti, men uden videre politisk betydning, især da tallet var spredt over alle 114 valgkredse. Ingen virkelig politiker lader sig imponere af sådant.

Men omvendt: en lille handledygtig skare, der uden indre splid bærer frem en stor idé, som har alle muligheder for at blive en levende kraft i vort folkeliv, fordi den i kloge og målbevidste forkynderes hånd kan tænde og løfte hele underklassen til kundskab om sin ret - uden at overdrive eller skeje ud - en sådan bevægelse vil ingen virkelig statsmand tillade sig at negligere, men vil tværtimod søge at tilegne sig den, lade sig bære frem af den og stille sig til rådighed for den.

Det er da også en kendsgerning, at H. G. Foreningen som sådan - dens fælles midler og dens fælles møder - kun har udrettet lidet af, hvad der herhjemme er udrettet til skabelse af en stærk dansk bevægelse for jordskyldsreformen. Foreningens bedste mænd har, udenfor foreningen, og uden hjælp af foreningens midler holdt de tusinder af foredrag, som de 10 år kan opvise, og skrevet de tusinder af avisartikler, som har spredt tankerne i så vide kredse.

Foreningens midler er i alt væsentligt anvendt til medlemmerne selv, som det er andre foreningers skik - ikke udadtil, som det er de sande missionsselskabers formål. Det altfor lave kontingent er væsentligt medgået til at skaffe medlemmerne et tidsskrift, men dette kunne kun bestå ved store tilskud af arbejde og penge udefra, så at foreningen i virkeligheden også her modtog mere end den gav.

En væsentlig institution til fremme af Henry George sagen herhjemme, de årlige stævner, med deres gode forhandlinger om den store reformopgaves uddybelse og gennemførelse herhjemme, er startet og opretholdt uden nogensomhelst støtte fra eller nøje tilknytning til H. G. Foreningen, og ville sikkert kun lide skade ved at inddrages under dens administration.

Og endelig er det absolut stærkeste og politisk mest betydningsfulde gennembrud af tanken om en jordskyldsreform herhjemme og det, som væsentlig har skabt den danske H. G. Bevægelses anseelse i udlandet (jfr. Joseph Fels' udtalelser) - den store husmandsbevægelses sociale reformkrav - skabt, udviklet og fæstnet til målbevidst folkebevægelse, ganske udenfor H. G. Foreningen som sådan.

Selv om nogle af de virkende kræfter også deri, især oprindelig, tillige har stået i H. G. Foreningen, så er det dog næppe fra denne, dens møder eller forhandlinger, at hine mænd har hentet de impulser, den opmuntring og støtte, som har givet dem kraft til at gøre deres missionsgerning udadtil - tværtimod kunne man måske snarere sige til visse tider, - og desværre med større ret jo større foreningen har vokset sig.

Er det end således langtfra smigerord, som undertegnede møder frem med til 10 års jubilæet, så er det til gengæld god vennetale fra en af dem, som var med fra første dag, og hjertelig gerne ønsker foreningen en lys fremtid og lykke til at udrette endnu langt mere for vor store sag i de næste 10 år end i de forløbne.

Thi netop for 20 år siden standsede den første Henry George bevægelse herhjemme under Jakob E. Langes ledelse. Årsagen var den gang - et bladspørgsmål. Og hellere end at bevægelsen skulle miste sin kraft måtte det særlige foreningsapparat gå i stå i sin nuværende skikkelse. Thi bevægelsen kan - som vi har set med den store højskolebevægelse - undvære en centralforening, ja vil til tider være besværet af maskineriet i en sådan.