Jordskyldens rette anvendelse

     Den gængse politiske opfattelse, ikke mindst blandt socialdemokrater og radikale går ud på, at statsmagten har en ubetinget - også etisk - pligt til efter behag at konfiskere større eller mindre dele af borgernes ejendom til statsformål. Blot ordet statsformål nævnes, bøjer man sig i hellig ærefrygt og finder sig uden knurren og kritik i de mest åbenlyse ejendomskrænkelser fra regeringens side.
     Imod denne opfattelse er der i nutiden i grunden kun én bevægelse, der har stillet sig i målbevidst opposition, nemlig georgismen, der for første gang i historien drager et skarpt skel imellem det, der rettelig tilhører det offentlige - og det, der rettelig tilhører den enkelte, og som derfor ikke under noget som helst påskud må beslaglægges af nogen som helst, end ikke af staten. Dermed har georgismen tillige taget stilling til et problem, der i det forgangne århundrede beskæftigede så mange politiske og nationaløkonomiske forfattere: hvorvidt der i det hele taget gives nogen grænse for statsmagtens indgriben på det individuelle område. Og den har, i al fald på det nævnte punkt, peget på, hvor denne grænse ligger.
     De liberale er, som konsekvens af deres velfærds- og udjævningsteorier, ikke veget tilbage for at angribe folkets privatejendom på den mest krænkende måde. De brugte "den lange nøgle" uden skrupler over, hvem der havde ret til de værdier, der under navn af skatter beslaglagdes; man havde kun sans for det ene: at finde, hvor de var.
     Socialdemokraterne har forlængst forenet sig med de mest aristokratiske tilhængere af den uindskrænkede suverænmagt om rent ud at benægte, at der overhovedet gives en grænse for statsmagtens indgriben. Når i tidligere tider en suveræn monark kunne slå sig for sit bryst og udbryde: staten - det er mig! - så gentager socialdemokratiet denne sætning, blot med den ret uvæsentlige ændring, at det ved "mig" mener det øjeblikkelige parlamentariske flertal. Socialdemokratiets teoretikere har aldrig nogensinde indladt sig på en moralsk drøftelse af denne magtfaktors beføjelse til at gribe ind på alle mulige individuelle områder; de har end ikke gjort det mindste tilløb til at opsøge grænsen mellem offentligt og individuelt.
     På dette punkt gør Henry Georges samfundslære en indsats af afgørende betydning. Den drager sin klare og bestemte linie imellem, hvad det er tilladeligt for staten at tilegne sig, og hvad den må give afkald på. Og idet den ud fra etiske retsprincipper forkaster alle direkte og indirekte skatter som ejendomskrænkelser og kun tillader statsmagten at inddrage, hvad den som det almenes repræsentant har tilgode, nemlig afgifter af alle særrettigheder, er det øjensynligt, at den allerede derved tilsigter en ganske væsentlig indskrænkning i statens magtområde og en betydelig simplifikation af statsmagtens funktioner.
     Hvad tilvejebringelsen af midlerne til statsmagtens førelse angår er således al ønskelig klarhed bragt til veje for dem, der i disse forhold overhovedet vil lade sig lede af retsprincipper. Hvad denne side af sagen angår har Henry George, i tilslutning til fysiokraterne, som det synes på endegyldig måde løst det problem om grænserne for statsmagtens berettigede indgriben, som forgængerne forgæves prøvede deres kræfter på.
     Vender man sig derimod til spørgsmålet om den rette anvendelse af disse midler, finder man heller ikke hos Henry George en løsning, der er fuldt tilfredsstillende. Man vil straks lægge mærke til, at dette problem åbenbart har ligget i 2. plan i hans tankegang. Hans udtalelser derom er forholdsvis sparsomme og spredte og hans holdning dertil noget vaklende. I "Fremskridt og fattigdom" siger han, at samfundet, når hans reform er gennemført, vil nærme sig Herbert Spencers forjættede land, hvor regeringen er afskaffet, det vil sige regeringen som ledende og hæmmende magt. Men han tilføjer: "…Samtidig og i samme grad ville det blive muligt for samfundet at virkeliggøre socialismens drøm. Al denne forenkling og indskrænkning af regeringens nuværende funktioner ville gøre det muligt for den at optage visse andre funktioner, som nu stræber efter at anerkendes. Regeringen kunne lige så godt selv overtage telegramforsendelsen som postforsendelsen; den kunne lige så vel bygge og drive jernbaner som anlægge og vedligeholde landeveje … Der ville blive et stort og voksende indtægtsoverskud fra grundværdiskatten til materielle fremskridt, som ville tage fart med stærkt stigende hastighed og stadig vise tendens til at forøge afgiften. Denne indkomst, der opstår af fællesejendommen, kunne anvendes til det almene vel*), således som Spartas indkomster blev anvendte … Vi kunne indrette offentlige bade, museer, biblioteker, haver, forelæsningssale, musik- og danselokaler, teatre, universiteter, tekniske skoler, skydebaner, legepladser, gymnastiksale etc. Varme, lys og drivkraft, såvel som vand, kunne ledes gennem vore gader for offentlig regning; vore veje kunne kantes med frugttræer, opdagere og opfindere belønnes, videnskabelige undersøgelser støttes, og på tusinde måder kunne de offentlige indkomster anvendes til at udklække bestræbelser for det offentlige vel*. Vi skulle nå socialisternes ideal, men ikke gennem regeringstvang".
     Der kan ikke noksom advares imod, at de, som føler sig overbeviste om, at Henry George en gang for alle har løst spørgsmålet om, hvilke indtægter en statsmagt retmæssigt kan råde over og hvilke ikke, uden kritik slutter sig til disse udtalelser og betragter dem som en væsensbestanddel af hans lære**). Thi det er umiskendeligt, at han i sine skrifter kun har skænket udgiftssiden, spørgsmålet om den rette anvendelse af statsmidlerne, forholdsvis ringe opmærksomhed. Og det lader sig tilmed ikke skjule, at hans udtalelser om denne side af statsopgaverne ikke viger så lidt ud fra de rene og klare retslinier, hvormed han har optrukket billedet af den specielle reform, til hvilken hans navn i særlig grad er knyttet. Sætningen, at fællesejendommen retmæssigt kan anvendes i det almene vels tjeneste (the common benefit), er en ren utilitarisk sætning (en sætning lånt fra velfærdsmoralen) og må med den anvendelse, George giver den, absolut opfattes som utilitarisk ment. Herefter skulle det være forsvarligt at anvende fællesejendommen til alle slags nyttige og ønskelige formål, til alle de formål, der kunne tjene til at realisere "socialisternes idealer".
     Men dette ville stride imod retmæssighedens love. Ifølge disse kan fællesejendom kun anvendes til fællesopgavers fremme, ikke til ting, som nogle skønner er nyttige eller behagelige, eller som er af uhyre forskellig værdi for de forskellige mennesker. Hvad værdi har f.eks. teatre, musik- eller danselokaler for mennesker med pietistiske anskuelser? Kan det da være forsvarligt at bruge af den fælles ejendom til slige formål?

     *) Fremhævet af mig.

    **) Forøvrigt er der vel næppe megen sandsynlighed for, at man vil få georgister af samme dogmatiske støbning, som socialdemokraterne har i deres marxister. Thi george-tilhængere må efter hele bevægelsens natur formodes at være mere individualistisk anlagte og derfor mere kritisk årvågne.

     George foretager med andre ord ikke den nødvendige begrebssondring mellem interesser, der kun berører nogle - måske de fleste - og interesser, alle i lige grad har tilfælles. Kun til disse sidste er det berettiget at anvende fællesformuen.
     Den, der vil forsøge at tegne et helt og fuldt billede af retsstaten i alle dens virksomheder og funktioner, kan derfor ikke blive stående ved, hvad Henry George direkte har doceret, men må gå videre på egen hånd. Spørgsmålet om statsmidlernes tilvejebringelse har han løst og bygget løsningen på den solidest mulige grundvold, retfærdighedens.
     Hvem kan bebrejde ham, at der gives andre problemer, han har måttet lade ligge, eller dog kun antydningsvis strejfet? -
     Men skal disse spørgsmål derfor ligge uløste hen?
     Man kan høre tilhængere af jordretsreformen udtale, at udgiftssiden egentlig ikke vedkommer georgismen, og at georgister kan have hvilke som helst meninger om fællesformuens anvendelse, det lyster dem, uden at det ville stride imod læren. Det er rigtigt, forsåvidt man derved appellerer til, hvad George selv offentlig har fremsat derom. Men det er grundfalsk, hvis man bygger sine meninger på hans bærende ideer og tager konsekvensen af dem. Thi hvis man anerkender, at retsideen og respekten for retmæssig ejendomsfordeling er de grundpiller, hvorpå han opfører sin samfundsreform, og som han atter og atter søger sit udgangspunkt i, mon det da ville være i hans ånd, om man lod hånt om disse principper, når det gælder behandlingen af sådanne politiske problemer, som han ikke nåede at løse, men som ikke desmindre skal og må løses, bl.a. fordi de ligger i lige linie med hans forudsætninger?
     Hvad er det nemlig inderst inde, Henry George vil? - Det er naturligvis altid en særegen sag at udtale sig om, hvad et menneske "inderstinde vil", når man ikke kan godtgøre det ved bestemte henvisninger til trykte eller mundtlige udtalelser; og det er måske bedre at formulere spørgsmålet således: hvori udmunder det retfærdighedskrav, han med så stor en kraft rejste?
     Det kan siges med ganske få ord: ikke just, at "staten" skal indsamle en grundskyld - det ville ikke være nogen stor etisk bedrift - thi hvem er staten? Mon det da var hans mening, at disse midler skulle stilles til disposition for hvem som helst, der tilranede sig en magt i staten, enten det så var en enkeltmand eller et flertal, og at de indsamlede midler skulle bruges til hvad som helst, disse fandt for godt at bruge dem til? Utænkeligt. Heller ikke heri ville det være muligt at se noget retfærdighedsværk. - Nej, skal jordskyldens inddragelse få nogen som helst etisk betydning, må den kun kunne ske med det udtrykkelige formål, at den skal tilbage igen til sine rette ejere, altså tilbage til det almene, til opgaver, alle er lige interesserede i.
     Uden denne tilføjelse er reformen kun halv, ja næppe engang halv. Dette er en sag, som georgister langtfra synes at være klare over; de tror at arbejde tappert i retfærdighedens tjeneste, blot de har anvist, hvor pengene skal tages fra. Men staten har jo ingen ret til uden videre at tage, ja end ikke til at tage grundskyld, hvis den ikke samtidig begrunder sin hensigt med at tage. Og den eneste retmæssige hensigt, der findes, må angives således: værdierne af visse særfordele indsamles af en centralmagt, fordi dette er den eneste måde, hvorpå de kan komme tilbage til sine rette ejermænd; da alle i lige grad ejer disse værdier, kan de altså kun anvendes til formål, alle på forhånd kan antages lige interesserede i, nemlig de nødvendige fællesopgaver.
     Kernen i jordretten kan dog umulig være, at nogle mennesker får ret til at betale en vis sum; pointet er, at vi alle har ret til at fordre, at de goder, der opnås for de indsamlede værdier, er af en sådan art, at de nødvendigvis må komme alle i lige grad til nytte.
     Det vil heraf ses, at georgister ikke kan undgå at tage stilling til et eneste af de praktisk-politiske spørgsmål. Thi dette ville just være at skyde sagens egentlige kernepunkt fra sig. Såvist som jordskylden aldrig lader sig fyldestgørende begrunde eller i længden vil formå at vinde almindelig tilslutning, hvis den ikke ses som led i en etisk helhedsopfattelse, en retsopfattelse, der omspænder alle livets fænomener, så lidt kan man som tilhænger af denne reform skyde problemet om udgiftssiden fra sig eller fortrøste sig til at løse de herhen hørende spørgsmål efter subjektivt forgodtbefindende eller gamle partistandpunkter. Og det bærende princip, retsprincippet, er heller ikke så fattigt, at det skulle lade os i stikken netop på det brændende punkt.
     Nej, alle formålene må gennemgås, et for et, både retsreform, forsvarsspørgsmål, skolespørgsmål, sociale spørgsmål, og hvad de alle hedder. Og der må tages stilling, vel at mærke motiveret stilling. Der må for hver enkelts vedkommende træffes afgørelse af, om det er et fællesformål eller et særformål.
     Men førend dette kan ske, må man skaffe sig fuld klarhed over, hvad der i det hele taget må forstås ved begrebet fællesformål. Herom i en følgende artikel.