RET

Juristens sag er det at udrede, hvad der er gældende lov. Men loven udtrykker ingenlunde altid, hvad der er ret; oftest var loven kun udtryk for magthavernes vilje i det givne øjeblik. Derfor skaber ethvert samfund sig et særligt lovgiverorgan til idelig at prøve lovenes godhed overfor hin højere rettens målestok, og til at ændre dem, ifald de ikke, længere stemmer med, hvad ret kræver. Men hvor samfundet lægger denne lovgivergerning i lægfolkets hænder, må det nødvendig forudsætte, at der hos lægmanden findes et sikkert organ for retsfølelsen, et alment, oprindeligt retsinstinkt, som kan påkaldes og udvikles til hin gernings udøvelse, til at skelne mellem ret og uret, erkende ret og pligt for individ og stat, for den enkelte og for fællesskabet, eller, som vi korteligst ville udtrykke det: hvad der er mandsret og landsret. Så vist som denne retsfølelse udspringer af et alment, naturligt instinkt må den kunne undergives objektiv forskning og prøvelse, som enhver anden naturforeteelse, og være underkastet almene naturlove. Den boglærde retsvidenskab for de få vil derved udvides til fri folkelig retserkendelse af og for de mange – under iagttagelse af den naturlige årsagslov, som er al sand erkendelses grundvold.

På hin forudsætnings rigtighed hviler det moderne borgerlige samfund. Derfor turde det være en ikke uvigtig opgave, at kalde dette lægfolkets almene, naturgivne retsinstinkt og de naturlove, hvorefter det virker, frem til bevidsthed og prøvelse i offentlighedens klare dagslys, og dermed sammenligne herskende love og samfundstilstande for alles øjne – den eneste borgen for prøvelsens lødighed og folkelige værd, som kan tænkes.

Men denne opgave er ikke ringe. End ikke et forsøg på at løse den turde vel voves, ifald der ikke nylig var gået forud en åndens stormand, som med geniets fakkel havde kastet lys over dette emne, vist sporet og banet vejen for rettens erkendelse og rettens sejr. Henry George kan bedre end nogen anden kaldes en apostel for rettens idé. Ud fra sin dybe, hjertelige medfølelse med sine lidende og undertrykte brødre, så han skarpere og klarere end nogen før ham, at hvad de trængte til var ikke just organisation eller sammenslutning, endmindre beskyttelse, end ikke almen dygtiggørelse og mindst andres almisse eller godgørenhed eller såkaldt humanitet – men alene deres ret, tilbagegivelsen af deres glemte naturlige rettigheder som jordfødte væsener, og at intet uden rettens gennemførelse i vor lovgivning kunne redde samfundet fra demoralisation, tilbagefald til barbari og åndelig undergang. Som N. F. S. Grundtvig i sin tid tilråbte sine landsmænd: I vil være frie – og forstår ikke engang at være retfærdige" – således forkyndte Henry George sin samtid, at dets stolte materielle og tekniske fremskridt kun fører til armod og nød, ifald det ikke bygges på retfærd. Og at fremskridtets grundlov ikke er egennytten, men tværtimod ikke kan være nogen anden end moralloven, den simple og enfoldige regel om at handle mod andre som man kræver af dem – lighedens gyldne naturlov. Med enestående kraft og klarhed viser han os endelig rettens snorlige vej, midlet til at nå daglig retfærd i samfundslivet ved gennem den borgerlige lovgivning at sikre samfundet, fællesskabet, hvad dets er, c: de værdier, som det daglig skaber, og at sikre den enkelte umistelig ret til hvad han ved sit arbejde daglig frembringer, dvs. at give enhver sit.

Derfor vil dette blads opgave for en væsentlig del være løst, ifald det kunne bringe den danske læseverden klar og folkelig kundskab om Henry Georges rige livsværk. Til sådan oplysning trænges der højlig, thi selv i ret dannede kredse råder megen uvidenhed derom. Samtidig har nu hans tankers sejrvinding i andre lande, og i mange kredse herhjemme, vakt en vistnok ret almindelig trang til at få redelig og klar oplysning om Henry George, og hvad han egentlig ville. Denne trang vil "RET" søge at imødekomme efter bedste evne.

Det vil da åbenbares, at vi i Henry George ejer en af de skarpsindigste og originaleste tænkere, en af de fineste og åndfuldeste forfattere og en af de ypperste samfundslærere, som vor tid har set – »en Columbus i social videnskab og politisk økonomi«, som det er sagt. Det vil tillige erkendes, at Henry George ikke søger at vække had, men forståelse, ikke kræver omstyrtning, men opbygning, ikke foreslår voldsomme, men kun jævne naturlige midler til samfundets omdannelse – i kraft af grundsætninger, som må anerkendes af det dybe oprindelige retsinstinkt hos ethvert normalt menneske. Og man vil da erfare, at Henry George ikke vil "dele jorden", end ikke krænke noget skøde eller noget markskel, eller formindske nogen rådighedsret over jord, men kun genoplive og organisere den i alle lande anerkendte, oldgamle ret for samfundet til, til fælles formål, at udskrive skat på fædrelandets jord indenfor landets grænser, så at George i virkeligheden bliver den samfundsbevarende, ægte konservative blandt samfundsreformatorer.

Derigennem vil dette blad tillige søge at skabe et på naturlige retsgrundsætninger hvilende realpolitisk program for de mange, som i stigende tal vender sig med lede bort fra det forfald, som truer vore dages politik – fordi rettens høje ide agtes så ringe, fordi retsvidenskaben er i færd med at synke til lovkyndighed, lovgivning til lovmageri, og samfundets administration til: uddeling af gaver, embeder og bevillinger – alt imens den virkelige styrelse synes hemmelig at glide over i børsers og bankers uansvarlige hænder. Ikke mindst blandt yngre danske vælgere turde der just nu være et almindeligt ønske om en klarere og renere politik, end den, der for tiden er i højsædet herhjemme. De ønsker lige så lidt at optage forældede reaktionære synsmåder, som at have andel i den materialistiske socialisme, der breder armene for at fange tidens utilfredse, skønt den selv er uden hjælpemiddel; men de ønsker uden al partifordom at samles om et program, som optager det velgrundede i de bestående partiers programmer, og ad rationel vej løser tidens sociale spørgsmål, det som både kan og skal løses af et frit selvstyrende samfund på rettens grund.

Men idet vi vover at kalde os talsmænd for rettens høje ide, beder vi på forhånd om overbærenhed for de mangler, der sikkert vil klæbe ved tankens udførelse, trods al god vilje. Hvor da evnen måtte glippe, beder vi om retledning fra alle dem, som ved bedre, og som vil yde deres bidrag til rettens erkendelse og sejr. For dem skal dette blad stå så åbent som et tingsted – så at bladet om muligt kan blive et udtryk, ikke blot for en enkelt mands retsfølelse eller en enkelt kreds' retstro, men for den almene retsbevidsthed i vort land og vor tid.