Når RETSSTATEN nu efter at have bestået i fire år tænker på at afslutte sin tilværelse, kan bladet gøre det i forvisning om at have udført sin opgave og med tillid til, at dets sag vil vinde ved at betros til en organisation, der besidder både mere alsidig evne og større agitatorisk kraft end vor redaktion har rådet over, og som både ved sine personer og ved de principper, de har vedkendt sig, yder de største garantier for, at vore grundsætninger vil blive holdt i ære i kommende tider.
     RETSSTATEN blev i sin tid stiftet i den hensigt at gøre et pionerarbejde for at udbrede kendskab til retsmoralen i videre kredse. Planen var dels at forklare dens grundsætninger, dels at prøve dem på foreliggende politiske spørgsmål. Dels altså et rent teoretisk arbejde, dels et førsteforsøg på at skaffe disse tanker indgang i det praktiske politiske liv.
     Når man betænker, at retsmoralen som selvstændig etisk retning ikke er meget mere end et decennium gammel, kan man ikke andet end med glæde se tilbage på, hvad der allerede er opnået. Uden at sige for meget kan man vove at påstå, at velfærdsmoralen ikke længere sidder så fast i sadlen, selv på de højeste steder. Noget forsvar for den har aldrig for alvor været forsøgt, da retsmoralen begyndte sine angreb; men at tie denne ihjel er heller ikke lykkedes. Af universitetsfolk, der har udtalt interesse for og tilslutning til den, kan nævnes Aall, Starcke, Dam og J. C. Kall. Den lader sig ikke længere overse, når de forskellige etiske retninger skal nævnes. Rent sagligt må dens videnskabelige position siges at være meget fast.
     Men der er også tegn på tegn, der viser, at retsmoralske synspunkter begynder at gøre sig gældende i det praktiske liv og ikke mindst i det politiske. Enhver fagpolitiker og politisk interesseret ved nu nogen besked med retsdemokratiet, og ordet retsstaten påtræffer man hyppigere og hyppigere; både på rette og urette sted, må man tilføje. Fra flere sider har man mødt forståelse af, at retsdemokratiet er den eneste politiske retning, der har noget principielt at stille op mod socialdemokratiet. Og vi har haft den tilfredsstillelse at se, at der her i København er dannet en forening, "Vælgerforeningen af 1918", som har antaget et så godt som rent retsdemokratisk program.
     Under vort arbejde med at udarbejde politiske principper, der kunne stå som en helhed og som udtryk for, at vi ville have retsmoralens grundsætninger til at gennemsyre det politiske liv fra ende til anden, har vi naturligvis måttet polemisere mod diametralt modsatte opfattelser. Men vi har også måttet tage til orde mod folk, der på enkelte punkter stod os særdeles nær. Ud fra retsmoralens ejendomsbegreb har vi ubetinget godkendt den lære om jordskyldens inddragelse, som er forkyndt af Patrick Dove og flere ældre forfattere, men som Henry George ved sin veltalenhed har vundet store kredse for. Denne lære indgik som naturligt led i vort system. Men også kun som led, og dens begrundelse måtte logisk strække sig til alle andre politiske områder. Vi måtte derfor dels vende os mod de tilhængere af jordskyldslæren, som udelukkende interesserede sig for denne reform og som troede, at var blot den udført, vilde alle andre reformer ske automatisk, dels mod dem, som mente, at man kunde sætte denne reform i organisk forbindelse med de bestående klassepartiers programmer. Begge dele var illusioner, der skrev sig fra, at man ikke havde tilstrækkeligt blik for den særegne etiske begrundelse. Vi har derfor måttet advare imod, at bevægelsen sagligt isoleredes til at dreje sig om en skattereform, og at den taktisk knyttede sin skæbne til noget af de på egoisme og klasseinteresser byggede partier. Farerne derved har vi gang på gang påpeget, og skuffelserne, som ikke er udeblevet, har vi forudset.
     De ydre begivenheder har hjulpet os med at sætte fart i forståelsen heraf. Krigen, den afgåede regerings formynderpolitik, dens uforsvarlige skatte- og lånepolitik, dens hensynsløse sjofling af de tilhængere, som den havde lovet jordskyldsreformer - alt dette er forsåvidt kommet os til gode, som man har fået lettere ved at forstå vor kritik. Man er nu i adskillige af de omtalte kredse blevet klar over, at tiden er inde til en ren og fuld retspolitik, med enhed og helhed i programmet og med fuld uafhængighed i den praktiske politik. Den revolutionære spænding blandt arbejdermasserne har bidraget sit til at fremskynde denne bevægelse, og den Schwan'ske finansplan for overgangstiden har i det mindste overbevist mange om, at skal der ske en hurtig omvæltning, er det muligt at gennemføre den med omtanke og uden at sætte magt i rettens sted.
     I den store organisation, som hedder Retsforbundet, vil da vore tanker leve videre og forhåbentlig opnå en yderligere grad af klarhed og følgestrenghed, end vi har kunnet give dem. Der ligger et stort arbejde og venter. Men det går i noget anden retning end RETSSTATENs. Den egentlig grundlæggende udredning af retsmoralens princip kan nu betragtes som et i det væsentlige tilbagelagt stadium. Dette var især RETSSTATENs opgave, og derfor kan den rolig tage afsked med verden; den har haft som mission at værne om de retsmoralske grundsætningers egenartethed og retspolitikkens enhed og uafhængighed på et tidspunkt, hvor adskillige troede at måtte gå på akkord. Hvad det nu gælder om, er ud fra det udmærket klare og knappe program, Retsforbundet har vedtaget, at anvende principperne på de praktiske reformer og skaffe sig indflydelse på lovgivningen.
     I fortrøstning hertil kan RETSSTATEN med rolig samvittighed gå til hvile, idet den takker sin trofaste læserkreds og sine udmærkede uegennyttige medarbejdere. Vi holder blot flyttedag, over til større og videre arbejdsfelter.

Severin Christensen.