Et svælg er befæstet

     Så højtidelig er slutningen på den opsats, hvori Sev. Christensen har gjort mig den ære at imødegå nogle betragtninger over »Retsstaten« i min pjece »Skat og Erhverv«.
     Mon der dog ikke skulle være påkommen doktoren en underlig følelse, da han lagde pennen fra sig, en uvished om, hvorvidt hans kontrapart nu også virkelig var ekspederet derhen, hvorpå dommen lød, en tvivl, om vi ikke begge fremdeles befinder os på samme side af det svælg som skiller retfærd og fornuft fra den elendighed, der følger fornægtelsen af etikkens og logikkens evige grundsætninger.
     Jeg ser et tegn på en sådan eftertanke i hr. C.s anførelse af Henry Georges ord: »Alene det, som er retfærdigt, er klogt«. Havde det ikke været ubeskedent, kunne jeg have anbragt dem som motto over min pjece, der er et forsøg på at anvende denne sandhed på en betragtning af vore hjemlige forhold, at vise, hvor direkte vi alle er interesserede i en retfærdig samfundsordning, hvor uklogt det er at øve uret.
     Jeg har gjort mig til talsmand for den anskuelse, at jordskyldsreformen i sig selv er den største, den mest gennemgribende reform, vor slægt har udsigt til at realisere, at den vil bringe vort samfundsliv ind på et nyt og sundt grundlag og derved løse mange af de problemer, vi nu forgæves tumler med.
     Sev. Christensen har efterhånden fået sine tvivl, er nået til at erklære reformen for komplet værdiløs uden visse af ham opstillede tilføjelser om pengenes anvendelse, hvis sigte forekommer mig meget uklart.
     Dette kan måske i studerekammerets lys tage sig ud som en stærk, principiel modsætning, men betyder efter min opfattelse ikke meget, da de praktiske konsekvenser, vi uddrager af vore forskellige anskuelser, så vidt jeg skønner, forliges særdeles vel. Ialtfald må jeg protestere meget bestemt mod doktorens forsøg på at sætte skel mellem folk, der stræber mod samme mål. Jeg ville i høj grad beklage, om vor bevægelse skulle blive belemret med dogmatiske stridigheder, forsøg på at frakende hinanden ret til at være med i arbejdet for gennemførelsen af Henry Georges ideer. Dertil har enhver den adkomst, der ligger i hans stræben og gerning, og den alene kan dømme ham, hvad enten han fører Henry George på læben eller ej. Ingen, der deler min opfattelse, kunne falde på at frabede sig Sev. Christensens medarbejderskab. Dertil sætter vi det for højt. Hr. C. ved, at dette for mit vedkommende også er tilfældet med hans sidste skrift »Retsstaten«, ikke blot for den kundskab og flid, det bærer vidne om, men også for den tankekraft, der præger dets gennemførelse. Jeg kan da måske have lov til at tilføje, at det forekommer mig, at Johan Hansson skyder over målet, når han i sin anmeldelse her i bladet erklærer, at »de krav, som H. G. gjorde sig til tolk for, har nu, takket være Christensen, fået en videnskabelig etisk grundvold«. Den har efter min mening H. G. selv sørget for. Retsstatens værd ser jeg i forfatterens bestræbelse for at genopbygge vor tids udflydende retsbegreber og dens rammende kritik af vor offentlige forvaltning.
     Dette har jeg også givet udtryk i min pjece. Min opposition er rettet mod den synsvinkel, hvorunder forfatteren selv ser sit værk, idet han betragter det som et forsøg på at bestemme statens formål på forhånd ud fra en retsbetragtning. Dette er efter min opfattelse en uløselig opgave.
     Vort samfund er en organisme, et økonomisk individ, hvis bevidste udtryk er de offentlige organisationer. Dets tilværelse er karakteriseret ved, at samfundet dør ikke med dem, der nu råder for dets udvikling, dets liv fornyes stadig af de nye slægter, det lever i en evig ungdom. Vort forhold til det kan i mange henseender sammenlignes med forældres forhold til deres børn. Vor opgave består ikke i på forhånd at fastsætte regler for dets livsudfoldelse, men i at tilvejebringe betingelser for, at den kan blive så rig og frodig som mulig. Ingen af os får de endelige resultater at se af de bestræbelser, vi nu udfolder. Vi kan og skal ikke lære vore børn, hvad de skal gøre i hvert enkelt tilfælde, men vi kan indprente dem, hvad de ikke må indlade sig på i noget tilfælde.
     Retsbetragtningen kan og skal sige os, hvad staten ikke skal give sig af med, den er prøvestenen for de offentlige foranstaltningers værd, fordi »alene det, som er retfærdigt, er klogt«. Den skal være retningslinjen i vort offentlige som i vort private liv som kompasset ombord, der viser kursen, siger os, om den er falsk.
     Men det er skipperen, der sætter kursen, leder skibets vej mod al virksomheds mål: fordel, fortjeneste.
     Jeg tror for alvor, at retfærdighed betaler sig, at den derfor hører hjemme på denne jord og ikke blot i filosofiens himmel, at den er vort største positive gode, grundlaget for vort samfunds trivsel, betingelsen for vore livsmuligheders udfoldelse. Derfor kræver vi retfærdighed, derfor er den kampen værd.
     Så vidt jeg forstår, er Sev. Christensens blik blevet sløret for denne sammenhæng, hvilket er grunden til, at han har indladt sig på et forsøg, der måtte løbe ud i sandet.
     Jeg skal forsøge at påvise dette nærmere, idet jeg for overskuelighedens skyld væsentlig holder mig til hans opsats her i »RET«.
     Sev. Christensen begynder med en bebrejdelse for, at jeg ikke har citeret ham nøjagtigt. For en ordens skyld må jeg hævde, at de anførte citater er nøjagtig afskrevne efter hans bog i bestræbelse for at gengive typiske udtryk for hans anskuelse. Flere steder har han anvendt udtryk, der nøje svarer til den citerede formulering af hans krav, »at de goder, der opnås ved de indsamlede værdier, er af en sådan art, at de nødvendigvis må komme alle i lige grad til nytte«. Dette frafalder hr. C. altså nu. Han ønsker, så vidt jeg forstår, sin påstand udtrykt således: »Statens retmæssige opgaver er sådanne, som alle og enhver væsentlig måtte omfatte med samme forhåndsinteresse«. Om der herved er opnået nogen større logisk klarhed, skal jeg lade være usagt, men således, som sætningen står, forekommer den mig hverken at have nogen klar forbindelse med den almene retsbetragtning eller at yde noget frugtbart grundlag for en bestemmelse af statens opgaver.
     Min opfattelse kan jeg præcisere således: »Statens opgaver er sådanne, der med størst fordel løses af et statsmæssigt organiseret fællesskab«. Jeg fremhæver udtrykkelig i min pjece, at »vinder den betragtning for alvor fodfæste, er der næppe nogen fare for, at staten skal blive overbebyrdet med opgaver«. Vore daglige erfaringer synes mig at bekræfte denne opfattelse. Beskyldningen for halvsocialistiske tendenser rammer mig derfor ikke.
     Hr. C. og jeg er enige om, at rettens hævdelse er grundlaget for samfundets trivsel, at den i fremragende forstand er en fællesopgave, hvis løsning kræver en statsmæssig organisation. Men vor enighed bygges ikke på hr. C.s forudsætning. Jeg ser ikke, at vi alle har samme interesse i retsbeskyttelsen. Den spiller ikke samme rolle for den fredelige landsby som for den moderne storstad, hvis eksistens næppe ville være mulig uden en skrap retshåndhævelse. Købstadsretten har fra den ældste tid været langt striksere end de love, der gjaldt for landet. Denne forskel indgår som en betydningsfuld størrelse i forskellen mellem de 2 steders grundværdi. Vi har fælles, men ikke samme interesse i retsbeskyttelsen, og vi har lov til at betale i forhold til vor interesse - blot ikke til staten.
     Retsbeskyttelsen er til direkte positiv fordel for os alle. Jeg kender i det hele ikke til nogen fordel, der ikke er positiv. Negativ fordel er tab. Erkendelsen af denne fordel er retsstatens grundlag. Men end ikke den er oprettet eller opretholdes ved enstemmig enighed. Der er så meget, der lader sig tænke, men det kommer efter min mening an på, hvad der lader sig gøre. Dertil hører absolut ikke doktorens projekt om et med enstemmig enighed gennemført kanalanlæg.
     Dr. C. og jeg er enige i, at den bærende retsgrundsætning er alles lige ret, men ikke alle er enige med os deri. Vi ser begge retsstatens første opgave i at gøre ret og skel mellem samfundets og den enkeltes eje, men vi har foreløbig et flertal mod os, der holder på, at dens hovedopgave er at bevare den bestående retsorden, at udvikling, forandring af retsgrundlaget krænker retssikkerheden. Den del af en sandhed, der ligger heri, er konservatismens grundlag og vor største vanskelighed. Ikke desto mindre er vi fast bestemt på at gennemføre vor opfattelse, den dag vi vinder flertal. Lad os også være enige om det, så kan de andre tale om yndlingsanskuelser og fikse idéer, så længe de lyster.
     Forsvaret udadtil anser jeg for en fællesopgave, der kræver statsmæssig samvirken, men nogen begrundelse af dette standpunkt finder jeg ikke i retsstatens principper end mindre i en betragtning af, hvad »alle og enhver væsentlig måtte omfatte med samme forhåndsinteresse«. Forsvarets nødvendighed beror jo netop på, at retsprincipperne ikke har nået international anerkendelse. Skete det, måtte de nationale forsvar falde bort med det samme.
     At en af retsstatens opgaver er at varetage også de umyndiges ret, synes mig så selvfølgeligt, at jeg for så vidt ikke ser nogen grund til at anføre det som et selvstændigt punkt.
     Det er da i behandlingen af det fjerde punkt, som hr. C. opstiller, »sikring af samfærdselen og, tilvejebringelse af samfærdselsbetingelser«, at det skal vise sig, om han har ret i at statens opgaver kan bestemmes på forhånd ud fra det af ham angivne grundlag.
     Selve udtrykket forekommer mig svævende, skikket til at omfatte de fleste ytringsformer af vort erhvervsliv, der kan opfattes som en eneste stor transportvirksomhed, - og med mulighed for at indskrænkes til samfærdslens retssikkerhed.
     Efter den udvikling af sit standpunkt, som Sev. Chr. har givet i sin opsats, kunne jeg antage, at det sidste egentlig var hans mening. Men dermed ville jo alle spekulationer over statens opgaver falde bort. Så havde den ingen anden end den at holde justits. For logikken i et sådant standpunkt måtte jeg bøje mig, men længere kunne min anerkendelse ganske vist heller ikke strække sig.
     Det er dog øjensynligt ejheller doktorens mening at indskrænke statens opgave til at sikre færdselen; han udvider den straks i sit eksempel til også at anvise vejen, men dermed er retsprincippet (endsige fordringen om alles samme forhåndsinteresse) brudt, staten har påtaget sig en anden opgave end den at stifte ret, og så nytter det ikke at standse ved ekspropriationen med en erklæring om, at »det eneste, der kunne være tvivl om, er hvorvidt det er en nødvendig og berettiget opgave for staten at gå videre - om med andre ord selve anlæggene også hører til dens opgaver«. For her er det netop, at tampen brænder. Det spørgsmål må vi have svar på, ellers kommer vi ikke ud at køre med banen. Og svaret må i hvert enkelt tilfælde blive dikteret af, hvad der er fordelagtigst for os alle, om opgaven er sådan, at den »med størst fordel løses af et statsmæssig organiseret fællesskab«.
     Denne udvej synes doktoren så rent håbløs, fordi det er vanskeligt at afgøre, om en almenforanstaltning betaler sig eller ej. Skulle det monstro ikke komme af, at min ærede modpart ikke har beskæftiget sig synderlig med løsning af den slags opgaver. Det er dem, som vore repræsentative styrelser og deres teknikere ustandselig må tumle med, og min påstand er den, at hvis udbyttet af disse foranstaltninger indgik direkte i vor fælles kasse, ville faren for forfejlede projekter blive betydelig mindre end nu.
     Jeg forstår egentlig ikke, hvad Sev. Chr. kan have at indvende mod denne betragtning, hvorledes han tænker sig at løse spørgsmålene, om staten skal bygge en bro over Suså, en hovedbane til Køge, en eksporthavn ved Esbjerg, om den skal foranstalte landet opmålt, eller dets geologiske bygning undersøgt, om vi bør have offentlig eller privat sporvognsdrift i hovedstaden osv., alt ud fra en undersøgelse af om det kan antages, at »alle og enhver væsentlig måtte omfatte dem med samme forhåndsinteresse«.
     Den lige ret, vi kan kræve, er udtrykt i vor lige pligt til at betale samfundet for de goder, det tilvejebringer, og den fælles ligelige forhåndsinteresse, vi har, samles om at få disse goder tilvejebragt på en så billig og fornuftig måde som muligt.
     Vort samfund er en erhvervsenhed, et økonomisk individ, hvis vækst bæres oppe af retssystemets skelet, der ikke tåler brud, hvis vort fællesliv ikke skal blive en krøblings. Men den kraft, der driver blodet gennem dets årer og under foretagsomhedens nervestrømme til dets muskler, er trangen til livsudfoldelse, til vinding af nye værdier. Når jeg har imødegået dr. Christensen ret stærkt, til trods for, at jeg føler mig så enig med ham i alt, hvad det for mig kommer an på, er det for at yde modstand mod en tankeretning, der forveksler sin egen private tankebygning med det folkets hus, hvortil vi alle ønsker at bære sten.