Af Severin Christensen

Allerede overskriften på hr. Ingeniør Folke-Rasmussens artikel røber en misforståelse. Et svælg er befæstet, ja - men hvor? Jeg havde i min artikel ikke antydet noget svælg imellem personer, men vel imellem anskuelser,- og jeg har ikke kunstigt lavet dette svælg, men kun ment at burde pege på noget, der faktisk eksisterede. Hvor i mit indlæg findes mindste hentydning til, at jeg frabeder mig nogens medarbejderskab, frakender nogen ret til at være med i arbejdet eller sætter skel imellem folk? Jeg har jo tværtimod udtalt min tilfredshed med, at hr. F.-R. i sin pjece har berørt dette på en gang så vigtige og uopdyrkede emne og kritiseret mit standpunkt. Det har da også altid været min opfattelse, at en forfatter bør være taknemlig for næsten en hvilken som helst kritik, om ikke for andet, så fordi den foranlediger ham til at gå sine ideer efter og direkte eller indirekte hjælper ham til at finde klarere udtryk, men det er et kedeligt faktum, at det næsten aldrig har været mig muligt at føre en saglig debat til ende, uden at personlige momenter er blevet inddragne, jeg har med forundring set, at respektløshed overfor anskuelser næsten altid er forvekslet med personlig uvilje. Vor offentlige debat lider stærkt under denne dårlige sædvane, som det ville være en svaghed at give efter for; af englænderne burde vi snarere lære dette: endnu større hensynsløshed overfor anskuelser, endnu mindre overfor personer.
     Hr. Folke-Rasmussen beklager, om vor bevægelse skulle belemres med dogmatiske stridigheder. Jeg ville i endnu højere grad beklage, om bevægelsen skulle blive stikkende i enkelte bestemte dogmer, uden at de blev genstand for strid. Og ingen vil miskende, at mine redegørelser netop har været dikterede af frygt tor, at der skulle gro stive dogmer op omkring nogle af de svageste af Henry Georges udtalelser (især hele hans socialistisk farvede fremstilling af statens opgaver i »Fremskridt og Fattigdom«*).
    *) som forøvrigt må læses i originalen, da væsentlige ting er udeladte i Langes bearbejdelse
     Når hr. F.R. skriver, at jeg erklærer jordskyldreformen for komplet værdiløs uden visse af mig opstillede tilføjelser om pengenes anvendelse, er dette ikke korrekt gengivelse af min artikel. Thi jeg gør udtrykkelig opmærksom på, at allerede hint første skridt vil medføre den gode følge, at borgerne vil blive mere kritiske overfor anvendelsen. Jeg kunne også udtrykke min mening således og håber da ikke at kunne misforstås: inddragelsen af jordskylden i og for sig er ingenlunde nogen tilstrækkelig garanti for, at borgerne får hvad der tilkommer dem af fællesejendommen; en sådan garanti opnås kun ved, at der også tages hensyn til anvendelsen. Dette synes mig så trivielt selvindlysende, at jeg næsten ikke begriber, hvorledes der kan være to meninger om den ting. Og da jeg stadig har fremhævet, at hvad det i første række gælder om blot er at få princippet for anvendelsen anerkendt: at fællesejendommen kommer alle i lige høj grad tilgode, og at den ikke må bruges til formål, som ikke er udtryk derfor, - at derimod enkelthederne kommer i anden række, synes jeg ikke, at disse »tilføjelser« uden videre kan behandles som noget personligt påhit (»privat tankebygning«). Kan blot grundprincippet fastslås som rigtigt, er der i øvrigt næppe grund til nogen diskussion om enkelthederne på bevægelsens nuværende trin.
         Den opfattelse af samfundet og statens opgaver, der kommer til orde i hr. FR.s ovenstående artikel, er ligeså lidt betryggende for selvbestemmelsesretten som tilfældet var i pjecen. Han sammenligner vort forhold til samfundet med forældres forhold til deres børn (hvem er vi?); Der tales om skippere, som skal sætte kursen for os og så fremdeles. Stadig går den tanke igen, at nogle i staten skal påtage sig et ledende formynderskab over andre, hvad der også giver sig udslag i den formel, han betegner som sin opfattelse af statens væsen. Denne formel kræver imidlertid svar på følgende: hvem bestemmer, hvad der er til størst fordel, og hvorledes afgøres det? Med hvad ret vil man kræve, at andre skal rette sig efter dette skøn og betro deres andele i fællesejendommen til slige risikoer? Hvad er et statsmæssig organiseret fællesskab?
     Hvorledes man end opfatter staten, så er det givet, at den kun virker med betroede midler, og jeg, den enkelte borger, har ret til at frabede mig, at andre uden min udtrykkelige sanktion leder eller »styrer« dispositionen af mine midler efter deres beregninger om fordel eller fortjeneste.
     Også jeg tror, som hr. F.R., at retfærdighed betaler sig (i alt fald i een bestemt retning), men jeg tror ikke på den omvendte sætning, at alt hvad der betaler sig er retfærdigt.
     Hr. Ing. F.R. mener, at vore daglige erfaringer taler imod, at staten ville blive overbebyrdet med opgaver, hvis hans betragtning blev den ledende. Jeg synes dog, at erfaringen leverer os de mest utvetydige beviser på, at det ville blive tilfældet. Thi hvad andet har vi i øjeblikket end den F.R.'ske statsopfattelse i virksomhed? Da flertallet er enerådigt, er »de opgaver, der med størst fordel løses af et statsmæssigt organiseret fællesskab« naturligvis blevet ensbetydende med, hvad der er det i øjeblikket herskende parti fordelagtigst. Og hvorfor skulle det genere sig? Alle de opgaver, hvormed de skiftende partier efterhånden har belemret statskassen, har jo stedse på den bekvemmeste måde ladet sig begrunde ud fra formlen »den størst mulige fordel«. Men om det er landets fordel eller partiets, lader sig ikke altid gennemskue; selv modstandere lader sig stikke blår i øjnene. Og objektive beviser? Hvem spørger i politik efter objektive beviser? Så var politikken nok ikke den kunst den er.
     Jeg havde i min artikel bebrejdet hr. F.R., at han havde gengivet nogle af mine udtalelser unøjagtigt. Dette søger han at afkræfte ved at påstå, at jeg nu (i artiklen) siger noget andet end i »Retsstaten«, nemlig at »statens retmæssige opgaver er sådanne, som alle og enhver væsentlig måtte omfatte med samme forhåndsinteresse«. Læsere, som vil have den ulejlighed at efterse »Retsstaten«, vil imidlertid let konstatere, at denne sætning er nøjagtig den samme, som findes side 67, linie f.o. 12-13. Hr. F.R.s påstand forvandler sig dermed til et tydeligt og klart bevis for, at han har tillagt mig en anden opfattelse end den, jeg der har udtalt; og det må da beklages, at han har brugt så mange overflødige ord på at bekæmpe den.
     Hvad enkelthederne angår viser det sig nu, at hr. Ingeniør Folke-Rasmussen og jeg væsentlig er enige om hvad der er statens opgave. Det er begrundelsen, der er forskellig. I sine bemærkninger om den indre retsbeskyttelse forekommer det mig, at han jonglerer vel meget med modsætningen positiv-negativ. Selvfølgelig kan enhver fordel på en vis måde siges at være positiv, men derfor kan der være god mening i at sondre mellem fordele, der alene resulterer i status quo (altså intet positivt ud over udgangspunktet) og fordele, der føjer et plus til status quo. Til den første art hører retsbeskyttelsen, og garantien for, at status quo ikke forringes, har vi alle den samme interesse i.
     Forsvaret udadtil betragter jeg kun som en særlig, af forholdene påbudt form for retssikkerhed overhovedet, indenfor et bestemt område men, siger F.R., i det øjeblik der er garanti for, at retsprincipperne anerkendes internationalt, må det nationale forsvar bortfalde. Ja, naturligvis. Jeg ser ikke, at dette strider imod prøvestenen: hvad alle og enhver må omfatte med den samme forhåndsinteresse. Thi der kan jo ikke være nogen almen interesse for det unødvendige eller overflødige.
     At varetagelsen af de umyndiges ret udgør en af retsstatens opgaver, synes hr. F.R. Så selvfølgeligt, at han ikke ser, at der er nogen grund til at anføre den som et selvstændigt punkt. Muligvis ikke. Der er overhovedet logisk set ikke noget i vejen for at reducere de fire punkter til et eneste: retssikringen. Men af praktiske grunde og for oversigtens skyld har jeg valgt at specificere dem, og i alt fald er det af utvivlsom interesse at få klarlagt hvor langt de umyndiges ret strækker sig; thi jeg ser ikke, at man hidtil har gjort synderligt for at løse dette problem.
     Hr. Folke-Rasmussen mener, at det især bliver ved det sidste punkt, »sikringen af samfærdslen og tilvejebringelsen af samfundsbetingelser«, at det skal vise sig om statens opgaver kan bestemmes forud fra en retsbetragtning.
     Hvorledes har jeg da formuleret denne opgave?
     Jeg har gjort opmærksom på, at da almindelig samfærdsel er en integrerende del af ejendomsretten, må sikringen af den også nødvendigt falde ind under statens opgaver. Ekspropriationer i almene samfærdselsøjemed bliver dermed et led i statens retsbeskyttende virksomhed; men dette indgreb og andre dermed samhørende foranstaltninger nødvendiggør en retslig afvejning af en række modsatte interesser. Lad os holde os til det nævnte eksempel, jernbanerne: alene ekspropriationen er et indgreb, der ikke blot kræver beregninger om vederlag, men også nøje overvejelser over deres nødvendighed; thi den ulempe, de let kan volde den enkelte, må motiveres ved deres samfundsnødvendighed, for at den ikke skal føles som vilkårlig. Hvis staten, uden at hensynet til almenfærdslen krævede det, tillod ekspropriationer til flere parallelle baneanlæg, ville det være vilkårlige overgreb; altså må den nødvendigvis også overveje færdselslinjerne og til en vis grad monopolisere disse foretagender. Dertil kommer så (ved privatbaner) spørgsmålet om disse monopolers værdi; også her må staten være den, der afbalancerer den enkeltes og det offentliges ret; og fremdeles, da forholdene udelukker helt fri konkurrence, men meddelelsen af koncessioner på visse bestemte banelinjer giver disse forretninger offentlig karakter, er der dermed givet det offentlige ret og pligt til kontrol af forskellig art: at publikum får passende vederlag for taksterne, at banestrækningerne og vognene bliver fuldt udnyttede, at materiellet er godt og forsvarligt, at kørselshastigheden og indordningen af nye linjer svarer til hvad den almene samfærdsel kræver, kort sagt at banerne ikke drives som almindelige konkurrenceforretninger. At balancere mellem disse forskellige krav og derunder at afveje de forskellige parters (statskassens, publikums og monopolhavernes) interesser er statens vanskelige, men nødvendige opgave, hvis den skal opfylde sin pligt som retsorgan.
     Det er ordningen af disse forhold, jeg har betegnet som en berettiget og nødvendig opgave for staten; det er, som hr. F.R. rigtig har set, blot et specielt område at »holde justits« på - rigtignok en etisk begrundet justits. Og når han bøjer sig for logikken i dette standpunkt, men dog ikke vil strække sin anerkendelse videre, da kan jeg være godt tilfreds dermed. Min ærgerrighed har, som det vil ses af de indledende ord i »Retsstaten«, udelukkende været rettet mod, at mine slutninger måtte være logiske afledninger af de principper om retfærdighed, jeg har fremsat, og jeg har end ikke sans for nogen anden art af anerkendelse.
     For hr. Folke-Rasmussen synes spørgsmålet, om det offentlige selv skal anlægge og drive banerne at være det, »hvorom tampen brænder«. Jeg mener, at det først kommer i anden række. Hovedsagen er, at opgaven løses således, at samfærdslen sikres, og alle parters ret sker fyldest. Hvorvidt det offentlige selv skal drive banerne, må afhænge af, om det er et nødvendigt middel til opnåelsen af det foreskrevne mål (ikke at forveksle med, om det overhovedet skønnes »fordelagtigst for samfundet«). Skulle det vise sig at være nødvendigt, bliver denne ordning intet brud på retsprincippet, men tværtimod den eneste udvej til at realisere det. Men om det er nødvendigt, derom har jeg intet bestemt turdet udtale. Jeg kan kun ikke tro det, thi overalt i verden har man privatbaner, som selv under mangelfulde retsforhold (ublu monopolgevinst,* udbytning af de rejsende osv.) er så relativt godt organiserede, at det giver gode udsigter til, at dette spørgsmål heltud kan løses uden at staten tager den aktive ledning i sin hånd. Og princippet må overalt være at staten begrunder enhver konkurrence, enhver indgriben i forretningslivet, enhver ny opgave, enhver ny embedsstab med henvisning til, at det er et nødvendigt skridt for at gennemføre retten. Bevisbyrden påhviler altid staten lige overfor den enkelte. Alle indgreb, der ikke påbydes, af hensyn til at betrygge gensidige rettigheder, er i samme grad uberettigede som de er overflødige.
     Hvis staten således - udover den jord, som direkte skal anvendes til et anerkendt samfundsformål - f.eks. eksproprierer jord for at sælge den og derved opnå spekulationsgevinst, har den overskredet sin retmæssige beføjelse.
     Hr. F.R.s spørgsmål om trafikvæsnet (jernbane- og sporvognsdrift m.m.) har dermed fundet deres besvarelse. Hvad eksporthavnen ved Esbjerg og den geologiske undersøgelse af landet angår, er spørgsmålene for vagt formulerede til at besvares principielt. Alt afhænger af, hvad disse ting skal tjene til. En eksporthavn, der væsentlig var bestemt til at udføre landbrugsprodukter, eller en geologisk undersøgelse, der alene havde ren teoretisk forskning for øje, ville ikke være berettigede statsopgaver.
     Jeg kan i grunden godt slutte mig til hr. Folke-Rasmussens slutningsbemærkning. At den kraft, der driver blodet igennem samfundets årer, er trangen til livsudfoldelse, til vinding af nye værdier. Men det gælder om ikke at forveksle stat og samfund. Det er hos de enkelte individer, som udgør samfundet, og i de frivillige sammenslutninger, at produktivt initiativ skyder op; det gælder om at forstå, at staten, dette plumpe magt-væsen, ikke er skikket til at skabe værdier. Den har altid egnet sig mere til at skade og hæmme produktionen i sin helhed, både den materielle og den åndelige, end til at gavne den; lad os allerhøjest tilkende den evnen til at ordne og regulere. Hovedpersonerne i dramaet leverer samfundet; staten kan få lov til at være regissør.

     Severin Christensen.