|
Nogle velmenende personer
holder »børnerednings-udstillinger« i mange amerikanske
såvel som europæiske byer. De forsøger at lære
mødrene den behandling, der er nødvendig for at formindske
dødelighedsprocenten blandt småbørn. I en pjece, der
er trykt til bedste for beboere af lejehuse, findes følgende oplysninger:
Moderen »bør ikke arbejde så
hårdt som sædvanligt« i tiden før fødslen.
»Barnet bør sove alene. Det er meget usundt for børn
at sove i seng sammen med ældre«. Også følgende
råd gives: »Barnet behøver frisk luft hele tiden«.
»Lad ikke barnet komme i køkkenet«. »Rådspørg
ikke naboer, når barnet er sygt. Lad en læge komme til stede«.
»Det barn, der ernæres ved moders bryst, har 5 gange så
stor livskraft som det flaske-opfødte« osv. osv.
Moderen rådes også til at være
omhyggelig med husets tilstand. Pjecen spørger: »Er tapetet
og kalken tør og ren?« »Er der rigelig sollys i værelset?«
»Er der nogen dam med dårligt vand, affaldsdynge, mødding
eller andet, der skaber dårlig luft, i nærheden af huset?«
Uden tvivl er det gode råd allesammen,
men er det ikke en hån at yde dem til de mennesker, som disse børnerednings-udstillinger
har til hensigt at nå? Hvad opnås der ved at fortælle
moderen, at hun »bør ikke arbejde så hårdt som
sædvanligt« og bør sørge for, »at barnet
ikke kommer i køkkenet« - når samtidig økonomiske
forhold tvinger størstedelen af mødrene til at gå på
arbejde og til at udføre alt det slid og slæb, der må
gøres i og ved et hus? Sålænge arbejderne får
så lille en del af, hvad de frembringer, - hvis det da i det hele
taget bliver dem tilladt at frembringe noget - til hvad nytte er det da
at give dem råd angående den risiko, der er forbundet med at
leve i huse med fugtige vægge eller med utilstrækkelig sollys
og usunde omgivelser?
Jeg forskrækkede engang nogle gode
mennesker ved at fortælle dem, at hvis ligene af alle de børn,
der er døde på een dag på grund af uretfærdige
økonomiske forhold, blev udstillede foran offentlige bygninger, hvor
de forsætlig-blinde lovgivere kunne se dem, ville det betyde mere
for redning af børn end al en menneskealders godgørenhed.
De råd, som tilhængerne af børnerednings-udstillinger
så frimodigt yder, beviser, at jeg havde ret. Men måske er det
ikke alene lovgivere, der har en sådan anskuelsesundervisning behov.
De godgørere, der ynder alle planer til børns frelse undtagen
afskaffelse af årsagen til deres tidlige død, kunne måske
også trænge til den.
Børneredningsproblemet er kun en
part af fattigdomsspørgsmålet. At afskaffe fattigdommen synes
næsten at være det sidste, godgørerne ønsker.
Der er ingen anden fornuftig forklaring på deres blindhed. I hver
by, hvor fattigdom tvinger befolkningen ind i overfyldte fattigkvarterer,
ville den ledige jord, som nu holdes tilbage fra brug, være tilstrækkelig
til at skaffe boliger til alle kasernebeboerne, uden at endda al plads ville
blive optaget. I enhver by er der gamle, usunde bygninger, hvor ingen ville
bo, hvis ikke lav løn og høj husleje tvang dem dertil. I enhver
by er der også love i virksomhed, som straffer dem, der forbedrer,
og opmuntrer dem, der hindrer forbedringer. Således går i enhver
by og også i ethvert landdistrikt muligheder til spilde, medens mænd
må presse hinanden for tilladelse til at udnytte de muligheder, der
er åbne for dem, og kun de, der vil arbejde for den laveste løn,
kan vente at opnå denne eftertragtede begunstigelse. Dog er godgørenhedsorganisationerne
ligeså kløgtige som lovgiverne til at sno sig udenom det
simple hjælpemiddel mod denne tilstand, nemlig fjernelsen af den
bøde, vore skattelove lægger på værkflid og bødens
overflyttelse på deres skuldre, som holder mulighederne borte fra
udnyttelse.
Joseph Fels.
|