|
Den kritik at det
gamle tvetydige begreb »skatteevne«, som tidligere er fremsat
her i bladet, kom endelig åbent og kraftigt til orde i folketinget
under behandlingen af de nye skattelove den 16. februar. Det var folketingsmand
Grønborg, der uden forbehold brød staven over det forældede
og vildledende begreb »skatteevne« i følgende ord:
»Jeg vil
for det første sige, at de skatteprincipper, som vi har fulgt nu
i en årrække, for mig står som ganske misvisende og i
bund og grund urigtige. Der er en sætning, som har været udtalt
mangfoldige gange i den sidste halve snes år eller mere, når
der har været tale om skattepolitik, nemlig den, at man skal lægge
skatten, hvor skatteevnen er. Det er en falsk og misvisende sætning,
og det er en dårlig moral, den udtrykker. Thi det er i virkeligheden
en ren røvermoral; det er det samme som at sige: der, hvor man kan
opdage de mange penge, og hvor der er noget at få, der tager man det,
og nu har man også her opdaget, at der måske kan pilles lidt
af teater, musik, forestillinger osv., og så slår man straks kloen
i det, men man spørger ikke om, med hvad ret man gør dette,
hvilken juridisk og navnlig moralsk ret man har til at gøre det.
Jeg mener, vi må ind på en helt anden linie i vor skattepolitik
end den, vi hidtil har fulgt, så at dette ikke bliver vor ledestjerne
at tage skatten, hvor skatteevnen er, men således at vi siger: »skat,
hvor skattepligten er«.
Enhver ven af klare
linier og en sund skattepolitik bør sige hr. folketingsmand Grønborg
tak for disse endog ret skarpe ord. Dette så meget mere, som der
i adskillige blade - øjensynlig dog nærmest af partipolitiske
hensyn - er rettet angreb på folketingsmanden for hans åbne
kritik af begrebet »skatteevne«. Dette ord hidrører
jo imidlertid fra venstrepartiets barndomstid, da man endnu ikke - her
i landet som andetsteds - havde klaret sig, at »skatteevne«
kun er en meningsløs oversættelse af det engelske »ability
to pay« dvs. betalingsevne, hvilket ord kun udsiger noget om en faktisk
tilstedeværende mulighed for at betale, men intet som helst om det
retlige forhold, der skulle kunne begrunde en forpligtelse overfor det
offentlige.
En endnu bedre afløsning for ordet
»skatteevne« end »skattepligt« er dog, som tidligere
påvist her i bladet, ordet »skyldpligt«, der direkte
udsiger, at der forud for et skattemellemværende skal bestå
et offentligt skyldforhold, som netop udlignes ved skatten.
Derved ledes opmærksomheden nemlig
hen på det rette element i det hele økonomiske forhold mellem
det offentlige og den enkelte, og i en diskussion bliver sejren da langt
sikrere.
Overfor den indvending, »hvorledes
det går, når evnen ikke er tilstede« osv., giver også
kun »skyldpligt« den rette forklaring. Thi dette ord fører
tanken bestemt hen på, at der aldrig under nogen omstændighed
kan tænkes det tilfælde, at betalingsevnen skulle kunne mangle,
hvor der foreligger en virkelig skyldpligt mod det offentlige. - Thi »skyld«
forudsætter, at der forud af det offentlige er givet den skyldpligtige
den ting, som han gennem skattens beløb giver tilbage et vederlag
for. Såfremt den enkelte skyldpligtige person derfor nogensinde skulle
mangle betalingsevne, bliver dette uden mindste indflydelse på det
offentliges skatteret. Thi i så fald har det offentlige den nærliggende
og altid benyttede udvej, at gøre sin ret gældende overfor
selve den ting, som er årsag til skyldpligten, og hvorpå ret
egentlig skylden hviler.
Men dette fører nødvendigvis
til, at skyldpligt kun kan være »reel« og ikke »personlig«,
kun kan være knyttet til besiddelsen af en ting eller rettighed
af fast værdi dvs. en grundværdi.
Dette er da også årsagen til,
at der aldrig kan forekomme »uerholdelige restancer« af egentlige
grundskatter. Kun disse har den for al god statsstyrelse nødvendige
egenskab at være ufortabelige - modsat alle skatter af personlig karakter.
S. Berthelsen
|