|
Det er sikkert med
god føje, at dr. Severin Christensen i tvende foranstående
artikler har lagt Henry George venner på sinde, at også anvendelsen
af grundværdiskatten er og bør være underkastet retfærdsloven
om at give enhver sit, og at fælles midler derfor kun bør anvendes
til fælles formål, hvis ikke retfærdsloven skal krænkes.
Dr. C. har jo ingenlunde dermed villet mene,
at vi skulle standse vort arbejde for grundværdiskattens gennemførelse,
indtil der er opnået enighed om anvendelsen af pengene, eller om
det valgsystem, som rettelig kan udfinde den repræsentation, som
alene kan afgøre, hvad der er fælles formål. Henry George
har jo selv, ved at sætte den rette etiske skattereform i forgrunden,
og overladt de andre opgaver til andre tider, vist os, at disse opgaver
også rolig kunne sættes i 2den række indtil videre - selvom
deres drøftelse selvfølgelig alle dage bør stå
åben for enhver, som særlig føler sig kaldet dertil, og
blandt hvilke vort land har så udmærkede foregangsmænd
som Severin Christensen og Johan Pedersen.
Og denne grundværdiskattens plads
i første række af alle reformer bør da også
fastholdes som det centrale for Henry Georges venner. Dr. Christensen
fastslår selv, at alene jordskyldens inddragelse som isoleret foranstaltning,
ville »tvinge folk til at tænke«. Allerede dette er
jo ganske overordentlig vigtigt til rensning af den offentlige mening
og de deraf følgende indflydelser på hele vort offentlige
liv. Men jeg kunne være tilbøjelig til (i modsætning
til sætningen side 73 ovenfor) yderligere at sige, at alene indsamlingen
af en ren grundskyld ville være den største etiske bedrift,
nogen stat kunne påtage sig at udføre. Thi derved ville den
med et slag udrense de allerfleste urets-bakterier, hvormed vort sociale
liv nu er befængt - eftersom disse har deres tilhold netop i den private
monopolisme, som da ville forsvinde. Det var da næppe muligt længere
for nogle private at snylte på andre private i ly af lovene.
Og dette ville være en uhyre vinding,
selv om den indkomne jordskyld ikke fuldtud blev forvaltet som den skulle,
til »fælles« formål alene. »Tingenes naturlige
konsekvens« ville også - som Dr. Christensen så rigtig
bemærker - hurtigt medføre den rette anvendelse; thi følelsen
af at man her alene havde for sig folkets fælles skatkiste, ville
skærpe årvågenheden for dens rette brug.
Hertil kommer vistnok yderligere, at det
i visse samfund, særlig på landsbygden, ikke vil være
udelukket, at de sociale virkninger af vor reform langt ville overskygge
de finansielle, så at de offentlige formål ville skrumpe væsentlig
ind og delvis blive overflødige, fordi den lave jordpris og den høje
arbejdsløn vil ophæve de fleste »proletar-udgifter«,
som ikke enten forsikring eller privat kristelig velgørenhed med
rette bør kunne afhjælpe. Og endelig kan det også udenfor
dette tilfælde tænkes, at jordskyldens beløb helt vil
overskride de offentlige behov. Hvilken regel skulle da følges
ved jordskyldens anvendelse? Eller skulle man i så fald undlade
at opkræve mere jordskyld end netop fornøden?
Svaret må - når man overhovedet
vil ind på deslige spekulationer - fornuftigvis lyde således,
at den fulde »jordskyld« i alle tilfælde bør
indkræves til bunds, medens »overskuddet« af jordskylden
i så fald måtte fordeles ligelig mellem samfundets medlemmer,
fordi de i fællesskab har skabt de pågældende værdier.
Denne udvej frembyder sig som nærliggende overalt, hvor tvivl om
fællesformål kan forekomme.
Derfor kan man naturligvis udmærket
drøfte de specielle offentlige formåls rette fælleskarakter
- hvad også lejlighedsvis er sket tidligere her i bladet. I forbigående
skal dog bemærkes, at spørgsmålet om vederlag for gasforbrug
næppe er besvaret fuldtud ved blot at regne efter mængden
af den anvendte gas. Denne udgør ofte den mindste del af det offentliges
udgift til hele gasanlægget. Væsentlige dele af fordelene
ved dette falder - ganske uanset den enkelte husholdnings gasforbrug -
på de grundværdier, som ved gasværkets anlæg stiger
i værdi med muligheden for at kunne få gas, så at selv
ubebyggede byggepladser med rette vil kunne pålignes jordskyld (gasværksskyld)
i den anledning. Det samme gælder vand-, elektricitets- og andre
anlæg, samt ikke mindst jernbaner. Men mulig også, at dr.
Christensen kun som betaling for gas vil regne, hvad der ikke rettelig
er dækket gennem jordskyld.
Overhovedet vil det ved de heromhandlede
spørgsmål formentlig være af nogen interesse, om man
ville overveje den grundsætning for fordeling af offentlige udgifter,
som vistnok første gang er formuleret i afhandlingen »Jernbanerne
og samfundet« (1906) og som lyder således: »Samfundsgoder
bør ikke vederlægges samfundet i forhold til, som de faktisk
nydes, men derimod i forhold til, som de af samfundet tilbydes den enkelte,
- altså uanset, i hvilket omfang han personlig udnytter de tilbudte
goder eller ikke.
Det vil let ses, at denne ret langtrækkende
grundsætning er en videre udformning og overførelse på
samfundsgoder i almindelighed af Henry Georges lære om jordværdierne,
og det ville være af megen interesse, om dr. Christensen ville
optage denne regel til nærmere belysning og prøvelse i det
værk om »Retsstaten«, som foran er bebudet, og som
vi alle vil imødese med store forventninger.
S. Berthelsen.
|