Severin Christensen var som menneske noget andet og mere end grundlæggeren af Retsmoralen og af Retsstaten. Når jeg, der har haft den lykke at være hans nære ven, nu, da han ikke mere er iblandt os, skal søge at give et indtryk af ham som menneske, som læge og som ven, vil jeg gøre det med ord af ham selv, og jeg vil begynde med at anføre, hvad han i sine righoldige dagbøger selv siger om det, der nu skiller ham fra os: Dødens mur!
     Det hedder herom (1901): »Mon nogensinde livet – hvad kunstgreb og fortolkninger der end anvendes – lærer at forsone sig med døden? Hvad faktisk ikke engang den religiøse tro kan, det kan vel end mindre de moderne livsanskuelser. Er døden end ej et fuldstændigt punktum, så er det dog den betydningsfuldeste ting, der kan hænde, ifald man da anser livet for betydningsfuldt overhovedet. Muligvis er den opløsning, som vi er vidne til, og som er det eneste, vi med vore kortsynede øjne kan se, kun et trin i en udvikling, hvis videre forløb unddrager sig menneskelige væseners kontrol – om end døden er væsensforskellig fra alt, hvad vi kalder udvikling. Naturen gør intet spring, hedder det overalt, hvor talen er om udvikling; men her synes virkelig at være et spring, i hvert tilfælde for os, tilskuerne. Pludselig slipper en betydelig åndelig værdi os af syne, bliver borte af vor tilværelse; hvor den går hen, ved vi intet om; dette står vi da studsende overfor i vor tankegang, der er så vant til at følge de minimale metamorfosers gang. Men da griber vi os også i at spørge os selv: er der da et spring, og er det da så uhyre, som det forekommer os.«
     Disse ord vil jeg ikke her bruge til at foregøgle os den trøst, at springet kun er ringe for de efterlevende. For os er der et stort spring mellem det at have ham levende iblandt os til personligt samliv, til tale i spørgsmål og svar – og så at være henvist til kun at genopleve, hvad han har talt og skrevet til os. Men én fordel har dog eftertidens afklarede erindringer; de kan vælge og udskille.
     Selv kommer han i dagbøgerne ofte tilbage til denne tanke, tanken om, hvad der bør glemmes og tilgives. Et sted siger han: »Vil der nogensinde kastes mere lys over de formål, vi har tjent, og den rolle, vi har spillet? Ja, ville det være at ønske og håbe? Må vi ikke langt snarere håbe, at det ikke kommer til at stå alt for klart, om vi har været mest op- eller nedbyggende? Eller er det endog tilladt at tro, at en barmhjertighedens kåbe kan kastes over vore misbrug af livet, og at vi i fremtiden kun vil leve i værdierne. At ligesom hernede kun de forhistoriske værdier holdes i ære og hævd, medens det værdiløse og det skadelige glemmes, at det også kan ske således i det fremtidige bevidsthedsliv.« og han tilføjede: »Den kristne religion giver denne trøst; dens særkende er faderforholdet; dette er dens originalitet og kerne, og herudfra må alle enkeltheder bedømmes. Om sit eget gudsbegreb siger han: "At tænke det fuldendte som noget allerede fuldendt, formår vi ikke.« – Hvilken ide om Gud er højest, den, der har al magten, kan underlægge sig alt ved et magtsprog –eller den, »der er ånd« og vil vinde ved at lokke medarbejdere til sit kærlighedsværk som "Livets Herre«.
     Et andet sted hedder det: "Ikke blot på en beståen af værdier tror jeg, men på en fremadskridende berigelse eller organisation, hvor hver værdifuld indsats kommer til sin ret. Om arkitekturen ligger klart i nogen bevidsthed, ved jeg ikke; måske er de enkelte led mere selvstændige end murerne ved en bygning, og måske viser det heles skønhed sig først til slut som på skaberens syvende dag. Men enhver både åndelig og materiel bygning får sin betydning. Lad os håbe, at det må gå med det slette, som det går i jordiske forhold, at det forfalder og glemmes, og at dets unyttige levninger og brokker dog på en eller anden måde kan komme til nytte, om end ad omveje og i lavere rang. Lad os håbe, at vore vildfarelser må vise sig som møjsomme omveje mod det værdifulde. Målet er os skjult; men ligesom termitten sikkert ikke har det heles arkitektur klart i sin hjerne, men ved, at den ved at yde sin skærv er med om en bygning, således har vi blot at virke med vore bedste evner, arbejde, tænke ærligt og dygtigt, vokse, lade andre trives – vi er da sikre på at arbejde med på noget større, end vi har evner til at opfatte ... om vi skal få lov at se vort værk under den uendelige synsvinkel? ... Der er mange muligheder.
     Et andet sted: "Troen på de værdifulde bygningers fremgang og sejr vil jeg hellere kalde den sag, Høffding kalder værdiens beståen. Skal individualiteterne gå under i et varigt værdifuldt åndsliv, eller kan de gøre sig gældende deri således, at slakkerne filtreres fra, glemmes eller bliver materiale for nye værdidannelser? En såre optimistisk tro. Men jeg vil tro på den bedst mulige ordning, der modsigelsesfrit er mulig for min tanke og min fantasi.
     Endnu et tredje sted i dagbøgerne, et overordentlig skønt sted stiller han sig spørgsmålet: »Hvem råder mon soningens love? Hvis der begås en stor uret mod et menneske, uden at dette og dets kilde bliver dette menneske bevidst, kan da denne uret ikke sones ved kærlig opførsel mod dette menneske, ifald den første uret ikke lader sig gøre god igen? Er det endog nødvendigt at lade det andet menneske se ind i den uret, der er begået? Sæt, at dette kun gjorde uretten større ved at slå et nyt sår? Er tilståelse og tilgivelse de eneste soningsmidler? Ville det ikke snarere være at kaste en byrde fra sig selv over på den anden? Er det en soning at gøre den, mod hvem man har begået uret, endnu ulykkeligere? Og skal det udstrækkes til alt – til det mindste? Skal alting, uvenlige indskydelser ... Skal det alt lægges blot, og skal der ruges over det og rippes op i det i alle evigheder? Nej, ved gensynet må det lave og uværdige, det værdiløse filtreres fra ... Ellers …
     _ _ _
     Det var sådanne overvejelser, religiøse og livsfilosofiske, der optog Severin Christensens ånd. Retsmoralen var for ham kun et rydningsarbejde, der skulle foretages. Allerede i april 1908 siger han herom:
     »Nogen fornøjelse er det ikke i og for sig at forklare selvfølgeligheder vidt og bredt, selv om disse selvfølgeligheder delvis er nye og i al fald ikke respekterede. Hvad liv for en selv giver det vel idelig at repetere, at -2 og +2 tilsammen giver 0? [Retsmoralens vederlagsprincip.] Dette er nyttigt for andre, ødelæggende for autor selv.« – »Altså hurtigst muligt i lag med det positive! Skulle jeg vove mig ud i denne uhyre opgave at bidrage til værdispørgsmålet og opstille begrundede idealer! – Tør og fattig blev etikken [nemlig som Retsmoral]; dog blev luften renset og meget vigtigmageri tilbagevist [om »ædlere« moral] – nej, moralen var ikke noget så fint og fornemt og indviklet, den var letfattelig for enhver og ubøjelig overfor enhver.«
     Om den »uhyre opgave«, han følte sig kaldet til, skal her kun siges det, at han ikke søgte den løst gennem abstrakte formler og læresætninger, men gennem levende anskuelser og religiøse symboler. Betegnende er derfor hans udtalelse om Kristus, at de rent menneskelige træk, som evangelierne beretter, må være uforfalskede, og han tilføjer: »Den tanke er skøn, at guddommen lader sig repræsentere i et idealt menneskeliv. Den er mere end skøn; den er sand, hvis vi skal kunne bruge troen på en gud til noget. Thi hvad ville vi begribe af guddommeligt væsen, hvis det ikke lod sig overføre i menneskelige begreber, i menneskelige kår og tilværelsesformer, dersom ikke den guddommelige hensigt kunne bruge menneskeligt materiale til at fremmes?«
     Uden at ville sammenstille Severin Christensen med selve »Menneskesønnen«, tør jeg sige, at de, der kendte ham, godt kunne opfatte ham som et menneskemateriale, der tjente et højere formål.
     En ung læge skriver om ham: »Det blev forundt mig at opleve en sjælden læges gerning på nært hold. Når først man selv har været syg, så forstår man endnu bedre, hvorfor enhver syg længtes efter et besøg af denne læge, dette hjertemenneske og denne ven. Jo, således følte vi det, alle vi mange, der har søgt om hjælp og blev beriget ved hvert møde.«
     Den kærlighedsreligion, han gennem alle sine dagbøger bekender sig til, var for ham ikke teori og lære, den var først og fremmest liv. Jeg, der har kendt ham fra vor barndom, kan vidne, at han var en god søn for sine gode og brave forældre, ligesom han siden blev en ideal ægtemand, fader og bedstefader, en trofast ven og mere end noget andet menneske, jeg har kendt, opfyldte buddet om sin næste. Alle, som han kom i forhold til, høje og lave, fornemme omgangsfæller og små, fattige formiddagspiger, har oplevet vidnesbyrd om ham store og varme hjerte, der følte mere, end munden udtalte.
     Her har han sat sig et minde i menneskehjerter. Det vil ikke leve så længe som det minde, der er rejst ham i Retsforbundets levende bevægelse; men det vil leve, så længe de mennesker, på hvis vegne jeg her har talt, er i live, de, der ikke blot ærer, men i mere inderlig forstand elsker hans minde.