Den 19. januar døde en af Danmarks fremragende sønner, dr. Severin Christensen, der især vil blive mindet som højt skattet læge og i langt videre kredse som retsfilosof. Døden kom ret brat, forårsaget af en mellemøre­inflammation. Hvilket tab de, som kendte ham og stod ham nær, har lidt ved dette dødsfald, kunne der tales om længe, men det hører hovedsagelig privatlivet til. Severin Christensen var i mange måder en stilfærdig mand, et hjemmemenneske, men han var i høj grad en personlighed, som levede et rigt og kraftfuldt indre liv, præget på engang af karakterens fasthed og et dybt hensynsfuldt sindelag. Men det er især hans litterære livsværk, der har bud til en større offentlighed. Hovedlinjen i dette livsværk, dr. Christensens retsfilosofiske indsats, har et format og en praktisk rækkevidde, som på grund af ideernes enkle og ligefremme karakter snarere vil være udsat for at blive undervurderet end værdsat for højt. I betragtning af den sociale nød og gærende uro, der findes i nutiden i alle kulturlande, skulle det synes, at det socialpolitiske udsyn, hvis fornemste repræsentant og målsættende fører Severin Christensen var, måtte have bud til alle vågne og spørgende sind jorden over.
     I korteste begreb kan retningslinjen antydes ved, at det drejer sig om en fornyelse af liberalismen, hvorigennem ideen om folkelig frihed og selvstyre på engang rendyrkes og fuldstændiggøres. Som enhver kyndig vil vide, et dette et arbejde af overordentligt omfang, spændende over en vrimmel af forhold og områder, hele samfundslivets indviklede fletværk. Severin Christensen har da heller ikke været ene om arbejdet. Siden 1906-08 har en lille kreds af mænd, hos hvem ideerne nogenlunde samtidigt spirede og tog vækst, under indbyrdes vekselvirkning arbejdet på organiseringen af hele det idékompleks, der nu kaldes retsmoralen og retsstats­teorien. Hvad hver enkelt af medarbejderne specielt har ydet, har ingen af dem interesseret sig synderligt for at holde regnskab over, det har man med sindsro overladt til den historiske revision. På det i 1919 foreliggende grundlag rejstes nævnte år en folkebevægelse, der ret hurtigt antog officiel karakter af et politisk parti, Danmarks Retsforbund, hvis nærmeste ophavsmand Severin Christensen fra alle sider betragtes.
     Når jeg skal forsøge her at give et begreb om den idébygning, der kaldes retsstaten, må jeg dels holde mig til slutresultatet af det samlede tankearbejde, dels nøjes med at anføre de vigtigste hovedtræk. Det centrale princip er kendt og anerkendt i alle demokratiske lande, det hedder den sociale ligeret, kravet om, at alle myndige samfundsborgere skal i grundvilkårene stå på lige fod i alle sociale mellemværender. Intet tyranni og ingen forfordeling. Men trods den almindelige sanktion af dette ligeberettigelsesprincip findes der mærkværdigt nok intet land på jorden, hvor det blot tilnærmelsesvist er realiseret. Det kommer af, at hvor simpel sagen end ser ud, er den dog fuld af underfundigheder. Det er langt fra nok, at alle borgere, som det hedder, stilles lige for loven. Lovgivning er og må være stykværk, og de enkelte love kan såre let, med vilje eller uafvidende, anlægges sådan, at de i forening med de øvrige lovbud begunstiger nogle dele af befolkningen på de øvriges bekostning. Hvad lovene fastsætter, er i bund og grund gensidighedsforhold, og princippet om social ligestillethed i startgrundlaget kræver derfor, at rettighederne og skyldighederne lægges sådan, at de som helhed taget nøje modsvarer og opvejer hinanden for hver eneste borgers vedkommende.
     De fleste vil vistnok mene, at så forskelligt som borgerne er stillede og udrustede med hjælpemidler, vil det være plat umuligt at udforme en lovgivning, som ikke alt i alt vil give gunstigere sociale vilkår for nogle, ugunstigere for andre. Hvordan er det muligt at få hele det mægtigt forgrenede lovsystem gjort så ligevægtigt i sin opbygning, at sol og vind i alt deles lige for alle vejfarende på det sociale terræn? Det kan kun gøres ved at finde en generalnævner, et fælles grundplan, hvortil alle enkeltlove kan henføres og træde i opvejningsforhold til hinanden. Ud fra denne grundsynsmåde må lovene konciperes. Den generalnævner, som retsstatsteoretikerne udpeger til nævnte funktion, er lige så velkendt som ligeretsprincippet. Det er ejendomsretten, ganske vist i noget udvidet skikkelse, omfattende også rådigheden over egen person, den såkaldte personlige frihed eller selvbestemmelsesret. Denne udvidelse af ejendomsbegrebet er dog ikke vilkårlig, men ganske naturlig.
     Ejendomsretten er, ligesom ligeretsforholdet, noget, der opslår og hævder sig i kraft af naturens bud. I medfør af vor naturbeskaffenhed er vi bundne til at anerkende og adlyde visse sammenhængskrav, som er forankrede i selve det at være menneske. Ingen kan således frigøre sig for, at der findes en naturgiven forbindelse mellem frembringeren og det frembragte. Det gælder lige fuldt, hvad enten dette sammenhængsforhold er individet til behag eller til byrde. På basis af denne frembringelsesforholdets lov ses det, at ejendomsret og ansvar er to udslag af samme sag, af samme forhold. Ligesom enhver gør krav på at eje og råde over sit arbejdes frugter, må også enhver stå inde for sine ord, holde sine løfter og oprette den skade, han har forvoldt andre ved sine handlinger; det står på linje med, at vi regner os vore gode gerninger til anseelse. Denne uforanderlige lov vil vise at være en bom, som den kommunistiske bevægelse i det lange løb umuligt kan sætte over. Kommunismen er ikke fremskridt, men reaktion, bagstræb. Den er reaktion mod begåede forsyndelser, mod den hidtidige overfladiskhed og halvhed i liberalismen. Vejen fremad går gennem at praktisere ejendomsretten til bunds ved at fjerne alle særrettigheder, særlig de økonomiske monopoler - i første linje jord­ og toldmonopolerne, der danner åbenbare modsigelser til princippet om social ligestillethed.
     Den ligeretlige udformning af ejendomsreglerne er mærkværdig simpel og ligetil. Der bliver 4 grundregler, som alle egentlig siger det samme, blot vender de sig hver ad sin kant. 1: rådighed over sig selv, sin levevis, erhvervsvirksomhed, samvirken med andre, sine interesser, venskaber o. lign. 2: rådighed over de værdier, man selv frembringer, enten rent personligt eller ved hjælp af, hvad man retmæssigt ejer eller bruger. 3: fri omsætningsret, såsom handelsoverenskomster, gaver, testamente. 4: lige andel i rådigheden over og udbyttet af naturlig fællesejendom, dels de værdier der foreligger fra naturens hånd som gaver til alle i fællesskab (jord, luft, vand) og hvis monopoliserede beslaglæggelse underminerer al ejendomsret; dels de værdier, som skyldes samfundets vækst og samlede virksomhed, hvori enhver er deltager, fx. jords beliggenhedsværdi. Disse fire regler er altomspændende, og det kan til punkt og prikke vises, at de ikke forfordeler nogen. Ingen lider tab i berettiget eje ved, at jeg råder over mig selv, eller ved, at jeg beholder, hvad jeg har frembragt; det stod mig jo frit for at undlade frembringelsen; andre har i begge tilfælde lige meget at kræve, nemlig intet berettiget krav. Udenforstående lider heller ikke mindste tab af retmæssigt eje ved, at jeg overdrager mine ejendele til denne eller hin bestemte person; andre har i begge tilfælde lige megen ret til disse værdier, nemlig ingen.
     På basis af den moralske ejendomsret drages så skillelinjerne mellem private og offentlige anliggender, mellem individet og statsorganisationen. Udformningen heraf er i særlig grad Severin Christensens fortjeneste. I den retsmoralsk organiserede stat indskrænkes de offentlige anliggender til sådanne, der ifølge deres natur ikke tilstrækkeligt kan ordnes ad privat sammenslutnings vej, og hvori alle og enhver er lige interesseret, idet sagernes ordning er fornøden for alle: retsvæsen, politimagt og ydre værn, sundhedsvæsen, vejvæsen, pengevæsen, kontrol med koncessionerede virksomheder, opsyn med fællesværdier, omsorg for umyndige, invalider, åndssvage etc., som er ude af stand til at sørge for sig selv. Den retsmoralske ejendomsordning overflødiggør sociale understøttelser til arbejdsdygtige personer. Det nuværende understøttelsessystem er kun at betragte som pålignede bøder, vælgerne må betale, fordi de tolererer lovmæssige krænkelser af ejendomsretten. Kulturlivet må og kan i retsstaten hvile på fri sammenslutninger og frivillige ydelser. Statens indgriben forkvakler kulturlivet og svækker den enkeltes interesse derfor. Kun statens fulde kulturelle neutralitet kan sikre åndsfriheden, mens forsorg tilslører de virkelige forhold.
     Først på basis af de nævnte forhold vil den fri konkurrence fremtræde i ren og fuldstændiggjort skikkelse. Enhver vil da få sin løn bestemt af hele medborgerkredsen gennem individernes fri og ansvarlige vurdering og efterspørgsel. Enten må denne prisdannelse vælges, eller man må undergive sig vilkårlige værdiansættelser, manipulerede gennem lovgivning (flertalstyranni) eller organisationstvang. Andre muligheder findes ikke, så valget kan næppe være vanskeligt. Det er ikke sandt, at de stærke og dygtige under fuld og ren fri konkurrence kan trykke de ubemidlede, snarere vil forholdet være det omvendte, at dygtigheden vil bære udygtigheden oppe ved at skabe betingelser for udkomme af mangfoldig art, også for de svage og enfoldige. Konkurrencen vil ikke blive hårdest om de kedelige, trælse arbejdspræstationer. Verden har blot aldrig set andet end en lemlæstet fri konkurrence, tilladende løntryk og arbejdsløshed.
     Endvidere vil ad de påpegede veje det parlamentariske styre undergå en tiltrængt reformation og konsolidering. Skavanken har hidtil været, at en temmelig ubegrænset vrimmel af sager var undergivet flertallets forgodtbefindende, som om retfærdighed var et spørgsmål om majoritet, om vælgerluner og demagogisk agitation. Ubegrænset flertals­herredømme er principielt kommunisme. Men såfremt kredsen af fællesanliggender er begrænset til de sager, hvori alle er fødte andelshavere ifølge samfundslivets beskaffenhed, og til et budget, hvortil alle yder lige bidrag, idet midlerne tages af de såkaldte samfundsskabte værdiers afkastning, er det udelukket, at flertalsstyret kan udarte til tyranni, indgroet partivæsen og de manges udplyndring af de få. Ingen sammenrotning til en flertalsblok vil ad lovgivningsvejen kunne tilvende sig særfordele, idet enhver simpelthen må betale for de offentlige goder på aldeles lige fod med alle andre og får samme adgang til at udnytte dem, fraset enkelte nødvendige undtagelser, stedbundne værdier. Det nærmer sig til at være samme forhold som ved private anskaffelser, hvor fornuften gennemgående råder. Styret vil blive lidenskabsløst og hvile trygt.
     Endnu kunne mangfoldige vigtige enkeltheder nævnes, der viser sig at antage en lignende klar og solid, næsten eksakt form. Men i så henseende kan henvises til skrifter af dr. Severin Christensen, navnlig hovedskriftet Retsstaten.
     De teoretikere, der i en årrække har arbejdet med retsmoralen og retsstatsteorien, er i sjælden grad enige i udformningen af kravene, de normative regler. Den eneste væsentlige uenighed mellem dem drejer sig om den filosofiske begrundelse, om urfjeldet, der danner fundamentet for tankebygningen. Her må jeg bekende, at jeg ikke kan følge Severin Christensen, som antog, at formålet tillidsfuldt samliv og betrygget samvirke måtte betragtes som grundvolden. I tilslutning til en del moralfilosoffer nærer jeg den opfattelse, at moralen ikke kan grundfæstes på noget som helst bestemt enkeltformål. Et summum bonum*) eksisterer ikke uden i indbildningen, mange forskellige behov er nogenlunde lige dominerende, direkte eller indirekte, det ene må passes og det andet må ikke forsømmes. Jeg har tilladt mig denne indvending, fordi jeg, ligesom Severin Christensen selv gjorde, tillægger det vital betydning for retsmoralen, at den kommer ud i verden på rigtig fod. Man vil, så vidt jeg kan se, næppe kunne finde nogen anden forankring end de indre forbindelseslove i menneskenaturen, den almenmenneskelige sammenhæng indenfor vor organisme, psykisk og fysisk. Kan der da her findes fundament for moralbud, uvægerlige moralske grundprincipper? Det mener jeg. Ligeså lidt som nogen formår at forsvare en oplagt logisk modsigelse, nægte en klar konsekvens, vil nogen kunne forsvare åbenbart nonsens i sine handlingsvalg. Ingen vil for eget vedkommende give afkald på kravet om social ligeberettigelse med andre, acceptere et underlegenheds- eller mindreværdighedsforhold som sin sociale basis i allehånde mellemværender; men så må han godkende andres krav om det samme. Bevisbyrden angående ligeretten påhviler benægteren. Ingen vil for eget vedkommende afstå fra ejendomsretten, som den er beskrevet, endog tyven protesterer mod at blive berøvet sine tyvekoster, skønt det dog ikke kan være en gyldigere erhvervelsesmåde at stjæle end at frembringe, han må følgelig sanktionere tyveriets forkastelighed. Morderen modsætter sig vold fra andres side, dermed anerkender han andres protest mod hans overgreb og sin egen erstatningspligt, sin straf. Ingen foretrækker principielt tvang frem for selvbestemmelsesret, fordringen om personlig frihed indenfor ligerettens rammer er almengyldig. På lignende måde kan det på ethvert punkt vises, at benægteren af de retsmoralske regler modsiger sig selv, hans påståede skyldigheder og rettigheder balancerer ikke, skønt han selv forlanger denne balance. Han er i splid med sig selv, han skulker fra den selvets sammenhæng, livet ubønhørligt fordrer af enhver, han sætter sig i de umyndiges klasse. At leve på tværs af de grundforbedringer om sammenhæng, som livet hviler på, bærer sin straf i sig selv. Kravene kan ikke fornægtes.
     Retsmoralens teoretikere er klare over, at denne lærebygning kun gælder indenfor samlivets sfære, ikke for den rent private individuelle livsførelse, og at den kun giver grundlag for anvendelse af tvangsforholdsregler i sådanne forhold, som egner sig for social lovgivning. Der kan tvistes om, hvor vidt der heri ligger nogen indvending. Jeg for mit vedkommende har ikke kunnet finde nogen uløselig moralkonflikt mellem individuel etik og retsmoral. Individuelle behov fritager ikke for opfyldelse af sociale skyldigheder, men berettiger kun til visse opsættelser, hvis skadevirkninger dog skal godtgøres. På den anden side står det fast, at for moralfilosofien er det først og fremmest fornødent at få klarlagt, hvor tvang til at handle ret er forsvarlig, og hvori forsvaret består. Reglerne for de talløse tilfælde af handlingstvang er fra retsmoralisternes side gjort til genstand for indgående behandling, hvorfra jeg har ment at måtte se bort i denne korte udredning.
     Kan retsmoralen med den ene eller den anden begrundelse vinde varig beståen, vil Severin Christensens eftermæle række langt.
     *) Højeste gode.