Der er mennesker, hvem man føler det som et privilegium at have været samtidig med. Midt i tidens kaos og forvirring står »Retsstaten«s forfatter med sin rene klarhed, der kaster lys fremefter og viser os en verden, hvor den moralske lov for menneskers samarbejde har sejret over alle særinteressers fejlslagne egoisme.
   Den åndelige kraft, der har inspireret ham til et stort, og uselvisk arbejde for menneskeheden, står levende for os i hans værk. Selv er han trådt ud af den snævre synskreds, vort blik kan nå.
     Det var en stor vennekreds, der fulgte Severin Christensen til graven. Gentofte kirke var fyldt med folk rundt om fra landets forskellige egne, og utallige skønne kranse dannede en blomstervej. Pastor Geert-Jørgensen talte om Severin Christensen som livsfilosof og som retsmoralens tolk og bragte Retsforbundets tak for lyset og varmen fra den personlighed, hvis tænken har sat frugt hos mange, og hvis stilfærdige virke har udfoldet sig gennem medarbejdere og disciple til en folkebevægelse.
     Fini Henriques, som er broder til fru Christensen, spillede det skønneste farvel - så gribende dejligt kunne ingen tale nå til hjertet. Og dr. Dam udtalte ved graven takken for den snævre kreds, der virkelig turde bruge det stærke ord, at de elskede den ven, der var gået bort. Et mere end halvthundred­årigt venskab har knyttet Dam og Severin Christensen sammen – i samarbejde og fortrolighed stod de hinanden sjældent nær.