Severin Christensen, der døde i slutningen af januar og således ikke oplevede en vis balkanisering af dansk politik, der næppe havde overrasket ham, fik kun i få af landets dagblade en omtale værdig hans værk, og Salmonsens leksikon har endog i sit udfyldnings­bind glemt ham (som mange andre). Men hans navn er for længst fæstnet med ildskrift - dog ikke reklameskrift - i dansk tænknings historie. Er han måske ikke den mest originale tænker siden Kierkegård, som han minder om ved sin følgestrenghed, så er han sikkert den mest banebrydende.
     Mens andre lande fik fascistiske, nazistiske og kommunistiske rørelser af betydning, alt som modsætning til det lammede demokrati, fik det vistnok som helhed højest civiliserede og kultiverede land af alle en politisk retning, der sagde: sæt bestemte grænser for flertallets magt. Flertallet har ikke altid ret, og skal det ikke forkvakle forholdene, ledet af mandatfrygt og vælgerbestikkelse, må det have en rettesnor. Denne kan ifølge alle biologiske og sociologiske anvisninger kun være retfærdigheden. Staten har derfor ikke andre opgaver end at være retfærdig. Veldædig kan den kun være mod nogle ved at stjæle fra andre.
     I 1907 skrev den elskede fattiglæge på Nørrebro sit epokegørende værk Naturlig ret, der som det fire år efter følgende Retsstaten udgaves med Carlsbergfondens støtte. Det første kom i 150 eksemplarer, hvoraf forfatteren skænkede et til studenterforeningens bibliotek. Begge bøger sammenfattedes 1922 til en ny mere populær udgave af retsstaten. Senere skrev han blandt meget andet om muligheden af en objektiv eller videnskabelig etik 1929. Fra den objektive etik havde han imidlertid for længst ikke blot teoretisk sondret den subjektive ud. Han udgav en række værdifulde livsfilosofiske skrifter, hvoraf et meget væsentligt til dato kun er udkommet i Sverige, hvor han havde mange beundrere her som på det retsfilosofiske felt. Han mindede som livsfilosof lidt om Feilberg og var noget påvirket af Bergson, havde dog helt sit eget ansigt. For få måneder siden anmeldte han Bergsons sidste store værk i Tilskueren.
     Men han blev altså navnlig den i Danmark, der førte det tunge skyts mod den Bentham­Mill-Høffdingske velfærdsmoral, ved hjælp af hvilken ethvert politisk misbrug lader sig forsvare. I den næstsidste udgave af sin Etik (1913) nævner Høffding hans første værk med en vis velvilje, men undgik her som i sin senere lidt forkortede etik omhyggeligt at røre ved hans tanker. Visse ting tyder på, at den gamle filosof egentlig ikke har søgt at trænge ind i dem.
     I denne forbindelse bør et lille skrift af Christensen mindes: Professor Torp som rets­filosof (1911). Det bør kendes af jurister. Torp havde i en anmeldelse af Retsstaten i Ugeskrift for Retsvæsen været meget kritisk overfor de ny krav om straffens tilnærmelsesvise udmåling ved erstatningsprincippet; men kritikken tør vel betegnes som overfladisk og snæversynet. Christensen havde let spil i sit svar, men kunne nok både her og i bogen have været mindre skarp. Det samfund, kriminalisterne søger opportunt at beskytte ved tilstedeværende magt- og opdragelsesmidler, er jo ikke det idealsamfund, Severin Christensen stræber imod. Men også under nuværende samfundsforhold bør sikkert forbrydelsen i mindre grad opfattes som rettet mod staten og i højere grad tvinge til oprejsning for dem, forbrydelsen går ud over.
     Dog tilbage til grundsætningerne for hans lære.
     Mens Niels Bang i begrebet moral (1897) hævdede, at pligtbegrebet burde være det centrale i morallæren og ved pligt forstod det, samfundet kunne kræve af den enkelte, klargør Christensen, hvad begrebet pligt indeholder, samtidig med at han indskrænker den videnskabelige morals opgaver til de rent objektive, mens man før den tid inddrog så meget, at intet forpligtede. Pligten for den enkelte består efter hans mening i at afgøre sin skyld til sine medmennesker. I skyld kommer man ved at give løfter og ved overgreb. Muligheden for overgreb forudsætter berettiget materiel eller åndelig ejendom, og det er da morallærens sag at påvise, hvad der er berettiget ejendom. Severin Christensen samstemmer her med Henry George. Men overfører retsprincippet enhver sit til alle samfundsspørgsmål.
     Severin Christensen bygger på vederlagsprincippet, hvilket går ud på under alle sociale transaktioner at afveje ydelse og modydelse således, at de vejer hinanden op og således, at enhver får eller beholder sit eller hvad der i værdi svarer dertil. (let omskrevet citat fra S.C.).
     Disse ideer skimtes hos mange tænkere lige fra oldtiden. Nærmest den danske filosof er tyskeren Wilhelm von Humboldt i forrige århundrede; men han søgte ikke at løse spørgsmålet om den retmæssige ejendom.
     I retsstaten indskrænkes statens opgaver. Sluttende sig til Henry Georges krav om ligeretten til jorden ved grundrentens inddragelse fører han retsprincippet videre til fællesformuens, navnlig grundrentens rette anvendelse, uden hvilken ligeretten ikke kan fyldestgøres. Herved indskrænkes retsstatens opgaver hovedsagelig til det ydre og indre værn, forsorg for de umyndige, abnorme og varigt arbejdsudygtige. Kulturelle opgaver henvises til private og organisationer. Den ulighed, der efter monopolernes og skatternes fjernelse bliver tilbage, må menneskene selv bøde på bl.a. ved kooperation, der først kommer til fuld udvikling, når afstanden mellem klasserne er mindre - hvad allerede Henry George antog. Det nuværende partistyre erstattes af fri valgret.
     Severin Christensens harme over al uret og hans overbevisning om selv at have ret havde som antydet nedfældet nogen skarphed i hans skrivemåde, og til tider kunne han, navnlig i artikler, gå en smule over gevind. Han var jo langsynet, havde derfor svært ved at se de krav, øjeblikket kunne stille en politiker. Således skrev han i sit tidsskrift Retsstaten i anledning af de vestindiske øers salg, at udenpå rigsdagsbygningen skulle stå: Her sælges landsdele! Lidt af den tone skæmmer et og andet i hans ellers så videnskabeligt anlagte bøger. På et enkelt område var han særlig hård mod modstandere, nemlig i forsvarsspørgsmålet; men de nuværende muligheder for massemord på hele befolkninger gjorde, at han de senere år blev nedrustningstilhænger. Han havde jo også her været inde på et felt, hvor en streng anvendelse af retstanken var umulig. Om borgerne skal have større eller mindre militær beskyttelse, om et land skal søge at værne sig på den ene eller anden måde, kan ikke afgøres i en morallære.
     Dog sådanne småting forringer ikke agtelsen for en stor tænker og personlighed.
     Han oplevede det enestående, ikke blot at danne videnskabelig skole, men at se en folkebevægelse vokse op på det grundlag, han havde dannet, ja et politisk parti i stærk vækst. Det synes, som hans værk i flere henseender kom i rette tid. Forarbejdet var sket med Henry George bevægelsen. Og den magtesløshed og svindel, der præger den såkaldte dagens gerning i politik, understreger sammen med den store krise betydningen af hans værk. Krisens grundårsager er jordens og råstoffernes monopolisering og toldmonopolet og den deraf følgende overskæring af trådene mellem produktion og forbrug. De enorme papirværdier er kapitaliserede monopoler, politikerne overalt i verden anvender de sinds­svageste midler og fører verden længere og længere ned i moradset. Men der var en samfundslæge, som blot ordinerede lige for lige og enhver sit. Det var for ham ikke kapitalen, men særgunstens forbund med den, der skabte de sociale og økonomiske ulykker, og han troede ikke på, at nutidens bestræbelser for mellemfolkeligt at sætte retten i magtens sted ville nå større resultater, så længe hver enkelt stat i de fleste forhold trodsede de elementære betingelser for menneskeligt samliv.