KRITIK

Jordrentesystemet

Af
V.I. Madsen Mygdal (1891)

Fra:
Frihed -
En belysning af socialpolitikens veje og mål.

Side 115 til 133.





VI. Jordrentesystemet.
     Der er nu kun levnet én vej, og det er den rette linje, som fører os hurtigst ind til renten: beskatningen. Heller ikke på denne vej savner vi for­gængere. Det anglo- amerikanske kompromis mellem germansk spekulation og Manchester-virkeligheden hører herhen. Stuart Mill og Herbert Spencer har lagt grunden i England, og amerikaneren Henry George har, uden i øvrigt videnskabeligt at uddybe sagen synderlig, ved sin agitation gjort tanken kendt over hele den civiliserede jord.
     George vil i modsætning til socialismen lade samfundet genfødes under de gamle former. Al sund udvikling går uden spring fra gammelt til nyt. Med strømmen kommer vi længst. Han vil ingen voldsom konfiskation eller formel ophævelse af den bestående private jordejendomsret. Lad kun folk beholde skallerne, når staten tager kernen. Og det nås, når staten benytter sin altid anerkendte beskatningsret. Ved at lægge al skat over på jorden skal den tilegne sig jordrenten. Derved bliver jordens værdi kun nominel og brugerne i virkeligheden statens forpagtere, hvor meget de end følger overleveret sprogbrug og kalder sig ejere.
     Jordrentesystemets fordele falder straks i øjnene. Samtidig med at man rammer i alt fald tæt ved centrum i det sociale onde, begrænser man sig hertil og vil undgå at rive andet godt ned. Og den operation, der får kræftskaden væk uden at beskadige organismens ædlere dele, er den rette. Det gode ved tanken står i fuldt lys; det, som det for os gælder om at drage frem, bliver da skyggesiderne. Og de er heller ikke få.
     George forvarer sig omhyggelig mod enhver tvivlstanke om at ville renten til livs gennem jordrenten. Samtidig med at han jager sit sværd i jordrenten, optræder han som rentens ridder over for socialismen. Og denne såre vanskelige balance udfører han langt fra med behændighed. Han tager ligesom vi før sit udgangspunkt fra Bastiats fortælling om høvlen og kommer gennem i øvrigt ikke synderlig værdifulde betragtninger til det særdeles fornuftige resultat, at hvis der ikke var tale om andet end høvle og lignende, ville der næppe gives rente. Renten må ikke med Bastiat opfattes som vederlag for værktøjets evne til at understøtte menneskeligt arbejde, men som vederlag for den givne tidsfrist, der bliver af direkte økonomisk betydning på de områder, hvor "naturens avle- og livskraft" får lejlighed til at ytre sig, og derved indirekte gennem ombytningen får værdi på alle andre områder. Sætter en mand sine penge i høvle, forstår man ikke, hvorledes han om et halvt år kan eje mere, men sætter han dem derimod i korn, som han kan så i jorden, forlanger han med rette om efteråret mere end det sædekorn, han udlånte om foråret, thi han kunne, hvis han ikke havde udlånt sit korn, selv have høstet afgrøden. Og kan man indvinde rente ved at anbringe pengene på én måde, kræver man den selvfølgelig ved alle pengeanbringelser, også når man laver høvle. Bortset fra det vage og udviskede i udtrykket giver også denne henvisning til "naturens avle-og livskraft" en meget tilfredsstillende begrundelse af renten. Men det forunderlige, det næsten utrolige er da, at George ikke ser, at dette grundlag for renten ikke er andet end jordrenten. Tid er virkelig ikke nok for at forvandle sæd til høst; der må også jord til. Og enten sidder man så på fed jord og lever højt af jordrenten, eller også pløjer man omkring med et par stude i revler og krat ovre på Jyllands alhede og så er høstoverskuddet simpelt hen surt fortjent arbejdsløn. Der træder to mænd frem for Georges domstol. Den ene har købt god jord og sået en tønde korn deri, den anden har købt en tønde korn og besået god jord dermed. Og medens George uden skånsel dømmer den første synder, jordrente-nyderen, til ejendomsfortabelse uden erstatning, smiler han venlig anerkendende til den anden, der oppebærer sin retmæssige kapitalrente!
     Hvis George havde ret i sin forudsætning om, at der intet monopol gives uden for jorden, og at det naturlige monopol i denne foreligger rent og klart for beskatningen, ville denne teoretiske fejl imidlertid ikke afføde nogen praktisk mangel. Den ville nemlig simpelthen ophæves af den anden teoretiske fejl, han begår ved at overse, at den rente, der ikke er rente af monopolværdi, måtte i alt fald for den væsentligste del bortkonkurreres til fordel for forbrugerne og således fordeles på retfærdigste måde.
     Men uden for det naturlige monopol har kapitalen for det første et holdepunkt i de sociale monopoler. Og dette fænomen får en mere almen karakter, så snart begrebet udvides til at omfatte såvel stats­ som samfundsmonopoler, således at ordet ikke alene betegner de forholdsvis sjældnere tilfælde, hvor den politiske stat giver eneret, men også det mere almindelige, at det økonomiske samfund i større eller mindre grad afskærer konkurrence. Det sociale monopol i denne forstand finder vi tydelig og klart ved jernbane- og postvæsenet. Selvom her intet politisk monopol var, og jernbaneanlæg var fri næring, ville en bestående jernbane dog kunne give en endogså meget betydelig rente, uden at der kunne blive tale om en ny konkurrerende bane. Mindre udpræget, men dog særdeles kendeligt finder vi det i et foretagende som det forenede dampskibsselskabs Esbjerg-Parkeston-rute. Anlægskapitalen kan forrentes efter en meget anselig rentefod, og dog udelukkes konkurrence ved, at der ikke kan blive trafik nok til to for lavere takst. Ser vi nærmere til, finder vi det sociale monopol næsten overalt. Forudsætningen for kapitalanvendelse til et nyt konkurrerende foretagende er udsigt til fornøden rente, men ved selve det nye foretagendes indtræden i livet vil netop renten for alle foretagender af den vedkommende art aftage. Deri, at det eventuelle udbytte for det nye foretagende er mindre end det aktuelle for det gamle, ligger, at et noget for stort udbytte kan· vedblive at holde sig, eller m ed andre ord, at et rentegivende egentlig socialt monopol kan findes. Og ved siden af den grundejendommelighed ved konkurrencen, at den til en vis grad afskærer sig selv - lidet træffende af de gamle nationaløkonomer betegnet som en økonomisk "gnidningsmodstand" - ville en udtømmende analyse endnu fremdrage mange forskelligartede momenter, der· begrunder et socialt monopol. For øjemedet her kan vi imidlertid nøjes med at konstatere dets eksistens i alle de tilfælde, hvor en i gang værende virksomhed har værdi ud over anlægssummen for en ny (jfr. afståelsessummen for et handelsforetagende). Opfattet på denne måde bliver det sociale monopol et almenøkonomisk fænomen, som socialreformen ikke tør lade ude af betragtning. Og det vil da straks være klart, at bør udbyttet af det naturlige monopol tilfalde den hele menneskehed, fordi naturen er menneskenes fælleseje, så bør det gå det sociale monopol på samme vis, fordi samfundet er menneskenes fælles værk.
     Hvad dernæst det naturlige monopol angår, så breder det sig dels ud over selve jorden, dels er det ikke alene om at give jorden værdi. Allerede en flygtig betragtning af det fæsteforhold, hvortil George forvandler nutidsbondens selveje, vil give en ret klar forestilling om de vanskeligheder, der fremkommer ved, at monopolet ikke fremtræder så rent, som George mener. Den del af vor fæstelovgivning, der behandler fæsteren og husbondens mellemværende har megen ulejlighed med at fastslå og afgrænse fæsterens krav på erstatning for forbedring af fæstet. George får endnu større ulejlighed. Hans ulykkelige sondring mellem jordrente og kapitalrente må holde ude fra beskatning enhver værdiforøgelse af jorden, der skyldes menneskeligt arbejde. Det merudbytte, der skyldes forbedringer, er "kapital­rente". Men der savnes øjensynlig ethvert holdepunkt for afgørelsen af, hvor jordrenten ender, og kapital­renten begynder. Og selvom vi tænker os denne grænselinje på en eller anden vidunderlig måde dragen én gang, er vi endda ikke ude over vanskelighederne. Ganske vist får enkeltmand foreløbig sikkerhed for kapitalværdien og det årlige udbytte af sine forbedringer, når skattenormen er slået fast én gang ligesom ved hartkornsbeskatningen nu. Men George fremhæver selv, at jordrentens regelmæssige stigen stadig nødvendiggør nye skatteansættelser. Hvor meget af jordens almindelige værdiforøgelse bør ved den nye taksation tilskrives privatkapital og hvor meget "samfundets udvikling"? Spørgsmålet kan ikke besvares. Og det sørgelige ved sagen er, at besvarelsen er lige så nødvendig som umulig. Thi det drejer sig her ikke alene om kapitalrenten - det kunne vi finde os i, om end George har lovet os at være dens ridder - men det drejer sig om selve kapitalen. Skal jordbrugeren ved nye skatteansættelser, der skal bringe jorden tilbage til den nominelle værdi være udsat for at miste selve den kapital, han lægger i jorden, bliver følgen, at ingen kapital anvendes, intet fremskridt sker, så længe Georges skat lægger sig som en havgus over jorden.
     Den sondring mellem kapital og monopol, som er grundmotivet i Georges system, må i det hele her afvises. Ser vi bort fra det sociale monopol og holder os med George til det naturlige alene, vil vi overalt finde, at arbejdet træder i forbindelse med monopolet og medvirker til at give det monopoliserede værdi. Idet der derved kommer et større eller mindre element af genfrembringelighed ind i alt monopoliseret, bliver Georges forslag om kun at ramme det monopoliserede gennem beskatningen uigennemførligt. Kulgruber er knyttede til jorden, men bliver ikke til uden arbejde. Det ville være umuligt ved en tvedeling af værdien at skifte sol og vind lige mellem natur og arbejde. Der kan bygges huse på jorden. Ved købstadhuse er ofte grunden, ved landhuse i reglen bygningen det vigtigste ved værdibestemmelsen, men grund og hus, det monopoliserede og det genfrembringelige, findes begge steder. Og ethvert industrielt anlæg med dets mere eller mindre "mur-og nagelfaste" inventar er om ikke ved andet, så i alt fald ved bygningen knyttet til jorden. Selvom vi holder os til typen på alt monopoliseret, den dyrkede jord i et gammelt samfund, og indrømmer George, at det ved bortseen fra mere iøjnefaldende, egentlige forbedringer skulle være muligt at udfinde et holdepunkt for beskatningen i "den rene jordværdi", vil man dog langt fra finde denne det naturlige monopols bedste tumleplads renset for arbejdet og genfrembringeligheden. Vel har Carey ganske sikkert uret, når han i modsætning til Ricardos almindelig antagne jordrenteteori helt og holden fornægter monopolet i jorden og opfatter denne ligesom ethvert andet produktionsmiddel som et produkt af arbejdet. Trods teoriens øjensynlige apologetiske betydning for det bestående har den anskuelse, at der intet monopol er, da heller ikke formået at slå igennem i videnskaben. Men på den anden side åbner den Carey'ske analyse øjet for så væsentlige ejendommeligheder ved monopolet og drager arbejdet så stærkt frem ved siden af, at det her vil lønne umagen at standse et øjeblik ved dette den teoretiske nationaløkonomis vigtigste og vanskeligste emne.
     Ricardos teori går ud på, at den ved natur og beliggenhed bedste jord først tages i eksklusiv besiddelse og giver et stadig voksende nettooverskud, jordrenten, efterhånden som befolkningens tilvækst nøder til at tage stedse dårligere jord i brug. I modsætning hertil påberåber Carey sig erfaringens vidnesbyrd for, at netop de dårligste, særlig højtliggende og tørre jorder tages i brug først, og at der først efterhånden som der opsamles større kapital, kan skrides til optagelsen af de frugtbarere egne. Udgifterne ved jordens opdyrkning og forbedring vil efter hans opfattelse være tilstrækkelige til at forklare jordens værdi.
     Når Carey henviser til, at den engelske jord på Cæsars tid ville kræve langt større beløb for at blive, hvad den nu er, end dens nuværende værdi andrager, må dette udgangspunkt straks afvises som absolut ufrugtbart. Spørgsmålet er, hvad der giver jorden dens nuværende værdi, og at denne ikke beror på de til dens opdyrkning og forbedring faktisk medgåede eller nu nødvendige kapitaler, indrømmer Carey selv, når han formener, at disse kapitaler langt overstiger den nuværende omsætningsværdi. Det vil først være klart, at fx et stykke jord på Sjælland, som af naturen var særlig egnet til dyrkning (for ikke at tale om skjulte mineralske rigdomme, der lader værdiforskellen fra naturens hånd træde særlig iøjnefaldende frem), men som havde henligget et par tusinde år som gravsted for Dan Mykillati, ikke ville savne positiv værdi, når det skulle opdyrkes, selvom det gennem beskatning måtte bære sin del af udgifterne ved de sjællandske kommunikationsmidler. Lå det dernæst tæt ved København, ville det have endnu større værdi, og "var det endelig gjort tjenligt til brug, ville værdien atter være forøget. Heri ligger, at jordens nuværende værdi beror på natur, beliggenhed og arbejde. Den Carey'ske beregning af forholdet mellem samtlige nødvendige forbedringers kapitalværdi og jordens nuværende værdi savner holdepunkter, ikke blot statistisk i virkeligheden, men også teoretisk for tanken. Men selvom man ville antage den mulig og end ydermere givende det aldeles usandsynlige resultat, at de nødvendige udgifter til opdyrkningen af Danmarks jord i dens oprindelige tilstand ville overstige de danske landejendommes samlede værdi, ville deri blot ligge, at skulle opdyrkningen ske nu, ville en stor del af landet få lov til at henligge ubenyttet, og ved den del af landet, som opdyrkedes, ville natur og beliggenhed alligevel optræde jævnsides med arbejdet som værdiskabere. Arbejdets indflydelse på værdien er for så vidt umiskendelig, som værdiforskellen mellem to ejendomme af samme naturlige beskaffenhed og beliggenhed kun kan søges i kulturtilstanden. Men på den anden side falder det i øjnene, at fx visse vendsysselske ejendomme ikke når sjællandske ejendommes værdi, selv om der anvendes ti gange så meget arbejde på deres forbedring. Ligeledes nytter den yppigste jordbund, det fortrinligste klima og den mest intensive opdyrkning intet, når ejendommen ligger midt i Australien. Når man har indvendt, at Ricardos fremdragen af "beliggenheden" er et brud på sammenhængen i hans teori, idet jordens "beliggenhed", hvilken set fra en anden side vil sige samfundenes historisk valgte opholdssteder, ikke er en naturlig ejendommelighed ved denne, men skyldes menneskelig virksomhed, overses det, at der her ingen modsætning tør opstilles mellem natur og samfund. Hvad der fra en side set er en naturlig ejendommelighed, kan set fra en anden side siges at være en ejendommelighed ved menneske og samfund, fordi naturen opfattes i relation til mennesket. Ligeså vel som "samfundenes opholdssteder" er "slægtens tilvækst" og "samfundets udvikling" - de begreber, der må ligge til grund for enhver forklaring af jordrenten ud fra "naturlige" omstændigheder ­ sociale fænomener. I og for sig kan alle jordrentens bestemmende faktorer opfattes som sociale, men vil man ud fra denne erkendelse omdøbe det naturlige monopol til et socialt monopol, bliver dog den kendsgerning stående, at der gives et monopol, at individet stilles over for noget objektivt, der giver værdi ved siden af hans værdiskabende virksomhed. Det kan imidlertid for så vidt have sin betydning at opfatte monopolet som socialt, som sociale forhold i modsætning til de naturlige forhold, der her haves for øje, er vekslende. Derved indses den mulighed for forandringer i monopolets værdiskala, der kan forklare de ejendommelige fakta, den Carey'ske kritik fører i marken. Tales der om jordens beliggenhed, tænkes der på noget uforanderligt, men ses sagen under befolkningsforholdenes synsvinkel, indses det, at en forskydning af disse, en ny folkevandring ville revolutionere det monopoliseredes værdiskala. Hvis der kunne være tale om at godtgøre det Carey'ske misforhold mellem opdyrkningsudgifter og aktuel værdi i de gamle europæiske lande, måtte forklaringen netop søges i en sådan forskydning, der havde bragt jord, som tidligere lå over nulpunktet på det monopoliseredes værdiskala, ned under dette punkt. Opfattelsen af jordmonopolet som socialt vil også hæve striden mellem Ricardo, efter hvis mening de "bedste" jorder okkuperes først, og Carey, hvem erfaringen lærer, at netop de bedste jorder, som kræver større kapital, først opdyrkes, efterhånden som samfundet når frem til højere udviklingstrin. Ricardo har selvfølgelig ret i, at man begynder med at opdyrke de i det givne øjeblik "bedste" jorder, dem, der passer mennesket bedst, og som der følgelig sættes pris på. Påstanden er umiddelbart indlysende; det ville være en selvmodsigelse, om ikke de jorder valgtes, der under de forhåndenværende sociale forhold egnede sig bedst. Men befolkningen øges og med den konsumtion og produktivkræfter, og denne tiltagen er en ændring af de sociale forhold, som intet som helst har med individuel virksomhed at gøre. Navnlig må det bemærkes, at produktionskræfter og produktionsvilkår ikke har mere tilfælles med "kapital" end muligheder og former for arbejdsanvendelse med den disponible arbejdsmængde. Den kapital og arbejdsmængde, som produktionsforholdene ønsker disponible, fremskaffes ved individuel virksomhed, men produktionsforholdene skaber individet ikke. Den forøgede konsumtion nødvendiggør og de forøgede produktionskræfter muliggør indtagelsen af større jordområder, som forhen, fordi de måtte tages under ét, ikke svarede til samfundets trang og kræfter, store landstrækninger i lavere liggende egne tages i brug, og der indvindes derved langt bedre jord med forholdsvis ringere kapital. Og så snart de sociale forholds foranderlighed har fuldbyrdet denne første revolution i monopolets værdiskala, kan en Carey finde stof til undring over, at forbedringernes kapitalværdi på den gamle jord kan være betydelige i forhold til den aktuelle værdi. Monopolværdien går nu fra revolution til revolution. Et pres fra konsumtionens side foranlediger kolossale jernbaneanlæg og rydning af hele verdensdele, der for så vidt de af naturen er frugtbarere end de gamle, rykker frem på disses plads i monopolets værdiskala, og landbrugets driftsherrer i de gamle lande kan kun begræde tabet af så meget af deres kapital, som deres jords monopolværdi er sunken. Men selvom befolkningens tilvækst og samfundets udvikling skulle tage en så svimlende fart, at tankeeksperimentet foran ((ikke medtaget her)) blev til virkelighed, ville jordmonopolet ganske vist revolutioneres i en grad som ingensinde før, men det ville ikke blive mindre sandt, at der i vore dage gives jord, som naturlige og sociale forhold gør bedre end anden. Lige så lidt som muligheden for at opfatte det naturlige monopol som socialt udelukker, at der er et monopol, lige så lidt medfører foranderligheden af monopolets værdiskala, at en sådan ikke findes. Den kan påpeges i hvert givet øjeblik med en bestemt øjeblikkelig gradation, altid opfyldende sin bestemmelse: at sikre privatkapitalen rentebærende anbringelse*.
     *Det er på de omtalte forrykkelser af monopolets værdiskala, at den anti-malthusianske opfattelse i henhold til det (pp. 12-14) udviklede for en del må bygge. Med hensyn til, hvad samfundet som sådant kan udrette her, vil det vel delvis - med hensyn til produktivkræfternes udvikling - være henvist til en væsentlig passiv, afventende rolle, men det falder dog i øjnene, at der i alt fald på det ene punkt, befolkningsforholdene ("beliggenheden"), kan udrettes meget netop af samfundet som sådant. At lette forskydningen af befolkningsforholdene bliver utvivlsomt en vigtig opgave for fremtidens socialpolitik.
     Det, som giver os grund til at behandle den Carey'ske kritik her, er imidlertid ikke dens fornægtelse af monopolelementet - den havde på forhånd al evidens imod sig. Men den Carey'ske analyse giver fortrinlige bidrag til den rigtige erkendelse af monopolets væsen. Den lærer, at monopolet intet steds optræder absolut. Blandt jordværdiens tre bestemmende faktorer: den naturlige frugtbarhed, beliggenheden og arbejdet må monopol­elementerne søges i de to første. Men hvad frugtbarheden angår, kan der kun med den almindeligste abstraktion blive tale om en sondring mellem den, der skyldes naturen, og den, der skyldes arbejdet. Og det andet element, beliggenheden, gør monopolet endnu mere likvidt, idet denne ikke alene beror på menneskemængdens, konsumenternes opholdssted, men tillige på kommunikationsmidler, dvs. arbejde. Der kan derfor aldrig blive tale om et skarpt skel mellem det monopoliserede og det genfrembringelige, og når vi tidligere har talt om en monopoliseret og en ikke-monopoliseret produktion, er dette for så vidt en uberettiget simplifikation. Opdyrkede jordstykkers værdi hidrører ikke fra en absolut umulighed, men fra en relativ vanskelighed, større eller mindre efter naturlige og sociale forhold, ved at tilvejebringe ny jord. Og denne inderlige og uløselige sammenhæng mellem monopol og arbejde afskærer enhver mulighed for med George at holde sig til det monopoliserede alene og lade den øvrige kapital gå fri for skat og beholde, ikke som George mener, den nuværende rente, men højst et vederlag udmålt efter en såre ringe rentefod.
     Teoretisk må det altså fastholdes over for George, at renten er illegitim. Og praktisk afskæres muligheden for en monopolskat - der i og for sig ville være det ideale - derved, at til det naturlige monopol knytter der sig altid en større eller mindre ikke-monopoliseret værdi, medens på den anden side de øvrige ikke-monopoliserede værdier har en større eller mindre social monopolværdi i følge med sig. Men ved siden af denne hovedindvending mod George's system lader der sig end videre påpege væsentlige mangler ved den måde, hvorpå han vil virkeliggøre sine ideer. Lad det være indrømmet George, at den "rene jordværdi" med nogenlunde tilnærmelse kan udfindes til beskatning. Renten deraf ville i alt fald være det væsentligste af, hvad samfundet kan forlange, idet samtidig med monopolskatten rentefodens dalen vil skænke forbrugerne en væsentlig del af den ikke-monopoliserede produktions rente, og skaffer han os blot denne jordrente på en retfærdig og forstandig måde, må vi være ham såre taknemlige.
     Vi sparer imidlertid vor tak. Jordrenten skal approprieres uden erstatning til de eksproprierede, thi jordrente er tyveri, og følgelig er jordejerne tyve. Desværre findes tyven ikke så let, så sandt som vi alle er tyve eller hælere. Det er øjensynlig den blodigste vilkårlighed at lægge straffen for al samfundets synd over på de ulykkelige, der har deres penge i landejendomme, måske først fra i går af, medens de, der i tide har draget deres penge fra landbruget og anbragt dem fx i dampskibe, forbliver uberørte af den sociale omvæltning. Skulle der endelig foretages en sondring af kapitalen, måtte det netop blive landbrugskapitalen, der gik fri. Thi landbruget er i de fleste agerdyrkende lande de små kapitalers felt, og uagtet det ganske vist er umuligt at sondre mellem ærligt og uærligt ved nogen kapital, gælder dog den almindelige regel, at kapitalens størrelse står i omvendt forhold til dens legitimitet, fordi de store kapitaler giver den store rente. Men George kender ingen anden justits end den summariske: hvor jeg finder mine koster, der har jeg min tyv, og så hænger han de små og lader de store gå. Skal der være tale om ekspropriation, må den gælde den hele kapital som sådan, thi den frie ombytning stiller al kapital lige. Og den udvej har vi mødt før på vor vej, men ønskede at gemme den som en sidste nødhjælp. At George straks lægger beslag på den, er en omstændighed, der vel ikke kan fælde ham, men dog tale imod ham. Og den strenge fordring, som må stilles til enhver socialreform: at ramme renten uden at skade kapitalen, lettes ikke ved, at den har to sider, en subjektiv og en objektiv. Subjektivt: besiddelsesforholdene må ikke forrykkes, således at nogle bliver fattigere, for at andre, selvom det er samfundet, bliver rigere; objektivt: privatkapitalen som sådan, bortset fra de enkelte kapitalister, må ikke tilintetgøres; produktionsmidlerne skal beholde deres værdi. Også denne objektive fordring tilsidesætter George på det groveste og bibringer derved sit system en vedvarende principiel grundskade langt betydeligere end den overgangsulempe, hans tilsidesættelse af den subjektive fordring afstedkommer. George berøver jorden værdi, omsætningsværdi og gør bønderne til forpagtere eller fæstere. Han frakender dermed det sidste hundredårs udvikling fra fæste til selveje værdi og fornægter den tanke, der ligger til grund for samfundets krav på økonomisk ansvarlige driftsherrer. Samfundet får vanskeligere sine produktionsmidler benyttede forsvarligt, når det berøver dem værdi for brugeren.
     Dernæst ville de regelmæssig tilbagevendende ny-taksationer, som systemet kræver, være en stadig samfundsulykke. George glæder sig til, at hans skattereform skal udrydde al grundspekulation. Det bliver der imidlertid ikke tale om; den når kun at forvandle den nuværende grundspekulation til noget, som samfundshusholdningen ingen glæde har af. Sæt, at der er gået en snes år siden den sidste skatteansættelse, og udviklingen har gjort denne for lav, således at landejendommene giver en årlig privatrente. Disse ejendomme har øjensynlig en vis værdi og bliver for så vidt spekulationsobjekter. Men i stedet for som nu blot at vurdere landbrugets fremtidsudsigter og afveje konjunkturerne må spekulationen her i første linje have sin opmærksomhed henvendt på et punkt, som samfundsøkonomien aldeles ikke kræver oplyst, nemlig tidspunktet for statsmagtens omtaksation af ejendommene. Og denne politisk-psykologiske vurdering, som træder i stedet for den nuværende spekulations økonomisk-faktiske, er ikke alene i sig selv ligeså indviklet som utilbørlig, men vil tillige afstedkomme ret artige forviklinger i parlamentariske lande som England og Amerika, hvor befolkningens hovedmasse er direkte interesserede, og eksproprianderne altså samtidig bliver eksproprianterne. Den første skatteansættelse var en øjeblikkelig suspension af retten, men den stadige omtaksation er retsusikkerheden sat i system af retsordenen.
     Og selvom vi ser bort fra skatteansættelsens leddeløshed ved den fuldstændige mangel på kriterier, bliver taksationen i sig selv dog en meget uheldig yærdiansættelse. Det økonomiske liv bør i videst muligt omfang være selvvirkende, dvs. man bør ikke uden nødvendighed tage nogen funktion fra samfundet for at lægge den over på staten. Og særlig gælder dette om en så central og ømfindtlig funktion som værdiansættelsen. Jordværdien må frem for alt ikke sættes for højt, thi så bliver jorden slet ikke dyrket. For så vidt den aldrig kan være aldeles nøjagtig, må man stadig sørge for at ansætte den for lavt, på samme måde som man ved ekspropriation til jernbaner for en sikkerheds skyld oftest sætter taksationsværdien en 2-3 gange over omsætningsværdien. Og vil man ikke nøjes med slet så grov en vurdering, bliver det nødvendige embedsapparat meget kostbart. Og taksationen vil dog stadig være såre langt fra fuldkommenheden.
     Endelig må der til de mere eller mindre vægtige indsigelser mod, hvad George har gjort, føjes en anke over, hvad han ikke har gjort. Han har ikke lagt tilstrækkelig vægt på jordskattens anvendelse. Og den side af sagen er ikke den mindst vigtige, al den stund det er der, vi skal søge vor fordel. Hidtil har han kun gjort os fattigere; nu, da han skal til at berige os igen, standser han pludselig. Det må ikke undre, at det falder danske landmænd, selv de velvilligst interesserede, noget for brystet, at hjælpen for al deres ulykke skulle være en ny skat.

Hovedside: Grundskyld - Henry George
Henry George
Retsmoral
Andre Skribenter
Parabler
Kritik
Hvem er jeg
Eksempler

Last updated 6.3.2003