I. Georgisternes program.

     Alle kender georgismen af navn, men ikke alle ved, hvad den går ud på, og endnu færre aner vist, hvilken virkning dens gennemførelse vil have.

     Dens forkæmpere herhjemme stiller i deres fanatisme ikke alene ganske overdrevne forventninger til ideernes gennemførelse, men de har også i en sjælden grad evne til at overse de praktiske vanskeligheder; på den letsindigste måde ser de bort fra, hvad der ellers er lov og ret, ligesom de af bedste evne søger at skjule det enorme og ødelæggende tab, gennemførelsen vil bringe en stor del af landets indbyggere, først og fremmest den danske landbostand. Det er da således på tide, at der bliver givet en fremstilling af, hvorledes der vil komme til at se ud herhjemme, hvis georgisterne får magt som agt.

     Men inden jeg går over til en undersøgelse af georgismens virkninger, hvis den blev indført, og en kritik af den, må jeg i korte træk gennemgå dens principper.

     Georgismens hovedsætning er, at arbejdet er den eneste rette målestok, efter hvilken udbyttet kan og bør deles, men at dette under den nuværende samfunds ordning langt fra er tilfældet. Og den første og største grund dertil finder georgisterne deri, at jorden er i privat besiddelse, og at jordens værdi med tidens fremskridt og befolkningens tiltagen er i en stedse stigen.

     I jorden, mener georgisterne, bundfælder alle fremskridt sig. I byerne stiger prisen på byggegrundene til enorme højder på grund af deres gode beliggenhed.

     Beliggenheden gør det jo nemlig muligt, at forretningerne i husene dér kan have en mægtig omsætning og fortjeneste. Men forretningerne må aflevere det meste af fortjenesten i form af stor husleje, der atter bevirker, at ejendommen får en meget stor værdi. Selve bygningens værdi er jo omtrent ens, hvor den end ligger, den er mest afhængig af byggeomkostningerne; det er derfor jorden, der opnår denne store merværdi sammenlignet med grunde andre steder, og jordejeren har således fået den store værdi, den formue, som den store omsætning, byens vækst, samfundets udvikling har skabt. På landet giver efter georgisternes anskuelser jorden i det hele mere og mere udbytte, efterhånden som udviklingen skrider frem. Men den nye bruger mærker det ikke, thi det bundfælder sig i jordens værdi. Den ejer, der sælger sin ejendom, får den stigende fortjeneste kapitaliseret i en større salgsværdi, og den nye ejer sidder da blot med en større prioritet eller en større kapital, som han skal forrente; hans arbejdsfortjeneste bliver ikke større, end den var for den forrige ejer, da han begyndte. De skiftende ejere i by og på land får på denne måde de stigende fordele omsat i formuer, der bliver hængende på ejendommene som prioriteter, eller som udbetales i en større købesum, men som i hvert fald skal forrentes af de senere ejere og brugere.

     Nu er det endvidere således, – det er stadig georgisterne, der citeres, – at størstedelen af værdistigningen er fremkaldt ved tidernes udvikling. Anlægges der nye baner, stiger jordens værdi omkring stationerne, ja! i hele egne. I byerne stiger grundene, efterhånden som byerne vokser osv. Med andre ord: en stor del af jordens værdistigning er bevirket af samfundets udvikling og samfundets udgifter og ikke ved den private ejers arbejde, og det er da ret meningsløst, at disse grundejere, store som små, skal erholde hele denne stigende jordværdi.

     Der skelnes – teoretisk – rigtigt mellem den værdiforøgelse, som en grund, en gård osv. får ved ejerens, brugerens arbejde, ved hans forbedringer, af hvad art de nu kan være, og den føromtalte værdistigning. Den af ejeren fremkaldte værdistigning anerkendes som et fuldt retfærdigt vederlag for hans arbejde, ligesåvel som retten til den ganske ufortjente stigning frakendes ham.

     Georgisterne går derefter også ud fra, at alle tekniske fremskridt bundfælder sig i jorden som stigende jordværdi, og at fremskridtene derfor kun går i jordejerens lomme. Ved den stigende pris på jorden og de stigende afgifter til den får den selvstændigt arbejdende mand da kun den samme knappe løn for sit arbejde trods fremskridtene, selvom hans arbejde på grund af fremskridtene giver mere udbytte; men han må aflevere det stigende udbytte til jordejeren. Og da georgisterne mener, at arbejdslønnen i det hele er afhængig af, hvad en mand kan tjene ved at gå over til selvstændigt arbejde, slår de fast, at arbejdslønnen ikke kan hæves på grund af de stigende udgifter til jordejeren (husleje, prioritetsrenter osv.) og den stigende jordværdi.

     Georgisterne ser da det eneste middel til at gøre alle delagtige i samfundets fremskridt og stigende rigdomme deri, at gøre selve jordværdien til alles eje, ikke alene den nuværende jordværdi, men også den fremtidige stigende værdi. Derved sikrer samfundet sig det, hvori samfundets stigende udvikling bundfælder sig. Det sociale spørgsmål skulle herved være løst og menneskenes guldalder kommet.

     Midlet skal ikke være at gøre jorden til statsejendom og f.eks. bortforpagte den; det, erkender georgisterne, vil være uøkonomisk og uheldigt. Men de vil ved en skat, der svarer til renten af den rene jordværdi (jorden uden brugerens forbedringer og bygninger), sikre samfundet udbyttet af selve jorden.

     Samtidig skal alle andre skatter forsvinde, jordrenten skal betale alle samfundets udgifter. Denne skattefrihed, alle toldafgifters forsvinden, jordspekulationens ophør, jordens billige pris, alt vil virke til forbedrede forhold overalt og for alle.

     Enhver anden skat er skat på arbejdet, på flid, evner og energi, og er derfor uretfærdig og uheldig for udviklingen.

     Nej! Jorden, selve jordværdien, det er det eneste rette skatteobjekt. »Men nu ejer jo private folk eengang jorden, vil man sige. Dertil svarer georgisterne, at det gør d ikke, ikke moralsk. Thi jorden er i sig selv, ifølge naturens lov alles eje, det er derfor tyveri, når nogen har tilenet sig den. Jordværdien kan ikke købes og sælges, thi det er samfundets ejendom. Har nogen købt en stjålen hest, må han aflevere den igen, når ejermanden melder sig, og det samme må de nuværende jordejere. Ganske vist kan staten ikke tage den; men skatteretten er statens, og den er uindskrænket. Når staten derfor pålægger al jorden skat, der svarer til renten af den nøjagtige jordværdi, da forsvinder denne jordværdi, (som vi senere skal se), og samfundet har fået sin jordværdi igen. Samfundet har moralsk ret til jorden, og samfundet har juridisk ret til at opkræve sin skat, hvor det vil, og ved hjælp af den skaffe sig sin moralske ret.

     Denne jordværdiskat, der så skal stige, hver gang jordens værdi stiger ved samfundets fremskridt, udvikling osv., skal blive hjælpemidlet mod al social elendighed og uretfærdighed.

     Jeg tror nok, jeg tør sige, at jeg her i korte træk har fremstillet det, georgisterne mener og vil, selv om jeg selvfølgelig ikke har kunnet lægge den varme og begejstring i fremstillingen, som en af tilhængerne ville kunnet, og jeg skal da gå over til at undersøge denne lære og navnlig dens praktiske gennemførelses muligheder og resultater. Det er jo navnlig det sidste, der interesserer, thi hvad nytter al teoretisk retfærdighed, når den skal gennemføres ved en grov uretfærdighed og stadig må virke uretfærdigt.

     II. Mere om programmet og en kritik deraf.

     Georgisterne vil hævde, at enhver har ret til det fulde udbytte af sit arbejde. De vil dog ikke udelukke kapitalen helt; de indser dens nytte og retmæssige krav. Men de mener, at kapitalens betydning vil svækkes ved jordværdiernes fald, derigennem at anbringelsesfeltet bliver ringere, og at kapitalen da må nøjes med en lavere rente, dvs. med en mindre del af udbyttet.

     Arbejdet skal have sit fulde udbytte, og ingen skat derpå må tåles. Georgisterne præker med enestående kraft den personlige frihed derigennem; de vil intet bånd og ingen skatter anerkende; de præker den stærkes evangelium.

     Man må her overfor hævde, at den stærkere, dygtigere, klogere har pligter overfor de svage, og derigennem kommer man vel nok til nogen tvivl om arbejdet som den absolutte og eneste fordelingsmåler. Her er georgismens store modsætning til socialismen, der netop kræver samfundets fuldstændige ret overfor den enkelte.

     De fleste (ikke-georgisterne og ikke-socialisterne) går vel nok midt imellem, hævder den personlige frihed, men anerkender den enkeltes pligt overfor samfundet, hvilken pligt bl.a. giver sig udslag i skattebetalingsforpligtelsen, og ved dette standpunkt nås vist et både smukkere og heldigere princip end ved begge de to modstående teorier.

     Arbejdslønnen, mener georgisterne som sagt, er afhængig af det udbytte, den enkelte kan få ved at arbejde for sig selv som selvstændig mand. Her forudsættes imidlertid en ting, der absolut ikke er til stede i det moderne samfund, nemlig at samfundet er »letflydende«, dvs. at enhver skal kunne gå fra det ene erhverv til det andet, når han synes, at det betaler sig bedre; at han snart kunne være selvstændig, snart tage arbejde hos andre og omvendt. Kun under denne betingelse gælder georgisternes arbejdslønsteori. Men således er det jo ikke; dermed falder teorien, og man kommer tilbage til den gamle teori: Lønnen er afhængig af tilbud og efterspørgsel efter arbejde og arbejdere.

     Men jeg skal give georgisterne ret i, at hvis adgangen til jorden kan blive nemmere og billigere, og hvis kapitalens rente kan gøres lavere, da kan det bevirke højere arbejdsløn, dels derigennem, at der bliver færre, der søger arbejde hos andre, og dels derved, at der er mulighed for at skabe mere arbejde. Men, som jeg senere skal vise, adgangen til jord bliver ikke nemmere ved georgismen, og kapitalrenten bliver ikke lavere, i hvert fald ikke før georgismen bliver indført i de fleste lande, og så er det endda meget tvivlsomt. Kapitalrenten kan vi i et lille land ikke hjælpe på, og vil vi gøre adgangen til jord nemmere, må det f.eks. blive ved yderligere udvikling af husmandslovgivningen, men ikke ved georgismen.

     Og endelig skal vi imødegå teorien om, at alle tekniske fremskridt virker til at hæve samfundets jordværdi. Det, at alle fremskridt skulle bundfælde sig i jorden og således unddrages den almindelige befolkning, er jo nemlig en af årsagerne til, at georgisterne finder det nødvendigt at samfundet konfiskerer al jordværdi.

     Jeg vil overfor georgisternes teori fastholde, at fremskridtene bevirker lavere priser, hvis ikke andet kommer til. Thi bevirker fremskridtene, at der produceres mere, – og det er dog i reglen tilfældet, – da må det bevirke større tilbud af varer, og priserne vil falde. I særdeleshed gælder det landbrugsprodukter, idet forbruget af dem ikke er særlig udvideligt; forbedringer i jordens dyrkning og udvidelse af det dyrkede areal bevirker derfor prisfald, hvis da ikke samtidig befolkningsmængden stiger i tilsvarende grad. Men hvis befolkningsmængden var steget, og der ingen fremskridt i produktionen var sket, ville priserne være steget; fremskridtene bevirker derfor ikke altid nedgang i prisen, men kan standse eller hæmme den prisstigning, som befolkningens forøgede forbrug ellers ville have bevirket.

     De, der først gør brug af fremskridtene, har selvfølgelig fordel deraf. Den jordejer, der først begynder en ny dyrkningsmetode, tjener derved og hæver sin jords værdi, thi han avler mere og sælger det til de gamle priser. Men efterhånden som alle jorder, – eller – for også at tale om industrien – efterhånden som alle fabrikker kan benytte sig af fremskridtene, vil priserne på produkterne falde, og det vil være hele befolkningen, der høster fordelen deraf. For jordens pris spiller det måske ingen rolle, idet der overfor den mindre pris står en større produktion, men det kan også godt komme til at betyde prisfald for jorden.

     Georgisterne har forset sig på nybyggerlande. Hvor et hidtil uopdyrket land pludselig opdyrkes, er det selvfølgelig givet, at dets jords værdi stiger stærkt, når det kan komme af med sine produkter. Men samtidig falder værdien af jorden i de egne, der før var alene om at levere varerne, thi nu er der mere tilbud af disse varer, og priserne falder derfor og med dem jorden i de gamle egne.

     Det turde være sørgelig bekendt herhjemme fra 80'erne, da Amerika og andre store lande kastede enorme mængder af korn på markedet, jordværdien steg selvfølgelig i de egne. Men herhjemme faldt den samtidig med kornpriserne. Fremskridtene bevirkede, at der nu kunne dyrkes mere korn, i Amerika steg jordværdien, i Europa faldt den, men menneskeheden fik billigere varer, den tjente altså ved fremskridtet, og det gjorde jordejerne – set under eet – ikke.

     At bønderne herhjemme klarede sig ved så at gå over til en anden produktion, kommer ikke dette spørgsmål ved. Vi begyndte produktion af kød, flæsk, smør osv. Vi begyndte da med et nyt fremskridt, og derved hævede vore bønder atter priserne på deres jord. Men det er ligeså sikkert som 2 og 2 er 4, at priserne på kød og flæsk og på den danske jord atter vil falde, hvis verdens fremskridt fører det med sig, at andre lande også kan begynde at slå ind på denne produktion og konkurrere med os i England.

     Fremskridtene bevirker i det store og hele faldende priser på jorden. Noget andet er, at en voksende befolkningsforøgelse kan forhindre dette fald, men da har fremskridtene som sagt forhindret en prisstigning på varerne; og det vil sige, at fremskridtene har bevirket, at et større antal mennesker kan leve på samme måde, ligesågodt, som det mindre antal før. Men som sagt kan det, at et land stadig er foran i udviklingen standse jordværdiens fald og endog få den til at stige, men man må da huske, at stigning eet sted er fulgt af fald andet steds.

     Georgisterne har her begået den fejl kun at se på nybyggeregne; og de har uden videre villet overføre erfaringer og teorier derfra til gamle kultiverede lande, men det kan man, som jeg har vist, ikke.

     Fremskridtene kommer absolut menneskeheden til gode. Se jorden over, se, om ikke verdens fremskridt er kommet andre til nytte end nogle jordejere. Se på livet før og nu, og se, om det ikke former sig rigere nu end før overalt.

     Men disse argumenter mod nogle af georgismens påstande maner selvfølgelig ikke teorien i jorden. Det er kun eensidigheden; det er overdrevne forventninger til teorien og fejlagtige påstande om dens nødvendighed, som vi her har gendrevet.

     Derefter kommer jeg til det egentlige, nemlig georgisternes agitation og deres teorier i praksis, muligheden for eller umuligheden af georgismens praktiske gennemførelse og virkningerne af den, hvis det skulle ske, at den blev forsøgt gennemført.

     III. Agitationen og hensigten dermed.

     Det kan jo ikke nægtes, at agitationen for georgismen drives kraftigt, og at den drives på en måde, der gør dens forkæmpere, der kæmper med en næsten religiøs fanatisme i troen på deres sag, al ære. Thi ikke alene, at der agiteres godt, men de lægger deres agitation på de steder, hvor de største vanskeligheder egentlig er. De begynder der, hvor det er sværest og værst, der hvor modstanden for deres reform ville blive stærkest, hvis de havde taget fat et andet sted. De er nemlig begyndt på landet, mellem husmænd og gårdejere, dem jeg ville kalde de fødte modstandere af georgismen.

     Hvis de tog fat mellem dem, der kun havde fordel af reformen, blandt dem, der ingen jord, ingen prioriteter ejede, ville de vel kunne vinde en del tilhængere, men samtidig ville deres modstand vækkes, der ville have tab derved.

     Det ville som sagt ikke være svært at vinde nogle tilhængere udenfor de jordejende stænder, thi det er jo givet, at georgismen til andre end disse sidste kunne bringe nogle fordele, hvis den kunne gennemføres. Og der gives ikke noget bedre agitationsmiddel end det, der lover fordel og økonomisk gevinst. Når så samtidig georgismen fremstilles som en smuk og herlig tilstand, som den, der alene kan gøre uretfærdighed til retfærdighed, helvede til himmerig, så er det jo givet, at mange vil følge efter. Og skulle nogen se lidt dybere og føle, at herligheden kun kan nås ved, at der begås en enestående mægtig uretfærdighed, og derfor få skrupler, da vil dette ene: fordelen i hvert fald være virksom til at døve samvittigheden. Men når så endog georgisterne kan fremstille deres uretfærdighed som retfærdighed, deres uret som ret, når de kan gøre det til en retfærdighedshandling at tilegne sig noget, (thi andet er georgismen ikke), hvem (af dem, der ikke skal tages noget fra) står da imod.

     Men hvis georgisterne gik den vej, da ville alle de, mod hvem angrebet rettes, let få øjnene op, de ville blive mistænksomme overfor al denne »retfærdighed«, og de ville kæmpe, for deres ret, for livet.

     Men man er meget klogere. Man svøber teorierne ind, man vender op og ned på alle begreber, og så går man ud til alle dem, der vil lide tabet ved reformens gennemførelse, og søger at vinde dem. Det er ingen ilde idé, thi vil først de gå med, da vil andre ikke så let sige nej, så behøver de jo ikke engang at døve samvittigheden.

     Og her hjælpes georgisterne af den uklarhed, der endnu omgiver disse uprøvede teorier, idet det derved gøres dem lettere kun at fremhæve fordelen ved reformen, de taler om skatternes ophævelse, om kapitalismen, som de vil til livs, den kapitalisme, der »æder« bøndernes jord, de benytter sig af den naturlige uvilje, der hos enhver findes mod hans kreditorer, og som altså også findes hos jordejerne mod prioritetshaverne, og de bilder folk ind, at det er de sidste, de vil have bort, men de glemmer at fortælle, at før prioriteterne vil alle nuværende jordejeres part af deres ejendomme forsvinde som ved et trylleslag.

     Og det mærkelige er, at der er mange, der går på den. Det er »de oplyste bønder«. Læg vel mærke til det: når sådant sker, når en teori får tilhængere i en stand, da er det altid de mest fremskredne, de dygtigste af standen, der er med; i hvert fald når teoriens tilhængere selv skal sige det.

     Også dette rummer et agitationsmiddel. Der er mange, der ikke tør være andet bekendt end være med, thi hvem vil anses for uoplyst, for dum; de dumme vil da i hvert fald ikke.

     Georgisterne hjemsøger altså først landet. Dér vil de se at sejre, inden deres teorier bliver prøvede og fældede, thi sejrer de dér, da vil sejren blive dem let, mener de.

     Men dette lille skrift skal være et bidrag til at oplyse om georgismens sande virkning, og kan det nås at forklare folk den, da sejrer georgismen ikke.

     IV. Hvad der skal ske.

     Georgisternes store middel er som sagt en eneste skat, skatten på den rene jordværdi. Det skal være en skat, der tager hele udbyttet af den nøgne jord, hele udbyttet af jorden uden bygninger og ejerens forbedringer. (Om umuligheden af at finde denne jordværdi skal jeg senere tale). Jeg går nu ud fra, at den kan findes og altså beskattes. Virkningen vil blive et mægtigt prisfald på alle jordejendomme. Er værdien af en ejendom nu 20.000 kr., Og beregnes jordværdien til 10.000 kr., pålægges den en årlig skat af 400 kr., og straks vil ejendommens værdi falde til 10.000 kr.; når ejeren vil sælge den, får han ikke mere for den, nu da den store grundbyrde hviler på jorden. Før kunne han have fået 20.000 kr. for den, men nu skal køberen svare denne årlige skat, 400 kr., hvilket ganske svarer til en statsprioritet på 10.000 kr. og som følge deraf kan han kun give den forrige ejer 10.000 kr. for ejendommen. Staten har med andre ord taget 10.000 kr. fra ejeren. De 400 kr. er ikke en almindelig skat, de har virket som en formueformindskelse med det kapitaliserede beløb. Ejeren har betalt skatten for alle sine efterkommere med de 10.000 kr. Den nye køber får ejendommen for 10.000 kr., det halve af dens fordums værdi, han mærker ikke skatten, thi havde den ikke været, skulle han have givet 20.000 kr. for ejendommen, og altså svaret 400 kr. mere i rente. For ham er det det samme. Det er kun de nuværende ejere, der kommer til at bære tabet.

     Jeg skal nu se lidt nærmere på denne »skats begrundelse og virkning og vil foreløbigt gå ud fra, at der ingen prioriteter hviler på ejendommen, at ejeren altså ejer den kvit og frit.

     Georgisterne nægter ikke, at skatten vil formindske ejendommenes værdi i handel og vandel med en sum, der svarer til den kapitaliserede skat; de nægter ikke, at værdiforringelsen bevirker, at en formue lig den kapitaliserede skat forsvinder fra ejerne, således at den mand, der vil sælge sin ejendom, kun får dens forrige værdi – den kapitaliserede nye skat for den, det nægter de slet ikke, men de nægter, at staten tager denne formue fra jordejerne;

     Thi de siger, at han ingen ret har til den, de anerkender ikke retten til jordværdien, de »beviser« historisk, at det er tyveri fra samfundet; samfundet ejer selve jorden, ingen kan købe og sælge den; det eneste, man har ret til, er værdien af bygningerne og grundforbedringerne. Det er altså ikke »at tage«, det er ikke tyveri, når staten atter skaffer sig sin ejendom tilbage.

     Og siger ejeren: »men jeg har dog købt og betalt min jord«, da svares der flot tilbage: »hvis du køber en stjålen hest, da må du aflevere den til den rigtige ejermand, når han kommer. Og ligesom han må du nu aflevere jordværdien, når samfundet kommer og vil have den tilbage. Hvis du vil beholde jorden, må du bevise din ejendomsret til den, men på forhånd erklærer vi, at der intet bevis er, der gælder«.

     Jordejerens bevis måtte jo være, at århundreders lovgivning har givet grundejeren denne ret. Lovgivningen har beskyttet hans ret, det har altid været tyveri at tage den fra ham, og lovgivningen har endog ordnet forholdet mellem køber og sælger på en særlig måde for at sikre ejerens ret. Under lovgivningens beskyttelse er jorden købt og betalt.

     Men det bevis kaster georgisterne over ende med en frase om samfundets ret, der ikke kan fortabes. Det synes dog at være noget af det frejdigste og skal vi sige frækkeste, man længe har hørt, at tyvte en halv million danske mænd og kvinder og sige: I har stjålet gods, I har ikke mere ret til jordværdien end den mand, der har købt en stjålen hest.

     Når to mænd handler og til afslutning og bekræftelse rækker hinanden hånden, da er det gammel skik, at en tredje mand »slår over«, og så står handelen ved magt. Nu har staten i århundreder sagt til jordejerne: jorden er jeres, køb og sælg, som I har lyst, og jeg skal endda bekræfte handelen for jer og »slå over«; men så kan staten heller ikke nu pludselig sige: »stop! I har ingen ret til jorden, den er min«.

     Men, for at vende tilbage til eksemplet med hesten; sammenligningen duer ikke engang. Thi samtidig med, at køberen må aflevere den stjålne hest, har han erstatningskrav mod den mand, som han har købt den af, og han atter mod den forrige sælger, indtil erstatningskravet rammer tyven. Og jeg tør roligt påstå, at hvis lovgivningen ikke havde givet den godtroende køber dette erstatningskrav, da ville loven ej heller have givet den bestjålne mand ret til at tage hesten tilbage uden erstatning.

     Og nu med jorden! Siger den nye lov: »jordværdien er statens, den kan ikke købes og sælges, staten skal have den tilbage uden erstatning«, da må loven også, – hvis sammenligningen med hesten skal gælde, – sige, at den nuværende ejer har erstatningskrav mod den tidligere ejer, og denne mod den foregående osv. At det er umuligt, kan enhver sige sig selv, navnlig da loven som sagt før har beskyttet køb og salg. Et sådant erstatningskrav kan ikke gives, men så kan jorden ej heller tages uden erstatning.

     Georgisternes teori om det utilladelige og meningsløse i, at enkeltmand vinder formue ved en stigende jordværdi, når kun samfundet har skyld i denne stigning og ikke ham selv, kan ikke berettige staten til at tage jorden fra de nuværende ejere, men kan og bør aldrig føre til mere end til at søge at forhindre, at jordejeren får denne stigning, som samfundet bør have, (og man må endda samtidig garantere ham mod tab ved værdiforringelse uden egen skyld).

     Men at tage den nuværende jordværdi, det er rent tyveri. Den, der for sine penge har købt jord, har akkurat samme ret til den, som hvis han havde købt et skib eller andre genstande.

     Men også her har georgisterne undskyldninger på rede hånd. De siger: »vi tager ikke jordværdien; det kan måske se ud, som om det var ulovligt; nej! Vi beskatter kun. Vi tager i skat hele udbyttet af jordværdien, således at den forsvinder. Men vi tager skam ingenting, vi beskatter.

     For alle andre end fanatiske georgister synes dette dog vist ikke at være nogen væsensforskel. Om staten kalder det konfiskation eller skat, det turde dog vist komme ud på eet, når faktum er, at jordværdien forsvinder.

     Men georgisterne kalder det nu skat; og skat kan aldrig være tyveri, siger de, skat kan staten tage, hvor den vil, uden at give nogen erstatning.

     Jeg skal tillade mig at vise, at selve skattebevillingsmagten ser lidt anderledes på dette spørgsmål.

V. En skat er ikke altid skat alene.

     Der er forskel på skat. En almindelig skat tager en del af skatteydernes indtægt og undertiden, når det er meningen, en del af deres formue (formueskat, arveskat), men der er også en anden slags skat, en skat på jord f.eks., hvor der lægges en årlig afgift på et jordstykke, en afgift, der altid vil blive liggende på jorden, da virker den ikke som en almindelig skat, der kun tager et årligt beløb fra skatteyderen, da virker den som en formueformindskelse for den nuværende ejer. Hans jord vil falde med et beløb, der svarer til den kapitaliserede skat, ca. 25 gange skatten, og den senere ejer vil altså købe jorden til denne formindskede værdi, så at han altså i virkeligheden ikke kommer til at betale skatten; den er een gang for alle udredt af den første ejer.

     En sådan »skat« er det, georgisterne vil pålægge alle landets jordejere og vil påstå er lovlig. Men jeg vil vise, at staten udmærket ser forskel på den almindelige skat og den skat, der virker som ejendomsformindskelse een gang for alle. Staten kan selvfølgelig ikke – ej heller under begrebet »skat« – tilegne sig en mands formue. Og nødvendiggøres det af forholdene, da må manden også have erstatning (grundlovens § 82). Da georgisterne ikke vil se denne forskel, skal jeg nævne et eksempel på, hvorledes staten i et tilfælde, hvor den pålagde en sådan skat, gav erstatning til de ramte, fordi staten erkendte, at skatten ville ramme de daværende ejere med det kapitaliserede beløb, men slet ikke de efterfølgende besiddere.

     Det var, da forskellen mellem priviligeret og upriviligeret hartkorn blev ophævet den 20/6 1850. Før havde jorden i Hirschholm distrikt og et vist antal sædegårde betalt mindre i hartkornsskat end landets øvrige jorder. Disse uligheder skulle bort, alle skulle for fremtiden betale lige meget. Men, da det erkendtes, at hartkornsafgiften ikke var nogen rigtig skat mere, idet den ved køb og salg var indgået i prisen, således at de gårde, der havde en mindre skat, stod i højere værdi end andre, og da denne værdi nu efter den nye skat ville falde ned i niveau med de øvrige gårde, da bestemtes det, at ejerne af de forhen begunstigede gårde fik kontant erstatning, nemlig fra 15-25 gange skatteforhøjelsen. Disse ejere havde jo nemlig selv købt disse gårde under de begunstigede forhold og betalt skattefordelene med en højere pris og de ville altså nu ved skatteforhøjelsen komme til at lide et uforholdsmæssigt stort tab ved gårdenes værdifald.

     Således så staten på denne sag i 1850, og enhver, der har almindelig retsbevidsthed, vil vist også indrømme, at således bør det være.

     Det er en stor vildfarelse at tro, at statens beskatningsret også strækker til at berøve visse folk deres formue, medens andre får lov til at beholde deres ejendom. Og det er da også ganske interessant at se, hvorledes georgisterne selv ser på et sådant skatteforhold, når det blot går modsat den vej, de ønsker.

     Alle ved, hvorledes vore gamle hartkornsskatter for en halv snes år siden blev forandret til ejendomsskyld. Man ophævede den gang hartkornsskatterne, der jo – almindelig anerkendt – var gået op i ejendommenes værdi; thi en fast, uforanderlig skat bundfælder sig – som ofte omtalt – i priserne på ejendommene. Den kapitaliserede hartkornsskat var altså gået over i gårdenes værdi, og ejerne havde købt ejendommene derefter. Disse skatter trykkede altså ikke nogen, de var betalt af de oprindelige ejere for alle de efterfølgende. [Men derfor kunne skatten jo selvfølgelig være ubehagelig nok at udrede; derfor kunne den godt trykke; det kan prioritetsrenten også. Men havde hartkornsskatten ikke været, ville ejendommene have været dyrere at købe, og ejeren havde da blot måttet have større gæld og måttet svare større renter].

     Men hartkornsskatterne blev altså som ejendomsskyld lagt over på alle ejendomme, jord og bygninger, og det betød, at den faste skat faldt bort, blev frigjort fra jorden, hvorved dens indflydelse på grundenes værdi blev mindre. Men ejendomsskylden blev dog delvis lagt på samme skuldre som før, men også kun delvis, og omlægningen har da også uden tvivl haft den betydning, at den har forøget vor landbrugsjords værdi – ikke med den ophævede kapitaliserede hartkornsskat – men med den kapitaliserede skattenedsættelse.

     Og georgisterne var der selvfølgelig øjeblikkelig; det var jo en bevægelse lige stik mod deres; det var en ophævelse af en jordskat, og de vil netop have en jordskat.

     Om denne skattehistorie skriver georgisternes førstemand, godsforvalter S. Bertelsen, i sin pjece: »Skattelovenes store fejl«, at hartkornsskattens bortfald er en foræring til de danske landbrugere, og at det er på hele befolkningens bekostning. Og han siger, at vort samlede folkesamfunds faste formue er blevet berøvet ialt ca. 280 mio. kr. (nemlig den kapitaliserede hartkornsskat, der opfattes som et statsprioritet), og at denne berøvelse kun er til fordel for 213,000 landbrugere, (han glemmer nu deres familie). »Næppe nogensinde i noget land – uden for revolutionstilfælde – kendes sidestykke til en sådan skattepolitik.

     Georgisterne (og jeg også) siger: ophævelsen af en hartkornsskat, en fast statsgrund- byrde, er en gave til jordejerne og et rov fra det samlede folkesamfund ligeså stort som den kapitaliserede skat.

     Ingen vil vist benægte den klare konsekvens heri. Og georgisterne har da kun det med »den stjålne hest« tilbage; men det vil jeg ikke spilde flere ord på, for hvad en mand har købt og betalt under lovens sanktion og særlige beskyttelse, det er hans ejendom, og det kan aldrig blive lig »en stjålen hest«.

     Men husk: Hartkornsskatternes ophævelse, rovet fra samfundet, drejede sig kun om 280 mio. efter georgisternes mening (efter min mening kun om ca. det halve), og dog må de helt tilbage til »revolutionstilfælde« for at finde magen. Men nu jordværdiskattens pålæggelse, rovet fra jordejerne, drejer sig om 500.000 millioner kroner (en skat på 100-120 mio. kr. kapitaliseret), altså 10 gange så meget som det ovenstående rov. Når det da skal være revolution, hvad er så georgisternes grundværdiskat?

     Og om georgisterne så tusinde gange vil kalde det en lovlig skat, så vil jeg dog med alle, der har virkelig retsfølelse kalde det et rov, et tyveri, et tyveri af halvtredje milliard, et tyveri, der er så meget værre, som det er staten, der skal forøve det, et tyveri af al jordværdi fra små og store jordejere.

     Og hvorfor kaste sig over denne art af formue. Den, der har købt alt andet end jord, han slipper, men den, der har købt et hus eller en gård, han bliver »beskattet«, så det halve af hans formue forsvinder.

     To brødre havde hver opsparet 5.000 kr. Den ene købte statsobligationer for pengene, og hvert år kunne han lægge renterne, 4 %, 200 kr., til sin arbejdsindtægt. Den anden købte en husmandslod, og han havde hvert år som udbytte extra 200 kr., det beløb, han sparede ved ikke at have behøvet at låne købesummen. Men så kom skatten; fra den første tog den intet, men fra den anden tog den årligt 100 kr. (renten af 2.500 kr.'s jordværdi) forud for, hvad han selv tjente.

     Den første kan sælge sine obligationer, og han har sine 5.000 kr. i behold. Vil den anden sælge sit hus, kan han kun få 2.500 kr. for det, thi de 100 kr.'s årlige grundskat er en grundbyrde, der svarer til en prioritet på 2.500 kr., som staten har taget. Han har med andre ord måttet betale den årlige skat på een gang for alle sine efterkommere på ejendommen, han har mistet det halve af sin ejendom.

     Den første broder kunne måske blive georgist, hvis han da ikke var et retfærdighedsfølende menneske. Men den anden bliver det sikkert aldrig.

     »Men«, siger georgisterne, »husmanden har ikke lov til at tilegne sig den stigende værdi, som hans hus vil få ved samfundets arbejde. Hvis der anlægges en bane i nærheden, hvis en nærliggende by vokser og rykker nærmere, så vil husets værdi måske blive 7.000 kr. i stedet for 5.000 kr., og de 2.000 kr. har han ingen ret til«.

     »Nu vel«, svarer husmanden, »så kom da med en skat, hvis I kan beregne en sådan, der tager udbyttet af og altså konfiskerer de 2.000 kr., Find denne værdistigning og beskat mig derefter, i dette tilfælde altså med 80 kr. årligt, men så må I også garantere mig mod prisfald som følge af samfundsarbejder eller konjunkturerne og give mig erstatning i sådanne tilfælde. Men I må ikke ved jeres skat tage mere end værdistigningen; de 5.000 kr. har I ikke lov til at røre, thi så tager I, hvad jeg har købt og betalt, og det kan I aldrig have lov til.

     VI. Vil jorden blive lettere at erhverve?

     I agitationen hævder georgisterne stadig, at det vil blive til gavn for landmændene og særlig for husmændene med denne eneste skat. Det hævdes nemlig at ejendommenes værdi vil falde stærkt (ja! det er sandt nok), og derfor vil det blive meget lettere at erhverve jord. Men dette sidste er en mægtig fejltagelse, som jeg skal tillade mig at vise.

     Hvis en mand nu vil købe et hus, en husmandslod, til 10.000 kr., vil han rimeligvis kunne købe den med ca. 2.000 kr. kontant. Han vil skaffe prioriteter og lån til 8.000 kr. og da kunne slippe med den nævnte udbetaling. Han vil årligt have at forrente 8.000 kr., skal vi sige de 3.000 kr. med 5%, det bliver 150 kr., og de 5.000 med 4%, det er 200 kr., altså ialt 350 kr.'s rente.

Fig 1.

Fig 2    

     Kommer nu nogen og vil købe ejendommen, kan han få den for 5.000 kr., men også nu vil han måske kunne opnå et lån. Men hvor stort og til hvilken rente? Ja! deraf afhænger hele spørgsmålet, om han kan erhverve sig jord billigere end før.

     Når man sammenligner de to figurer, kan der næppe være nogen tvivl om, hvad han kan låne. Det vil nemlig blive forskellen mellem det forrige lån (8.000 kr.) og den del af ejendommens værdi, som staten har taget (5.000 kr.), han vil kunne låne 3.000 kr., og han må da atter op med 2.000 kr. kontant som før. Af dette lån svarer han rente, og der vil (se nedenfor) næppe være grund til at tro, at det vil blive billigere end før, det vil i hvert fald blive ubetydeligt, og alt i alt må han da årligt svare samme afgift som før, nemlig ialt ca. 35o kr., før 35o kr. i rente, nu 200 kr. i grundskat og 150 kr. i rente. Men han må råde over samme kontante sum. Jorden bliver altså ikke billigere at erhverve.

     Og undersøger vi nu betingelserne for at opnå lån i ejendommen før og efter grundværdiskattens (og samtidig grundværdistigningsskattens) indførelse, vil vi få at se, at han sikkert vil få endnu vanskeligere ved at opnå de 3.000 kr.'s lån efter loven end de 8.000 kr. før loven.

     Thi som bekendt har vi nu herhjemme det bedst ordnede prioritetsvæsen, man overhovedet har noget steds i verden. Lovgivningen på dette område er udmærket, sikrer långiver og låntager, og vore udmærkede kreditinstitutter nyder den allerhøjeste agtelse og tillid allevegne. Dette bevirker, at prioritetsgrænsen kan sættes så højt som i ikke noget andet land. Men i samme øjeblik som grundværdistigningsskatten og hele den prioritetsordning, som georgisterne vil indføre, bliver gennemført, vil hele denne smukke bygning styrte sammen. Långiverne vil absolut ikke blive sikrede som før, og grundværdistigningsskatten, der skal tage al stigning, som fremkommer ved »tidernes gunst«, vil borttage den fordel, som nu er til stede for prioritetshaverne, ved at ejendommens værdi kan stige; til gengæld slipper de for den risiko, at ejendommens værdi falder ved »tidernes ugunst«, men denne risiko var dog mindre end chancen for en stigning herhjemme, hvor vort landbrug stadig er foran, og dertil kommer den enorme usikkerhed med hensyn til ejendommens værdi, der fremkommer ved de hyppige værdivurderinger, som de nye grundskatter nødvendiggør.

     Vi kommer i slutningen af dette skrift ind på umuligheden af en nøjagtig vurdering og ganske særlig på umuligheden af en nøjagtig vurdering af værdistigning og værdifald og en præcis skelnen mellem den stigning, der er fremkommet ved ejerens eget arbejde og ved samfundets udvikling. Her vil det i hvert fald være nok at fremhæve, at der vil være ganske enorme muligheder for uretfærdigheder og fejltagelser, og disse uretfærdigheder og fejltagelser vil ikke nøjes med blot at påvirke en lille skat, nej! De vil ganske og aldeles afgøre ejendommens værdi, hvad der er statens, og hvad der er ejerens, og enhver vil forstå, at under så usikre forhold vil kapitalen være meget forsigtig med at sætte penge i jordejendomme.

     Nu ved man, hvad en ejendom er værd. Stigningen kommer ejeren og derigennem prioritetshaverne til gode, idet prioriteterne ved en værdistigning bliver sikrere. Og mod et fald garderer prioritetshaverne sig ved ikke at belåne ejendommen helt op til skorstenen. Hvad en ejendom er værd, det er den værd, og det kan ingen vurdering ødelægge. Men under georgismen vil værdierne svinge efter vurderingerne, og prioriteterne vil stadig blive skubbet til side og komme efter den svingende grundværdiskat.

     Jeg har derfor god grund til at tvivle på, at det vil lykkes køberen af det omtalte hus at opnå et lån på 3.000 kr. og hans stilling bliver da under ingen omstændigheder nemmere end nu; jorden bliver derfor ikke lettere, men snarere sværere at erhverve end under vore nuværende forhold.

     Blandt de gode ting, der skulle opnås ved georgismens indførelse, skulle også være kapitalrentens fald, idet anbringelsesfeltet (i den stigende jordværdi) skulle blive mindre. Og dette rentefald skulle komme alle til gode. Men også denne illusion må jeg berøve georgisterne. Thi for det første er det overhovedet tvivlsomt, om renten vil falde; det afhænger af så mange faktorer, som slet ikke nu kan overses; men for det andet er det ganske sikkert, at kapitalrenten herhjemme ikke bliver billigere, før georgismen indføres over det meste af den ganske verden. Vi bestemmer ikke rentefoden selv. Så det nummer kan georgisterne roligt tage af deres fløjte.

     Jeg slår altså fast, at georgismen ikke vil gøre det lettere at erhverve jord. Tværtimod vil vore udmærkede prioritetsforhold blive ødelagt i bund og grund, så sandsynligheden taler for, at den, der vil købe jord under georgismen, må være i besiddelse af mere kapital, end han nu behøver, for at købe et hus eller en grund.

     VII. Vil huslejen blive billigere?

     Vi har nu set, at jorden ikke vil blive lettere at erhverve efter georgismens indførelse, og at dermed en af grundpillerne for georgisternes forventninger om bedre tilstande er faldet. Og jeg kommer da til det næste punkt, huslejens nedgang, et smukt nummer, hvormed georgisterne også gerne fanger sjæle.

     Huslejen er foruden erstatning for reparation, amortisation, administration m.m., rente af den kapital, der står i grund og bygninger. Hvis en ejendom giver 10.000 kr. i husleje, kan dens værdi ansættes til ca. 150.000 kr. Indtægten, de 10.000 kr., vil jeg nu fordele således, at de 6.000 kr. er egentlig rente af de 150.000 kr., 4 % altså, dette vil synes mange for lidt, men jeg har da skubbet alle andre momenter, risiko m.m., over i den anden part, de 4.000 kr., der da skal dække dette foruden administration, reparationer m.m.

     Men huslejen falder ikke; thi staten skal have sine 2.000 kr., og der er ingen anledning til at tro, at ejeren skulle have mindre udbytte af sine 100.000 kr. procentvis end før af de 150.000 kr.; han skal have 4.000 kr. i ren rente og 4.000 kr. som før til administration o.s.v. Han må have sine 8.000 kr. og staten sine 2.000 kr., lejerne må altså betale akkurat det samme som før, kun går altså de 2.000 kr. til staten, fordi den har konfiskeret 50.000 kr. af ejerens formue.

     Og hvis ejendommens værdi skulle stige ved »tidernes gunst«, da tager staten denne stigning, og lejerne må nu som før betale den i form af højere leje, kun går den højere husleje nu til staten. Staten får fordelen  af stigningen, idet den kræver højere grundskat, men hverken grundejeren eller lejerne mærker det mindste til nogen fordel.

     Ganske vist får husejeren nogen mindre interesse i at sætte huslejen i vejret, men man må her huske, at det ikke er husejerens lyst til at sætte lejen i vejret, der er hovedmomentet i huslejens stigning og fastsættelse, det er tilbud og efterspørgsel efter lejligheder. Og selv om husejeren nu gerne ville sætte huslejen nok så meget i vejret, så vil det afgørende dog være, om der ikke kommer nye lejligheder på markedet, så han ikke kan. Og spørgsmålet om lavere husleje under georgismen bliver da det samme som spørgsmålet: vil der blive bygget mere under georgismen end nu? Det er sagens kerne.

     Georgisterne peger på, at der nu ligger mange ubebyggede jorder rundt om i byernes nærhed og i byerne, de vil blive stærkt beskattet, og ejerne vil da blive nødt til at bygge på grundene, altså vil der blive bygget mere, siger de.

     Det kan lyde meget bestikkende, men det står ikke for en nærmere prøvelse. Det kan måske hjælpe noget for de nu ubebyggede grunde inde i byerne, men i længden og i den store almindelighed vil det ikke hjælpe.

     Jeg er ganske klar over, at der findes eksempler på, at der udenom byer er dannet »jordringe« af grundejerne, der ikke vil sælge og bebygge grundene, før huslejen er drevet stærkt i vejret. Og det vil grundværdiskatten ganske vist kunne forhindre. Men jeg tror ikke, at det er almindeligt. Der skal store kapitaler til og stærkt sammenhold; thi den, der bryder ud af ringen, tjener bravt, og desuden vil der let på anden måde kunne brydes hul i en sådan ring, en sporvej igennem og ud udenfor en sådan ring vil ødelægge mange chancer. Og er det kun enkelte grundejere, der ikke vil sælge eller bygge selv, da vil der blot blive bygget udenom deres grunde. Man kan ganske vist ikke forhindre, at hans grund stiger i værdi, men det vil ikke påvirke priserne på de nabobyggegrunde, der så bygges på; de vil ikke blive dyrere, fordi der er nogen, der ikke vil bygge, og huslejen vil ikke stige det mindste derved.

     Huslejen bestemmes ikke af den enkelte grundejer, der siger: grunden sætter jeg til 5.000 kr., huset til 10.000 kr., altså må jeg til forrentning, vedligeholdelse osv. have så og så meget. Nej! Huslejen bestemmes af byens forhold, og så snart den er så stor, at det kan betale sig at bygge, dvs. at huslejen kan dække omkostningerne og forrente kapitalen, så vil der blive bygget, og hverken før eller siden, og der vil blive bygget, selvom der er nogle, der ikke vil bygge på deres grunde.

     Og her vil jordskatten ikke hjælpe det mindste. Den vil ikke gøre det mere rentabelt at bygge. Den tager kun sin del af huslejen, men ellers vil alt være ens.

     Der vil ikke blive bygget mere. Tværtimod. Thi de samme forhold, som vi omtalte i forrige kapitel om resultaterne på landet, vil også gælde her, ja! i endnu højere grad. Og jeg kommer derfor til det resultat, at det vil blive mere risikabelt at bygge under georgismen end nu, og at der derfor vil blive bygget mindre, og at huslejen derfor ikke vil falde, men snarere stige.

     Thi nu har bygherren altid chance for en stigning i værdi, og kniber det med at få en nybygning til at forrente sig, så ved han dog, at senere vil udviklingen nok lade huslejen stige med byens vækst og bygningens derved vundne bedre beliggenhed, og så vil bygningen betale sig. Og bygherren kan derfor nu låne meget og ret billigt til bygning af en sådan ejendom.

     Men når de georgistiske ideer gennemføres, vil de medføre den stadig varierende grundværdiskat, og da vil chancen for stigningen være borte med det samme, og ejeren vil da ikke bygge, før han absolut er sikker på, at det vil svare sig. Og dertil kommer den foran omtalte usikkerhed ved skattevurderingerne, den vil ikke gøre det behageligere hverken at være husejer eller prioritetshaver.

     Der er ingen forhåbninger at vente af georgismen. Huslejen vil ikke falde, den vil tværtimod gøre det vanskeligere og dyrere at bygge, og derved virke til at sætte huslejen højere op end nu.

     VIII. Hvem går det ud over?

     Vi har i det foregående set, hvorledes grundværdiskatten ville berøve jordejeren en stor del, ca. halvdelen af hans formue, men da så vi bort fra, at der lå prioriteter på jord og bygninger. Når man tager det i betragtning, bliver forholdet noget værre, da tager grundværdiskatten i virkeligheden for de allerfleste alt, hvad de ejer i deres ejendomme.

     Det er et faktum, at der hviler store prioriteter på vore ejendomme, et forhold, der absolut har sine skyggesider, men som dog i hvert fald har den demokratiske fordel, at det bliver lettere for en mand at erhverve sig jord.

     Og det er ikke mindst ved at gøre brug af dette (de stærke prioriteringer), at georgismen vinder mange tilhængere. De »beviser«, at kapitalen lidt efter lidt æder jorden, og at den stjæler fra bonden, lejeren osv. De erklærer, at det, som husmanden, arbejderen osv. tjener, det tages af prioritetshaverne, grundejerne i rente. Og ved at rakke ned på »disse kapitalister« får de mange prioritetsbetrængte til at slutte sig til dem.

     Et øjeblik må vi dog se lidt på, hvem disse grumme »kapitalister« er. Det er jo de tidligere grundejere. Ejeren sælger; er jorden steget siden han købte den, sælger han den med fortjeneste, lader fortjenesten stå i ejendommen eller lader køberen udløse den ved en ny prioritet. Den nye ejer arbejder med gården og sælger atter, osv. »Kapitalisterne« er altså de forrige ejere eller folk, der har købt deres fordringer. Der er altså ikke blevet »ædt« noget.

     Og hvem er de fremtidige »kapitalister«? Hvem er det, man vil til livs; det er altså de nuværende ejere, lige fra den største herremand til den ringeste husmand. Det er kapitalisterne. Lad os holde det fast; det er ikke fremmede, der har taget noget, stjålet eller ædt noget eller trængt sig ind. Det er hver gårdmand og husmand, der til sig selv og sine børn får den værdistigning, som hans gård eller sted efterhånden får, mens han ejer den. Det er kapitalisterne. Og det lyder, vil vel nok de fleste indrømme, mere uskyldigt.

     Men georgisterne slår altså løs på kapitalisterne, prioriteterne. Men lad os nu se, om det er dem, de rammer, om det er dem, de rammer først med deres grundværdiskat.

     Det er det nemlig ikke. De, der først rammes, er alle de, der nu har en ejendom, hvor lidt eller meget, de end selv ejer af den. Arbejderen, der udenfor byen ejer et lille hus med have, husmanden med sin lod, gårdejeren med en større gård, alle disse, der rimeligvis har en prioritet omkring 50% eller mere af værdien af ejendommen, men som dog selv ejer den anden halvdel af ejendommen, den sidste halvdel, den del, der tabes, hvis værdien falder, men også den del, der stiger i værdi, hvis værdien vokser, dem er det, der vil blive ramt i første række; først når deres formue er konfiskeret, forsvunden, kommer turen til prioritetshaverne.

     Georgisterne vil jage et sværd igennem prioritetshaveren, men da han er dækket bag ejeren (idet hans part af ejendommen er sikrere end ejerens ret), så må georgisterne først jage sværdet igennem ejeren, før de kan nå at stikke prioritetshaveren. – men skulle mon den danske landmand være så elskværdig mod georgisterne, at han vil gøre dette mord til et selvmord!

     Staten vil pålægge sin grundværdiskat lig renten, udbyttet af den rene jordværdi, og den rene jordværdi vil forsvinde.

     [Her må jeg indskyde den bemærkning, at der jo nu allerede er en del skatter, der er bundfældede i jorden. Disse skal selvfølgelig ikke ophæves; de hviler på ejendommene og er gået op i værdien. Når jeg da nedenfor taler om »den eneste skat«, der skal eksistere under georgismen, og som vil påvirke de nuværende værdier med en nedgang lig skattens kapitaliserede beløb, da mener jeg kun den yderligere skat, der skal pålægges, foruden de nu eksisterende grundskatter. Det vil som tidligere nævnt beløbe sig til 100-120 mill. kr., altså kapitaliseret halvtredje-tre milliarder].

     Prioriteterne bliver liggende på ejendommene. Dem vil georgisterne kun ramme indirekte. Men når prioriteterne bliver liggende på ejendommene, vil ejerne jo kun få deres byrder forøget med statsgrundskatten, ja! fordoblet. Grundværdiskatten betyder da en yderligere knusende byrde på alle jordejerne.

     Resultatet bliver kun, at staten vil få en slags 1. prioritet, en prioritet, der ikke kan sælges eller omsættes, fordi den hviler på alle grunde, og som derfor vil blive fratrukket i alle grundes værdi i handel og vandel. Ejeren får da sin ejendom formindsket i værdi med skattens kapitaliserede beløb og får ca. en dobbelt så stor rente- og grundskatteudgift som før.

Fig. 3

En ejendom er 10.000 kr. værd. Der hviler en prioritet på den på 5.000 kr. På figuren er værdien fremstillet ved en søjle, og prioriteterne er afsat op ad den. Af prioriteten må ejeren betale 200 kr. I årlig afgift, medens han jo selv får udbyttet af sine egne 5.000 kr. såvel som ejendommens øvrige overskud.

Fig. 4    

Nu kommer staten med sin jordværdiskat. Lad os sige, at der pålægges en skat på 200 kr., idet jordværdien beregnes til 5.000 kr. Husets værdi falder da til 5.000 kr. Søjlen er ligesom sunket i jorden, men prioriteten er ikke forsvundet med, den er bleven stående og dækker, sluger nu det, som før var ejerens egenformue. Ejeren ejer altså faktisk ikke nogen del af ejendommen, hans 5.000 kr. er fuldstændig forsvundet, og han har fået dobbelt så stor en afgift, i renter og skat skal han nu betale 400 kr. årlig, før var det kun 200 kr. Sukkede han før, når han skulle af med de 100 kr., kan han nu få lov at sukke to gange.

     Før ejede han 5.000 kr. Havde han nu tænkt at låne nogle tusinde kroner, f.eks. for at hjælpe en søn til at købe et hus, et hjem, så vil han opdage, at de 5.000 kr. er borte, og at han intet lån kan få; thi ejendommen er prioriteret til skorstenspibens rand. Og havde han tænkt at sælge huset og måske for de 5.000 kr. købe sig en anden ejendom eller en beskeden livrente eller aftægt, så opdager han nu, at han intet kan få, de 5.000 kr. er prioritetshaverens, georgismen har slugt hans part. Velsignet være georgismen, husmandens ven!

     Enhver kan omtrent regne ud, hvordan det vil gå ham. Man er ganske vist ikke rigtig klar over, hvor stor jordværdien vil være for de forskellige ejendomme. Det afhænger af bygningernes værdi og jordens kultivering. For de mindre ejendomme vil det måske blive noget under, for de større noget over halvdelen af værdien.

     Vil jordværdien i det forrige eksempel (fig. 4) kun beløbe sig til 40% i stedet for de der nævnte 50%, da vil (se fig. 5) staten pålægge en skat på 160 kr. Og værdien vil falde med 4.000 kr. Prioriteten et 5.000 kr. Og ejeren vil da beholde 1.000 kr.; som han kan sige, er hans eget. Og byrderne er blevet 360 kr. i stedet for 200 kr. (fig. 3).

     Stillingen er klar nok. Enhver kan efter dette regne ud, hvad han får lov at beholde af sin ejendom, når statens grundbyrde kommer og tager skal vi sige fra 35 til 60% af ejendommens værdi.

     Vi ser således, at ejendommenes nuværende værdi falder ved grundværdiskatten, og at det meste af eller hele ejernes part forsvinder, og det er da også ganske interessant at se, hvorledes det vil gå, hvis forholdene forbedrer sig, således at ejendommens udbytte bliver større.

     Under de nuværende forhold, altså uden georgismen, er det jo klart, at ejeren vil tjene, værdistigningen. Stiger værdien med 2.000 kr. (hvilket er en følge af, at ejendommen giver c. 800 kr. mere i udbytte), så får ejeren de 2.000 kr. mere for ejendommen, når han vil sælge (og han har årligt 80 kr. mere ud af sin ejendom).

Fig. 5    

På fig. 5 så man, hvorledes en grundværdiskat på 40% fik ejendommen til at falde med 4.000 kr. i værdi, så ejeren, der før ejede 5.000 kr., kun nu ejer 1.000 kr.

     Når nu ejendommens forhold bedrer sig, som ovenfor nævnt, så ville ejendommen, når grundskatten ikke voksede, få en forøget værdi af 2.000 kr., og ejeren ville da eje 1.000 kr. + 2.000 kr. = 3.000 kr., idet hele ejendommens værdi ville være 8.000 kroner.

Fig. 6    

     Men som bekendt nøjes georgisterne ikke med en grundskat een gang for alle, de vil også tilegne sig den fremtidige værdistigning, og da ejendommen giver 80 kr. mere i udbytte, vil de pålægge den en skat af 80 kr. mere om året, altså ialt 160 + 80 kr. Virkningen vil da være den, at ejendommen beholder sin værdi i fig. 5, altså 6.000 kr., hvoraf ejeren kun ejer de 1.000 kr. Den tilvækst ejendommen kunne have fået i værdi, er taget af den nye skat 80 kr. Og forholdet bliver da som i fig. 7:  prioritet 5.000 kr., ejeren 1.000 kr., og ialt har grundskatten + forøgelsen taget 6.000 kr. fra ejeren. At hans ejendom er blevet bedre, mærker ejeren kun ved, at han får lov til at betale 80 kr. mere i skat, det svarer til hele det merudbytte, ejendommen giver.

Fig. 7    

    Georgismen sluger altså ikke alene hans ærlige og redelige ejendom (fig. 4 og fig. 5), men den tager også al chance for en værdistigning fra ejeren. Det er altså ganske klart, hvem grundskatten og grundværdistigningsskatten rammer. Først rammer den jordejerne med den kapitaliserede skat, og først når de ikke har mere, rammer den prioriteterne. Ejer f.eks. ejeren kun 2.000 kr. i sin ejendom på 10.000 kr., har han altså 8.000 kr.'s gæld på den, og kommer da staten med grundskatten og får ejendommens værdi til at falde med 4.000 kr., så mister ejeren først sine 2.000 kr. og derefter prioritetshaveren 2.000 kr. af de 8.000 kr., idet ejendommen kun bliver 6.000 kr. værd.

     Prioritetshaverne rammes altså først, når al ejerens del af ejendommen er slugt, sunket i jorden. Det kalder georgisterne at gå løs på kapitalisterne og hjælpe den danske landmand.

     Staten konfiskerer halvdelen af ejendommene, og prioriteterne beholder den anden halvdel. Til landmanden er der intet; hans fordums formue, hans fordums måske beskedne part af ejendommen er borte, han må nøjes med at skrabe først skatten og så prioritetsrenterne sammen.

     Hvis han da ikke tilfældigt skulle være fanatisk georgist eller kende een, der kunne forklare ham, at det da var den rene fordel og fornøjelse for ham, så vil det vist knibe for ham at se, at det skulle være hans og landets lykke.

IX. Hvad vil der ske?

     Efter hvad jeg har vist i det foregående afsnit, er der ikke megen tvivl om, hvad der vil ske, hvis georgismen indføres.

     Grundværdien, en 40-60% af ejendommens værdi, vil konfiskeres, og ejendommene vil da falde til 60-40% af nuværende pris. Da den nuværende prioritering gennemsnitlig er omkring 45-55% af den nuværende værdi, vil prioriteringen, når værdierne falder, altså beløbe sig til fra ca. 75% til langt over 100%.

     At de ejendomme, der kommer over 100%'s prioritering, ikke kan bære denne, er klart nok; deres ejere må gå i stykker, de mister helt den del, de før ejede i deres gårde, og prioritetshaverne mister i hvert fald det, de har over 100% i ejendommen. Det vil navnlig være de store gårde, der vil være så ilde stedt.

     Men fordele vil der selvfølgelig også være under georgismen. Og det er den store skattelettelse, der skal ske derved, at alle andre skatter og afgifter end den »eneste skat« skal ophæves. Det vil give en betydelig lettelse, navnlig for de mindre indtægter, og det skal være denne lettelse, der skulle virke til, at gårdene og husene kunne bære den store prioritetsprocent på 75 til 100%.

     Jeg skal kort tillade mig at se noget på de fordele, som skattelettelsen og statens konfiskering af halvtredje – tre milliarder kan bringe.

     Jeg vil straks bekende, at jeg ikke mener, at toldbeskyttelsens bortfald vil bringe de store fordele, der ventes af den. Jeg skal ikke komme ind på en diskussion om toldbeskyttelse og frihandel, men vil kun sige, at samtidig med prisernes fald ved toldbeskyttelsens ophævelse, vil en mængde danske industrigrene ødelægges, og alle de i de grene beskæftigede folk vil ganske vist kunne købe en del varer billigere, men de har intet at købe for. Så man skal være meget forsigtig med at tro på, at alt det, der nu kommer ind ved skatter og afgifter, vil være rent tjent for befolkningen, når de ikke opkræves mere.

     Men det er givet, at landets indbyggere alle vil have fordel af, at staten tager 3 milliarder og benytter renterne deraf til statens udgifter i stedet for at skaffe den årlige nødvendige indtægt ved en skat. Men for dem, fra hvem de 3 milliarder tages, vil tabet selvfølgelig være mangefold større end fortjenesten ved skattelettelsen.

     De tre milliarder kunne i og for sig være taget fra hvem som helst. Staten kunne f.eks. lige så godt have konfiskeret enhver formue over 10.000 kr. Det ville være en formueforøgelse til gavn for alle statsborgerne (kun de, fra hvem pengene blev taget, ville ikke være glade).

     Ingen vil benægte, at tyveri bringer berigelse til tyven, og at staten også vil blive rig, når den stjæler tilstrækkelig meget, men derfor bliver det dog ikke mere forsvarligt.

     Det kan altså slås fast, at statsborgerne vil have fordele af denne milliard-tilegnelse, som staten foretager sig. Og det er selvfølgelig også givet, at landboerne vil få nogle fordele. De vil slippe for en del skatter og for en hel del forbrugsafgifter. Det vil være en lettelse, som man må regne med.

     Men hvor stor den vil blive, er der ingen, der ved. Men landboerne eller rettere jordejerne både i land og by må dog ikke tro, at de vil få mere lettelse end byrder. Thi faktum er jo dog, at de skatter og afgifter, der nu bæres al hele befolkningen, af alle klasser, de skal nu lægges over på een klasse, på alle jordejerne. Og selvom en del af disse, f.eks. de små jordejere, nu betaler forholdsvis meget i afgifter gennem forbrugsbeskatningen, og selv om de nye grundskatter vel nok vil komme til at hvile mindre tungt på de mindre jorder end på de store, så vil det dog være mere end letsindigt at tro, at nogen jordejer, når samtlige afgifter altså lægges over på jorden fra alle samfundsklasser, skulle komme til at udrede mindre end før.

     Ser man på de to næste figurer, vil man straks kunne se forskellen fra før og efter lovens indførelse.

Fig. 8

Husmanden ejer på fig. 8 ejendommen til 10.000 kr., men da der er en prioritet på 5.000 kr., er hans del kun de 5.000 kr. Årligt svarer han en rente af 200 kr. af prioriteterne.  

Fig. 9    

På fig. 9 er skatten indført. Ejeren får ekstra pålagt en afgift af 160 kr. Værdien falder til 6.000 kr. Prioriteten bliver liggende, og ejeren har mistet 4.000 kr., idet han nu kun ejer 1.000 kr. og årligt skal han nu svare en afgift af 160 + 200 kr., altså 160 kr. mere end før.

     Til gengæld herfor har han fået alle andre skatter ophævet. Men mon nogen tror, at de beløber sig til 160 kr. om året. Det kan der ikke være tale om. Nej! skattelettelsen kan betyde det, at han nu måske lige kan klare de store grundafgifter og således blive hængende på ejendommen. Men mere udbytte end før, det får han ikke.

     Og selvom det umulige skulle være tilfældet, at de ophævede skatter skulle blive ligeså meget som den nye skat, så blev han jo ikke bedre stillet, han ville sidde lige så hårdt i det, og han ville tilmed have mistet sin formue eller størstedelen af den.

     Men som sagt, landmanden får ikke så stor en lettelse, som han får byrder, og han bliver således helt igennem dårligere stillet. Skattelettelsen vil kun virke til, at han måske kan bære de tunge byrder og holde den gående, og den kommer således egentlig kun prioritetshaverne til gode, idet de måske ville lide tab ved hans fallit (efterat han selvfølgelig først havde tabt alt sit eget).

X. Følgerne.

     En af de værste vil være den, ikke at landboerne må stønne under de nye byrder,  men at vor landbostand vil blive berøvet sin kapital. Hvad har den ikke betydet i vort landbrugs udvikling, og hvad vil den ikke komme til at betyde i fremtiden, når vore landmænd stadig må holde sig i spidsen af verdensudviklingen på dette område. Hvad betyder den ikke, når en mand vil skaffe sin søn et hjem, en gård eller en husmandslod, hvad betyder den ikke, når der skal gøres store forbedringer osv.

     Hvorfor er vore huses og gårdes prioritetsgæld vokset? For en stor del, fordi ejerne har villet skaffe sig driftskapital; fordi en mand har skullet dele sin formue mellem flere børn osv., osv.

     Men hvad vil der blive af alt dette. Kapitalen er borte. Staten har taget den. Og steg i tidligere tider jordens værdi, så ejerens kapital voksede, så han måske kunne forhøje sine prioriteter, hvad sker så nu i lignende tilfælde? Grundværdistigningsskatten tager hele stigningen. Ejeren får ikke andet, end hvad han får ved sine forbedringer. Nogen forøgelse af jordejernes formue finder altså ikke sted.

     Kapitalen er borte. Hvilken standsning i udviklingen vil det ikke betyde, at en stand som vore landmænds bliver kapitalløs, selv om de kan blive på deres gårde og lodder.

     Landets kreditforeninger vil også lide tab, navnlig ved de større gårde. Alle vegne, hvor prioriteterne når op over det, som grundværdiskatten vil levne (60-40%), vil prioritetshaverne lide tab, og de steder, hvor ejerne ikke vil kunne klare sig, selv om prioriteterne ikke helt når skorstenen, vil de også lide tab, i hvert fald rentetab, de vil sikkert også blive nødt til at overtage en del ejendomme, hvad heller ikke vil blive til fordel, hverken for dem eller landbruget i almindelighed.

     Vort sikreste papir, kreditforeningsobligationerne, vil falde i værdi. Hvor meget er der ingen, der ved; men ca. 20% vil de nok kunne gå ned. Men jo mindre kreditforeningerne vil tabe ved fallitter og frivillig nedskrivning, des mere vil jo hvile på jordbrugerne, som i deres ansigts sved må svare renterne, efter at de har udredet grundværdiskatten til staten.

     Og hvad det vil betyde for landets økonomiske liv, for vore pengeinstitutter, forsikringsselskaber osv., at obligationerne falder i kurs, det behøver jeg ikke her at skildre; men lutter »kapitalister« er det dog ikke, der vil lide tab derved.

     Såsnart det drejer sig om jord og byrder på jord, vil én fremtidig fastslået skat virke fuldstændig som en nutidig, den vil nemlig øjeblikkelig kapitaliseres, omend selvfølgelig med et tilsvarende noget mindre beløb; men den vil virke som en værdiformindskelse, formueformindskelse og forøget byrde for alle de nuværende ejere. Der vil ikke være nogen væsensforskel, men kun en gradsforskel.

     Det er ganske uforståeligt, at nogen jordejer, han være så stor eller lille, det skal være, kan gå med til at indføre georgismen, det kan kun skyldes manglende forståelse af dens virkninger.

     Jeg nærer det håb, at det efterhånden vil gå op for jordejerne, at de har været ved at gå på en vildmand, og jeg håber også, at dette lille skrift må virke til, at de må få øjnene op. I længden at holde øjnene lukket for eget fordærv, egen ødelæggelse, det plejer dog kun de færreste at kunne.

     Dem, der ikke stoler på den menneskelige fornuft, men anser dette umulige, at Danmarks jordejende stænder vil ødelægge sig selv, for muligt, dem vil jeg dog trøste med at gennemgå de praktiske vanskeligheder ved reformens gennemførelse, vanskeligheder, der er så store, at georgismen sikkert vil strande på dem.

     Men georgismen skulle jo gerne standses, inden den kom så vidt; den skulle ikke gerne få lov at »løbe hornene af sig«, thi derved vil for meget blive slået i stykker, som ikke kan klinkes igen.

     En af de første vanskeligheder vil møde loven ved dens 1ste behandling i rigsdagen. Og det er udlandets protest.

     Hvad man end herhjemme vil mene, om georgismen er tyveri eller ikke, så vil man i hvert fald andet steds ikke være i nogen tvivl om opfattelsen af denne sag, og det vil være på udlandets børser, hvor en stor del af vore danske obligationer ligger. Udlandet vil ikke finde sig i  at disse sikre papirer med et pennestrøg bliver formindskede i værdi. Det vil ikke finde sig i, at de gode prioriteter i de berømte danske ejendomme pludselig fra sikre prioriteter kommer til at hænge oppe omkring skorstenene på ejendommene. Udlandet har købt obligationerne i tillid til vor sikre og solide prioritetsordning, og det vil ikke rolig se på, at en lille lov, foreslået af godsforvalter Bertelsen, pludselig ødelægger denne sikkerhed.

     Hvorledes gik det ikke, dengang Danmark forsøgte at indføre en lille vintold, straks var de franske kapitalister der. Og en vintold skulle man dog anse for en ret rimelig, tilladelig og uskyldig lille ting. Men dette vil stå for udlandet som et ligefremt retsbrud, og det vil ikke være Frankrig alene, men også andre lande vil melde sig i vort udenrigsministerium, når behandlingen af grundskatten begynder i rigsdagen, og de vil spørge: hvad er det, vi hører?

     Danmark vil blive tvunget til at give erstatning, det er ganske utvivlsomt, og det bliver slet ikke så små beløb, det drejer sig om. Det vil give et betydeligt hul i statens nye indtægt, når disse obligationsejere skal sikres deres udbytte eller kapital. Men selvfølgelig er det muligt at overvinde denne vanskelighed. Men en vanskelighed er det, og georgisterne må regne med den.

     At hele landets kredit bliver rystet i udlandet, det kan blive skæbnesvangert nok og kan drage kostbare følger efter sig, men det regner georgisterne måske for småting.

     Den første hovedvanskelighed vil møde vore georgister, når de skal ansætte jordværdien på samtlige ejendomme.

     »Det er så let og ligetil«, siger alle georgister, »det er ingen kunst«. Hvor mon de har det fra, får man lyst til at spørge om; thi er der noget, der er svært, så er det da netop det. Alene at anslå en ejendoms værdi er svært, det kan volde vanskeligheder nok. Men jordværdien, en meget ubestemt del af denne ejendom, hvis hele værdi knap kan fastsættes, det er så godt som umuligt, i hvert fald at gøre det retfærdigt.

     Man må huske, at det ikke drejer sig om at finde et grundlag for en lille skat, det gælder om en skat, der skal tage hele jordværdien. En uretfærdighed bliver her 25 gange så stor som skattens uretfærdighed, og den bliver så meget større, som den ikke let eller aldrig kan gøres god igen, hvis den f.eks. har drevet ejeren fra gården, eller hvis han af andre grunde har solgt den.

     Jordværdien! Værdien af den rene jord, ejendommen uden bygninger og ejerens forbedringer! Lyder det ikke koncist og skarpt? Er ikke enhver øjeblikkelig klar over, hvor meget der menes???

     Hvilke forbedringer? Er det alle i ejerens levetid, eller er det kun de sidste? Hvad er en marks dræning værd, hvad har den forøget gårdens værdi med? osv., osv. Nej! Jordværdien kan ikke sådan findes, og hvis jordværdiskatten skal indføres, må den findes og findes rigtigt, så der ingen uretfærdigheder er (ud over den uretfærdighed, som selve skatten er). Thi det er folks formue, kapital, det drejer sig om, hans ejendom, hans livs arbejde, der skal afgøres, hans liv eller død.

     Georgismens krav går ud på to ting. Først statens grundværdiskat, der tager al nuværende jordværdi, og derefter den fremtidige varierende grundværdiskat, der skal tage enhver stigning og godtgøre ethvert fald.

     Er man endelig kommet over det ene store vanskelige punkt: ansættelsen af al landets jordværdi, så møder man den evige vanskelighed: den stadige forandring op og ned i jordværdien. Og er det første svært, så bliver det sidste tifold sværere. Thi det første! Ja, hvad! Det bliver jo alligevel et mægtigt slag i ansigtet på alle jordejere, det bliver jo alligevel et enestående tyveri af alle jordejeres kapital. Om der så bliver slået eller stjålet lidt mere eller mindre, end der var tiltænkt, det spiller måske dog ikke så stor en rolle, om en mands ben bliver amputeret en tomme højere eller lavere ovenfor knæet, kan jo være ret ligegyldigt, han skal jo alligevel humpe om på træben og ved krykker i resten af sit liv, hvis han da overlever operationen.

     Men fremtiden, de fremtidige grundværdiansættelser, vil give anledning til evig strid og evindelige uretfærdigheder. Thi hvem kan med hånden på hjertet sige, om en ejendom er steget så eller så meget, om den er steget med 2.000 kr. eller 3.000 kr., eller med 10.000 eller 20.000. Hvad er en gård steget i værdi, fordi der er kommet en jernbane en kilometer derfra, og hvis den er steget, hvor meget skyldes det da, at ejeren selv samtidig har forbedret i driften og jorden? Og husk atter, det er ikke nogen lille skat, det gælder. Det drejer sig om, hvorvidt man skal berøve denne mand 2.000 eller 3.000 kr. eller 10.000 eller 20.000 kr. Er ejendommen ved »tidernes gunst« steget 2.000 eller 10.000 kr. i værdi, da er det uret at tage 3.000 eller 20.000. Og er den steget 3.000 eller 20.000, er det uret mod alle andre kun at tage 2.000 eller 10.000.

     Og det er ikke alene at ansætte en gårds værdistigning, hvad i og for sig er vanskeligt nok, nej! Der skal vejes og måles, hvormeget der skyldes »tidernes gunst«, og hvor meget ejerens arbejde har betydet. Hvem har mod til at veje og måle, når det skal afgøres, om en mand skal forlade en gård med 10.000 kr. eller som tigger, den gård, til hvilken han har viet sit livs arbejde; hvem har mod dertil, når der er mulighed for ved en fejlvurdering at gøre denne mand blodig og uoprettelig uret.

     Rundt i de gamle kulturlande har man spekuleret over grundværdistigningsskatten; men allevegne viger man tilbage for at pålægge en klækkelig skat endsige for at tage hele jordværdiens stigning, idet man erkender umuligheden af at bedømme stigningen og forskellen mellem brugerens arbejdes og samfundets udviklings betydning for værdistigningen. Man har forsøgt at beskatte stigningen ganske svagt, oven i købet efter endog at have fritaget den første betydelige stigning for skatter. Mere har man ikke vovet i vore kulturlande.

     En anden ikke mindre vanskelighed er den, at staten, når den tager værdistignings- chancen, også må erstatte værdifald som følge af samfundsarbejder og konjunkturer. Også dette vil være en meget vanskelig opgave.

XII. Altså.

     Nu har jeg gennemgået georgismen og de virkninger, den vil have, så vidt det på nærværende tidspunkt, da den endnu er ret uklar med hensyn til teoriernes udførelse i praksis, kan overskues. Jeg har forklaret, at det er et rov, et tyveri, og at dette tyveri ikke vil gavne samfundet mere end et hvilket som helst andet tyveri af 3 milliarder, som staten fandt på at forøve.

     Hvis staten gennemførte eller kunne gennemføre en grundværdistigningsafgift retfærdigt og rigtigt, således, som det efter teorierne hedder, at staten kunne sikre sig alle værdistigninger, som ganske afgjort kun var en følge af samfundets foranstaltninger, og som de private jordejere ikke havde lod eller del i, og hvis disse ejere kunne sikre deres andel i, hvad de havde bevirket af værdistigning, og hvis man kunne sikre ejerne mod ejendommenes værdiforringelse ved samfundets arbejder o.lign., medens man iøvrigt bevarede det nuværende samfund og de nuværende ejendomsforhold (også af jordværdien) som status quo, ja, da var alt nået, som burde nås. Samfundet havde fået, hvad samfundets var, og de private ejere og deres arbejde, hvad de skulle have.

     Om samfundet da yderligere kunne have lyst til at få 3 milliarders formue for med disses renter at kunne bestride alle udgifter og give afkald på enhver anden skat end grundværdistigningsskatten, det bliver et ganske andet spørgsmål, som slet ikke kommer grundværdistigningsskatten ved. Og om staten vil tage det fra jordejerne eller fra handelsmatadorer, fra bankerne, eller fra alle, der ejer over en bestemt sum i formue, eller på anden måde tilegne sig denne kapital, det er så rasende ligegyldigt. Thi det må i hvert fald blive et rov, et tyveri, og jo værre jo mere det indskrænkes til at blive forøvet mod en bestemt stand.

     Derfor er georgismen så utiltalende, den vil tage alle jordbrugeres og jordejeres formue, tage al deres kapital, faktisk bringe dem til tiggerstaven og ødelægge deres erhvervs fremtidsmuligheder med en frase om en stjålen hest som begrundelse. – Er der da spor af skygge af forskel på, om en mand for sine penge har købt et hus eller en gård eller en fabrik, en forretning eller statsobligationer.

     Og det vil de endda gøre uden at overtænke følgerne for samfundet og den plyndrede stand. Thi ingen rettænkende mand kan dog undlade at tænke over, hvad det vil sige for Danmark og dets bærende erhverv, at samtlige jordbrugere i landet skal berøves deres formue og kapital, at samtlige Danmarks ejendomme skal drives af kapitalløse ejere eller lønnede bestyrere i stedet for som nu af gennemgående velstillede og interesserede ejere, der har råd og midler til at følge med tiden og tage de chancer, udviklingen byder.

      At det vil være en blodig uret mod denne stand, der har hævet vort landbrug til et af de bedste i verden og båret landet over svære tider, og at det vil være et uopretteligt knæk for erhvervet, et knæk, som det og Danmark vist aldrig ville forvinde, det kan vist alle andre end de fanatiske georgister se.

     Hold op med jeres grundværdiskat, der vil konfiskere al nuværende jordværdi, og hjælp i stedet for os andre med at finde midler til at vurdere den værdistigning, som de forskellige ejere hverken har lod eller del i, hjælp os til at fastslå, hvad der retteligen tilkommer samfundet, hvis en grund ved samfundets arbejder og foranstaltninger stiger i værdi; kom med et forslag, der kan skelne mellem, hvad der er ejerens, og hvad der er samfundets part, hvis en ejendoms værdi går i vejret. Og hjælp os med at finde, hvad samfundet må erstatte, hvis en ejendom på grund af samfundets foranstaltninger falder i værdi. Hjælp os at finde den rette værdimålestok her, så hverken ejer eller samfund forurettes.

     Men kom ikke med jeres konfiskation af al jordværdi. Det er rent tyveri. Den jord, som vore husmænd og gårdejere ejer, den har de ærligt købt og betalt, og den skal ikke tages fra dem. Og sålænge der ikke er fundet en retfærdig målestok til nøjagtigt at afveje grundværdiernes fald og stigning, sålænge kan I overhovedet ikke tænke på at gennemføre jeres program, thi sålænge vil jeres tyveri af al jordværdi ikke alene blive et enestående tyveri af al nuværende jordværdi, een gang for alle, men det vil blive en evigt skrigende uretfærdighed mod hver den, der har viet sit arbejde og sine kræfter til den danske jord.