Henry Georges og Severin Christensens statsidealer

Henry George, hvis livsgerning væsentlig bestod i kampen mod jord- og toldmonopol, nåede da heller ikke at udkaste en fuldstændig samfundslære. Dog findes der i hans værker udkast fil denne, antydninger af dens struktur, ligesom der er et kort opgør med socialismen, hvilket også hjælper til en opfattelse af den samfundsordning, han anså for den bedste.

»For at en regering ikke skal blive demoraliseret og tyrannisk, bør den være så enkel som muligt både i sin sammensætning og i sine arbejdsmetoder. Dens virksomhed bør indskrænkes til det, som er nødvendigt for det almene vel, og i alle sine dele bør den være så nært knyttet til folket og så direkte under dets kontrol, som det lader sig gøre.

Den ligelige ret til jorden vil på een gang både »gøre regeringen meget enklere og fjerne demoraliserende indflydelser. Men derudover er endnu en yderligere simplificering mulig, og den bør tilstræbes alle vegne, hvor den lader sig gennemføre. Da politisk korruption gør det lettere at modstå reformkrav, er alt, hvad der kan gøres for at rense politikken og stille regeringen under folkets forstandige tilsyn og kontrol, ikke alene i sig selv et attråværdigt formål, men et middel fil at opnå større mål«.

Ved at simplificere vore valgmetoder kan vi også gøre meget for at indskrænke partivældet og gøre afstemningen til et sandt udtryk for vælgernes vilje. Også en anden grundsætning er der, som vi i høj grad har ignoreret, men som altid bør huskes, den nemlig, at folket ikke kan magte enkeltheder og heller ikke med forstand vælge mere end nogle få mænd fil væsentlige stillinger. At kræve af den almindelige borger, at han ved hvert valg skal stemme på en lang række af kandidater, som han for største delen ikke ved noget om, hvis han da ikke er politiker af fag, er at overlade valgene til stiller-klikker og politiske ringe«.

»Det er ikke en regerings opgave at gøre menneskene dydige eller gudfrygtige eller at værne dårerne imod følgerne af deres egen dårskab. En regering bør ikke gribe hindrende ind, undtagen hvor det er nødvendigt for at hævde friheden ved at værne enhvers ligeret imod andres overgreb. Så snart hindrende indgreb fra regeringens side går ud over denne grænse, står de i fare for at modvirke selve det formål, de havde til opgave at tjene. For på den ene side vil love, som hindrer eller påbyder, hvad den moralske sans ikke hindrer eller påbyder, have tilbøjelighed til at fremkalde ringeagt for lov og ret og avle hykleri og lovomgåelse, og på den anden side vil forsøg på ved lov at fremme moralen på områder, hvor det ikke ligefrem drejer sig om krænkelse af andres frihed, snarere svække end styrke den moralske indflydelse. Målestokken for ret og uret bliver derved rent juridisk, og den, der snildelig kan undslippe lovens straf, sættes i stand til at undslippe al straf. Der er således, for at tage et eksempel, ingen tvivl om, at hæderligheden i handel og vandel ville stå meget højere, hvis der ingen lov var om inddrivelse af gæld. I alle sådanne sager holder den snu gavtyv sig inden for loven eller omgår loven, medens det, at der er et juridisk lavmål, sænker det moralske lavmål og svækker den offentlige menings dom.

Hindringer og forbud imod og indblanding i uskadelig handlefrihed er i sig selv af det onde, og skønt sådanne midler måske nu og da kan være nødvendige, kan de dog for største delen lignes ved lægemidler, der kun undertrykker og mildner visse sygdomssymptomer uden at mindske sygdommen. Og i almindelighed er det således, at hvor hindrings- eller forbudslove bliver nødvendige, kan de onder, som de skal tjene til at afværge, spores tilbage til forudgående indskrænkninger, forudgående indgreb i naturlig rettigheder.«

»Det er ikke regeringens sag at påtage sig ledelsen af arbejdskraftens sysselsættelse og kapitalens anbringelse, eller at opelske visse industrier på andre industriers bekostning; forsøg på at gøre dette fører til alt det spild, alle de tab og al den fordærvelse, som følger med toldbeskyttelsen.«

Alt det hidtil anførte kunne lige så godt være udtalt af Taine, Stuart Mill, Severin Christensen eller en anden ildfuld forkæmper for den enkeltes handlefrihed; men desværre, lyder der i samme afsnit af »Samfundsspørgsmål« en anden tone, som minder stærkt om den lokkende socialdemokratiske kvæghyrdemelodi. Inden vi lytter til denne, må vi høre hans korte bemærkning om forsvaret.

»Den amerikanske republik har ikke mere brug for sit narreværk af en flåde, end en fredelig, kæmpe ville have for en polstret kølle eller en bliksabel. Den holdes udelukkende for officerernes og flåderingenes skyld. I fredstid er den en kilde til udgift og korruption; I krigstid ville den være til ingen nytte. Vi er for stærke fil, at nogen fremmed magt kan angribe os, og vi burde være for store til overmodigt at angribe andre. Dersom krigen nogen sinde skulle blive os påtvunget, ville vi trygt kunne sætte vor til videnskaben og opfindsomheden, der allerede nu kasserer flåderne hurtigere, end de kan bygges.

Ligeså med vor hær. Alt, hvad vi trænger til, hvis vi for øvrigt trænger til det nu mere, er en grænsepolitistyrke, omtrent som man har det i Australien og Canada. Stående hære og flåder er uforenelige med demokratisk ånd, og det burde være vor stolthed, som det er vor pligt, at vise verden, at en stor republik kan undvære begge dele. Hele systemet er en hån imod demokratiet og burde fejes væk.«

Måske vil mange synes, at Henry Georges bemærkning om flåde og hær er latterlig i nutiden, da Amerika opruster af yderste evne, både for sig selv og for to andre stormagter. Dette aktuelle komiske skær over Georges ord udelukker dog ikke deres principielle rigtighed. – 1883 (da George skrev dette) er ikke 1941; men der kommer andre og fredeligere tider og tendenser.

»I retsplejen er der en vid mark for radikale reformer. På det område har vi også slavisk efterlignet engelske forbilleder og har fundet os i, at juristerne lavede love efter deres egne klasseinteresser, så at retten er blevet et kostbart lykkespil, som den fattige mand ikke har råd til at ty til.

Socialistisk tendens

»Samfundet ville således (efter indførelsen af grundskyld) nærme sig det jeffersonske demokratis ideal, Herbert Spencers forjættede land, landet uden regering, det vil da sige regering blot som ledende og hæmmende magt. Men samtidig og i samme grad ville det blive muligt for samfundet at virkeliggøre socialismens drøm. Alt som regeringens nuværende virksomheder faldt bort eller indskrænkedes, ville den kunne overtage nye opgaver. Staten kunne ligeså godt besørge telegrambefordringen som brevposten, lige så godt bygge og drive jernbaner som anlægge almindelige landeveje. Følgen af beskatningen af jordværdien ville være et stort og voksende overskud; thi fremskridtet ville stadig forøge jordrenten. Denne fra den fælles ejendom flydende indtægt kunne så anvendes til det almene bedste, ligesom det skete med Spartas statsindtægter.

Vi behøvede ikke at indrette offentlige måltider - de ville være overflødige. Men vi kunne indrette offentlige bade, biblioteker, høresale, teatre, universiteter, tekniske skoler, legepladser, gymnastiksale osv. Varme, lys og drivkraft kunne, lige så vel som vand, på offentlig bekostning ledes i gennem vore gader, langs vore veje kunne frugttræer plantes, opdagere og opfindere kunne belønnes, videnskabelig forskning understøttes, og på tusinde måder kunne de offentlige indtægter anvendes til at fremkalde virksomhed for det offentliges vel. Vi kunne nå. socialismens ideal, men uden statsstyrelsestryk. Regeringen ville forandre karakter og blot blive en slags bestyrelse af et stort andels foretagende, det virksomme red skab, hvorigennem den almene ejendom forvaltes til fælles bedste.«

Det er kun i samfundets barndomsalder, at regeringsvirksomheden passende kan indskrænkes til det at sørge for det fælles forsvar og at værge de svage imod de stærkes fysiske magt. Efterhånden som samfundet udvikler sig i lydighed mod helhedens og den stigende sammensatheds lov, som jeg omtalte i de første kapitler af denne bog, bliver det nødvendigt for at sikre ligheden, at andre bestemmelser tages og sættes i kraft. Og på regeringens grundlæggende ordnende virksomheder hviler atter det, som vi kunne kalde de kooperative virksomheder, og som regeringen må påtage sig; undlader den at gøre dette, vil det i mange tilfælde lige så afgjort føre til ringeagt for de enkeltes rettigheder, som hvis den påtager sig retledende og ordnende opgaver, der ikke med rette henhører under den.« - Denne udtalelse om, at retsfølelsen trænger til statsstøtte, er lige modsat den to sider (s. 144) tidligere fremsatte, at »forsøg på ved lov at fremme moralen på områder, hvor det ikke ligefrem drejer sig om krænkelse af andres frihed, vil snarere svække end styrke den moralske indflydelse.«

Georges stilling til monopoliserede virksomheder klargøres i samme afsnit (»Regeringens opgaver«) således: »Da det er regeringens første opgave og formål at hævde alles naturlige ret og ligelige frihed, må alle de erhverv, som indeholder monopol, nødvendigvis reguleres af regeringen, og erhverv, der af naturen er ægte monopoler, bør rettelig gøres til statsforetagender.«

Til disse formentlig naturlige monopoler, der altså bør drives af staten, regner George jernvejene, post-, telegraf- og telefonvæsen, pengeudstedelsen, den stående hær, for så vidt man skal have en sådan, og mærkelig nok byens forsyning med gas, vand, varme og elektricitet (s. 152).

»Efterhånden som samfundet udvikler sig, må staten overtage disse virksomheder, der af naturen er kooperative, for at hævde alles lige ret og frihed,« derhen (s. 152): »virksomheder, der af naturen er monopoler, er med rette statsopgaver. Staten må enten føre kontrol med dem eller selv påtage sig dem.«

Man hører ikke mere om de erhverv, som indeholder monopol (men dog ikke af naturen er ægte monopoler), og som skulle reguleres af regeringen (s. 146). Med mindre George ved disse ord har tænkt på folkeskolen, om hvilken han skriver: »Det må også siges mht. vore folkeskoler, at fordærvelig indflydelse snarere stammer fra, at vi ikke er gået vidt nok i retning af statsledelse, end fra, at vi er gået for vidt.«

Og måske på folkebogsamlingerne, der holdes for offentlig regning som »et eksempel på en heldbringende udvidelse af regeringens kooperative virksomhed«. Eller på statsstyrelsens ordning af industrien, at »storkapitalens evne til at rive til sig vil blive meget mindre, og at visse kampe, der kan sammenlignes med krige, undgås.« Her synes George at ville påkalde lovgivningsmagten imod truster og store arbejdsstandsninger.

Om disse økonomiske problemer siger George selv i slutningen af dette ofte nævnte kapitel 17: »Jeg har i dette kapitel kortelig rørt ved emner, som ville kræve langt mere plads, hvis de skulle behandles grundigt« Man har da ikke ret til at tage for håndfast på hans antydninger. Men socialistisk farvede er de og så vidt jeg kan skønne, har Severin Christensen ret i sin kritik af George på dette punkt. Han skriver (Retsstaten, 2. udg., s. 85)

»Kommer man derimod spørgsmålet om den rette anvendelse af disse midler (grundrenten), glipper også Henry Georges lære og bliver enten tavs eller vaklende.« Og efter at have citeret Fremskridt og fattigdom (s. 228) fortsætter Severin Christensen: »Disse uddrag er tilstrækkelig til at vise, at George, hvad anvendelsen af folkets fælleseje angår, ikke står på retsmoralens grund. Sætningen, at fællesejendommen retmæssigt kan benyttes i det almene vels tjeneste, er hentet fra nyttemoralen og må, med den anvendelse George giver den, absolut tydes i dennes ånd. Herefter skulle det være forsvarligt at anvende fællesejendommen til al slags nyttige og ønskelige formål, til alle de formål, der kunne tjene til at »realisere socialisternes idealer«. Hvem skal afgøre, hvad der er nyttigt? Statsmagtens repræsentanter. Men disse har ingen etisk beføjelse til at anvende midler, som tilhører alle i fællesskab (hvad der ikke er det samme som »staten«) til formål, som de finder for godt at kalde nyttige. George foretager med andre ord ikke den nødvendige sondring mellem interesser, der kun berører nogle, måske de fleste, og interesser, der er fælles for alle. Kun til disse sidste er det berettiget at anvende fællesformuen.

At lade staten simpelthen indsamle en grundskyld ville ikke være nogen stor etisk bedrift. – thi hvem er staten? I den nuværende demokratiske stat vil det blot betyde, at disse midler stilledes til vilkårlig rådighed for et flertal, der sad inde med magten. Man vil let se, at hvis Georges tilhængere opfatter reformen på denne begrænsede måde, vil det blot betyde en ny knæsættelse af det demokratiske system, af flertalsmagtens vilkårlighed overfor individet, opgivelse på halvvejen af retsprincippet som ledende grundsætning. For at retten i det offentlige liv skal ske fyldest, er det ikke nok at anvise, hvor pengene skal tages fra. Staten har overhovedet ingen ret til at tage, ja end ikke til at tage grundskyld, hvis den ikke samtidig begrunder sin hensigt med at tage, gør en undskyldning, kunne man sige, for at den optræder som mellemmand. Og den eneste retmæssige, der findes, må angives således: værdien af visse særfordele indsamles, fordi det er den eneste måde, hvorpå den kan komme tilbage til sine rette ejermænd, som er os alle. Tilbageholdes må kun, hvad der skal bruges til sådanne nødvendige fællesopgaver, hvis opretholdelse alle på forhånd kan antages lige interesserede i.

Georgisme og socialisme

I det foregående er Henry Georges forhold til socialismen flere gange blevet nævnt. Når dette forhold skal undersøges ud fra hans ret korte udtalelse, må det huskes, at forudsætningen for statsmagtens anvendelse af grundskylden til de mange nævnte sociale formål bestandig er, at den af George krævede forenkling af og kontrol med statsstyret er gennemført. Således skriver han i »Samfundsspørgsmål«: (2. oplag, s. 149):

»Jeg undervurderer ikke de farer, der er ved at overdrage regeringen flere opgaver, end den nu har, tværtimod, jeg gør mig flid for at påvise, hvor påtrængende nødvendigt det er at forenkle og forbedre regeringen, for at man trygt kan overlade den de nye opgaver, som samfundsudviklingen pånøder den. Det er ikke alene nødvendigt at hindre regeringen i at blive mere demoraliseret og evneløs, skønt vi lige så lidt kan gøre dette ved hjælp af en negativ politik, som en sømand kan dreje bi i storm uden afdrift; det er nødvendigt at gøre regeringen langt mere effektiv og langt mindre demoraliseret. Og side 155: »Det har været min opgave at påvise, at statsstyrelsens forenkling og rensning bliver yderst nødvendig for de virksomheders skyld, som den industrielle udvikling påtvinger regeringen …«

Desuden må det erindres, at på Georges tid var socialismen kun kendt som en teori. Den realisation af den blakkede socialisme, som vi har oplevet i Danmark, og den mere renlige marxisme i Rusland, må jo afskrække ethvert frisindet menneske; dens utrolige ringeagt for den enkeltes ret ville afgjort have gjort en frihedens apostel som Henry George til dens bitre modstander. På hans tid var socialismen i praksis kun en bestræbelse for at forbedre arbejdernes kår, en reform, som han så veltalende og frimodigt kæmper for i sit åbne brev til paven (»Arbejdets kår«), om end ikke ud fra Karl Marx' begrundelse.

»Pladsen tillader ikke her en nøjere undersøgelse af alle de fremgangsmåder, der er bragt i forslag til lindring eller udryddelse af fattigdommen ved hjælp af statsindgreb i næringsflid og formuesforhold, og, som i deres mest vidtgående former kaldes socialistiske. Det behøves heller ikke, for de lider alle af de samme mangler. Alle går de ud på at sætte statsledelse i den individuelle virksomheds sted og ved tvang at opnå, hvad der bedre opnås ved frihed. De sandheder, som de socialistiske ideer rummer, skal jeg senere komme tilbage til, men det er klart, at alt, hvad der smager af indgreb og bånd, er i sig selv slet og bør ikke komme til anvendelse, hvis der findes andre veje at gå. Lad os f.eks. se på en af de simpleste og blideste af denne art forholdsregler: indkomstskat efter stigende skala. Det mål, den sigter til, nemlig at formindske eller forhindre den umådelige rigdomssammendyngning, er godt; men midlet kræver nødvendigvis ansættelsen af et stort antal embedsmænd med inkvisitorisk myndighed, og medfører fristelse til bestikkelser, mened og alle andre midler til at omgå beskatningen, hvorved der fremavles demoralisation og sættes præmie på samvittighedsløshed.

Hvis de kunstige planer i retning af at regulere alt muligt og finde en plads for hver enkelt var gennemførlige, ville de skabe en samfundstilstand i stil med den, som fandtes i det gamle Peru, eller den, som jesuitterne til deres evige ære tilvejebragte i Paraguay. – Jeg vil ikke sige, at en sådan tilstand ikke ville være bedre end den, som vi nu synes at drive hen imod; for i det gamle Peru fandtes der, selvom produktionen var forbundet med de største besværligheder, dog intet, der kunne kaldes nød, og folket gik til sit arbejde med sang. Men dette er det ikke umagen værd at opholde sig ved. Det moderne samfund kan ikke med udsigt til held stræbe hen imod socialisme af denne art. Den eneste kraft, som nogensinde har været i stand til at frembringe den – en stærk og udpræget religiøs tro – skorter det på, og den bliver daglig mindre. Vort styresæt ville ved et sådant forsøg åbenbart knække sammen under byrden. I stedet for en forstandig fordeling af pligter og rettigheder ville vi få en romersk uddeling af siciliansk korn, og folkelederen ville snart blive kejser.

Socialismens ideelle samfundsbillede er storslået og ædelt, og jeg er overbevist om, at det kan virkeliggøres, men en sådan samfundstilstand kan man ikke lovgive om, den må vokse frem. Samfundet er en organisme, ingen maskine. Det får kun liv ved alle de enkelte deles individuelle liv. Og af alles fri og naturlige udvikling vil det heles harmoni opstå. Alt, hvad der er nødvendigt til en samfundsgenfødelse, indeholdes i de russiske fædrelandselskeres, dem, man undertiden kalder nihilisters, løsen – »jord og frihed!«

Med denne sidste sætning når vi frem til kernen i Henry Georges forhold til socialismen: det er ikke privatkapitalen, men jordmonopolet, der er hovedårsagen til den sociale elendighed; derfor er midlet mod denne heller ikke statens overtagelse af produktion og fordeling, men adgang til jord for enhver, der ønsker det. Dette siger George klart i det kapitel af »Beskyttelse eller frihandel«, som benævnes »Frihandel og socialisme«.

»Socialismen som modsætning til individualismen indeholder en utvivlsom sandhed, en sandhed, som (især af dem, der mest føler sig i overensstemmelse med frihandelstanken) er blevet alt for lidet påagtet. Mennesket er først og fremmest et individ, en særskilt enhed, som i henseende til ønsker og evner er forskellig fra sine fæller, og som for at kunne bruge sine evner må have individuel frihed og spillerum. Men mennesket er også et socialt væsen, et samfundsvæsen med ønsker, som står i samklang med andre menneskers ønsker, og med evner, som kun kan udfolde sig i samvirke med andre. Der er således et område for individuel handling og et område for fælles handling. Visse ting kan bedst gøres når hver handler for sig, og visse ting kan bedst gøres, når samfundet handler for alle sine medlemmer … Samfundet burde ikke overlade telegrafer og jernbaner til enkeltmænds drift og rådighed; men samfundet burde lige så lidt træde fil og inddrive privat gæld eller gøre forsøg på at lede den individuelle vindskibelighed.« (s. 295 f.).

»Socialismen i ordets snævre betydning - den socialisme, som vil, at staten skal opsluge kapitalen og afskaffe konkurrencen er en reformplan, som er udtænkt af mennesker, der kun har iagttaget samfundet i dets mest sammensatte indretning og derfor ikke har kunnet se, at de love, der tydeligt gør sig gældende under enklere forhold, også gælder under de mere indviklede forhold, som følger med arbejdets deling og brugen af komplicerede redskaber og fremgangsmåder. Disse mennesker er derved faldet hen til en vranglære, som er udformet af socialøkonomer af en helt anden skole, socialøkonomer, som har lært, at kapitalen er arbejdets sysselsætter og underholder, og som har stræbt at forvirre begreberne om forskellen mellem ejerretten til jord og ejerretten til arbejdsprodukter. Den socialistiske reformplan er udtænkt af mennesker, som, endskønt de oprøres ved den »ortodokse socialøkonomi«s hjerteløshed og håbløshed, alligevel selv er hildede i dens fejltagelser og blindede af dens uklarhed. Idet de forveksler »kapital« med »produktionsmidler« og tager det for gode varer, når autoriteterne siger, at den »naturlige arbejdsløn« er det mindste, som konkurrencen kan tvinge arbejderne til at nøjes med, forsøger de at overskære en knude, som de ikke forstår at løse, ved at gøre staten til den eneste kapitalist og arbejdsgiver og at afskaffe konkurrencen.« (s. 296 f.).

»At enhver bør yde i forhold til sine evner og modtage i forhold til sin trang er visselig den højeste sociale ordning, man kan tænke sig; men hvorledes kan vi håbe at opnå en sådan fuldkommenhed, så længe vi ikke har fundet en udvej til at sikre ethvert menneske lejlighed til at arbejde og til at få en rimelig løn for sit arbejde? Skal vi da forsøge at være ædelmodige, førend vi lærer at være retfærdige?

Alle planer, der går ud på at skabe lighed i menneskenes kår ved at lægge formuefordelingen i statsmagtens hænder, har den slemme fejl, at de begynder ved den gale ende. De forudsætter et pletfrit statsstyre. Men det er ikke statsstyret, der skaber samfundet; det er samfundet, der skaber statsstyret. Og inden vi opnår noget, som kan kaldes ægte lighed i formuefordelingen, kan vi ikke vente at få et rent statsstyre.« - - -»Der er i virkeligheden ingen strid mellem arbejde og kapital. Den sande strid står mellem arbejdet og monopolerne.«

Altså: jordreformen må gennemføres, før vi kan forsøge at realisere den socialistiske stat, men den frihedsfølelse, som individet kan glæde sig ved, når monopolernes lænker falder af ham, vil sikkert afholde ham fra at lade sig drive ind i den socialistiske fårefold og dermed igen sætte al selvstændighed over styr.

I denne redegørelse er det væsentlig Henry Georges samfundsopfattelse, som er skildret, ikke Severin Christensens, da retsstaten forudsættes bladets læsere bekendt. Sammenfattende kan det siges at de to store reformatorer vil befri samfundsborgeren for det utålelige tryk, som staten har øvet og stadig øver på den enkelte. Begge vil afskaffe skattens og toldens åg, stiler altså mod økonomisk frigørelse. Men den danske samfundsreformator går et meget betydeligt skridt ud over Henry George. Når den økonomiske frihed for statens rov er gennemført, skal alle offentlige foranstaltninger indskrænkes til minimum; derved forhindres nye uberettigede økonomiske byrder, og derved hindres statsmagtens lammelse af individet. Personlig, politisk og åndelig frihed er mere værd end blot skattefrihed, dels fordi den første indbefatter den anden, og dels fordi kun denne respekt for individet kan garantere, at offentlig pengeudskrivning ikke dukker op på ny. Hvad overdreven statsmagt kan betyde, behøver man ikke at fremholde for vor tids menneske; den, der foretager den grundigste beskæring af den, er den største liberale sociolog: så sandt som liberalisme er åndelig, politisk og økonomisk selvstændighed for den enkelte. Hvis vi følger Henry George, er vi på rette vej; men Severin Christensen alene fører os til vejs ende.